Måned: august 2020

Politiken Byrum d. 24/8-2020. Kritik af Arkitekturoprøret.

24. august 2020 / Jep Loft / 0 kommentarer

Kritik af Arkitekturoprøret. Læs artiklen her.

Arkitekturoprøret er snarere en gruppe for de oprørske end et egentligt oprør

En gang imellem rammer Arkitekturoprøret plet, men deres substantielle kritik drukner i en forargelsesparathed. Arkitektur fortæller en historie, der ikke skal skrives en slutning på, og nye byområder behøver ikke ligne Indre By eller Dragør, skriver Anne Katrine Harders i dette debatindlæg.

DEBAT24. AUG. 2020 KL. 04.00

ANNE KATRINE HARDERS:

Ph.d. og civilingeniør

For nylig høstede ’Arkitekturoprøret’ ros for deres bidrag til arkitekturdebatten i Politiken Byrum.

Det fik mig selvfølgelig til at spærre øjnene op. Tænk at rose, hvad der på en god dag er arkitekturens svar på Ekstra Bladets ’Nationen’.

Et forum, hvor det synes underordnet, om der overhovedet er hold i kritikken, og hvor pastiche synes at være en samlende betegnelse for god arkitektur. Men jeg vil gerne slutte mig til roserne. Jeg vil nemlig takke Arkitekturoprøret for – ganske vist mod oprørets intention – at give mig et mere positivt syn på moderne arkitektur.

Jeg er ikke selv arkitekt, så betragt mig som autodidakt på området uden uddannelse i farver og former eller arkitekturpoesiens vokabular. Nej, jeg er hoppet ind i arkitekturen med benene først og hovedet til sidst. Derfor har jeg uden besvær spejlet mig i Arkitekturoprørets frygt for det moderne og deres forkærlighed for (eller snarere besættelse af) ældre arkitektur og byrum, som de blev lavet engang.

Fra kønsløst HTH-køkken til stuk og karnap

Jeg er også en hund efter gader, der gør vilkårlige krumspring og indebærer finurlige dimser og dutter, løvehoveder og dragehaler, der dekorerer facaderne på aldrende arkitektur. Selv er jeg flyttet fra en ny bydels firkantede og lidt kønsløse HTH-køkken-rationalitet til stuk, karnap og skæve gulvbrædder på Frederiksberg.

Jeg vil vove den påstand, at de fleste instinktivt kan mærke, at vi i denne del af byen har at gøre med meget vellykket arkitektur og byrum, hvor man har lyst til at opholde sig. Den følelse af at blive omsluttet af kvalitet, skal moderne arkitektur selvfølgelig også stræbe efter.

Hvad der kunne være et tiltrængt indspark i debatten, ligner ved nærmere eftersyn et iltert forum for internetkrigere.

Det er derfor vores forpligtelse at debattere og udfordre byudviklingen, så vi ikke fylder alle byernes tomme huller ud med viljeløs arkitektur eller utilpassede makværker. De har det nemlig med at udmagre byen for dens kvaliteter og for dén der udefinerbare ånd, som kan gro i og mellem bygninger. Frygten er desværre reel, og der findes bestemt eksempler, hvor kvaliteten aldrig rigtig dukkede op, og hvor ånden har svært ved at slå rødder.

Internekrigernes korstog

Arkitekturoprøret har taget udfordringen alvorligt. Med mottoet ’Lad os bygge smukt igen’ har de indledt et korstog mod det, de så mener, må være den grimme arkitektur. Men hvad der kunne være et tiltrængt indspark i debatten, ligner ved nærmere eftersyn et iltert forum for internetkrigere.

Arkitektskolerne bør faktisk nedlægges, for her udklækkes forbrydere med hjerter af glas, stål og beton.

Facebooksiden, der udgør gruppens fælles forum, er en form for stejleplads, hvor de onde arkitekter må se sig udhængt og verbalt tortureret for deres ugerninger (som var de alene om at skabe arkitekturen i øvrigt). Det kan være, at »arkitekterne er for hjernevaskede og ikke tør lave andet end de store grimme klodser«, at deres arkitektur er »ækelt og magtliderligt«, at der skal lægges afgifter på »øjebæ-arkitektur«, og at »rædsler« skal »bombes«. Og arkitektskolerne bør faktisk nedlægges, for her udklækkes forbrydere med hjerter af glas, stål og beton.

Metoden, der praktiseres i Arkitekturoprøret, handler snarere om at overbevise alle andre om, at de tager fejl, og så råbe det så højt som muligt. Men i kommentarsporene råber de bare i munden på hinanden. Det gør de gerne med helt forskellige syn på verden, men med det til fælles, at de lader til at være aldeles resistente overfor nuancer, der kan mudre deres forestilling om god og dårlig arkitektur. Arkitekturoprøret bliver snarere et sted for de oprørske end for et egentligt oprør.

Hvad er den gode arkitektur?

Trods den udeblevne omstyrtning af dårlig arkitektur, kan jeg alligevel godt takke Arkitekturoprøret. For selvom jeg absolut deler en angst for den grimme, dårlige eller afvigende arkitektur, så bliver vi nok ikke foreløbigt enige om, hvad den gode arkitektur så skal være. Hvordan skulle vi også opnå den enighed, når oprøret ikke engang kan blive enig med sig selv?

Jeg prøver derfor at huske, at de, der skaber arkitekturen, som regel har en vision med den. Måske kan de endda selv lide det. Og måske kan de skabe noget, som jeg ikke selv ville være i stand til at forestille mig. Jeg er på den måde begyndt at værdsætte arkitektur, som ikke nødvendigvis falder i min smag. Enten fordi jeg forstår, hvorfor vi ikke bare kan »bygge som i gamle dage«, fordi jeg kan værdsætte det for noget andet end min egen smag eller fordi det i det arkitektoniske sammenstød kan skabe en helt ny dimension.

Arkitektur fortæller en historie, der ikke skal skrives en slutning på. Og medmindre man finder Bakkens version af Korsbæk særligt appellerende, behøver nye byområder heller ikke ligne Indre By eller Dragør. De kan sagtens have deres helt egen identitet og kvalitet. De kan med tiden udvikle sig, så der er både nyt og gammelt og måske endda grimt og pænt – afhængigt af, hvem man spørger.

En gang imellem rammer kommentarerne fra nogle af oprørets medlemmer plet. Men den substantielle og nødvendige kritik drukner i en forargelsesparathed. Arkitekturoprøret er måske udmærket som gruppeterapi, men er næppe en samling skarpsynede lægmænd, der afslører kejserens nye klæder. Risikoen er desværre, at den oprørske tilgang ender med at fastlåse debatten i stedet for at bidrage til den.

BT d. 17/8-2020. Det giver ingen mening at nedrive Palads.

17. august 2020 / Jep Loft / 0 kommentarer

BT skriver om Arkitekturoprørets holdning til nedrivning af Paladsteatret. Se artiklen her.

Ikonisk bygning truet: Giver ingen mening

PETER SCHWARZ-NIELSEN

SANNE FAHNØE

Palads Teatret på Axeltorv i København står til at skulle rives ned, og det har fået en gruppe på Facebook til at gløde.

Det gælder også Jep Loft, der er formand for den danske gren af Arkitekturoprøret – en forening, der kæmper for at bevare de gamle bykerner.

»Der er ingen logik i, at man gerne vil være i Indre By, og man så river Indre By ned.«

Palads Teatret blev grundlagt i 1912, og i 1989 blev det malet i pastelfarver af kunstneren Poul Gernes.

»Det er en særlig bygning, som alle kender, og mange har et forhold til. Den har sjæl og atmosfære og er med til at skabe et bymiljø på Axeltorv. River man den ned, slår man det i stykker.«

Nordisk Film Biografer ønsker at rive Palads Teatret ned og kunne tidligere på året offentliggøre en modeltegning af erstatningen – tegnet at Bjarke Ingels’ arkitektfirma, BIG.

Selv om byggeprojektet endnu ikke er godkendt og finansieret, er modstanden mod planerne vokset.

Facebook-gruppen Bevar Palads har over 12.000 følgere, og gruppens underskriftindsamling for bevarelse af den ikoniske bygning har langt over 7.000 underskrifter.

»De kunne bygge ude på Vestegnen ved en S-togsstation eller ved metrolinjen i Sydhavnen. Men det vil man ikke. For folk vil gerne en tur i byen. Når man har været i biografen, kan man gå rundt i gaderne bagefter og få en øl eller en kop kaffe, fordi der er atmosfære,« siger Jep Loft og fortsætter:

»Derfor vil de gerne have deres biograf netop der. Hvad gør de så? Så river de det ned, der er. De ødelægger det, de gerne vil være en del af.«

I udkastet til det nye byggeri vil der være restauranter, caféer og barer i stueetagen, mens biografsalene kommer til at ligge under jorden.

Bjarke Ingels har tidligere kaldt det ‘en forbrydelse mod københavnsk arkitekturhistorie’ at rive Palads ned.

Sådan kan den nye Palads-biograf komme til at se ud. Foto:…

Til filmmediet Filmz har han senere forklaret, hvorfor han ikke længere synes det.

»Jeg vil sige, at hvis man river Palads ned uden at skabe et nyt hjemsted for dansk film, der er dansk film værdig, og et nyt byrum, der er København værdig, og med en eller anden form for markant by- og bygningsintegreret kunst af vor tids svar på Poul Gernes, så skal man dømmes til kun at se film på en iPhone uden at måtte gå i biografen,« sagde Bjarke Ingels til Filmz.

Vibeke Wolfsberg, der er kommerciel direktør hos Nordisk Film Biografer, har tidligere sagt til TV 2 Lorry, at man har brugt 70 millioner kroner på at vedligeholde Palads over en 10-årig periode, og at det kun vil blive dyrere.

BT Live d. 17/8-2020. Bevar Palads.

17. august 2020 / Jep Loft / 0 kommentarer

Arkitektu roprøret taler om Paladsbygningen. Se TV-udsendelsen her.

Information d. 14/8-2020. Kritik af arkitekturudsendelse i DR.

14. august 2020 / Jep Loft / 0 kommentarer

I nedenstående artikel er der desværre sket en redaktionel fejl hos Information. Ordene “Der går sågar rygter om, at Erhvervsministeriet har stillet krav til blandt andet DAC om, at de skulle flytte ind i BLOX som betingelse for at modtage tilskud fra ministeriet” lød i det indsendte indlæg: “Erhvervsministeriet har efter sigende stillet krav til bl.a. Dansk Design Center om, at de skulle flytte ind i BLOX som betingelse for at modtage tilskud fra ministeriet.“

Ukritisk DR-program

Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret

DR viser for tiden en ny serie: »Arkitektur der deler vandene«. Første afsnit omhandlede to huse, der bevidst tilsigter at provokere. Det ene var BLOX i København. Det var trist at se, hvordan DR behandlede BLOX.

En rimelig måde ville have været også at give ordet til de provokerede. Men det skete ikke. Man taler om ’arkitekturkløften’, som adskiller os almindelige lægfolk fra fagfolk. Fagfolkene har for vane at lovprise sig selv og hinanden for deres strålende arkitektur – uden at bekymre sig om lægfolkenes fortvivlelse, når der bygges hensynsløst i de gamle bydele eller dødkedeligt i de nye. Det var det, der skete i udsendelsen.

Arkitekten Rem Koolhaas blev omtalt som en »stjernearkitekt«, der mener, at København er en kedelig by. Den mangler liv og larm, og det retter BLOX op på. Bygherren og ejeren af BLOX, Realdania, deltog ikke i udsendelsen. De overlod det til en lejer, Dansk Arkitektur Center (DAC), at tale bygningens sag. DAC’s direktør var sat på en uriaspost. Men som samtalen skred frem, gik det op for ham, at han ikke havde noget at frygte. Der blev ikke stillet kritiske spørgsmål. Han slap afsted med at påstå, at huset tager hensyn til kulturarven, at det viser respekt for omgivelserne, at husets grønne farve passer godt til byens grønne spir, og at opdelingen i blokke er en tilpasning til byens proportioner. For almindelige mennesker er det sort tale.

Det kunne have været interessant at høre om økonomien for BLOX. Blev det ikke meget dyrere end budgetteret? Nogle af lejlighederne på de øverste etager står vist tomme. Og de huslejeindtægter, som Realdania får ind fra DAC, har de for en stor dels vedkommende selv betalt i støtte til DAC. Der går sågar rygter om, at Erhvervsministeriet har stillet krav til blandt andet DAC om, at de skulle flytte ind i BLOX som betingelse for at modtage tilskud fra ministeriet.

BLOX er almindeligt kendt som et æstetisk misfoster og en funktionel fiasko. Men udsendelsen gav et helt andet indtryk. Den sluttede af med at påstå, at BLOX har åbnet for en vigtig debat. Den debat kom der bare ikke noget af i udsendelsen.

Politiken Byrum d. 13/8-2020. Fagfolk bør lære at lytte til kritikken.

13. august 2020 / Jep Loft / 0 kommentarer

Arkitekturoprøret har et indlæg i Politiken Byrum i dag. Læs det her.

Jep Loft svarer retoriker: Arkitekturoprøret er ikke skabt, så lægfolk kan lære at forstå fagfolk, men så fagfolk lærer at lytte til kritikken

Arkitekterne er begyndt at lytte til Arkitekturoprøret, oplever foreningens formand, Jep Loft. Men byplanlæggerne har stadig meget at lære af de seneste årtiers kritik af modernistiske byrum, skriver han i dette debatindlæg.

DEBAT13. AUG. 2020 KL. 04.00

Formand, Arkitekturoprøret

Tak til Marcello Morns for indlægget i Politiken Byrum 3. august. Vi er glade for, at han ikke længere betragter Arkitekturoprøret som en latterlig samling brokkehoveder, og at han anerkender behovet for og værdien af debatten på vores hjemmeside og på Facebook.

Han skriver:

»Når en byggeekspert gør sig forståelig for lægfolk, er ekspertens perspektiv også forståeligt. Ekspertens betragtninger kan blive til redskaber, som lægfolk kan benytte til at forstå, hvad der sker med byggeriet lige nu.«

Vores ønske er dog nok snarere det omvendte: At fagfolk begynder at lytte til kritik og lære af de mange fejl, der i årevis er begået – både i form af hensynsløst nybyggeri i gamle bydele og i form af kedeligt byggeri i nye bydele. Og ønsket er blevet opfyldt, for så vidt at mange arkitekter giver os ret i vores kritik.

Mon ikke vi kan blive enige om, at der er mere byliv og atmosfære i Københavns Indre By og i brokvartererne end i Ørestad?

Det, vi mangler at se, er, at der også sker noget med byggeriet: at byplanlæggerne begynder at lære af de ældre bykvarterers charme og lægger linealen væk; at arkitekterne tør gøre sig fri af de seneste 100 års angst for ikke at være moderne; at arkitektskolerne begynder at undervise i betydningen af helheder med sammenhæng og harmoni; at bygherrerne indser beliggenhedsværdien af huse, som indgår i et rigtigt bymiljø; at de kommunale forvaltninger følger med tiden og forlader tidligere tiders forfejlede praksis, og at politikerne begynder at interessere sig for den kulturarv, som de ældre bymiljøer repræsenterer.

Vi taler hellere om bymiljø end om arkitektur

Marcello Morns skriver videre:

»I sidste ende er smag subjektivt, og man kan ende med at diskutere sig til blods i forsøget på at nå en fælles opfattelse af skønhed. Det er ikke så vigtigt, at man er enige på det punkt.«

Det er nok rigtigt. Derfor taler vi hellere om bymiljø end om arkitektur. Og mon ikke vi kan blive enige om, at der er mere byliv og atmosfære i Københavns Indre By og i brokvartererne, end i Ørestad?

Det er vigtigt at nå til enighed på det punkt. Vi forspildte en enestående mulighed, da vi byggede kedelige, moderne boligblokke på havnearealer overalt i landet.

Tænk, hvad der kunne være skabt af havnemiljøer, hvis man havde prøvet at ramme stedernes ånd – selv om de var forskellige fra tidsånden. Det var der ingen, der turde. Ikke alene er byggerierne kedelige – de har gjort skade på det miljø, der var. De har taget fra omgivelserne og intet givet tilbage.

Arkitekturoprøret sigter højere end at være forum for debat. Vi håber at ændre på en forfejlet praksis, der har været fulgt i flere menneskealdre.

Politiken Byrum d. 3/8-2020. Arkitekturoprøret er ikke en latterlig samling brokkehoveder.

3. august 2020 / Jep Loft / 0 kommentarer

Læs artiklen her.

Retoriker: Jeg har længe betragtet Arkitekturoprøret som en latterlig samling brokkehoveder. Nu har jeg ændret mening

Trods harske kommentarer har Arkitekturoprøret faktisk medført, at arkitekter og andre byggesagkyndige udtrykker sig mere forståeligt, skriver Marcello Morns, cand.mag. i retorik med speciale i byggekommunikation. Det bringer fagfolk og lægfolk sammen og nuancerer debatten om vores byrum, så den bliver mere folkelig.

DEBAT3. AUG. 2020 KL. 04.00

Cand.mag. i retorik med speciale i byggekommunikation

Hvis man følger lidt med i Politiken Byrum, er man nok stødt på en forening, der hedder Arkitekturoprøret. Denne forening har identificeret et alvorligt problem i dagens Danmark: Vi bygger for grimt. Og foreningen har en løsning: Lad os bygge smukt igen.

Jeg har længe betragtet arkitekturoprørerne som en latterlig samling brokkehoveder. Men her på det seneste er mit syn kraftigt mildnet. Faktisk er jeg gået hen og blevet lidt vild med dem. Deres facebookgruppe viser nemlig, hvor meget arkitekturdebatten kan rykke sig, når fagfolk og lægfolk tvinges sammen og begynder at tale samme sprog.

Det er gået meget hurtigt med byggeriet de seneste par år. Vand bliver til land, og bykernerne bliver større. Tidligere blev byerne udbygget, og man så det nye ved at køre ud i periferien. Nu sker det i centrum, og alle bliver konfronteret med det.

Der måtte komme en reaktion, og en sådan er Arkitekturoprøret. På under to år har mere end 4.500 meldt sig ind i facebookgruppen. Det siger noget om, hvor stor en frustration der breder sig.

Arkitekterne deltager i kritikken

Fordi jeg syntes, det var latterligt at kritisere moderne byggeri ved at opildne til ’oprør’, meldte jeg mig ind i facebookgruppen. Alle mine forestillinger blev bekræftet.

Pludselig var mit feed fyldt med bygningsbilleder. Moderne bygninger fik harsk kritik, og ældre bygninger fik stor ros. Jeg var parat til at skrive et debatindlæg.

Det vigtige er, at vi taler samme sprog – at vi kan udveksle forskellige opfattelser, selv om vi har forskellige udgangspunkter og forudsætninger

Men så læste jeg kommentarerne. I vanlig SoMe-stil var der ingen hæmninger. Jeg så selvfølgelig et råbekor af enige med hang til mansardtag og tempelfrontispice, men jeg bemærkede så sandelig også dem, der skosede konservativ smag.

Mange af de kritiske kommentarer på Arkitekturoprørets facebookdebat er fra arkitekter og andre byggesagkyndige. De kommer med nuanceringer, baggrundsinfo og analytiske betragtninger. Det sker, at de får et rap over nallerne for deres »elitære snak«. Det sker også, at de giver et svirp tilbage.

Når en ekspert gør sig forståelig

Det er ikke vanvittigt konstruktivt, men det nuancerer faktisk debatten lidt. Det er ikke bare, fordi nogle af de vrede arkitekturoprørere undervejs ændrer synspunkt. Det kan i høj grad tilskrives, at fagfolkene, den ’elite’, som oprøret på mange måder har vendt sig imod, undervejs begynder at formulere sig på en måde, så de er mere forståelige.

Når en byggeekspert gør sig forståelig for lægfolk, er ekspertens perspektiv også forståeligt. Ekspertens betragtninger kan blive til redskaber, som lægfolk kan benytte til at forstå, hvad der sker med byggeriet lige nu. Ekspertens fagtermer kan blive redskaber, som lægfolk kan benytte til at udtrykke sig om emnet. Man lærer derfor lidt af hinanden, uden at man nødvendigvis bliver enige.

Det vigtige er, at man begynder at forstå hinanden, for kun sådan kan man diskutere på samme grundlag.

Arkitekturoprøret bidrager til nuancering

Arkitekturoprørets stigende opbakning kan tilskrives to ting: Frustration over en byudvikling, der er gået grassat og mangel på et sted at kanalisere frustrationen hen.

Som medlem af facebookgruppen vil ens frustrationer blive imødegået. Samtidig vil man se nuanceringer og diskussioner og opleve, at arkitekturoprørerne nok er forenet under en fælles parole (lad os bygge smukt igen), men at denne parole ikke kan omsættes til ensartede opfattelser.

Når ens ord er for storsnudede til, at de andre forstår en, lærer man at tale, så man er forståelig. Når nogen med stor viden taler, så man forstår det, lærer man noget

I sidste ende er smag subjektivt, og man kan ende med at diskutere sig til blods i forsøget på at nå en fælles opfattelse af skønhed. Det er ikke så vigtigt, at man er enige på det punkt. Det vigtige er, at vi taler samme sprog – at vi kan udveksle forskellige opfattelser, selv om vi har forskellige udgangspunkter og forudsætninger.

Når ens egne ord bliver modsagt af ord, man kan forstå, udvikler man sig. Når ens ord er for storsnudede til, at de andre forstår en, lærer man at tale, så man er forståelig. Når nogen med stor viden taler, så man forstår det, lærer man noget. Man deler ikke nødvendigvis deres opfattelse, men man begriber en flig af deres perspektiv, og måske tager man også nogle af de begreber med sig, som de har brugt.

Det er det, jeg synes, der er så godt ved Arkitekturoprøret.

Arkitekturoprøret bidrager til en fælles debat

Jeg er jo nok ret kritisk over for oprørets knotne fremfærd. Alligevel ser jeg, hvordan det samler mange mennesker og danner ventil for nogle frustrationer, som vi er mange, der går med. Samtidig ser jeg, hvordan det bringer folk med stor byggefaglig viden i tale, som ikke er så konfliktsky, at de dratter om ved mødet med den hårde tone.

Det er ikke perfekt, men det er en udveksling af smagsdomme aldrig.

Jeg vil ikke kalde Arkitekturoprøret for forbilledligt. Det er det ikke. Ikke desto mindre er det et af de mere effektive forsøg på at samle så mange som muligt i en åben diskussion om byggeriets udvikling.

Jeg vover den påstand, at hvis man tør kaste sig ud i den kaotiske, vrede og ukonstruktive debat, så kan der komme noget ud af det. Så længe så mange forskellige typer mennesker som muligt blander sig, kan konturerne af et fælles sprog begynde at vise sig.

Nyhedsmagasinet Danske Kommuner d. 27/1-2005. Red havnene fra kedeligt byggeri.

2. august 2020 / Jep Loft / 0 kommentarer

Når byen møder vandet

Bonnie R. Mürsch, Advokat og Tidligere Formand For Selskabet Til Hovedstadens Forskønnelse og Jep Loft, Cand. Jur.

27. Januar 2005

Nyhedsmagasinet Danske Kommuner

Havnearealerne har enestående muligheder, men hvis udviklingen fortsætter uden nytænkning, forspildes en enestående chance for at skabe egentlige bymiljøer på dem

‘Tag havnen i favnen’, lyder opfordringen fra Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg, der med den mobile udstilling ‘Havnekultur’ sidste sommer har præsenteret et idékatalog for både hovedstaden og provinsen. Om den har gjort indtryk, vides ikke, men opfordringen er tankevækkende, for mange kommuner vil jo nok mene, at man allerede har disponeret og helhedsplanlagt i takt med, at havnedrift blev nedlagt, og store kajområder pludselig bød sig til for nye funktioner.

GODE BOLIGER UDEN LIV

Kontorbyggere var ikke sene til at byde ind. Kalvebod Brygge i København blev det skræmmende eksempel på, hvorledes det ikke skulle gøres, hvis målet var at tilføre nyt liv. Derfor inddrager en lang række byer nu i stedet de tidligere erhvervsarealer på havneområder til moderne boligbyggeri. Hvis udviklingen fortsætter uden virkelig nytænkning, forspildes imidlertid en enestående chance for at skabe egentlige bymiljøer på disse havnearealer. Boligerne bliver gode og husene af høj kvalitet, men der skabes ikke nyt liv, og i stedet for at binde by og vand sammen, risikerer man at bygge sig til en adskillelse, som ikke længere er funktionsbestemt. Flertallet af de gamle købstæder har havne. Det er karakteristisk, at ‘havnepladsen’ sjældent er en integreret del af den gamle bykerne. Ofte er der en form for ‘ingenmandsland’ af måske 100-200 meters bredde mellem byens ældre gader og selve havnen, hvor der er vej, parkeringspladser eller evt. supermarkeder. Undtagelser herfra er f.eks. flere af de små bornholmske havne, Sønder Havnegade i Sønderborg, havnen i Faaborg, Helsingør Færgehavn og kanalerne i København – og disse leverer da også eksempler på de mest attraktive bymiljøer i landet. Selv om de fleste byer har (eller har haft) åer, er der også forbavsende få egentlige bymiljøer i forbindelse med åer. Det fineste eksempel er måske Skibbroen i Ribe.

Det er glædeligt, at Århus og Næstved har søgt at rette op på tidligere tiders fejl ved at grave deres åer fri af rørlægninger. Der er håb om, at Horsens snart fører sin å tilbage til dens oprindelige løb, mens Køge modsat har besluttet at ødelægge sin å-havn. Analyseres eksemplerne på vellykket og uheldig udvikling af frilagte arealer, bliver det tydeligt, at et attraktivt byliv udfolder sig dér, hvor der er opstået et samspil mellem byen og det vand, der engang var forudsætningen for dens opståen. Et nøgleord for den videre udvikling er ‘bymiljø’, forstået som et område, der tiltrækker mennesker, selv om de ikke bor eller har ærinde i området. Derved opstår der liv. De gamle danske købstæder har torve og gader, som netop har et sådant miljø. Der er naturlige samlingspunkter. De enkelte huse kan være anonyme, men tilsammen giver de mere fra sig, end de tager. Det er ikke let at skabe et nyt samlingspunkt; de fleste nyanlagte torve henligger tomme. Men vand kan gøre mirakler. Modtagelsen af den genåbnede Århus Å viser den begejstring, hvormed borgere modtager et bymiljø med vand. Vand alene gør det dog heller ikke. Et stort boligbyggeri på et havneområde får i de fleste tilfælde tilført værdi via nærheden til vandet; det suger til sig fra omgivelserne, men selv bidrager det ikke til samspillet mellem by og vand, tværtimod vil det ofte med sin proportionering virke som et forstyrrende fremmedelement. Hvis chancen skal udnyttes, skal der tænkes nyt. Havnen skal gøres til et naturligt samlingspunkt, og der skal bygges anderledes.

EN NY MÅDE AT TÆNKE PÅ

Det vil ikke være til skade at starte den kommunale planlægning med at udarbejde en havneregistrant over bevaringsværdier. Den vil åbne øjnene for karaktergivende elementer. Der er i dag eksempler på fremragende genbrug af udtjente erhvervs- og industribygninger, men meget heraf er allerede fantasiløst destrueret, og selvfølgelig er der lyst til og behov for at bygge nyt. I stedet for spredte boligblokke bør man så bygge byhuse, som tilsammen skaber et ‘havnetorv’.

Inspirationen kan hentes fra de gode danske havnemiljøer og fra de små havne ved Middelhavet og i det græske øhav. Havnetorvet skal placeres på den centrale del af havnen med husene liggende således op ad hinanden, at de danner rammen om et samlingspunkt på kajen. Husene kan være på to, tre eller fire etager, afhængigt af, hvad området kan bære, men hverken torv eller det enkelte hus må være for stort. Der bør være én opgang i hvert forskelligt hus og derfor kun fire, seks eller otte lejligheder per hus. Eventuelle altaner skal – på den side, der vender mod torvet – være små og diskrete, og de varierende facader bør være plane og harmoniske. Ofte vil en af byens væsentlige gader føre ned til havnen, og denne struktur bør kunne opleves som det naturlige bindeled mellem havn og by. De nye havnetorve med boliger, små forretninger, caféer og andre småerhverv vil blive en modpol til byens gamle torve. Sammen skaber de ny dynamik og miljømæssig ‘merværdi’ (forstået på den måde, at den samlede værdi af by og havn er større end summen af værdierne hver for sig). Tilsvarende attraktive bymiljøer vil kunne opstå langs en å med små tætliggende byhuse. Overordnet skal nybyggeriet respektere bykernens eksisterende byggestil. Sker det ikke, kan der ikke skabes en organisk sammenhæng mellem by og havn. Hensynet til stedet må veje tungere end hensynet til tidens tilfældige mode. Der er i dag en stor folkelig forståelse for værdien af harmoni i bymiljøerne.

Bymiljø er på vej til at blive en folkesag, sådan som miljøet i naturen længe har været det. Arkitekter lægger sig typisk efter at bygge moderne, men en voksende kreds af danske og udenlandske arkitekter synes nu at gøre op med vanetænkning. De ligger ikke under for tidsånden og tør uden berøringsangst vedkende sig fortrolige bebyggelsesmønstre. Se blot til hollænderen Sjoerd Soeters, der frejdigt tegner ny bebyggelse til Sluseholmen i København med afsæt i traditionelle kanalhuse.

KONKURRENCE PÅ BYMILJØ

Siden kommunalreformen i 1970 har kommuner bl.a. konkurreret om at tiltrække erhverv og uddannelsesinstitutioner. Fremover vil kommuner skulle konkurrere om at tiltrække de mest attraktive skatteborgere. Den demografiske udvikling vil lægge et pres på kommunernes økonomi, og det vil være afgørende at tiltrække den nye middelklasse af solide skatteydere. Denne middelklasse består bl.a. af pensionister med gode pensionsopsparinger og af selvstændige eller ansatte, som takket være it-udviklingen har frihed til at vælge deres bopæl, fordi de kan arbejde hjemmefra. I modsætning til tidligere kan disse mennesker derfor vælge deres nye hjemkommune ud fra, hvor de synes, der er ‘rart’ at bo. De vil ofte gerne væk fra støj, forurening, trafik, kriminalitet etc, gerne tættere på naturen, men de lægger vægt på, at der er et bymiljø. Det er ikke længere nok til at vinde i konkurrencen at annoncere med ‘drømmeboliger’. De boligsøgende stiller flere krav, end man gjorde i 70’erne og 80’erne. Navnlig ønsket om at undgå kriminalitet har fået en større plads i borgernes bevidsthed; et livligt bymiljø modvirker jo erfaringsmæssigt kriminalitet. Lykkes det at skabe et rigtigt havnetorv, vil de nye boliger ved torvet blive meget efterspurgte, og hele byen vil vinde derved med mærkbar effekt på ejendomsvurderingerne og dermed også på ejendomsskatteprovenuet. Med strukturreformen får kommunalbestyrelserne ansvar for et større geografisk område. Derfor er det ekstra vigtigt, at politikere og embedsmænd er opmærksomme på bymiljøet omkring byernes blå livsnerver.