Vi har sendt dette brev til Teknik- og Miljøborgmester i Københavns Kommune, Line Barfod:
“Kære Line Barfod.
Tillykke med det fine valg og med borgmesterposten. Jeg vil gerne nævne tre forhold for dig.
- Takket være Enhedslisten lykkedes det at få Ændringsforslag nr. 235 til Kommuneplanen vedtaget. Det har vi længe kæmpet for i Arkitekturoprøret, og alle i Indre By Lokaludvalg (hvor jeg er medlem) har stillet sig bag det. Vi frygter nu, at TMF peger på pengemangel som årsag til, at der ikke sker noget. Se gerne denne artikel med ILUs forslag til en billig løsning. Arbejdet bør ikke afvente nye SAVE-vurderinger af samtlige ejendomme. De eksisterende kan stå ved magt, medmindre der gøres veldokumenterede indsigelser. Og forvaltningens frygt for mange sager om dispensation bør heller ikke stå i vejen. Hele idéen er, at bevisbyrden vendes: Fremover ved den, der vil rive ned, på forhånd at det ikke er tilladt. Han skal bære byrden for at opnå dispensation, og udgangspunktet er, at det får han ikke. Tværtimod slipper forvaltningen for mange sager, fordi developere og bygherrer fravælger Indre By, fordi den er bevaringsværdig. Nedrivningen af det fine baghus i Esplanaden 30 kunne være undgået. Skræmmebilledet er Aarhus Kommune, hvor developere hærger og man løbende river bevaringsværdige huse ned.
- Det er mit indtryk, at TMF ikke altid værdsætter det store arbejde, der gøres i Indre By Lokaludvalg. Det er meget engagerede mennesker, som ofte ved mere om byen (og måske også nærer større omsorg for den) end embedsmændene. Så godt som alle ILUs ændringsforslag til Kommuneplanen blev afvist uden nærmere begrundelse. Der var ingen støtte at hente, da ILU foreslog, at renoveringen af Bremerholm 33 skulle føre bygningen til større harmoni med det oprindelige bymiljø. Sagen om brostenene i Gernersgade gav ingen anledning til fortrydelse i forvaltningen. Og svaret fra TMF af 25/11-21 på ILUs forslag om en bevarende lokalplan tyder også på modvilje. I alle sager var der enstemmighed i ILU, og ingen af sagerne ville koste kommunen penge. Jeg håber, at TMF under dit lederskab i højere grad vil se ILU som en god og konstruktiv samarbejdspartner.
- Det er et ofte udtalt ønske i debatten, at der skal være mere demokrati i boligbyggeriet. Byggebranchen har i årevis været lukket om sig selv. Arkitekter og bygherrer har lovprist sig selv og hinanden uden synderlig interesse for den fortvivlelse, som almindelige mennesker føler over utilpasset eller kedeligt nybyggeri. Borgerinddragelsen har i mange tilfælde haft karakter af skueprocesser, som bare skulle overstås. Det har man kunnet gøre, fordi de boligsøgende ikke har et frit forbrugsvalg. De må tage det, der findes der, hvor de gerne vil bo. Var det ikke på tide at lytte noget mere til borgerne? Det, der er ved at ske i Jernbanebyen, er en tragedie. Der kommer trivielt forstadsbyggeri som alt andet nybyggeri i de seneste 100 år. Her er ellers chancen for at skabe et rigtigt bymiljø, og bymiljøer er lige så vigtige for folks trivsel som naturmiljøer. Vi er blevet mødt med de sædvanlige argumenter om krav til profit etc. Men de to bygherrer bør ikke behandles som private investorer; der er tale om offentlige arealer, der tilhører fællesskabet. Se gerne denne artikel.
Med venlig hilsen
Jep Loft, formand
Arkitekturoprøret”
Vi har modtaget dette svar:
“Kære Jep Loft
Mange tak for din mail.
Jeg er helt enig med dig i, at det er vigtigt, at vi får bevaret de kulturhistoriske miljøer i København, herunder Indre By. Jeg er i den forbindelse optaget af og arbejder for, at der løbende er fokus på finansiering af at sikre bevaringsværdige huse og bymiljøer.
Derudover, er det meget vigtigt for mig, at der en god borgerdialog og samarbejde mellem forvaltningen og lokaludvalg, for at sikre de bedste løsninger for københavnerne. Jeg kan oplyse om, at der allerede er et stort arbejde i gang, med fokus på forvaltningens borgerinddragelse, hvor lokaludvalgene er involveret i det arbejde.
Du nævner også Jernbanebyen, som er et område jeg er meget optaget af. Jeg vil arbejde for, at der kommer en god dialog og borgerinddragelse, når Teknik- og miljøudvalget i løbet af foråret skal arbejde med startredegørelsen til lokalplanen.
Endnu engang tak for din henvendelse.
Med venlig hilsen
Line Barfod
Teknik- og Miljøborgmester
_______________________________
KØBENHAVNS KOMMUNE”
Skriv et svar