Måned: september 2021
De samme synspunkter gjorde direktøren for Historiske Huse, Birthe Iuel, og jeg (Jep Loft) gældende på et møde med indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek d. 10/5-2021. Ministeren var meget lyttende og imødekommende, og han var godt inde i sagerne.
Lad os håbe, at Planloven bliver ændret, så den opfylder sit formål jfr. dens §1 stk 2: ”at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber”. Landskaberne gøres der meget for, men bebyggelser og bymiljøer gøres der meget lidt for. Det er kommunerne, der skal passe på de bevaringsværdige ejendomme, og det er der mange af dem, der ikke formår. Et lovkrav om bevarende lokalplaner for de ældre bydele er stærkt tiltrængt. Også fredningsloven bør ændres, så områdefredning og facadefredning muliggøres.
Læs her om lokalplaner i København
Vi har udsendt følgende Pressemeddelelse:
BYMILJØPOLITIK SOM TEMA VED KOMMUNEVALGET I HORSENS KOMMUNE
Arkitekturoprøret ønsker at gøre bymiljø til et tema i valgkampen op til kommunalvalget i november.
Lilli Gyldenkildes Torv blev af Arkitekturoprørets medlemmer kåret som det værste byggeri i Danmark i 2020. Derfor har vi nu spurgt alle partier i Horsens Byråd:
Har kåringen af Lilli Gyldenkildes Torv som det værste byggeri i Danmark i 2020 gjort noget indtryk på jeres holdning til nybyggeri?
Vi har modtaget følgende svar:
Fra Socialdemokratiet:
Som gruppeformand for Socialdemokratiet har jeg følgende kommentar til spørgsmålet: I Socialdemokratiet hilser vi altid en diskussion af udviklingen af vores kommune velkommen. Vi er optaget af at udvikle en blandet by med blandede boliger til forskellige prislejer og til de forskellige mennesker der bor her. I 2021 har Horsens både fået en kandidat til Danmarks bedste renovering, en til Danmarks værste nybyggeri og en ny arkitekturpolitik, så vi oplever i den grad, at der er fokus på arkitektur i Horsens Kommune.
Med venlig hilsen, |
Andreas Boesen Gruppeformand (S) |
Fra Venstre:
Ja! Det bekræfter mig i kampen for “et endnu bedre Horsens”.
Jeg rejste debatten i januar 2020 i Horsens Folkeblad. Sidenhen har vi fået indført en arkitekturpolitik, flyttet godkendelsen af dispensationer fra lokalplaner fra forvaltningen til Plan og Miljøudvalget og nu får vi, med al sandsynlighed en stadsarkitekt i Horsens kommune.
Mvh. Martin Ravn
Fra SF:
Det korte svar på jeres spørgsmål er nej. SF’s bolig- og byudviklingspolitik defineres ikke af Facebook-afstemninger. I forhold til Lilli Gyldenkildes Torv, så har vi i SF svært ved at se, at dette byggeri skulle være meget anderledes end så meget andet nybyggeri der bygges i disse år, og vi kan derfor Ikke se hvorfor lige præcis dette byggeri fortjener titlen som Danmarks værste byggeri. Det sagt, så mener vi, at der i disse år rundt omkring i Danmark bygges meget ensformigt og desværre – hvad værre er – ikke særlig bæredygtigt. Det gælder også nybyggeri i Horsens. Dette er en strukturel udfordring, som bl.a. skyldes konservatisme i byggebranchen og i nogen grad manglende krav fra eksempelvis kommunerne og andre planlæggende myndigheder, men vi må også erkende, at vi politisk er fanget i et krydspres mellem krav til æstetik og bæredygtighed på den ene side og et ønske om – i hvert fald fra SF’s side – også at kunne bygge boliger til alle borgere (i alle indkomstklasser) i alle dele af vores kommune, så vi ikke forstærker, men derimod bekæmper den boligmæssige og geografiske ulighed, vi kan observere i vores lokalsamfund. Bolig- og byudviklingspolitik kan derfor ikke udelukkende ses som en diskussion om æstetik, men handler også om bæredygtighed og social retfærdighed, og her er vi ganske enige i, at der bør ske forandringer, lokalt som nationalt, der sikrer både mere interessante og mere bæredygtige boliger, men også sikrer, at der er boliger til alle indkomstgrupper i vores samfund.
Mvh. Paw Amdisen, byrådsmedlem for SF i Horsens Kommune.
Fra Enhedslisten:
Svaret er både ja og nej. Vi er i Enhedslisten ærgerlige over, at Lilli Gyldenkildes Torv blev kåret som årets værste byggeri. Det gør naturligvis indtryk. Men Enhedslisten stemte som det eneste parti imod den lokalplan, der tillod byggeriet på Lilli Gyldenkildes Torv. Det gjorde vi, fordi vi mente, byggeriet ville blive for tæt. Kåringen har derfor ikke fået os til at ændre holdning, men i stedet bekræftet os i, at vi indtog det rigtige standpunkt fra begyndelsen. Samtidig skal det siges, at vi bakker fuldt op om alment byggeri i Horsens Kommune. Det vil vi meget gerne have mere af, men det skal ske inden for rammerne af fornuftige lokalplaner.
Med venlig hilsen
Lisbeth Torfing, Enhedslisten
Fra Dansk Folkeparti:
Selvfølgelig gør det indtryk på Dansk Folkeparti, at et af byens byggerier er kåret som det værste byggeri i Danmark i 2020. Derfor har vi også løftet ønsket om en stadsarkitekt op som en topprioritet i weekendens budgetforhandlinger.
Med venlig hilsen
Michael Nedersøe, gruppeformand for Dansk Folkeparti i Horsens byråd og lokalformand
Fra Liberal Alliance:
Liberal Alliance ønsker ikke at gøre sig til smagsdommer over hvad der er flot og attraktiv arkitektur – det må være op til den enkelte borger at vurdere. Vi hylder mangfoldigheden inden for byggeriet og glæder os over det høje aktivitetsniveau inden for byggeriet. Vi er samtidig meget begejstret over udsigten til, at LA´s ønske om, at Horsens skal have en Stadsarkitekt, nu endelig bliver realiseret med budget 2022. Vi mener, at en Stadsarkitekt skal sikre den røde tråd i byplanlægningen med plads til moderne byudvikling og i respekt for byernes historie og arv.
Med venlig hilsen
Jakob Bille, Byrådsmedlem og formand for Kultur- og Civilsamfundsudvalget
Fra Radikale Venstre:
Tak for jeres arbejde i arkitekturoprøret.
Direkte til spørgsmålet: Kåringen har ikke, som sådan, ændret vores holdning til nybyggeri. Vi vidste allerede igennem et stykke tid, at det, der blev bygget, ikke var særlig smukt og vi hos det Radikale Venstre påpegede det allerede i 2019 mens det var under opførelse. Det er et direkte resultat af vores fortætningspolitik og mangel på en overordnet vision om at bygge smukt og bedre i Horsens. For meget et blev langt over på bygherrerne som primært kigger på bundlinjen i projektet og for lidt på det grønne og det arkitektoniske. I den gode iver i at vækste og vokse kommunen har vi glemt at få basis med og sørge for at den by og kommune, vi udvikler, også skal se flot ud om 50 eller 100 år. Det er Lille Gyldenkildes Plads desværre blevet et symbol på. Hos de Radikale støtter vi væksten i Horsens, men ikke på denne måde – Vi vil have en grøn og smuk by som også står flot til eftertiden.
Med venlig hilsen
Niels Voetmann Jepsen, Næstformand og Spidskandidat til kommunevalget 2021 for Det Radikale Venstre i Horsens.
Fra De Konservative:
Det konservative folkeparti i Horsens er ikke overraskede over kåringen, jeg sidder i byrådet for de konservative, og et af de valgtemaer, jeg havde til sidste kommunalvalg, var ansættelsen af en stadsarkitekt. Næsten alt det, der bliver givet tilladelse til, er rækkehuse og punkthuse, med dårligt belyste lejligheder, og byggerier med altangange for at bygherrerne skal tjene lidt ekstra. Der bliver ikke bygget kvalitet, og begrundelsen er, at det er for dyrt, men stop lige engang, vi har aldrig været så rige og aldrig bygget så ringe, byggefirmaerne har aldrig tjent så meget, som de gør nu, og det er fordi renten er ikke-eksisterende og på grund af massivt brug af udenlandske håndværkere.
Rækkehuse bliver sprøjtet ud, til høje huslejer, hvor borgerne kan få boligsikring og slippe for ejendomsskat, leje værdiskat og vedligeholdelse, og det værste af det hele er at det bliver værre og værre med elendige projekter.
Jeg har arkitektur og byudvikling med i valgprogrammet som et af de vigtigste punkter.
Mvh, Esben Hedeager
Fra Miljølisten:
Tak for jeres mail.
Det korte svar er nej, for det var også trist at se på inden kåringen.
Og så kommer det lange…
Miljølisten Horsens er en meget ny lokalliste, og derfor vil det måske virke som en gratis omgang at kritisere det, som andre har vedtaget. Ikke desto mindre er Miljølisten meget kritisk over for det byggeri, der de senere år er skudt op i Horsens kommune. Nogen mener, at denne type betonkassebyggeri blot afspejler ”den tid”, vi lever i som f.eks. jugend eller funktionalisme. Hvad vores tidsperiode så skal kaldes, må blæse i vinden, men der er ikke meget at prale over ved et byggeri, der er ensformigt, uinspirerende og ikke viser hensyn til hverken historie eller de omgivelser, det er placeret i. Byggeriet i Horsens midtby er gået hurtigt, og måske er man blevet så ramt af fartblindhed i benovelsen over, at nogen har valgt at investere i byen, at man har mistet overblikket over, hvordan det i sidste ende ville komme til at se ud; eller måske er man bare ligeglad og kalder arkitektur for en smagssag. Men nu er ”kasserne” her; jeg tvivler på, at de står i mange år.
Miljølisten Horsens er ikke mindst kritisk over for rummene mellem bygningerne, der fortrinsvist består af flisebelagte flader og parkeringspladser. I en tid, hvor de fleste er enige om, at natur er godt for menneskers velvære, begrænses den fortsat til at være striber af slået græsplæne, spiræabuske og poppeltræer, og så kalder man det ”grønne kiler” eller smækker en bænk op og kalder det et ”rekreativt område”. Går det vildt for sig, planter man et bed med stauder – jeg er spændt på, hvordan det ser ud efter mødet med saltvognen til vinter.
Miljølisten Horsens går ind for byfortætning for at påvirke naturen mindst muligt og mener, at det må være muligt at opføre højt byggeri og skabe omgivelser, der tilgodeser trivsel og miljø for mennesker og natur bedre, end det vi ser i dag. Miljølisten er derfor ikke imod udvikling eller vækst, men mener at det skal ske med omtanke også af hensyn til kommende generationer.
Med venlig hilsen
Anni Jakobsen
Byrådsmedlem – Miljølisten Horsens
BYMILJØ SOM TEMA VED KOMMUNEVALGET
Arkitekturoprøret ønsker at gøre bymiljø til et tema i valgkampen op til kommunalvalget i november. I udvalgte kommuner beder vi politikere tage stilling til et konkret spørgsmål. Aarhus Kommune blev af Arkitekturoprørets medlemmer kåret som den dårligste kommune i Danmark til bybevaring i 2020. Grunden var de mange nedrivninger af bevaringsværdige huse og det brutale nybyggeri, bl.a. af højhuse. Derfor har vi stillet alle partier i byrådet dette spørgsmål:
Aarhus Kommunes ’fortætningspolitik’ har medført nedrivninger og højhusbyggeri. Støtter jeres parti den politik?
Vi har modtaget følgende svar:
Fra Socialdemokratiet:
Vi udtaler os gerne om vores ambitioner ift. byudviklingen i Aarhus, men vi ønsker ikke at medvirke til fortolkede ja/nej-spørgsmål.
Men godt, at I sætter fokus på bymiljø op til kommunalvalget d. 16. november. Det er et vigtigt tema.
Bedste hilsner, Trine Holm
Kampagneleder for Jacob Bundsgaard
Socialdemokratiet i Aarhus Kommune
Fra Venstre:
Tak for spørgsmålet.
Komplekse byudviklingsmæssige forhold, politik og planer kan IKKE besvares med et Ja/Nej.
Vi har taget forbehold for den Kommuneplan 2017, som fastsætter kursen for byens udvikling. Vi vil byudvikling også i oplandet, vi laver IKKE bunke sagsbehandling på byggesager eller sager der kommer i Byrådet. Vi tager stilling fra sag til sag, men vores politik ville have sikret en anden udvikling indenfor Ringgaden.
Vi er optaget af kvaliteten og det, bygninger skaber/giver til mennesker – at der kommer flere idrætsfaciliteter, opholdsarealer, grønt, legepladser mm.
Med venlig hilsen
Bünyamin Simsek
Rådmand for Teknik og Miljø
Fra SF:
Det er for komplekst at svare ja eller nej til. Vi har jævnligt stemt nej til fortætning, højhuse og nedrivninger. eksempelvis ved Banegraven, Mindet 6, Mindegade og Bjørnholms Alle. Men der er også andre gange vi har stemt ja når vi har fået indflydelse og eksempelvis fået almene boliger ind og gjort højden lavere. Sådan vil det sandsynligvis også være i den kommende periode med en fortsat stigende grad af sager hvor vi går imod fortætningen.
Vi spurgte så: Gør I jer nogen tanker om, at nybyggede huse bør indpasses i bymiljøet? At man skal undgå højhuse, punkthuse og boligblokke, men i stedet bygge huse i mindre parceller i en karré?
Svaret var: Ja, i høj grad. At bygge med karre er både som ramme om byliv og fællesskab og er også visuelt og æstetisk vigtigt.
Vh
Thomas Medom (SF)
Rådmand for Børn og Unge
Medlem af Aarhus Byråd
Politisk Leder for SF-Aarhus
Fra Enhedslisten:
Mit svar er: Nej. Den byudvikling, vi ser i Aarhus lige nu, er alt for styret af developere og alt for lidt styret af borgernes ønsker. Det sker til skade for både klima, bymiljø og demokrati.
V.H. Laura Bryhl, spidskandidat for Enhedslisten ved kommunalvalget i Aarhus
Fra Dansk Folkeparti:
Dejligt at I sætter fokus på området. Det er også et område som står mig meget nært, og som også kommer til at fylde i min valgkamp.
Svaret er egentlig ganske simpelt: Nej, Dansk Folkeparti støtter ikke den nuværende fortætningspolitik. Vi ønsker at bevare og værne om Århus sjæl og identitet. Det skal ikke være sådan, at man i fremtiden skal i Den Gamle By for at se, hvordan Århus engang så ud.
Håber det besvarede spørgsmålet.
Med venlig hilsen
Jakob Søgaard Clausen
Spidskandidat for Dansk Folkeparti i Århus
Fra Radikale Venstre:
Vi er imod nedrivninger bevaringsværdige bygninger. Fortætningspolitikken er det vigtigt for Radikale Venstre, at der også er grønne åndehuller i bymiljøet.
Med venlig hilsen
Mahad Yussuf
Fra De Konservative:
Spørgsmålet er ikke et ja/nej spørgsmål sådan som det er stillet op, og kræver et nuanceret svar. Vi Konservative har til de kommende budgetforhandlinger stillet forslag om en styrket indsats for bevarelse af byarkitektur og kulturmiljøer, og en styrket borgerinddragelse bl.a. via Aarhuskompasset “mere borger, mindre system”. Det gør vi fordi vi mener behovet herfor er betydeligt. Vi ønsker at værne om vores lokale kulturmiliøer og det byliv og den atmosfære som gør vores by unik. Vi har stemt for den gældende højhuspolitik, som gør at byggeriet af højhuse i byen bør ske kontrolleret og fortrinsvis i afgrænsede områder med nybyggeri. Vi er der tilhængere af højere slankere bygninger, med bedre plads til byliv og med grønne og rekreative områder omkring sig, men som også i høj grad er tilpasset omgivelserne, med god arkitektur og byggeri af høj kvalitet. Fortætning er ikke et mål i sig selv, men et middel til bla. at håndtere befolkningstilvækst, reducere klimaaftryk og modvirke galloperende boligpriser og huslejeniveauer i krydsfeltet mellem udbud og efterspørgsel. Fortætning må ikke være et ensidigt fokus og skal ikke kun ske i midtbyen indenfor ringgaden, men i højere grad i tilknytning til de større bycentre både indenfor og udenfor ringvejen, hvor også infrastrukturen iøvrigt er på plads. Det er vores tilgang til fortætning.
De bedste hilsner, Steen Stavnsbo.
Fra Dorthe Borgkvist
Nej jeg støtter ikke fortætning og nedrivning af villaer for at bygge højhuse
Med venlig hilsen
Dorthe Borgkvist
Aarhus Byråd
Seneste kommentarer