Hvis man følger lidt med i Politiken Byrum, er man nok stødt på en forening, der hedder Arkitekturoprøret. Denne forening har identificeret et alvorligt problem i dagens Danmark: Vi bygger for grimt. Og foreningen har en løsning: Lad os bygge smukt igen.

Jeg har længe betragtet arkitekturoprørerne som en latterlig samling brokkehoveder. Men her på det seneste er mit syn kraftigt mildnet. Faktisk er jeg gået hen og blevet lidt vild med dem. Deres facebookgruppe viser nemlig, hvor meget arkitekturdebatten kan rykke sig, når fagfolk og lægfolk tvinges sammen og begynder at tale samme sprog.

Det er gået meget hurtigt med byggeriet de seneste par år. Vand bliver til land, og bykernerne bliver større. Tidligere blev byerne udbygget, og man så det nye ved at køre ud i periferien. Nu sker det i centrum, og alle bliver konfronteret med det.

Der måtte komme en reaktion, og en sådan er Arkitekturoprøret. På under to år har mere end 4.500 meldt sig ind i facebookgruppen. Det siger noget om, hvor stor en frustration der breder sig.

Arkitekterne deltager i kritikken

Fordi jeg syntes, det var latterligt at kritisere moderne byggeri ved at opildne til ’oprør’, meldte jeg mig ind i facebookgruppen. Alle mine forestillinger blev bekræftet.

Pludselig var mit feed fyldt med bygningsbilleder. Moderne bygninger fik harsk kritik, og ældre bygninger fik stor ros. Jeg var parat til at skrive et debatindlæg.

Men så læste jeg kommentarerne. I vanlig SoMe-stil var der ingen hæmninger. Jeg så selvfølgelig et råbekor af enige med hang til mansardtag og tempelfrontispice, men jeg bemærkede så sandelig også dem, der skosede konservativ smag.

Mange af de kritiske kommentarer på Arkitekturoprørets facebookdebat er fra arkitekter og andre byggesagkyndige. De kommer med nuanceringer, baggrundsinfo og analytiske betragtninger. Det sker, at de får et rap over nallerne for deres »elitære snak«. Det sker også, at de giver et svirp tilbage.

Når en ekspert gør sig forståelig

Det er ikke vanvittigt konstruktivt, men det nuancerer faktisk debatten lidt. Det er ikke bare, fordi nogle af de vrede arkitekturoprørere undervejs ændrer synspunkt. Det kan i høj grad tilskrives, at fagfolkene, den ’elite’, som oprøret på mange måder har vendt sig imod, undervejs begynder at formulere sig på en måde, så de er mere forståelige.

Når en byggeekspert gør sig forståelig for lægfolk, er ekspertens perspektiv også forståeligt. Ekspertens betragtninger kan blive til redskaber, som lægfolk kan benytte til at forstå, hvad der sker med byggeriet lige nu. Ekspertens fagtermer kan blive redskaber, som lægfolk kan benytte til at udtrykke sig om emnet. Man lærer derfor lidt af hinanden, uden at man nødvendigvis bliver enige.

Det vigtige er, at man begynder at forstå hinanden, for kun sådan kan man diskutere på samme grundlag.

Arkitekturoprøret bidrager til nuancering

Arkitekturoprørets stigende opbakning kan tilskrives to ting: Frustration over en byudvikling, der er gået grassat og mangel på et sted at kanalisere frustrationen hen.

Som medlem af facebookgruppen vil ens frustrationer blive imødegået. Samtidig vil man se nuanceringer og diskussioner og opleve, at arkitekturoprørerne nok er forenet under en fælles parole (lad os bygge smukt igen), men at denne parole ikke kan omsættes til ensartede opfattelser.

I sidste ende er smag subjektivt, og man kan ende med at diskutere sig til blods i forsøget på at nå en fælles opfattelse af skønhed. Det er ikke så vigtigt, at man er enige på det punkt. Det vigtige er, at vi taler samme sprog – at vi kan udveksle forskellige opfattelser, selv om vi har forskellige udgangspunkter og forudsætninger.

Når ens egne ord bliver modsagt af ord, man kan forstå, udvikler man sig. Når ens ord er for storsnudede til, at de andre forstår en, lærer man at tale, så man er forståelig. Når nogen med stor viden taler, så man forstår det, lærer man noget. Man deler ikke nødvendigvis deres opfattelse, men man begriber en flig af deres perspektiv, og måske tager man også nogle af de begreber med sig, som de har brugt.

Det er det, jeg synes, der er så godt ved Arkitekturoprøret.

Arkitekturoprøret bidrager til en fælles debat

Jeg er jo nok ret kritisk over for oprørets knotne fremfærd. Alligevel ser jeg, hvordan det samler mange mennesker og danner ventil for nogle frustrationer, som vi er mange, der går med. Samtidig ser jeg, hvordan det bringer folk med stor byggefaglig viden i tale, som ikke er så konfliktsky, at de dratter om ved mødet med den hårde tone.

Det er ikke perfekt, men det er en udveksling af smagsdomme aldrig.

Jeg vil ikke kalde Arkitekturoprøret for forbilledligt. Det er det ikke. Ikke desto mindre er det et af de mere effektive forsøg på at samle så mange som muligt i en åben diskussion om byggeriets udvikling.

Jeg vover den påstand, at hvis man tør kaste sig ud i den kaotiske, vrede og ukonstruktive debat, så kan der komme noget ud af det. Så længe så mange forskellige typer mennesker som muligt blander sig, kan konturerne af et fælles sprog begynde at vise sig.