På mødet d. 8/12 vedtog Københavns Kommunes Lokaludvalg for Indre By énstemmigt følgende:
B-sag: Bevarende lokalplaner
Indre By Lokaludvalg skal bemyndige forperson Bent Lohmann til at skrive til Teknik- og Miljøudvalget, at der bør udarbejdes en bevarende lokalplan for Snarens Kvarter.
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg bemyndiger Bent Lohmann til at skrive til Teknik- og Miljøudvalget, at arbejdet med bevarende lokalplaner i Middelalderbyen bør indledes med udarbejdelsen af en bevarende lokalplan for Snarens Kvarter, så området bliver lige så godt beskyttet som Provstevej-kvarteret.
Problemstilling
Medlemsforslag fra Jep Loft:
“På mødet med Teknik- og Miljøforvaltningen fik vi tre gode råd om, hvordan vi kan fremme udarbejdelsen af bevarende lokalplaner for Indre By:
1. vi bør starte med et enkelt, begrænset område,
2. vi bør præcisere, hvad vi ønsker at opnå, og
3. vi bør komme med eksempler fra andre lokalplaner.
Ad 1. De 12 gamle kvarterer fra Admiral Gjeddes kort samt Gammelholm er små, afgrænsede områder. I Arkitekturoprørets byvurderinger (se https://godebyer.dk/) er de alle 13 vurderet. 5 får 6 stjerner, 3 får 5 stjerner, 2 får 2 stjerner og 3 får 1 stjerne. Vi kan begynde med ét af de bedste. Jeg foreslår Snarens Kvarter, hvor alt er bevaringsværdigt.
Ad 2. Formålet er at beskytte byen mod developere. Jeg tror ikke, at Teknik- og Miljøforvaltningen er opmærksomme på, at de skal forvalte en kulturarv i verdensklasse. Jeg vedlægger et uddrag af en artikel, skrevet af en internationalt kendt arkitekturhistoriker om det klassicistiske København. Vi skal vende bevisbyrden, så enhver, der vil rive ned eller ødelægge facader, på forhånd ved, at han ikke vil få lov. Det vil spare Teknik- og Miljøforvaltningen for sager, som kunne være undgået.
Ad 3. Jeg vedlægger et notat om simple lokalplaner fra andre byer.
Jeg opfordrer til, at vi sætter arbejdet i gang, så Middelalderbyen kan blive lige så godt beskyttet som Provstevej-kvarteret.”
Løsning
Det foreslås, at lokaludvalget bemyndiger Bent Lohmann til at skrive til Teknik- og Miljøudvalget, at arbejdet med bevarende lokalplaner i Middelalderbyen indledes med udarbejdelsen af en bevarende lokalplan for Snarens Kvarter, så området bliver lige så godt beskyttet som Provstevej-kvarteret.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Se ovenfor.
Skriv et svar