Tak til alle, der efterkom vores opfordring til at gøre indsigelse mod COBEs plan for Jernbanebyen.
I kan se en oversigt over indsigelserne her.
Arkitekturoprøret har kritiseret planen for at skabe et forstadskvarter i stedet for et bykvarter.
Billedet til højre forestiller en række parkeringshuse ud mod Vasbygade, som COBE kalder “Perlekæden”. Vi foreslår i stedet en jordvold langs Vasbygade, som vil være et grønt område mod nord. Det kan bruges som kælkebakke om vinteren, og der kan være en gangsti på toppen af volden. Mod syd (ud mod gaden) kan man grave et parkeringsanlæg ned i volden.
Arkitekturoprøret fik foretræde for Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg på mødet d. 4/4-2022. På mødet viste vi et lille uddrag af vores foredrag om bymiljø.
Af referatet fra mødet fremgår bl.a. følgende:
Alternativet stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt (ÆF37):
”Husene skal være forskellige (og gerne i forskellige farver), men indgå i en harmonisk helhed med henblik på at skabe en levende og imødekommende arkitektur”
Ændringsforslaget blev vedtaget med 3 stemmer mod 2. 5 undlod at stemme. For stemte: Ø og Å. Imod stemte: C. Undlod at stemme: A, B, F og V.
Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt (ÆF38)
“ dog således, at mulighederne for åbent vand, bl.a. springvand, undersøges.”
Ændringsforslaget blev vedtaget med 10 stemmer mod 0. Ingen undlod at stemme. For stemte: A, B, C, F, V, Ø og Å.
Det samlede udvalg afgav følgende protokolbemærkning:
”Udviklingen af Godsbaneterænnet er en sjælden stor mulighed for at udvikle et sammenhængende område på én gang for København og for københavnerne. Partierne ønsker derfor at Lokalplanen sendes i en udvidet høringsproces med tematiserede borgerhøringer i nye og klassiske formater. Høringsprocessen inddrages som en del af afviklingen af Arkitekturåret 2023 og initiativet søges finansieret i budget 2023.”
Arkitekturoprøret siger tak til de politikere, der har lyttet til os.
Seneste kommentarer