Østerport II får endnu en pris for grimt byggeri: »Noget er gået galt, og det må stoppe«
Der har været mere ris end ros til det store erhvervsbyggeri Østerport II, og nu har bygningen fået endnu en uheldig arkitekturpris.
Mandag d. 02. marts 2020, kl. 13.47Del denne artikel
Østerport II har siden sin opførelse stået model til massiv kritik. Eksempelvis kårede Berlingskes læsere i foråret 2019 bygningen til Københavns grimmeste.
Nu har den store kontorbygning så fået endnu en mindre flatterende pris.
Det er foreningen Arkitekturoprøret i Danmark, der på Facebook har lavet kåringen »Danmarks værste nybyggeri 2020«. Her har de 4.000 medlemmer kunnet nominere og stemme på, hvad der skulle have prisen som Danmarks værste nybyggeri de seneste fem år.
I afstemningen løber Østerport II altså med prisen for grimmeste byggeri. Østerport II »vinder« foran 13 andre nyere byggerier, heriblandt BLOX i København, Niels Bohr-bygningen ligeledes i København og Papirtårnet i Silkeborg.
Arkitekturoprøret er en registreret forening i Danmark, Norge og Sverige, og den kæmper imod nybyggerier, som den betegner som »firkantede kasser«, og trusler mod gamle bykerner og bydele. Afstemningen er inspireret af lignende priser i Sverige og England, og det er første gang, Arkitekturoprøret uddeler prisen i Danmark.
»Det må stoppe«
Formanden for foreningen, Jep Loft, prøver med prisen at råbe arkitekterne op.
»Det er ikke for at grave grøften dybere, vi prøver at råbe dem op. Men man gør mange mennesker kede af det ved at bygge ensformige kasser. Noget er gået galt, og det må stoppe,« siger han til Berlingske.
Han afviser samtidig, at foreningen er imod nybyggeri, og at den har en forstokket tankegang, men mener, at man »må bygge noget levende med masser af sjæl, der samtidig kan skabe byrum, som mennesker ønsker at være i«.
Jep Loft sammenligner nybyggeri med moderne kunst. Selv om man elsker moderne kunst som eksempelvis en grusbunke på et galleri, så skrotter man ikke guldaldermalerierne på Statens Museum for Kunst. Det mener han, sker i arkitekturen, når man »kører en bulldozer hen over gammelt byggeri« for at bygge nyt.
»Det skaber et dårligt bymiljø, og den nye arkitektur ligner noget, der ligeså godt kunne være bygget i forstæderne. Der er jo ingen, der kører en tur ud til Hundige, Hvidovre og Rødovre for at drikke kaffe og nyde det smukke byggeri,« siger han.
Prisen overrækkes i Stockholm 10. marts, hvor også den tilsvarende svenske pris uddeles. Arkitekterne og bygherren bag byggeriet vil blive inviteret til Stockholm for at modtage prisen.
Masser af kritik
I foråret 2019 havde Berlingske en tilsvarende afstemning, hvor avisen fandt og kårede Københavns grimmeste bygning.
Her var det også Østerport II, der løb med prisen som Københavns grimmeste bygning. Her stemte over 8.000 Berlingske-læsere, og flere end halvdelen satte deres stemme på Østerport II med kommentarer som »Grimmeste bygning i København. Riv den ned!«, »Gør ondt at se på. Totalt grim og passer bare overhovedet ikke til Østerport« og »Umanerlig grim og passer ikke til den så smukke Østerport Station og de mange andre bygninger i området.«
Berlingskes arkitekturanmelder Holger Dahl er bestemt heller ikke imponeret over Østerport II.
»En færge er ved at sejle ind i Østerport Station. Eller også er nogen gået i gang med at anlægge en serie kontroltårne til en lufthavn dér på toppen af Oslo Plads, hvor Københavns gamle Østerport engang stod,« skriver han i sin tostjernede anmeldelse, der kan læses i sin fulde længde her.
Artiklen blev også bragt i Berlingske d 3/3-2020.
Skriv et svar