Vi har dette indlæg i Politiken Byrum Monitor i dag:
Arkitekturoprøret arbejder for bedre bymiljøer. Hvis de 10 dogmer for Bedre Byskik kan gavne den sag, hilser vi dem og Byrum Monitors kommende konference velkommen. Men vi frygter, at dogmerne vil aflede opmærksomheden fra det egentlige problem: at der i 100 år er bygget forstæder, men ikke skabt rigtige byer. I så fald vil de gøre mere skade end gavn.
At diskutere arkitektur er en akademisk-teoretisk øvelse, som sjældent vil føre til en konklusion. Enhver kan have sin arkitektursmag, ligesom enhver kan have sin kunstsmag. Dogmerne for byskik ser også noget teoretiske og ukonkrete ud i vores øjne. Derimod er der sjældent nogen grund til at diskutere, hvor de gode bymiljøer findes: man kan bare se på, hvor folk søger hen. Svaneke er ikke Udkantsdanmark (selv om byen ligger så langt i udkanten, som det overhovedet er muligt); der er bymiljø, atmosfære og tryghed, og huspriserne er høje. Hvis vi havde flere rigtige byer og færre forstadsbebyggelser, ville presset mod de gode (ældre) bymiljøer være mindre, prisforskellene ville udjævnes, og det ville ikke være nødvendigt at bygge tusindvis af nye boliger i København og Aarhus, samtidigt med at huse står tomme andre steder i landet.
Dogme nr. 6 påstår, at ”høj bykvalitet skabes af kommuner, bygherrer og rådgivere, der arbejder sammen om at realisere visioner og planer – og lader dygtige fagfolk sikre kvaliteten i planlægning og projektudvikling for byggeri, bynatur og aktiviteter.” Vi ved ikke præcis, hvad ”bykvalitet” betyder, men gode bymiljøer har ingen af de nævnte aktører kunnet skabe. De mange nye byområder er en perlerække af forspildte muligheder, ofte i attraktive områder nær vand, hvor fantastiske bymiljøer kunne være skabt. Og det er fortvivlende at se planerne for f.x. Jernbanebyen, Lynetteholmen og Kokkedal Stationsby; de bliver nye forstæder med præg af soveby, mere af det samme som vi har set i 100 år, bare nu pyntet op med grønt.
I årevis har byggebranchens folk lovprist sig selv og hinanden uden at bekymre sig om den udbredte folkelige frustration over byggeriet. Dogme 6 og flere af de andre dogmer følger med deres præg af festtale den tradition.
Måske kan man afprøve dogmerne på byen Aarhus. De fleste vil forhåbentlig være enige i, at noget er gået galt i den by. De mange hensynsløse nedrivninger af bevaringsværdige huse og det brutale nybyggeri bekræfter, at det tostrengede system med staten som beskytter af de fredede huse og kommunerne som beskytter af de bevaringsværdige har spillet fallit. Men spørger man bystyret i Aarhus, gætter vi på, at det er enigt flertallet af de 10 dogmer. Og i så fald er det vel et bevis på, at dogmerne ikke flytter ret meget.
Dogmerne fører ikke til noget brugbart, så længe byggebranchen ikke erkender sit svigt. Der skal gøres op med fortidens fejl. Der skal tænkes nyt. Byplaner skal ikke lægges efter en lineal, og de skal ikke baseres på teori og filosofi, men på erfaring. Det, der fungerer bedst, er sjældent planlagt ved et skrivebord; det er opstået organisk. Derfor må man lære af det. Vi skal passe bedre på de ældre bydele. Og det moderne byggeri savner et mere menneskeligt udtryk. Derfor skal vi genopfinde en mere klassisk byggestil uden angst for floskler om pastiche, nostalgi og romantik. Vi skal bygge for mennesker, ikke for teoretikere. Arkitekturoprøret har her i Byrum Monitor (d. 2/9-2019) opstillet 6 forslag til at opnå bedre bymiljøer. De afstedkom en debat med Arkitektforeningens direktør, og der var enighed om det meste.
Vi frygter, at dogmerne sigter for højt og for bredt og derfor rammer ved siden af skiven. Der er ikke brug for festtaler. Der er brug for selvransagelse i byggebranchen.
Link til artiklen.
Seneste kommentarer