Jyllandsposten skriver om Arkitekturoprørets afstemninger.
Måned: marts 2024
Før og efter saneringen i Adelgade/Borgergade (Helsingørgade).
Politiken har bragt dette indlæg:
“Andreas Kønig skrev d. 27/2 her i Politiken, at vi alle er bange for forandring. ”Riv nu Palads og alt det andet gamle lort ned” var hans opfordring. Han indrømmede, at han ikke selv kan lide moderne byggeri. Men alligevel mener han, at det er nødvendigt at ødelægge det bestående for at skabe fremskridt.
Hans artikel illustrerer noget centralt i arkitekturdebatten: Fraværet af logik. Hans eneste argument er den ubegrundede påstand, at nedrivning fører til fremskridt. Erfaringen viser det modsatte, men det synes ikke at bekymre. Der er næppe mange, der vil påstå, at de store nedrivninger i Adelgade/Borgergade, Pilestræde/Landemærket eller den sorte firkant på Nørrebro har ført til fremskridt. De har skabt tristesse, hvor der før var et levende bymiljø.
Så hvorfor har Andreas Kønig så travlt med at rive ned? Modviljen mod moderne byggeri deles utvivlsomt af et flertal i befolkningen. I Arkitekturoprøret afholder vi årlige afstemninger om bedste og dårligste byggerier. Der er aldrig tvivl om, at det moderne byggeri er upopulært. I forbindelse med den norske afstemning, lavede NRK (som svarer til DR) en meningsmåling. 84.000 personer svarede. 87% foretrak traditionelt byggeri frem for moderne.
Måske skulle vi vente med at rive alt det gamle lort ned, indtil arkitekterne har fundet ud af at bygge noget, som folk kan lide.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.”
Fra Folkemødet i 2016.
Vi har dette indlæg i Berlingske:
Ane Cortzen beskrev her i avisen den 2. marts det typiske billede af en arkitekt: en mand i sin bedste alder, klædt i sort, almægtig og alvidende. Skaber af dominerende, maskuline bygninger. Det er sikkert en præcis beskrivelse.
Men jeg har et andet billede i min erindring: På Folkemødet på Bornholm i 2016 deltog jeg i en paneldebat sammen med tre kvindelige arkitekter. Det var viljestærke damer, der ikke stod tilbage for deres mandlige kollegaer. En af dem var Ane Cortzen. Jeg fremførte som min opfattelse, at diskussionen om god eller dårlig arkitektur rammer forbi det væsentlige: at vi skal skabe gode bymiljøer. Som argumentation pegede jeg på, at Nationalbanken i København er blevet anset for stor arkitektur, men den har drænet en hel karré for liv og ødelagt det fine bymiljø, der førhen var.
Det faldt ikke i god jord. Alle tre kvindelige arkitekter irettesatte mig i så skarpe vendinger, at ordstyreren fandt det nødvendigt at komme mig til undsætning for at skabe lidt balance i debatten.
Nu skriver Ane Cortzen, at det er slut med den maskuline arkitektur, fordi den ikke er bæredygtig. Det kan alle vist tilslutte sig. De almægtige og alvidende mænds tid er forbi. Men hvad med de stærke kvinder? Tør man håbe på en større forståelse for væsentligheden af bymiljøet?
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.
Nationalbanken før og nu
Berlingskes omtale af Arkitekturoprørets afstemninger i 2024.
Seneste kommentarer