Arkitekturoprøret havde dette læserbrev i Lollands Folketidende d 24/4-2021:
“Kære borgmester Holger Schou Rasmussen og byrådet i Lolland Kommune.
I Arkitekturoprøret følger vi nøje udviklingen i Nakskov. Det skyldes, at vi ser Nakskov som en kommende ”vinderby” i konkurrencen om at tiltrække ressourcestærke skatteborgere og virksomheder. Vores tidsalder har givet borgerne større frihed til at bosætte sig der, hvor der er et godt, trygt, livligt og atmosfærefyldt bymiljø. De byer, der har ødelagt deres bykerner med hensynsløst nybyggeri, kommer til at betale prisen i form af ghettoer, kriminalitet og dårligere trivsel for borgerne. På Lolland skiller Nakskov og Nysted sig ud som eksempler på byer, der har passet godt på deres kulturarv og derfor har et forspring fremfor andre. De kan tjene som forbillede for andre byer, og derfor bruger vi bl.a. jeres eksempel i vores argumentation for bedre bymiljø.
Det glæder os meget, hvis Havnebygningen, Toldboden, husene i Havnegade og mange facader i byen nu bliver sat i stand som en del af programmet Nakskov 2030. Vi har forstået at rigtig mange huse i bymidten står overfor renovering. Det er en fremsynet beslutning, som byens borgere utvivlsomt vil huske.
Når vi skriver til Dem nu, er det p.g.a. planerne for Axeltorv. De ved bedre end jeg, hvor meget torvet betyder for byen. Det er ét af de få torve i Danmark, der ikke er belastet af en forstyrrende bankbygning fra 1960’erne eller 1970’erne. Men planerne for torvet forekommer os fremmede for stedet og byen; det ligner akademisk byplanlægning, der ikke har nogen rod i Nakskov, men som bare ønsker at være smart og moderne. Det tror vi ikke, at det bliver. Tidsånden er ved at skifte. Vi tror, at tiden hurtigt vil løbe fra den slags skrivebordsbyplanlægning, og at man er bedre tjent med at stå fast ved det, der er karakteristisk for byen og bevare torvet, som det er. Selvfølgelig med en fin, men også billigere, belægning af brosten og chaussésten, som historisk hører til byens centrale torv.
Med venlig hilsen
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.”
Ja lad torvet blive som det er og styrk istedet forretningslivet og kulturlivet i og omkring torvet