Se Arkitekturoprørets indlæg her.

ET INDSPARK FRA ARKITEKTUROPRØRET

Om negativ social arv fra Le Corbusier og Poul Henningsen

Af Jep Loft

I Arkitekturoprøret kritiserer vi to forhold: Dels at der er blevet bygget hensynsløst og brutalt i de gamle bykerner, og dels at de nyere bydele og forstæder savner det liv og den atmosfære, som de ældre bykvarterer har.

Vi forstår ikke, hvordan arkitektstanden i årtier kunne være passive vidner til, at harmonien i fine, gamle bymiljøer gang på gang blev slået i stykker af nedrivninger og utilpasset nybyggeri. Inden for andre kunstarter har man respekt for tidligere tiders stilarter, men arkitekter har insisteret på at bygge efter tidens mode; de synes at have savnet viljen til at værne om de gode bymiljøer.

Vi forstår heller ikke, hvorfor den enorme byggeaktivitet siden Første Verdenskrig ikke har skabt mere attraktive bykvarterer. Der er bygget gode boliger, men ikke gode byrum. Generelt er forstæderne kedeligere end bykernerne. Behøver det at være sådan?

Efter vores mening har fagfolkene – arkitekter, bygherrer, planlæggere, forvaltninger og fagskribenter – ikke alene fejlet; de har nægtet at lytte. De har levet i deres egen, lukkede verden uden at bekymre sig om lægfolks fortvivlelse. Fagfolk og lægfolk har været adskilt af en ”arkitekturkløft”. I utallige bøger og artikler om nyere tids arkitektur har fagfolk lovprist sig selv og hinanden for den fremragende arkitektur, som de seneste 100 år har præsteret.  Le Corbusier og Poul Henningsen har sat deres præg på holdningerne. Oftest er det den enkelte bygning, der beskrives; at nye bygninger har ødelagt harmonien i det omgivende bymiljø, omtales så godt som aldrig. Ej heller har fraværet af nye, gode bymiljøer fået den opmærksomhed, det fortjener. 

I de seneste år er der kommet en opblødning af fronterne. Flere og flere fagfolk står frem og deltager i kritikken. Det har bare ikke hjulpet. Næsten hver gang, man ser et nyt byggeprojekt, skuffes man. Mere af det samme. Store, firkantede klodser. Eller besynderlige geometriske figurer. Intet, der kan skabe et bymiljø. Byplaner lavet med lineal og passer uden nogen form for organisk præg. Ingen tilpasning efter omkringliggende ældre huse. Og man fortsætter med at rive ned i de ældre bykvarterer. Hvorfor kan nye tanker ikke slå igennem?

Det kan ikke skyldes pengemangel. Bygherrer burde nok kunne indse, at de ville tjene flere penge, hvis deres huse lå i et attraktivt bymiljø. Et mere klassisk funderet byggeri kan næppe være dyrere end det vartegnsbyggeri, der så ofte ses. Og brokvartererne har billigt byggeri, som er fuldt af atmosfære.

I Arkitekturoprøret er vi – med rette eller med urette – af den opfattelse, at det stadig er arven efter funktionalismen og modernismen, der fastlåser arkitektstanden. Nok kan fleste se, at Le Corbusiers idéer om byplanlægning var håbløse; at rive det centrale Paris ned for at bygge lange rækker af ens højhuse ville ingen drømme om i dag. Men han har alligevel sat sit præg på generationer af arkitekter. Hans Athen-charter fra 1933 indeholder følgende arrogante ordlyd: “The practice of using styles of the past on aesthetic pretexts for new structures erected in historic areas has harmful consequences.  Neither the continuation of such practices nor the introduction of such initiatives will be tolerated in any form”. Specielt hvad angår restaurering og genopbygning af historiske bygninger er denne tankegang er videreført i §9 i ICOMOS’ Venedig-charter fra 1964, og den optræder nu i absurd form i ICOMOS’ og EUs nye retningslinjer fra 2018, hvor §16 lyder ” When new parts/elements are necessary, a project shall use contemporary design adding new value and/or use while respecting the existing ones”.  Hvis midtertårnet på Kalundborg Kirke igen skulle styrte sammen, skal det åbenbart genopbygges i moderne stil.

I Danmark indtog Poul Henningsen den centrale rolle i arkitekturkritikken mellem de to verdenskrige. Han gik ind for harmoni og respekt for stedets ånd og var imod skyskrabere. Bl.a. derfor kaldte han Le Corbusier for en dilettant. Og han påstod ikke, at alt moderne var godt; men ligesom Le Corbusier hånede han nybyggeri, der ikke fremstod som moderne – eksempelvis det fine posthus på Trianglen i København. PH ønskede rationel arkitektur med socialt engagement og forsvarede de ’trøstesløse københavnske Lejekaserner’, fordi de var ”ærligt” byggeri, som svarede til den virkelighed, de dannede ramme om. Det lyder logisk, og tankegangen har sikkert sat sit præg på det betonbyggeri, der senere fulgte. Men den var jo helt gal: At fastholde de dårligst stillede i deres kår ved at give dem boliger, der understregede og udstillede deres situation. En opvækst i et trøstesløst bykvarter påvirker et menneske for livet.

Man skal ikke bygge ghettoer. Men det er jo det, man stadig gør. Til almennyttigt byggeri såvel som til velhavere. I god kvalitet og med en masse grønt, men uden byliv, uden atmosfære, uden diversitet, uden bymiljø.  

Og man gør det af angst for ikke at være moderne.

 

 

 

Henvisninger:

“The Athens Charter” Formulated by the Congrès International d’Architecture Moderne (CIAM) in 1933. Translated from the French by Anthony Eardley. From Le Corbusier’s The Athens Charter. Grossman.  New York, 1973.

“International Charter for the Conservation and Restoration of Monuments and Sites (The Venice Charter 1964)”. 2nd International Congress of Architects and Technicians of Historic Monuments, Venice, 1964. Adopted by ICOMOS in 1965.

ICOMOS International. “European quality principles for EU-funded interventions with potential impact upon cultural heritage”. ICOMOS International, Paris, 2019.

Neel Pørn: ”PHs Arkitekturkritik”. Arkitektens Forlag, København, 1994.