Nr 1 og 2 i afstemningen om bedste byggeri i 2022.
Arkitekturoprørets indlæg i Berlingske.
Arkitekturoprørets årlige afstemning har netop udpeget det bedste byggeri i 2022. Resultaterne kan ses på foreningens hjemmeside:
ENDELIGT RESULTAT AF AFSTEMNINGERNE – Arkitekturoprøret (arkitekturoproeret.dk)
I lighed med de foregående år er der tale om et hus i en ”klassisk” stil, som harmonerer med dansk byggetradition. Huset ligger på hjørnet af Jernbanegade og Perlegade i Sønderborg, og det har næppe været specielt dyrt at bygge. Det prøver ikke at skille sig ud fra omgivelserne – tværtimod indgår det i en sammenhæng, hvor det bidrager til at skabe en harmonisk helhed. Det er forsvindende få nye boligbyggerier, der gør det.
Det danske afstemningsresultat lægger sig på linje med resultatet af afstemningerne i Norge og Sverige. En meningsmåling i Norge har vist et stort flertal for karré-byggeri en klassisk stil; kun tre procent af de adspurgte foretrak den modernistiske byggestil, som har været altdominerende i flere menneskealdre og stadig er det. Man ønsker ganske enkelt, at byer skal være hyggelige at færdes i.
Man kunne håbe, at byggebranchen i spænding har afventet resultatet af vores afstemninger. Det er jo gratis forbrugeroplysning om kundernes præferencer. Men vores erfaring har desværre været, at branchen og arkitekterne har vist ringe interesse for almindelige menneskers smag. Kunne man forestille sig noget lignende i andre brancher? At f.eks. bilfabrikanter, møbelfabrikanter eller tøjfabrikanter skulle være ligeglade med, hvad forbrugerne mener? Det ville jo være den sikre vej til fallit. Men de boligsøgende må bo i de huse, der findes på stedet, og de kan ikke vælge et andet hus, bare fordi det foreliggende er grimt. Byggefolkene har desværre kunnet gøre, som det passer dem.
Man hører ofte en påstand om, at det vil være for dyrt at bygge i en mere klassisk stil. Det tror vi ikke på i Arkitekturoprøret. Afstemningen om det værste byggeri i 2022 blev vundet af Kaktustårnene i Københavns Sydhavn. Det er et avanceret byggeri, der ønsker at fremstå som et monument, og det er utvivlsomt dyrere byggeri end det i Sønderborg. Når afstemningen peger på tårnene, er det nok fordi de ikke indgår i en sammenhæng, og ikke skaber noget bymiljø. Det er rodløst byggeri, som kunne ligge hvor som helst i verden.
Gid byggebranchen i højere grad ville imødekomme folks ønske om mere hyggelige bymiljøer.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.
Se også her, hvad Berlingske skriver om Kaktustårnene
Skriv et svar