Jep Loft: Arkitekter skræmmes af ord som ‘pastiche’ og ‘nostalgi’, og det skæmmer bybilledet
Det har været et fast princip blandt folk i byggebranchen, at man skal bygge huse, der er deres egen tid bevidst. Alt andet er blevet anset som forlorent. Og derfor er vi ikke kommet videre. Derfor har vi bebygget Teglholmen og alle de andre nyere kvarterer så idéforladt.
Jeg sidder med to billeder.
Det ene er fra det klassicistiske København. Det viser huse, der blev bygget i en periode, hvor Danmark var fattigere end nogensinde før eller siden. København var blevet sønderbombet af englænderne, som ovenikøbet havde stjålet byens vigtigste arbejdsplads, flåden. Staten var gået bankerot.
Det andet er et billede af byggeri fra vores egen tid, nu hvor Danmark er rigere end nogensinde. Det er fra havnen i Horsens, men det kunne være fra snesevis af andre steder, hvor byggeri er under opførelse
Mon ikke de fleste vil være enige i, at noget er gået galt? Men i flere menneskealdre har vi set på deprimerende trist nybyggeri, uden at nogen har gjort noget effektivt for at få det standset. Arkitekturkritikken har svigtet.
Tabersag at forsvare bagudskuende nybyggeri
Hvordan har det kunnet ske?
Sandsynligvis fordi alle bliver skræmt, når de hører ord som ’nostalgi’, ’pastiche’, ’romantik’ og lignende. Det har været en tabersag at forsvare nybyggeri i en stil fra en tidligere tidsalder – selv om de fleste kan se, at bykvartererne fra før Første Verdenskrig har langt mere liv og atmosfære end de kedelige forstadskvarterer, som er blevet bygget de seneste 100 år.
Arkitekturdebatten har været elitær
Arkitekturdebatten har været elitær. Blandt fagfolk har der ikke været megen lydhørhed over for kritik fra lægfolk. Men det væsentlige er ikke spørgsmålet om god eller dårlig arkitektur. Det væsentlige er vores bymiljøer. Dem har kun få talt om. De seneste 100 års værdinormer for god arkitektur har været ødelæggende for bymiljøerne.
Det har været et fast princip blandt folk i byggebranchen, at man skal bygge huse, der er deres egen tid bevidst. Alt andet er blevet anset som forlorent. Og derfor er vi ikke kommet videre. Derfor har vi bebygget Teglholmen og alle de andre nyere kvarterer så idéforladt.
Arkitekturoprøret kæmper mod uret
Men løsningen er ikke at bygge i en svunden tids stil. Løsningen er at ændre vores egen tids byggestil til noget bedre. Der er en stigende erkendelse af, at tiden er løbet fra modernismen. Den er umenneskelig og hensynsløs, og den skaber dårlige bymiljøer. Men alligevel er vi ikke kommet fri af den. Man har vænnet sig til, at nye huse ikke skaber gode bymiljøer, og at de slår de gamle bymiljøer i stykker, når der rives ned for at bygge nyt.
Ingen har haft mod eller evne til at skabe det afgørende brud. Men selvfølgelig kommer det. Før eller siden. Intet varer evigt. Tragedien er, at modernismen nu har domineret i 100 år, og i den tid er 90 procent af alle eksisterende bygninger opført.
Man kan ikke se på billedet fra Horsens om husene ligger i Danmark eller i Kina
I Arkitekturoprøret kæmper vi mod uret. For hver måned, der går, ødelægges uerstattelige værdier som følge af nedrivninger, og chancer forspildes i form af nye, kedelige bykvarterer, som kunne være blevet fantastiske. Som på havnene – ikke bare Københavns, men også på alle de mange andre, hvor nybyggeri har forringet havnemiljøet.
Danmark eller Kina?
Der skal tænkes nyt. Og det nye må nødvendigvis indebære et opgør med modernismen. Indtil for 100 år siden var arkitekturen baseret på århundreders erfaring, håndværksmæssig kunnen, æstetisk sans og sund fornuft. Meget af det bør igen komme til sin ret. Men på en ny måde.
Ligesom bilbranchen genopfinder sig selv og introducerer nye og bedre modeller baseret på klassisk design. Man kan let se forskel på en Fiat og en Morris. Nu, såvel som for 60 år siden. De har hver især bevaret deres særpræg.
Man kan næppe være i tvivl om, at det første af de to ovenstående billeder er fra Danmark. Vi havde dengang en dansk byggetradition. Men man kan ikke se på billedet fra Horsens, om husene ligger i Danmark eller i Kina.
I Arkitekturoprøret føler vi os overbeviste om, at et flertal i befolkningen deler vores fortvivlelse. Og vi er som sagt ikke i tvivl om, at der kommer bedre tider.
Danmark har det held, at det klassicistiske byggeri fra første halvdel af 1800-tallet (som vist på det første billede) er noget af det smukkeste i verden. Det er enkelt og elegant, og der er intet forlorent eller opstyltet ved det.
Man kan ikke forestille sig noget bedre grundlag at arbejde videre på. Det er bare om at komme i gang.
Det er jo en forfejlet problemstilling. Det er kapitaliseringen sammen medindustrialisering af byggeprocessen der skaber de iktetsigende bygninger, samt Mangel på vilje til at prioritere æstetik og miljø. Dansen om guldkalven er den største synder i det her. Vi kan jo ikke blive ved med at bygge som i 1800 tallet, men derfor behøver det ikke være grimt!
Jeg skriver: “Men løsningen er ikke at bygge i en svunden tids stil.”
Jeg efterlyser nytænkning.
At lave arkitektur, der ikke afspejler tiden, skaber et falsk billede af byens historie. Meget af hvor tids arkitektur er skamløst elendig grundet pengegriske bygherrer. Men der laves også raffineret byggeri i tidens tern. F.eks. i Nordhavn er der lavet fint byggeri, godt nok blandet med mere sølle bl.a. det almen nyttige boliger, der grundet et skrabet budget fremstår noget ringere. Fin arkitektur er ærlig overfor sin tid og danner et sympatisk byrum.
Det er for sølle bare at fralægge sig ansvar. Selvfølgelig kunne arkitekterne have gjort noget. De har været alt for passive. Om ikke andet kunne de have startet en debat. Det har vi så gjort nu, men den kommer alt for sent.
“Men løsningen er ikke at bygge i en svunden tids stil. Løsningen er at ændre vores egen tids byggestil til noget bedre”.
Jeg har fulgt Arkitektur Oprørets Facebookgruppe i et stykke tid. Alt hvad AO lægger op, som eksempler på vellykket arkitektur, er netop udført i “en svunden tids stil”.
Det kunne være spændende, at se eksempler, som understøtter din definition på “løsningen”.
Jeg synes, at arkitekterne skal tage udfordringen op. Jeg har givet mit bud i idékonkurrencen til Jernbanebyen. Det kan du søge frem her i bloggen.
Men lad 1000 blomster blomstre, så kommer der nok noget godt. Bare vi får gjort op med modernismens umenneskelighed. Arkitekterne skal frigøres fra vanetænkningen og tænke nyt. Det er en udfordring, som jeg selv ville elske, hvis jeg var arkitekt. Det er ikke nyt, bare at være anderledes. Det har vi set 1000 gange. 8-taller, W-er, BLOX, o.s.v. Det er bare trivielt i længden.
En ny bilmodel, der ligner husene i Horsens, ville næppe sælge godt. En ny bil, der bygger videre på klassicistisk design, ville sikkert blive en succes. Mennesker kan godt lide pæne ting. Og de trives bedst i huse med en menneskelig skala.