“Unity” i Aarhus “Perlerækken” i Jernbanebyen
Vi har dette indlæg i Politiken:
“Kære arkitekturredaktør Karsten Ifversen.
Tak for din store artikel om højhuse i Aarhus d 7/2, der blev bragt her i avisen samme dag som en hel side om den forfejlede højhuspolitik i Aarhus.
I Arkitekturoprøret kæmpede vi med vores beskedne midler en energisk kamp mod bystyrets ”fortætningspolitik”, som førte til nedrivning af ca. 50 bevaringsværdige huse. Kommunen blev kåret som den ringeste til bybevaring i vores afstemning i 2020, og vi skrev avisartikler om partiernes holdninger op til kommunalvalget i 2021. Nedrivningstilhængerne tabte valget stort (og den nye rådmand var venlig nok til at give os vores del af æren for bystyrets holdningsændring).
Men hvor var du, da ulykkerne skete? Hvorfor fik vi ingen støtte dengang? Nu kan du medvirke til at afværge en endnu større ulykke, som truer København: det planlagte forstadsbyggeri i Jernbanebyen på Vesterbro. Vi har ikke brug for endnu en trist forstad, baseret på en uorganisk tegnebords-byplan. Ørestaden blev en fiasko af internationalt format, Carlsbergbyen er en stor skuffelse, havnebyggerierne kunne være blevet langt bedre, Grønttorvet er også trist forstad. Men Jernbanebyen risikerer at gå over i historien som århundredets største fejltagelse. Vi skal have en rigtig, klassisk by.
Du kom for sent i Aarhus. Kom med ind i kampen nu, mens det stadig kan nås.
Med venlig hilsen
Jep Loft”
HUSK AT STEMME: Afstemningerne er i gang. Stem nu. – Arkitekturoprøret (arkitekturoproeret.dk)
Skriv et svar