Selv om man må forstå, at hun grundlæggende deler vores synspunkter (og af den grund selv er flyttet til Frederiksberg), betegner hun Arkitekturoprøret som »et forum, hvor det synes underordnet, om der overhovedet er hold i kritikken, og hvor pastiche synes at være en samlende betegnelse for god arkitektur«.

Hun skriver videre, at »hvad der kunne være et tiltrængt indspark i debatten, ligner ved nærmere eftersyn et iltert forum for internetkrigere«:

»I kommentarsporene råber de bare i munden på hinanden. Det gør de gerne med helt forskellige syn på verden, men med det til fælles, at de lader til at være aldeles resistente over for nuancer, der kan mudre deres forestilling om god og dårlig arkitektur,« lyder det slutteligt.

Hundredvis af nye medlemmer hver måned

Arkitekturoprøret har en facebookside med en tilknyttet facebookgruppe, som har over 5.000 medlemmer i Danmark, og der kommer hundredvis af nye medlemmer til hver måned. (I Sverige er der over 40.000 medlemmer.)

Vi synes ikke, at vi råber i munden på hinanden, men man kan vel næppe forvente, at så mange mennesker skulle tale med én tunge.

Vi lægger vægt på at være et forum, hvor alle – også lægfolk – kan komme til orde. Et sådant forum har været stærkt savnet. Anne Katrine Harders citerer enkelte facebookindlæg, der for eksempel plæderer for, at arkitektskolerne bør nedlægges, og bruger dem imod Arkitekturoprøret som et samlet forum.

Det er ikke en rimelig debatform.

I årevis er almindelige menneskers frustration og fortvivlelse over kedeligt eller hensynsløst nybyggeri blevet fejet til side af fagfolk, som takket være deres ’faglighed’ føler sig hævet over kritikken. Vi er ikke længere i tvivl om, at vores fortvivlelse deles af et flertal i befolkningen. Den opfattelse får vi løbende bekræftet.

Hvordan skulle vi ellers bære os ad?

Nu kommer Anne Katrine Harders og forklarer os, at vi gør tingene på den helt forkerte måde. Hun skriver ikke, hvordan vi i stedet skulle bære os ad. Skal vi redigere kommentarsporene? Skal vi belære folk om nuancer, de ikke har fået øje på?

Selvfølgelig skal vi ikke det.

Tværtimod skal vi lade alle komme til orde. Vi har lagt et ’manifest’ ud på Facebook, der beskriver vores grundholdning, og derfra må man selv tage stilling og udtrykke sin mening. Det gøres måske ikke altid lige elegant, men så længe der bliver gået efter bolden og ikke efter manden, må hensynet til ytringsfriheden gå først.

På bloggen Arkitekturoproeret.dk ligger mere end 70 avisartikler og tv-klip, der beskriver og uddyber vores kritik. I debatter med fagfolk konstateres det ofte, at vi er enige om det meste – se for eksempel debatten med Arkitektforeningen her i Byrummonitor sidste år.

Udbredt erkendelse, at noget er gået galt

Det er en udbredt erkendelse i arkitektkredse, at noget er gået galt. Vi betragter denne enighed som et markant fremskridt. Den nedladende og bedrevidende holdning, som fagfolk tidligere har udvist over for lægfolk, er næsten forsvundet.

Selv taler jeg nødigt om grimme eller pæne huse, og jeg prøver at undgå at tale om arkitektur. Jeg taler om gode og dårlige bymiljøer.

En debat om arkitektur fører sjældent brugbare resultater med sig. Derimod er det ret let at nå til enighed om, at de nye bykvarterer fungerer dårligere end de ældre. Det er et væsentligt samfundsmæssigt problem, der stadig bliver gjort alt for lidt ved.

Ingen af de værdiladede udsagn, som Anne Katrine Harders citerer Arkitekturoprøret for, findes på bloggen.

Jeg forstår ikke hendes bemærkning om, at vi snarere er »et sted for de oprørske end for et egentligt oprør«. Vi har brugt mange kræfter på at få planlæggere, arkitekter, bygherrer, arkitektskoler, forvaltninger og politikere i tale med det formål at ændre på en fejlagtig praksis, der ubestrideligt igennem flere menneskealdre har ført til brutal ødelæggelse af fine, ældre bymiljøer og til byggeri af kedelige nye bykvarterer.

I et vist omfang er det lykkedes at skabe en dialog. Vi har bare endnu ikke set nogen resultater i form af ændret byggeri. Byggebranchen synes fastlåst i vanetænkningens jerngreb.

Men så længe, der er oprør, er der håb.