Arkitekturoprøret

Lad os bygge smukt igen

Måned: oktober 2020

Politiken Byrummonitor d. 30/10 – 2020. Om byplanlægning.

30. oktober 2020 / / 0 kommentarer

 

Jesper Pagh: København kunne lære af Aarhus – her er det åbenlyst, at developerne bestemmer

Mens man i København ikke kan gå uden for en dør uden at blive mindet om de fortræffeligheder, kommunen gerne vil have, at man føler sig inddraget i, har Aarhus fuld fokus på developerne som drivende kraft i byens udvikling – helt åbenlyst. Men begge steder handler det om penge, skriver Jesper Pagh i dette debatindlæg.

 

DEBAT30. OKT. 2020 KL. 00.00

 

JESPER PAGH

Adjunkt i byplanlægning, Institut for Mennesker og Teknologi, Roskilde Universitet

 

Den anden dag indviede ét af medlemmerne i Arkitekturoprørets facebookgruppe de øvrige medlemmer af gruppen i, hvad han netop havde erfaret: Byudvikling er et komplekst samspil mellem mange parter med forskellige og ofte modsatrettede interesser, og der findes folk derude – developere og deres investorer – der tjener penge på det.

Nu er det jo ikke ulovligt at tjene penge, og for de fleste, der beskæftiger sig professionelt med feltet, kommer det ikke som nogen overraskelse, at der skal privat kapital til for at drive byudviklingen frem.

Aarhus toner rent flag

Det gør det imidlertid for en stor del af arkitekturoprørerne, og det er da også tydeligt til borgermøder og i den offentlige debat om arkitektur og byudvikling i det hele taget, at selv meget engagerede borgere, repræsentanter for interesseorganisationer, professionelle debattører, ja selv politikere med afgørende indflydelse på beslutningerne, ofte fægter i blinde, når de forsøger at få overblik over, hvad der egentlig foregår, og hvordan de selv får indflydelse på byudviklingen.

Det er et grundlæggende problem, hvis vi ikke alle deltager i den demokratiske samtale på et oplyst grundlag. Derfor er det også fint og godt, at Aarhus’ bystrategiske chef, i et interview her på siden 20. oktober hverken taler om borgerinddragelse, byplanlægning eller bæredygtighed, men gør det tydeligt, at fremtidens Aarhus først og fremmes skal udvikles i samarbejde med developerne.

Det gør det nemmere at forstå, for hvis skyld Aarhus Ø skal være »et godt sted at bo, arbejde og ikke mindst at besøge«, som hun siger i interviewet.

Der bliver ikke udskiftet en pære i en gadelygte uden at kommunens kommunikationsafdeling lancerer en SoMe-kampagne om, at trafikken lige nu er omdirigeret, fordi man er ved at gøre byen grønnere

Som borger i Danmarks eneste storby, København, skal man lægge ører til ikke så lidt gas om byens udvikling og planlægning.

Der bliver ikke udskiftet en pære i en gadelygte, uden at kommunens kommunikationsafdeling lancerer en SoMe-kampagne om, at trafikken lige nu er omdirigeret, fordi man er ved at gøre byen grønnere og bedre, så flere kan blive talt, mens de går mere og bliver lidt længere i verdens første klimakvarter i verdens bedste CO2-neutrale og most liveable cykelby med plads til alle – en verdensby med ansvar, hvor vi bader i havnen og er sammen om byen og lokal afledning af regnvand og trafiksanering af Indre By, hvor blomsten af forstædernes ungdom udlever deres drømme i en sø af tis og opkast tirsdag til lørdag.

Politikere tager æren for rent havnevand

Politikere står i kø for at tage æren for, at kommunale embedsmænd med stålsat vedholdenhed sørgede for, at havnen blev ren nok til, at man i dag kan bade i den, og for at den kollektive transport i årtier har været så elendig, at de fleste har vænnet sig til, at det (også på grund af istidens fordelagtige behandling af det landskab, byen er bygget på) er langt hurtigere og sikrere at komme frem på cykel.

50-årsplaner for byens fremtid bliver lanceret med tegninger af en strand på et sted, hvor der aldrig vil kunne etableres en strand

50-årsplaner for byens fremtid bliver lanceret med tegninger af en strand på et sted, hvor der aldrig vil kunne etableres en strand, marineret i bingo-urbanistiske køkkenbordsargumenter om, at det er nødvendigt at anlægge en by på størrelse med Hillerød på dét sted i kommunen, der vil være allermest udsat for verdenshavenes stigende vandstand, for at etablere to kilometer kystsikring af resten af byen, at boligpriserne vil begynde at falde, fordi man fastholder og styrker de dynamikker, der i de seneste 20 år har fået dem til at stige, og at man er nødt til at etablere Østlig Ringvej.

En eufemisme for den havnetunnel, der for mange har været et hedt ønske i årtier – for at kunne komme til lufthavnen uden at skulle ind over Kongens Nytorv (fordi det tilsyneladende er for svært for billister nordfra at se det skilt på Lyngbymotorvejen, der med et ikon af en flyvemaskine viser af til lufthavnen ad Motorring 3 udenom byen).

De valfarter til workshops og møder

Planchef, stadsarkitekt og øvrige embedsmænd valfarter til workshops og møder, og det for at give borgerne en oplevelse af at blive både hørt og set og inddraget i vores fælles fremtid. Og man kan dårligt åbne lokalavisen Politiken uden at finde et indlæg fra en lokalpolitiker, der er i gang med at legitimere ét eller andet nyt projekt eller en ny, spændende proces.

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, man levede i en basisdemokratisk udgave af The Truman Show.

I Aarhus er det hverken borgmesteren, rådmanden eller udvalgsformanden, planchefen eller stadsarkitekten, der går forrest med visioner om omdannelsen af de bynære havnearealer, der – siden man droppede bolle-Å’et for bedre at kunne markedsføre byen internationalt – er blevet kaldt Aarhus Ø.

Byplan er aflyst til fordel for forretningsplan

I stedet er det den bystrategiske chef, der uden omsvøb og tilsyneladende med en vis stolthed aflyser byplanen til fordel for forretningsplanen.

I stedet for langsigtede masterplaner er der behov for »et byudviklingsværktøj, som i højere grad kan samtænke den fysiske planlægning med de overordnede strategier og visioner og sikre, at økonomien også på den lange bane holder«, fortæller den jurauddannede bystrategiske chef og opridser dermed på en dybt selvmodsigende og lidt kedelig, embedsmandsagtig måde ret præcist, hvad langsigtede masterplaner er.

Men i Aarhus arbejder man i stedet med »det multifaglige byudviklingsredskab ’udviklingsplaner’ udviklet af Realdania«, fortæller hun – tilsyneladende til fordel for alle mulige mærkelige redskaber, der løbende bliver udviklet i rådgivernes praksis og rundt omkring på landets forsknings- og uddannelsesinstitutioner.

»Kravene til den gode by er foranderlige over tid«, fortæller den bystrategiske chef, og det er der ikke noget nyt i. Det er der heller ikke i troen på, at den bedste måde at sikre, at samfundsskabte værdier som kommunalt ejet jord på lang sigt udvikles til gavn for det fælles bedste, er ved at sælge den til højestbydende.

Det var sådan, de københavnske brokvarterer for snart 150 år siden udviklede sig fra attraktivt beliggende friarealer til slum på stort set ingen tid, så det er ikke første gang, man prøver det – forskellen er bare, at dengang havde man hverken lovgivning eller planværktøjer til at forhindre det.

Det har vi nu – af samme årsag – og byplanlægningens faghistorie er én lang fortælling om at forsøge at »undgå gamle fejl«, som den bytrategiske chef angiver som baggrund for den hårdtpumpede investordrevne byudvikling, man i Aarhus har valgt som én af måderne til at realisere den neoliberale bypolitik, der må være flertal for på byens smukke rådhus.

Der venter rolige år for stadsarkitekt

Som borger i Aarhus kan man gå roligt i seng forvisset om, at der ikke er nogen, der forsøger at foregøgle én, at det for eksempel handler om at arbejde for klimasikring eller bæredygtig omstilling, eller at man nu skal spilde en masse tid på at blive inddraget i alt muligt, der alligevel bare kører videre, uanset hvad man gør.

Og den kommende (eller blivende) stadsarkitekt kan se frem til nogle rolige år på posten som ’fri fugl’, som de kalder det i smilets by, når en centralt placeret embedsmand hverken har ledelsesansvar eller beslutningskompetence; for bortset fra at flakse rundt på stækkede vinger i sit bur, som TV-2 synger i den gamle sang, kan der ikke være meget tilbage for vedkommende at beskæftige sig med.

Udover selvfølgelig at undgå at flyve i vejen for developerne, når de skal til møde med den bystrategiske chef.

 

Politiken Byrummonitor d. 26/10 – 2020. Vores svar i debatten.

26. oktober 2020 / / 0 kommentarer

 

Jep Loft får det sidste ord: PH’s latterliggørelse af umoderne nybyggeri sidder stadig som angst i arkitektstanden

Vi er kritikere, men ikke nødvendigvis modstandere af moderne arkitektur, skriver Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret, i det foreløbigt sidste indspark i debatserien om moderne arkitektur. Til hans store glæde har serien bekræftet ham i, at mange i branchen er enige i kritikken.

DEBAT

26. OKT. 2020 KL. 04.00

JEP LOFT

Formand, Arkitekturoprøret

Byrummonitor har iværksat debatserien ’Er der behov for et oprør?’ med det afsæt, at Arkitekturoprøret er opstået som »en højtråbende fløj i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur«.

Ja, vi har ønsket at råbe byggebranchen op. For at skabe dialog og for at være talerør for almindelige mennesker, som i årevis er blevet mødt med overbærende – hvis ikke ligefrem hånlige – kommentarer, når de fortvivlet har protesteret mod nybyggeri. Vi hilser denne debat velkommen og mener, at byggebranchen selv burde have sat den i gang for mange år siden.

Det var også et ønske om udvikling, der lå bag den katastrofale udretning af Skjern Å

Vi er kritikere, men ikke nødvendigvis modstandere. Vi ønsker bedre byrum og bedre bymiljøer og taler nødigt om arkitektur. Men vejen til at nå vores mål er blandt andet en mere menneskevenlig og klassisk form for (moderne) arkitektur. Den modernistiske byggestil har ikke været en succes.

Det har været glædeligt at få bekræftet, at mange i branchen i så høj grad er enige med os. Måske har debatten vist en tendens til, at personer, der føler sig uafhængige, tør stå frem, mens ansatte på større tegnestuer eller i en kommune i højere grad hænger fast i vanetænkning?

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

 

Vil du bidrage til debatten? Skriv til debat.byrummonitor@pol.dk.

Til Søren Nielsen: Økonomerne kan ikke hjælpe

Om ansvaret for det dårlige byggeri skrev arkitekt Søren Nielsen fra Tegnestuen Vandkunsten:

»Der er alt for mange penge i ejendom. Som om løsningen ligger hos arkitekterne! Økonomerne må i arbejde.«

Vi tror ikke, at økonomerne kan gøre så meget. Men det er rigtigt, at arkitekterne har tegnet boligbyggeriet for developere, investorer og bygherrer, ikke for beboerne. Det har kunnet fortsætte i flere menneskealdre, fordi de boligsøgende ikke har et frit forbrugsvalg. Man må tage det, der findes på det sted, hvor man gerne vil bo.

Et lignende misforhold mellem kvaliteten af det udbudte og det, som køberne ønsker, ville ikke kunne opstå i for eksempel bilbranchen eller møbelbranchen. Her vil markedskræfterne gøre sig gældende, og derfor er biler og møbler med klassisk design i høj kurs.

Hvis Blox havde været en bil

Hvis Blox eller Østerport II havde været biler, var de aldrig blevet produceret; ingen fabrikant ville bruge milliarder på at provokere og genere sine kunder (og Blox er da også blevet en gigantisk økonomisk fiasko). Men markedskræfterne har ikke kunnet straffe byggebranchen for dens manglende lydhørhed.

Vejen til at nå vores mål er blandt andet en mere menneskevenlig og klassisk form for (moderne) arkitektur

Boligbyggeriet har (som andet byggeri) skullet fremstå som moderne, og dermed er det ikke blevet menneskevenligt. Ofte er tiden hurtigt løbet fra det. Det er ikke de ældre kvarterer, men derimod de nyere boligområder, der er blevet overhalet af udviklingen. Vi ser nu relativt nye boligblokke blive revet ned.

Til Stephen Willacy: Aarhus’ storbydrømme er gået amok

Stadsarkitekt i Aarhus Stephen Willacy mener, at vi skal passe på, at vores kærlighed til byen ikke kvæler udviklingen. Vi vil snarere mene, at man skal passe på, at udviklingen ikke kvæler byerne (ligesom den har kvalt naturen).

Det er så lille et areal, der rummer de gode bymiljøer. Men det værner man ikke om (og slet ikke i Aarhus). Og det er så enormt et areal, der er blevet bebygget med atmosfæreløst nybyggeri i de seneste 60 år.

I Aarhus er storbydrømmene næsten gået amok med byggeriet langs havnen og på Aarhus Ø. Stadsarkitektens frygt er helt ubegrundet. Der er i den grad brug for bevarende lokalplaner, der kan beskytte kulturarven mod tilfældige og kortsigtede beslutninger i forvaltning og bystyre (måske efter pres fra developere og investorer).

Til Kristian Kristiansen: Vi retter ikke kun skytset mod arkitekterne

Til tidligere lektor på DTU Kristian Kristiansen skal det nævnes, at Arkitekturoprøret ikke retter skytset mod arkitekterne alene; vi mener, at hele byggebranchen har et kollektivt ansvar for den fejlslagne udvikling.

Vi har kritiseret byplanlæggere for deres livløse og atmosfæreløse byplaner, lagt efter passer og lineal og uden samlingspunkter. Vi har kritiseret bygherrer for ikke at kunne se, at de kunne tjene flere penge, hvis de skabte beliggenhedsværdi; tværtimod har de forringet værdien af de værdifulde områder, de har haft rådighed over.

Vi har kritiseret arkitektskolerne for ikke at lære arkitektstuderende at vise hensyn og have respekt for sammenhæng, helhed og harmoni. Og vi har kritiseret forvaltninger og politikere for at tro, at nedrivninger og ødelæggende nybyggeri fører til ’udvikling’.

Vi har gjort det i artikler, i debatter og ved direkte henvendelser til branchens aktører, herunder kommuner. Fælles for dem alle har i årevis været, at de har følt sig hævet over kritik. Nu er der endelig håb om dialog.

Til Torben Østergaard: Vi ønsker ikke forlorent nybyggeri, men tidløs klassicisme

Arkitekt Torben Østergaard fra 3XN skrev:

»Imidlertid virker ideen om, at man kan gribe tilbage og genindføre historiske byggemåder lidt til at insistere på at genindføre hesten som transportmiddel. Selv om det kunne være festligt i en periode, vil det på sigt alligevel nok føles lidt sært.«

Det er ikke de ældre kvarterer, men derimod de nyere boligområder, der er blevet overhalet af udviklingen

Arkitekturoprøret ønsker ikke forlorent nybyggeri i nederlandsk renæssance-stil. Men vi så gerne, at arkitekter for eksempel videreførte den elegante, enkle, tidløse, danske klassicisme.

Den internationalt anerkendte, engelske arkitekturhistoriker Giles Worsley skriver i bogen ’Klassicisme i København’:

»At vandre gennem Københavns gader er at opleve en af de største glæder i Europa. (…) Der er intet af det skryderi, der kendetegner samtidens London eller Paris.«

Var det ikke noget at bygge videre på? Ville det ikke være mere ægte end at hente de nyeste ideer fra internettet eller amerikanske arkitekturtidsskrifter? Når bilbranchen kan tage klassiske modeller frem og skabe nye, elegante og tidssvarende modeller, burde byggebranchen også kunne finde ud af noget tilsvarende.

PH-angst

Torben Østergaards bemærkning om hesten som transportmiddel følger traditionen fra Poul Henningsens arkitekturkritik. PH latterliggjorde nybyggeri, der ikke fremstod som moderne. Om posthuset på Trianglen i København skrev han i 1927:

»Forestillingen fortsætter om Hjørnet langs Øster Allé, hvori det forundes Én at stikke sit Brev mellem fire velskabte joniske Søjler. Hverken Trappetrinene eller Revnen tillader dog at korrespondere med de til Stilen svarende Stentavler.«

Det er min personlige teori, at angsten for en sådan udskamning har martret arkitektstanden lige siden.

Byer kan sagtens overleve uden butikker

Torben Østergaard ser internethandel som en større trussel mod velfungerende bymiljøer end nedrivninger og utilpasset nybyggeri. Det er vi uenige i.

Det er trist med butiksdøden, men de gode bymiljøer vil overleve i fin stil. Der fandtes slet ingen butikker før engang i 1800-tallet. Tomme butikker vil blive ombygget til attraktive boliger, og vi vil få torvehandlen tilbage.

Hvis der er et godt bymiljø, kommer der også liv i gaden.

Det er trist med butiksdøden, men de gode bymiljøer vil overleve i fin stil

Værre bliver det for de byer, der ikke har passet på deres bymiljø. For en 1960’er-butiksrække som Egmonts i Møntergade i København er det svært at se noget håb. Og de byer, der har ødelagt deres bykerner ved at give dem forstadspræg, vil opleve forslumning, utryghed og måske stigende kriminalitet. De gode skatteborgere vil flygte.

Det er den ’udvikling’, man får, når man ødelægger de gamle bykerner.

Til Johnny Svendborg: Ja, vi skal have bedre lokalplaner

Vi er helt enige i formand for Arkitektforeningen Johnny Svendborgs konklusion: Der skal laves bedre lokalplaner. Bevarende lokalplaner for de gamle bykvarterer og planer med bymiljø og atmosfære for de nye. Og kommunerne skal tage dem alvorligt og ikke dispensere, når en bygherre eller en developer ønsker det.

Gode bymiljøer er mange penge værd, og et misforstået hensyn til fremskridt og udvikling har sat store værdier over styr. Kommunerne bør forstå, at de samme hensyn gør sig gældende for bymiljø som for naturmiljø.

Det var også et ønske om udvikling, der lå bag den katastrofale udretning af Skjern Å.

 

Information d. 20/10-2015. Om kedsommeligheden og monotoniens fattigdom.

25. oktober 2020 / / 0 kommentarer

Hvorfor bygge noget, man ikke selv vil bo i?

Af Niels Barrett , arkitekt og lektor
De fleste moderne byggerier er ikke andet end monumenter over deres initiativtager og dennes arkitekt, mens det enkelte beboeroffer er ganske underordnet og intet har at skulle sige. Det er direkte skadeligt for demokratiet
Omkring 1930 ophørte man med at bygge by i København. Man byggede nok huse til samme brug som før, men de nye huse var formgivne og placerede, så de ikke dannede byrum. Man var ivrige efter at bygge, så boligerne kunne være så frit og grønt placerede som muligt, skræmt af de meget dårlige og usunde boliger, som fandtes i den alt for tætte gamle by. På samme tid var arkitekter og planlæggere optagede af den funktionalistiske idé om at optimere enkeltfunktionerne, hvorved disse kom til at dominere på bekostning af helheden. Ledende arkitekter som Le Corbusier tegnede utopiske byplaner bestående af punkthuse med stor indbyrdes afstand og med grønne områder imellem, og det i en sådan skala, at det heldigvis aldrig blev realiseret som illustreret.

Men det gik galt nok endda, og stort set alle større byer er nu omgivede af enorme vækstlag uden den rumlighed og diversitet, vi kalder for by. Disse vækstlag er ikke bæredygtige, fordi de ikke rummer attraktion for andre end dem, som netop bor eller arbejder i dem. De er ude af menneskelig skala og rensede for bymæssige rumligheder. Det nybyggede er altid besnærende med dets modernitet og tidssvarende installationer, men nyhedens tiltrækning forsvinder hurtigt, og siden lyser kedsommeligheden og monotoniens fattigdom ud af alle facader, mens øde, amorfe rum imellem bygningerne domineres af større vindhastigheder over græsplæner, som netop derfor kun benyttes i vindstille solskinsvejr. Der er simpelthen ikke rart.

Dertil kommer parcelhusområderne, som mest ligner jævne borgeres forsøg på at leve i en ophøjet isolation, sådan som adelens herregårde og lystslotte førhen tillod samfundets privilegerede klasse. Hele bebyggelsesmønsteret bærer præg af et ønske om at isolere sig trods den relative tæthed. Der er rare private haver, men der er intet at komme efter for andre end beboerne selv og deres gæster.

Anonymiserende virkning

Således ophørte vi at bygge by for i stedet at bygge kæmpe områder uden synderlig attraktion. Vi burde for længst have indset, at vi har mistet noget værdifuldt. Vi burde for længst være begyndt at bygge by igen. Ikke så tæt, så vi gentog fortidens synder med mørke baggårde og mangel på lys og grønt, men tæt nok til at skabe nærhed og liv. Parcelhusdrømmen kan godt realiseres i byhuse med en gadeside, der danner væg i et urbant rum sammen med nabohusene og bagtil har egen gårdhave eller en rar patio. Bygges der i tre-fire etager, vil det fylde mindre end det areal, storbyerne nu beslaglægger, og man vil få et miljø, som afbilder, at der faktisk er tale om et samfund og ikke bare en masse mennesker. Når huse danner rum sammen, viser de nemlig, at indbyggerne har fundet sammen og er bevidste om en rolle i samfundet.

Det var ikke tilfældet med de store karrébebyggelser, som gik umiddelbart forud for parkbebyggelsernes og parcelhusenes byopløsende indtog. Da karreer blev gjort til én eneste bygning, blev resultatet trist og kedeligt. Man kan opfatte det hele i et eneste blik, og så er der ikke mere at komme efter. Så store bygninger har en anonymiserende og uniformerende virkning på beboerne. Med al tydelighed vises det, at dette er et monument over en eneste initiativtager og dennes arkitekt, mens det enkelte beboeroffer er ganske underordnet og intet har at skulle sige. Det er direkte skadeligt for demokratiet.

Stop magtdemonstrationerne

I 2010 stod jeg i Amsterdam sammen med en gruppe arkitekter og betragtede en nybygget beboelsesbygning i storskala. Vi var ganske enige om at beundre en række raffinerede detaljer, men da jeg spurgte mine kolleger, om de selv ville bo der, var svaret afvisende. Så spurgte jeg, hvordan det kunne være, at arkitekter fortsatte med at bygge noget, de ikke selv ville bo i. Det fik jeg ikke noget svar på. Dog, lidt senere stod vi og iagttog en gade med lutter nybyggede, men helt individuelle familiebyhuse i 3-4 etager. Alle huse var professionelt formgivede og udførte, og da jeg spurgte, om man kunne tænke sig at bo her, var svaret uden tøven et ja!

Det, vi kalder by, er det byggede miljø, hvor husene i fællesskab danner gader og pladser, og hvor huse, der står ud som noget særligt, også rummer noget særligt. Når karreerne består af et eneste hus, fortæller de en uvedkommende historie om én eneste magtfuld initiativtager, og det resulterende miljø er tilsvarende kedeligt, mens den parcelopdelte karré har en helt anderledes attraktionskraft. Er man i tvivl om rigtigheden af denne påstand, kan man blot se sig omkring i København og se, hvor andre end beboerne selv søger hen i større tal.

En by er grundlæggende et sted, hvor mennesker vil noget sammen, og det bør vises, ved at den enkelte funktionelle enhed får et selvstændigt bygningsmæssigt udtryk. Magtdemonstrationerne, hvad enten de er byggeselskabernes eller investeringsselskabernes, bør ophøre, og den kommunale planlægning må understøtte dette. I stedet for at illustrere magtstrukturer bør det byggede miljø afbilde samfundet selv, med alle dets borgere i et berigende samspil, understøttende den demokratiske samtale.

 

Arkitekter, der hyldede funktionalismen, tog fejl. Politiken Byrummonitor d. 16/10-2020.

16. oktober 2020 / / 0 kommentarer

Debat: Jeg var en af de mange arkitekter, der hyldede funktionalismen. Men vi tog fejl

Vi er ved at sætte den europæiske by over styr med en funktionalistisk arkitektur, der har mistet grebet og forholdet til sine omgivelser, skriver arkitekt Carsten Lykke Graversen i dette afsnit af debatserien om moderne arkitektur.

DEBAT  16. OKT. 2020 KL. 04.00

CARSTEN LYKKE GRAVERSEN

Arkitekt, cand.arch.

Når man ser tilbage, er det bedst, at man gør det med det formål i virkeligheden at kunne se længere frem.

Er det sådan, det er med udviklingen i vores byer og for den sags skyld i de fleste storbyer i verden?

Modernismen var et opgør med det byggeri der havde understøttet de store sundheds- og sociale problemer, der jo egentlig opstod af helt andre årsager end byggeriet.

Modernismen blev i 1950’erne og 1960’erne brugt – måske misbrugt – til at løse de store nye sociale problemer, der opstod i kølvandet på Anden Verdenskrig. Stor befolkningstilvækst og hastig udvikling i byerne med stor tilflytning fra land til by som følge.

Men mange syntes, at de nye bymiljøer i udkanten af de historiske bykerner havde en skala og en struktur, der var helt anderledes end det, der gennem århundreder havde eksisteret i de gamle byer.

I 1970’erne og 1980’erne opstod der en række arkitekturretninger, der satte sig op imod det. Rationalisterne Aldo Rossi og Mathias Ungers var nogle af dem: De satte sig for at tage udgangspunkt i den oprindelige europæiske by.

Vi var nogle, der dengang reagerede mod det og søgte ’det gode i funktionalismen’. Verden udviklede sig lige så meget som i begyndelsen af århundredet, og svaret var ikke et retrospektivt, konservativt byggeri bygget efter de gamle historiske dyder.

Nej, svaret var en ’ny’ modernisme, der repræsenterede et samfund med en voksende digital udvikling, mange nye medier og teknologier samt et hastigt voksende globalt miljø. Altså så vi på hightech, konstruktivisme og meget andet. Vi hyldede Kraftwerk og Kliché.

Men havde vi ret? Nu står vi jo midt i det.

Nej, nu tror jeg ikke mere, vi havde ret.

Tja, så er det, vi må se tilbage for bedre at kunne se fremad.

Det, vi ofte ser, er store, monstrøse, modernistiske værker, der totalt mister grebet, konceptet og forholdet til stedet. Se bare det moderne London og Frankfurt

Rigtig mange stjernearkitekter, også danske, er blevet medlemmer af arkitekturens globale fællesskab.

De bygger over hele verden, de bygger i de gamle byer, de bygger i bjerge og i landskabet. De bygger moderne – højt og effektivt ’digitalt’ byggeri. De bygger det over hele kloden.

Det, vi ofte ser, er store, monstrøse, modernistiske værker, der totalt mister grebet, konceptet og forholdet til stedet. Se bare det moderne London og Frankfurt.

Vi er ved at sætte den europæiske by over styr

En af dem, der holder skansen mod denne udvikling, er den schweizisk-tyske arkitekt Max Dudler. Jeg baserer derfor grundlæggende mine argumenter på Dudlers synspunkter og arkitektur.

Vores byer er dannet af byens huse. Deres proportioner, deres udtryk, deres farver, deres materialer og deres struktur. De danner væggene i gaderne, på pladserne, i gyderne og i parkerne,

De danner et historisk fundament, vi har levet med i århundreder. Folk fra hele verden strømmer (før pandemien) til de europæiske byer, fordi de kan noget, som byer i andre dele af verden sjældent kan.

Det kan vi sætte over styr ved at fokusere på modernitet og eget udtryk fremfor koncepter og harmoni.

Det opløste rum betyder ofte, at vi ikke føler os trygge

Kontrasten mellem urbanitet og landskab er grundlæggende. Huset står imod landskabet, det er dybt indskrevet i europæisk kultur.

Byen udgør udgangspunktet i en dialektisk dialog mellem landskab og by, hus og by, rum og flade, offentlig og privat. Derved udgør den en væsentlig del af vores virkelighedsopfattelse. Det hierarki, der derved opstår, udgør den by, som vi kender og har levet med i århundreder.

En opløsning af det urbane rum i et teknofikseret bylandskab, som vi ser det i mange arkitekters projektforslag for tiden, vil ødelægge kontrasten mellem bygninger og landskab og derefter føre til opløsningen af det urbane rum og den urbane selvopfattelse – og endelig fører det til opløsningen af byen, som vi kender den.

Det opløste rum betyder ofte, at vi ikke føler os trygge. Især når skalaen brydes, og der bygges kæmpe monumenter i højden. Hierarkiet opløses, og vi kommer let til at føle os uvelkomne.

Det er den største fare for vores byer.

Arkitekter, se op!

Hvis alt er muligt, og enhver arkitekt altid vil være lidt mere speciel, sker det let. Omvendt bør arkitekter se på, hvad byen historisk har bragt, og hvordan den kan videreføres.

Ellers kommer vort bylandskab let til at bestå af placeringsfrie bygninger, der kan bygges hvor som helst.

Blob, blob, blob, det syder i vores byer, og resultatet bliver let vanskeligt tilgængeligt og uidentificerbart.

En opløsning af det urbane rum i et teknofixeret bylandskab, som vi ser det i mange arkitekters projektforslag for tiden, vil ødelægge kontrasten mellem bygninger og landskab

Arkitektur griber dybt ind i vores hverdag. Det er et enkelt aspekt, der er meget forsømt – af arkitekter, men også af brugere. Individuelle aspekter betragtes ofte som absolutte. Så det fører til vanvittige vrangforestillinger om byliv, der baserer sig på den begivenhedsarkitektur, vi ser vokse frem.

Om man vil, mangler vi virkelig en bygningskultur, der forstår helheden i byen og befolkningen i den og med det kvalitetsliv, der kan være og opstå i den.

Disse synspunkter kommer let til at lyde, som om de kommer fra en repræsentant for en gammel generation, der lider af techforskrækkelse og udviklingsangst.

Men egentlig er formålet at byde op til dans. En dans hvor man lytter til musikken, ser hinanden i øjnene, hilser på hinanden i respekt og sammen med de andre dansere skaber en helstøbt fælles oplevelse i stedet for bare at se ned på ens egne fødder og koncentrere sig om egne trin.

Politiken Byrummonitor d. 8/10 – 2020. Lokale arkitekturpolitiker kan højne kvaliteten.

8. oktober 2020 / / 0 kommentarer

Johnny Svendborg:

Politikerne har afgørende indflydelse på kvaliteten af byernes udvikling – brug den

Selvom arkitektonisk kvalitet er svær at sætte på formel, kan vi næsten altid blive enige om skønheden i for eksempel det historiske bycenter. Hvis vi kan tale om, hvad denne enighed baserer sig på, bliver det nemmere at passe på og udvikle byen, skriver Johnny Svendborg i dette debatindlæg.

 

DEBAT  8. OKT. 2020 KL. 04.00

JOHNNY SVENDBORG

Formand for Akademisk Arkitektforening

Med jævne mellemrum protesterer borgere over nedrivning af betydningsfulde kulturmiljøer eller nye byggerier, der i deres øjne skæmmer byen eller gaden. Når Arkitekturoprøret råber op, peger de typisk på arkitekterne som den store synder bag ensformigt og utilpasset byggeri.

Men der er mange aktører involveret i byggeriet, som alle har betydning for det endelige resultat. Og mange flere politikere burde anvende deres muligheder for at udøve indflydelse med en tydelig arkitekturpolitik.

Vi fornemmer arkitekturen gennem alle vores sanser, og den påvirker vores følelser. Her spiller forhold som skala og proportioner, udformning og detaljer, materialer og stoflighed ind. Derudover spiller det sociale og funktionelle ind i forhold til, hvordan vi oplever arkitekturen, og hvordan vi bruger den. Det, vi kalder skønheden i arkitekturen, er et mangefacetteret begreb, og langt mere end smagsdommeri og æstetik.

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

Arkitekturen påvirker os forskelligt afhængigt af erfaringer og kulturelle præferencer. Men det, de fleste holder af ved den klassiske arkitektur, er det velkendte samt den detaljering og stoflighed, der kendetegner tidligere tiders arkitektur og byggeskik. Det, der typisk kritiseres ved den modernistiske og moderne arkitektur, er manglen på sanseindtryk – manglen på æstetik – hvilket hænger sammen med, at moderne arkitektur ofte er langt mere nøgternt og stramt i sit udtryk.

Dertil er nutidens byggematerialer ofte maskinfremstillede, og det betyder, at de hverken fremstår eller patinerer på samme, smukke måde, som for eksempel håndstrøgne mursten og gamle trævinduer.

Nye områder og byggerier skal have tid til at vokse til

Når det kommer til kvaliteten af hele områder af byggerier, så fremstår ældre bymiljøer ofte mere homogene, hvilket i høj grad skyldes, at beplantningen i områderne er vokset til over længere tid end de nye byområder, der ofte kritiseres, før de har set skyggen af et træ.

Det grønne har således ofte stor betydning for, at et område fremstår mere sammenhængende, og for at vi føler os godt tilpas. Og det er ikke altid en fordel, når nye områder indeholder alverdens forskelligheder.

Ganske ofte kan det faktisk være vigtigere med indlevet hierarki og sammenhæng, samt ikke mindst kvalitet i materiale, stoflighed og detalje. Utzons Kingohuse Cobe og Vilhelm Lauritzen Arkitekters Krøyers Plads er gode eksempler på nyere sammenhænge af kvalitative miljøer.

Særligt når der bygges nyt i et eksisterende område, kritiseres det moderne byggeri ofte for at skille sig ud, snarere end at tilpasse sig, og for dermed at skæmme det samlede indtryk af et område. Og vi kan alle undres, når det sker og spørge: Hvor – og hvorfor – gik det galt?

Men svaret er ikke så enøjet som facebookgruppen Arkitekturoprøret ofte giver udtryk for. Langt hen ad vejen handler det om, at vores byggede miljø bliver til på baggrund af mange forskellige interesser.

De private aktører, der bidrager til at udvikle byen, er primært optaget af investeringen i deres egen matrikel, og de har ikke nødvendigvis forståelse for eller fokus på sammenhængen i og kvaliteten af det lokale bymiljø. Hvilket desværre ofte medfører skrabede arkitektoniske løsninger og mere eller mindre standardiserede projekter, der genbruges over hele Danmark.

Lokale arkitekturpolitiker kan højne kvaliteten

Men kommunerne kan stille krav om noget andet og mere. Det er politikernes interesse og ansvar at være med til at sikre byens og kommunens samlede kvalitet, både i form af bevarelse af kulturarven og udvikling af nye bygninger og byrum, der kan stå i flere hundrede år.

Lokalplanen er ét af de redskaber. Desværre er der mange eksempler på, at lokalplanen ikke er nok til at sikre, at det, der bygges, passer ind i omgivelserne og bidrager positivt til det samlede indtryk.

De gængse planredskaber bør derfor understøttes af en arkitekturpolitik og en forvaltning, der kan sikre at alle de aktører, der bidrager til at udvikle byen, kender til kommunens retningslinjer og kvalitetskrav.

I de kommuner, hvor de har succes med at føre arkitekturpolitik, skyldes det en kombination af høj politisk prioritet og de rette arkitektfaglige kompetencer

I de kommuner, hvor de har succes med at føre arkitekturpolitik, skyldes det en kombination af høj politisk prioritering og de rette arkitektfaglige kompetencer. Og ikke mindst at borgerne har været med til at insistere på arkitektonisk og bymæssig kvalitet.

For arkitekturpolitik handler ikke om at agere smagsdommere. Arkitekturpolitik er et dialogredskab, som kommunen kan bruge til at udstikke retningslinjer for både bygherrer, udviklere og deres rådgivere – og for de forvaltninger, der er involveret i byens fysiske udvikling.

Arkitektonisk kvalitet er svær at sætte på formel. Men alligevel kan vi næsten altid blive enige om skønheden i det historiske bycenter, et ældre villakvarter eller et smukt landskab. Hvis vi sammen kan blive bedre til at analysere og tale om, hvad denne enighed baserer sig på, bliver det nemmere både at passe på, men også at udvikle byen med hensyn til de eksisterende kvaliteter.

Det bliver nemmere at bevare og udvikle skønheden i arkitekturen – og nemmere for politikerne at tage ansvar.

Moderne arkitektur har udviklet sig til kassebyggerier. Politiken Byrummonitor d. 5/10-2020.

5. oktober 2020 / / 0 kommentarer

Debat: Vi arkitekter har også et medansvar for, at den moderne arkitektur har udviklet sig til kassebyggerier

Hvis punkthuse bliver ved med at dominere vores nye bydele, og byggerier som Axel Towers i København danner præcedens i den eksisterende by, kan vi hurtigt få ødelagt vores byer, skriver arkitekt Carsten Maegaard i dette afsnit i debatserien om moderne arkitektur.

 

DEBAT5. OKT. 2020 KL. 04.00

CARSTEN MAEGAARD

Arkitekt m.a.a.

Det er helt rigtigt, som Søren Nielsen skrev i sit debatindlæg i Byrummonitor 21. september, at byggeriet lægges i en spændetrøje af boligpolitik, lovgivning/bygningsreglement, grundpriser, finansieringsregler og udbudsregler, som indsnævrer arkitekternes plads til at bygge smukt.

Vi har imidlertid som arkitekter også et ansvar for, at nutidens byggeri er så ringe i æstetisk henseende, som det er tilfældet. Det vil jeg prøve at vise med nogle eksempler i dette debatindlæg.

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

Ny by bør ikke bestå af punkthuse

Der bygges vanvittigt meget for tiden.

Erfaringen viser, at ny by på bar mark ikke bør være punkthuse eller blokke, men bør bygges i traditionel karréform med maksimalt fem etager plus-minus én, med gader og gårdrum i harmoniske forhold, kælderparkering eller parkeringshuse og forholdsvis korte facadelængder, så der opstår en afveksling, når man går hen ad gaden.

Derfor ser de fleste bygninger ud, som om de er uafsluttede, eller at taget er blæst af i sidste storm

Alligevel bliver der alt for tit bygget punkthuse, hvor vinden kører rundt, og der ikke er et semi-privat opholdsrum som i en karré. Og alt for tit bliver nyt karrébyggeri opført med alt for snævre gårdrum, som giver for meget skygge, for mange cykelskure, ganglinjer og for lidt græs (for eksempel Københavns Nordhavn og Sydhavn, Ceres Byen i Aarhus eller Kanalbyen i Fredericia).

Har arkitekterne ikke noget medansvar her?

Nedbrudte karreer ødelægger den bestående by

Det ærgrer mig, at man ved Axeltorv i København har nedbrudt karréstrukturen og erstattet den med fem tårne (punkthuse), der bryder den traditionelle bystruktur både horisontalt og vertikalt. Nogle af bygningerne rager op i 10 til 12 etager og bryder Københavns indre byprofil eftertrykkeligt.

Hvis byggerier som Axel Towers i København (de fem runde tårne) danner præcedens i den bestående by, kan vi hurtigt ødelægge de bydele, vi holder mest af, skriver Carsten Maegaard.

Når yngste advokatfuldmægtig på anden sal i det runde Axel Towers sidder på sit kontor med udsigt direkte ind i en seks etagers gavl fem meter væk, glæder hun sig nok ekstra til at rykke om til hierarkiets solside.

Hvis sådanne byggerier danner præcedens, kan vi hurtigt få ødelagt de bydele, vi holder mest af.

Modernismen skaber uafsluttede bygninger

Som følge af det nu 100-årige bygningsparadigme, funktionalisme, modernisme, minimalisme, eller hvad man nu vil kalde den firkantede kassearkitektur, der stadig helt dominerer det byggede miljø verden over, sker der ikke nogen arkitektonisk udvikling, før det brydes.

Ja, hvor er alle de detaljer, der gør huse og boliger interessante?

Den samme grundkonstruktion af vægge og etageadskillelser i beton beklædt med forskellige materialer som klimaskærm går igen overalt.

Bygningerne er bare ikke kubiske, for taget har hældning til at aflede regnvand. Det skjules af en gesims, der får bygningen til at se ud, som om der er fladt tag. Det er altså snyd, når vi tror, at der er flade tage på moderne bygninger.

Samtidig afsluttes den lodrette mur af en metalafdækning, som kun lige er bukket rundt om den øverste kant. Derfor ser de fleste bygninger ud, som om de er uafsluttede, eller at taget er blæst af i sidste storm. Der mangler en harmonisk afslutning, som klart viser, at her slutter bygningen. Det kan sagtens gøres smukt, men tidens økonomi og arkitekturparadigme vil det ikke.

Har arkitekterne ikke noget medansvar her?

’Bygget af mursten’ – på et råhus af beton

Men vi lever jo i teglstenens Danmark, så her til lands skiller vi os sandelig ud fra resten af verden, ved at en masse etagebyggerier er ’bygget af mursten’ – uden på råhuset af beton, som regel i dystre, mørke farver.

Havde facaderne så bare været holdt i glade farver, som det kan ses i for eksempel Tübingen i Tyskland eller i Nuuk i Grønland.

Ja, hvor er alle de detaljer, der gør huse og boliger interessante?

Hvor er karnappen, som giver beboerne mulighed for et kig hen ad gaden? Hvor er det flotte indgangsparti, der adskiller min hoveddør fra de andres? Hvor er bygningsdetaljen, der lader øjet finde afveksling? Hvor er det flotte, stejle sadeltag, som giver bygningen tyngde og tagboligerne spændende rum? Hvor er det harmoniske gaderum, som giver mig lyst til at være der? Hvor er den indbydende by?

Har arkitekterne ikke noget medansvar her?

Et samfundsanliggende

Hvis jeg har uret, så meld jer på banen, arkitektkolleger, deltag i samfundsdebatten og gør det på en forståelig måde, så alle kan være med. Lad være med at pakke jeres beskrivelser ind i eufemismer (forskønnende sprog) og lad være med at vise renderinger (computeranimationer), der skønmaler og forvrider det færdige byggeri.

Hvis jeg har uret, så meld jer på banen, arkitektkolleger, deltag i samfundsdebatten og gør det på en forståelig måde, så alle kan være med

Derfor også en tak til foreningen Arkitekturoprøret, som i dén grad har rejst en nødvendig debat. Skønt der fremkommer mange pudsige udsagn, giver den stemme til almindelige borgeres berettigede frustration over det, som Søren Nielsen skriver:

»At vi er holdt op med at investere i de almindelige bygningers arkitektoniske kvalitet.«

Politiken Byrummonitor d. 1/10-2020. Indlæg fra 3N.

1. oktober 2020 / / 1 kommentar

Torben Østergaard: Når debatten om byrum bliver et spørgsmål om stilart, er vi for alvor på herrens mark

Byens arkitektur angår alle, men det er da tankevækkende, at kongen sad for bordenden i udviklingen af nogle af vores bedste bydele, skriver 3XN-partner Torben Østergaard i femte afsnit af vores debatserie om det stigende oprør mod moderne arkitektur.

 

DEBAT1. OKT. 2020 KL. 04.00

TORBEN ØSTERGAARD

Arkitekt og partner, 3XN

I 1980’erne kritiserede Prince Charles engelske arkitekter for at have gjort mere skade end Luftwaffes bomber under Anden Verdenskrig. Foreningen Arkitekturoprøret synes inspireret af denne kritik i forhold til de sidste 100 års byudvikling i Danmark.

Imens andre kritiserer byudviklingen for at indeholde en social slagside, er det æstetikken, der er Arkitekturoprørets ærinde. Arkitekter er ude af sync og gør mere skade end gavn, siger de og ønsker sig tilbage til den klassiske bys formsprog.

Det varmer selvfølgelig, at nogen interesserer sig brændende for den urbane arkitektur. Et håb kunne være, at interessen breder sig – især hvis der opstår en frugtbar samtale om, hvad det er, vi vil med vores byer. For der er noget at tale om.

Man kunne forestille sig en samtale, der diskuterer grim, smuk, vel- og mislykket arkitektur. Det er jo lige til at gå til, og alle kan deltage. På sigt kunne det føre til en fornyet opmærksomhed og medvirke til, at vores byer – under hensyntagen til lokale forhold og præferencer – udvikler sig på smukke måder til gavn for bylivet. Det skal vel være en demokratisk samtale blandt læg- og fagfolk såvel som repræsentanter for det politiske niveau.

Problemet med den idé er vel, at det tilsyneladende ikke har virket overbevisende hidtil.

Omvendt kan man hævde, at der, hvor kongen har siddet for bordenden, er der ofte kommet ret gode løsninger ud af det; tænk bare på Frederiksstaden i Kongens København. Byudvikling per kongeligt dekret virker imidlertid ufremkommeligt i en nutidig kontekst. Det moderne publikum vil inddrages og vælger hele tiden politikere, som tilsyneladende ikke magter at skære igennem til fordel for det smukke.

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

Som at genindføre hesten som transportmiddel

Bybyggeri handler om offentlige og private aktører i én pærevælling, for eksempel om boliger til tusindvis af mennesker, der simpelthen bare ikke vil bo i en teltlejr. Byudvikling handler også en hel del om bæredygtighed, prioriteringer – herunder økonomiske og politiske – om hastighed, indflydelse og 117 andre forhold.

Betyder det så, at vi ikke ganske nøje skal overveje, om byudviklingen appellerer til menneskers behov for sanselighed, nærvær og rum for social udfoldelse? Nej, det gør det ikke, men det er svært at få øje på, at det væsentligste spørgsmål handler om stilart og for eksempel ikke om arkitektonisk kvalitet i nærværende årtusind.

Pointen er dog, at moderne bygninger kan en hel masse, som man ikke efterspurgte i de gode gamle dage, og at det selvfølgelig også spiller ind på formen

Byens arkitektur angår alle, og det vil være forkert at affeje Arkitekturoprøret som en slags kontra-evolutionær rindalisme. Man kan jo ikke bare lade være med at opholde sig i byens rum, og det bør ikke kræve særlige indsigter at deltage.

Imidlertid virker ideen om, at man kan gribe tilbage og genindføre historiske byggemåder lidt til at insistere på at genindføre hesten som transportmiddel. Selv om det kunne være festligt i en periode, vil det på sigt alligevel nok føles lidt sært.

Moderne bygningers teknik påvirker arkitekturen

Kritikken af, at moderne arkitektur har virket disruptiv på bygningskulturen i Danmark og for så vidt gjort skade ved at introducere nye – og må man forstå kedelige – former, er en gammel traver.

Nogle vil hævde, at moderne arkitektur har bragt lys og luft ind i vores huse. At vi opholder os indendørs 90 procent af vores tid er givetvis medvirkende til, at krav til indretning, indeklima og i stigende grad ressourceforbrug har opnået forrang i forhold til det ydre.

Desuden er den største trussel mod velfungerende bymiljøer nok snarere internethandel end moderne arkitektur

De huse, vi bygger i dag, er forsynet med strøm, luft og rindende vand, og de mængder af teknik, som moderne byggeri også består af, er udtryk for krav, som man ikke skulle døje med tidligere. Det behøver arkitektur imidlertid ikke blive grim af. Pointen er dog, at moderne bygninger kan en hel masse, som man ikke efterspurgte i de gode gamle dage, og at det selvfølgelig også spiller ind på formen.

Internethandel er en større trussel end moderne arkitektur

Arkitektur er selvfølgelig – som så meget andet – ikke bare teknik, men på én gang udtryk for individuel og kollektiv sensibilitet og, når bølgerne går højt, kultur i bevægelse.

Jeg vil medgive, at der er gode og dårlige tider. Selvfølgelig skal man værne om værdifulde sammenhænge og hæge om kulturarven, men at sætte tiden i stå og genindspille de klassiske værker igen og igen vil på sigt efterlade os med byer uden relevans eller udsagn fra vores tid.

At arkitekter skulle være en særligt skadelig art minder lidt om Trumps retorik i forhold til journaliststanden

Desuden er den største trussel mod velfungerende bymiljøer nok snarere internethandel end moderne arkitektur. Hvem ved, om vi en dag kommer til at drømme os tilbage til dengang i de ligeglade 1960’ere, hvor beton var symbol på de samme ting, som Amazon er i morgen.

Jeg kan berolige alle med, at arkitektstanden som helhed ikke vil modsætte sig diskussioner om bedre bymiljøer. Ingen arkitekter har ambitioner om at smadre vores fælles byrum med dårligt byggeri. Hvis det alligevel har fundet sted – og det har det – er det, fordi vi ikke har været dygtige nok eller ikke har haft indflydelse nok. Men at arkitekter skulle være en særligt skadelig art minder lidt om Trumps retorik i forhold til journaliststanden.

Men tænk nu, hvis det virkelig passer, så skulle man måske prøve et årti uden, så kan vi tage en snak om resultatet bagefter.

 

© 2024 Arkitekturoprøret

Tema af Anders Noren — Op ↑