Vi synes ikke, at byggebranchens aktører har løst deres opgave godt nok. Det forekommer os, at de har levet i deres egen lukkede verden, og interessen for at lytte til lægfolks frustration har i alt for mange år været beskeden.

Det har været en ulykke for bymiljøsagen. I kontrast til den står naturmiljøsagen, hvor der hurtigt blev lyttet til almindelige menneskers mening.

Arkitekter peger på bygherrerne

Der er dog tegn på opblødning fra forskellige parter. Pressen har vist stor lydhørhed over for vores synspunkter, politikere (blandt andet i København) er begyndt at røre på sig, og mange arkitekter har ligeledes erklæret sig enige i størstedelen af Arkitekturoprørets kritik.

Adskillige har peget på bygherrerne som dem, der har haft ansvaret. De burde ellers være de første til at lytte til kundernes ønsker. Det tjener man penge på i andre brancher, og folk foretrækker byggeri i en menneskelig skala frem for store, firkantede, ensformige blokke.

Svært for arkitekter at rette op på byplanlæggerens fejl

Men udover at diskutere arkitekters og bygherrers ansvar bør man se nærmere på byplanlæggernes rolle.

Hvis planen for et nyt bykvarter er kedelig, er det svært at rette op på skaden og skabe gode byrum med liv og atmosfære. Og de fleste byplaner har i de sidste 70 år været opskrifter på kedelige forstæder, ikke hyggelige byer. Der har været for meget skrivebord og lineal og for lidt organisk by i byplanerne.

Der kommer ikke gode byrum ud af at placere store, firkantede blokke i et netværk af lige gader, der går på kryds og tværs. Der skal være torve, havne, kanaler eller andre samlingspunkter, og der skal være flere mindre huse i karreer i stedet for få store boligblokke, punkthuse eller højhuse.

Husene skal skabe attraktive vægge i byrummene, og gadenettet skal danne en rigtig, mangfoldig by. Der skal være mere diversitet, og det skabes via større gader og mindre stræder. Det gør folk trygge. Det tiltrækker byliv.

Gør som naturmiljøfolkene

Intet af det har byplanerne for Ørestad i København, Aarhus Ø, de mange nybyggerier på landets havne, Køge Nord, Kokkedal stationsområde, Lynetteholm, eller alle de andre nye byområder. Vi fortsætter med at begå de fejl, der har ført til ghettodannelser.

Naturmiljøfolkene har for længst forstået det. Nu skal der plantes nye skove, men ingen ville drømme om at plante lange, lige rækker af grantræer.

Kommunalpolitikerne har uindskrænket magt i byggesager, men de har desværre ofte begrænset opmærksomhed rettet mod at bevare og videreudvikle kulturarven. Forvaltningerne har et ansvar for at rådgive og påvirke politikerne i byggesager, og det er ikke blevet godt nok varetaget.

Gode bymiljøer er penge værd. Der burde ikke være nogen modstridende interesser. Men alligevel har byudviklingen ofte forringet og forarmet bymiljøerne.

Vil byplanlæggerne være med til at gøre tingene anderledes fremover?