Greve Kommune nomineres idet der er meget langt imellem, hvad man siger, og hvad man gør ift. bybevaring af kommunes historiske bymiljø.
Problematikken har sin rod ved, at kommunens klima-, teknik- og miljøudvalg internt får dets handlekraft udfordret af ideologisk modstand fra udvalgets egen formand, Hans-Jørgen Kirstein (NB). Han har offentligt udtalt, at han direkte imod SAVE-systemet, da det ”sætter begrænsninger” for det enkelte individs private ejendomsret.
For at føje spot til skade ansøgte Greve Kommune selv Slots- og Kulturstyrelsen om at blive udnævnt til kulturarvskommune i 2015-18. Baggrunden for ansøgningen var dels af afdække kulturarven langs Greve Strandvej, og dels at undersøge, hvordan kulturarven kan spille en aktiv rolle i kommunens arbejde med generelt at gøre området langs kysten mere attraktiv for borgerne. Det endegyldige mål var at gøre området omkring strandvejen til ét samlet kulturmiljø, hvilket i praksis betød, at der i udviklingen af området ville være fokus på at bevare særlige strukturer og bebyggelsestyper.
Selvom Greve Kommune fik sin titel som kulturarvskommune, er det siden projektets afslutning kun gået den forkerte vej med at bevare netop de bygninger, som det historiske kulturmiljø omkring strandvejen er afhængigt af. Enten rives bevaringsværdige bygninger ned med kommunens tilladelse, eller så bliver de overladt ubeskyttet til hærværk og elementernes rasen, hvilket ses i de følgende to eksempler.
Blot et stenkast fra stranden mellem gamle, vindskæve træer lå en robuste, sortmalet bjælkehytte i nordisk, nationalromantisk stil. Den blev opført af skoleinspektør Thomas Højlund i 1929 og var et af områdets fineste eksempler på datidens gryende feriekultur, der bragte især velhavende københavnere ”sydpå” efter sol og varme.
Sommerhusets 150 kvm stod stadig i næsten original stand, hvilket var afgørende, da det i 2018 blev vurderet til at være bevaringsværdigt på trin 2 i SAVE-systemet (det næsthøjeste trin). Dette var den højeste score for en bygning i Greve Kommune, og deles i dag kun af en håndfuld andre eksempler.
Desværre led sommerhuset en ufortjent skæbne, da arvingerne længe havde betragtet huset som en slumrende pensionsopsparing, der kunne indløses, når markedet var særligt gunstigt. Arvingerne fik lavet en kritisk tilstandsrapport og søgte Greve Kommune om tilladelse til at rive sommerhuset ned for at opføre en mere tidssvarende helårsbolig. Efter lidt intern diskussion klappede Greve Kommune hælene sammen, men snart efter godkendelsen landede, satte arvingerne sommerhus og grund til salg for 17 millioner kroner. Efter endt salg i 2022 blev sommerhuset revet ned og grunden ryddet.
En kilde fortæller dog, at sommerhusets tilstand slet ikke var kritisk, blot misvedligeholdt. Dets kvalitet havde holdt stand imod arvingernes intention om at bringe sommerhuset i knæ men for at omgå dette, fik de udarbejdet en standard tilstandsrapport, som ikke tog højde for sommerhusets alder. En kritisk bemærkning i rapporten kunne eksempelvis være et gammelt, løst gelænder på verandaen som derfor gav risiko for personskade – men det kan man jo bare fixe. Denne velkendt finte bruges flittigt til at få frarøvet ældre huse deres status som bevaringsværdige, og Greve Kommune burde være rustet til at gennemskue dette, men det er uden nytte, når formanden bevidst undsiger sig ansvaret for den kulturarv, han er ansat til at beskytte.
Det andet eksempel på bevaringsværdig arkitektur, som Greve Kommunes fortsat vender det blinde øje til, er Villa Sitka. Ligesom førnævnte bjælkehytte opnåede Villa Sitka i 2018 status som bevaringsværdig på SAVE-systemets næsthøjeste trin, hvilket vidner om kvaliteten af en bygning, der forfalder på nu sjette årti.
Villa Sitka blev opført som sommerhus af direktør Kai Laage Thomsen i 1912, og arkitekturen er behersket nyklassicisme bygget i solide, danske materialer. Komplekset består af et hovedhus og et gårdhus placeret på hver side af et gårdrum, mens højt murværk lukker flankerne. Kai Laage Thomsens store passion var botanik, og til Villa Sitka anlagde han en kæmpe, parklignende have som videreførte husets linjer helt ned til strandkanten.
I 1940’erne købte Københavns Kommune Villa Sitka samt de to nabogrunde og lagde arealerne sammen for at danne Hundigeparken. Villa Sitkas have var appelsinen i Hundigeparkens turban og alt blev passet minutiøst indtil 1960’erne, hvor en budgetomlægning lod parken vokse vildt og blive til tæt skov i de følgende årtier. Greve Kommune købte Hundigeparken af Københavns Kommune i 2014, og der er siden ryddet gevaldigt op i parkens tætte krat, men Villa Sitka ignorerede man fortsat. Først i 2021 tog byrådet i Greve Kommune et slapt initiativ til at redde Villa Sitka ved at undersøge, om en forening mon kunne overtage huset, men ikke meget lader til at være sket siden, og klokken er nu halvandet minut i midnat hvad angår nedrivning.
Jeg er ærgelig over udviklingen og så gerne det gamle hus ( nu nedrevet) flyttet til granhaugens grund- der kunne det ligge smukt og bruges til skolebørn og børnehaver der kunne spise deres madpakke og skifte badetøj sidde i tørvejr og tegne – meeen money talks-