Lad os bygge smukt igen

Måned: juli 2023

Bevar pumpestationen på Ingerslevsgade 103

Arkitekturoprøret har indgivet dette høringssvar på  BLIV HOERT :

 

Arkitekturoprøret er imod nedrivning af pumpestationen på Ingerslevsgade 103.

Kommunen har efter lovgivningen ansvaret for, at de bevaringsværdige bygninger faktisk bevares. Huset har SAVE-værdi 3. Bygninger med SAVE-værdierne 2-4 er de bygninger, som i kraft af deres arkitektur, kulturhistorie og håndværksmæssige udførelse er fremtrædende eksempler inden for deres slags. Hvis der løbende alligevel gives nedrivningstilladelser, har SAVE-systemet ingen værdi.

Sidste år gav man nedrivningstilladelese i Esplanaden 30, i år i Bredgade 74A, begge ejendomme med SAVE-værdi 4. Også Slagtergårdene på Enghavevej var bevaringsværdige. Kommunen kan skabe en praksis, hvor ejerne kan forvente at få nedrivningstilladelser. Som husejer har man en pligt til at være en god borger i sin by og vedligeholde sin ejendom. Dette gælder specielt, hvis den er bevaringsværdig. Lader man den forfalde, kommer der automatisk et tidspunkt, hvor det ikke økonomisk kan svare sig at vedligeholde den. Hvis det skal være en gyldig grund til nedrivning, er ingen bevaringsværdige bygninger beskyttet mod nedrivning.

I Kommuneplanstrategi 2023 lægges der vægt på at bevare byens sjæl og kulturarv. Dette er en mulighed for at vise, at kommunen mener noget med de fine ord.

 

Holger Dahl lovpriser Vestersøhus. Vi er uenige. Berlingske d. 26/7 – 2023.

  Det nye Sølund ved Sortedamssøen.

Vi har dette indlæg i Berlingske:

“Holger Dahl udnævnte i en artikel den 18/7 facaden på det kæmpestore Vestersøhus i Vester Søgade til en af Københavns bedste. Det er vi uenige i. Vestersøhus er utvivlsomt stor, modernistisk arkitektur. Og det er sikkert et godt sted at bo. Men Holger Dahl forsømmer ligesom andre, der har lovprist dette hus, at overveje, hvad der ville ske, hvis alle de andre husrækker langs søerne lignede Vestersøhus. Det ville jo være et mareridt af ensformighed. Derimod ville det være fortrinligt, hvis alle husrækkerne ud til de tre søer lignede husrækken med Irmahønen eller husrækkerne på begge sider af Søtorvet. De består af forskellige huse, der sammen indgår i en harmonisk enhed. De giver liv og atmosfære. Det gør Vestersøhus ikke.

Holger Dahl fremhæver en række detaljer i den 300 meter lange facade, som får den til hele tiden at ”folde sig ud”. Og det er vel netop arkitektens tilgang – og én af årsagerne til, at arkitekturen i snart 100 år ikke har skabt gode bymiljøer. Arkitekterne har manglet sans for eller været uinteresserede i den større sammenhæng i bybilledet. De har betragtet hvert enkelt byggeri som et kunstværk, der skal hvile i sig selv. Denne tilgang har gjort stor skade i de ældre bykvarterer, og den har ikke leveret nye bydele, som kan måle sig med de ældre. Derimod har den skabt triste forstadsbebyggelser.

I den modsatte ende af søerne skal snart ”Det nye Sølund” opføres. Planen viser et deprimerende kasse-byggeri uden indpasning i de smukke omgivelser. Ikke alene bliver det et trist og uskønt byggeri. Det vil også slå harmonien i en fin husrække i stykker og dermed tilføre byen negativ værdi.

Men tiden er forhåbentlig ved at løbe fra den modernistiske byggestil. I andre europæiske lande er både myndigheder og bygherrer begyndt at lytte til befolkningernes ønsker. Der opføres nu nye bydele i klassisk, traditionel byggestil. Før eller siden når denne udvikling vel også til Danmark. Det skal helst gå hurtigt, hvis vi skal nå at ændre på byggeriet af Det nye Sølund. Men en artikel som Holger Dahls kan desværre medvirke til at forsinke udviklingen.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret.”

 

 

© 2024 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑