Arkitekturoprøret

Link til artiklen.

Der er kommet en ny, flot fotobog med titlen ”København Før og Nu” fra forlaget Multivers. Forfatter og fotograf er Christian H. Nielsen. Han har i valget af motiver i vidt omfang fulgt i den berømte fotograf Peter Elfelts fodspor.

Bøger med det tema har der været en del af i tidens løb, bl.a. det store værk med samme titel fra Hassings Forlag fra 1940’erne og senere det store 13-binds væk ”København Før og Nu – og aldrig” fra Palle Fogtdals forlag. Disse bøger indeholder omfattende byhistorisk materiale. Senest er kommet Nicolas Cosedis og Holger Dahls luftfotobog ”København før og nu – Byen fra skyen” fra Strandberg Publishing.

Christian H. Nielsens nye bog adskiller sig fra de andre derved, at det er en billedbog uden tekst af betydning. Fotografierne optræder parvis, og de nye billeder er taget præcis fra samme sted og under samme vinkel som de gamle.

Jeg glædede mig over, at i mere end halvdelen af bogens ca 140 billedpar ligner byen sig selv – eller snarere har den ændret sig til det bedre, fordi huse er blevet sat i stand og har fået farver og ikke længere fremstår grå (takket være at vi er holdt op med kulfyring).

Bogen er da heller ikke ment som en kritik af byens arkitektoniske udvikling, men tværtimod er den en hyldest til København. Alligevel kan man ikke undgå at bemærke, at mere end en tredjedel af billedparrene illustrerer de ødelæggelser, som har ramt byen. Titlen ”København Før og Nu” leder til spørgsmålet: Før hvad? Og svaret er naturligvis: Før modernismen holdt sit hærgende indtog. Den kom i 1930’erne men tog først rigtigt fat efter Anden Verdenskrig. Bogen viser, hvor hensynsløst og tonedøvt man har bygget nyt i de gamle bydele. Blandt eksemplerne herpå er Nationalbanken, Knud Højgaards Hus på Kultorvet, Daells Varehus i Krystalgade, Industriforeningens Hus på Rådhuspladsen, nedrivningen af Teaterbygningerne Dagmar, Casino og National Scala, og nye byggerier på Christianshavn.

Men desværre er det gået langt hårdere ud over byen, end bogen giver indtryk af. For de helt store ødelæggelser er ikke medtaget. Der er ingen billeder fra Adelgade-Borgergadekvarteret, som ellers lykkeligt havde undgået begge de store bybrande i 1728 og 1795 og englændernes terrorbombardement i 1807. Nedrivningen af de mange enestående bindingsværkshuse er måske det største kulturtab i fredstid i danmarkshistorien – selv om husene var i dårlig forfatning. Blandt de andre store ødelæggelser, som heller ikke dokumenteres, er Privatbankens nedrivning af de seks søstre i Børsgade, Magasins nedrivning af de enestående huse i Lille Kongensgade, Bremerholm-gadegennembruddet, Brøndstrædekvarterets nedrivning, Nationalmuseets nedrivning i Stormgade, Egmonts udradering af en hel karré i Pilestræde, Landemærket og Møntergade og den mislykkede sanering af den sorte firkant på Nørrebro.

Man skulle tro, at byggebranchen og bystyret efterhånden har forstået, hvor vigtig en kulturarv København repræsenterer. Men nej. Forvaltningen synes fortsat forankret i forrige århundredes forældede ideologi, og den tillader løbende både nedrivning af bevaringsværdige huse og nyt utilpasset byggeri. Det seneste eksempel er Paladsteatret, som Egmont og Kommunen vil nedrive og erstatte med et kontorhus, selv om det strider mod lokalplanens bestemmelser. Palads vandt ellers kommunens egen afstemning om ”Byens Sjæl”.

Den største forandring, som byen har undergået, er nok havnens forvandling til boligområde. Der var 42 km havnekaj at bygge på. Hvilken enestående mulighed. Hvad kunne der ikke være skabt? Fra Nyhavn, Gl. Strand og de andre kanaler ved vi, hvor attraktive byrum, der kan skabes af husrækker langs vand. København kunne være blevet Nordens Venedig. Men med enkelte undtagelser er det lykkedes byggebranchen og bystyret at skabe en trøstesløs kæde af skotøjsæskeformet forstadsbyggeri. Beboerne kan glæde sig over den fine beliggenhed, men for byen er hele området gået tabt. Det kan vi sørge over de næste 100 år.

Der er for os i Arkitekturoprøret ikke længere nogen tvivl om, at den kommunale forvaltning savner føling med befolkningens flertal. Jeg har endnu til gode at møde nogen, der er imponeret over havnebyggeriet.

Derfor skal denne bog hilses velkommen. Den kan medvirke til at styrke interessen for bevaring og beskyttelse af vores smukke by mod flere ødelæggende indgreb og mere trivielt, modernistisk forstadsbyggeri. Vi må alle søge at påvirke bystyret.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret.