Kulturministeriet
Motivering:
Kulturministeriet har ikke varetaget Danmarks kulturarv på betryggende vis. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt retter sin opmærksomhed mod højskoler, cykelkultur, pølsevogne og hygge i stedet for at værne om vores byer og bygninger,
Bygningsfredningsloven.
Kulturministeriet har ansvaret for lovgivningen om fredning og om bevaringsværdige huse. Det har i årevis været tydeligt, at dette to-strengede system ikke fungerer.
Fredet hus i Randers
Bygningsfredningsloven tillader ikke, at man freder hele områder, og det er der brug for. Et enkelt fredet hus, der har en nabo af glas og stål, kan virke som en anakronisme. Det er harmoniske helheder, der skaber et godt bymiljø. Man kan desværre heller ikke frede det ydre af et hus uden også at frede det indre, fordi systemet med A- og B-fredninger blev ophævet i 1979. En fredning vanskeliggør derfor, at huset kan bruges til nutidige formål. Derfor forfalder mange fredede huse og ender med at blive revet ned – selv om loven siger, at ejeren eller brugeren af en fredet bygning skal holde den i forsvarlig stand. Ministeriet gør meget lidt for at håndhæve den bestemmelse. I stedet ”affreder” ministeriet huse, når de ikke længere lever op til lovens krav.
Nedrevet hus i København
De bevaringsværdige bygninger står under kommunal beskyttelse, men mange kommuner magter ikke den opgave. De forstår ikke systemet. Værst har det været i Aarhus, hvor der er blevet nedrevet 60 bygninger med SAVE-bevaringsværdi 1-4 i perioden 2016-2022. Ikke engang Københavns Kommune, der har 2.500 ansatte i Teknik- og Miljøforvaltningen, har forstået systemet. Ligesom i Aarhus har politikerne i København begrundet en nedrivningstilladelse for et bevaringsværdigt hus med, at det ikke var fredet.
Alle betydende foreninger på området rettede en samlet henvendelse til ministeren om dette problem i 2023.
Arkitekturoprøret kritiserer minister. Berlingske d 25/8 -2023. – Arkitekturoprøret
Men der kom intet svar. Nu er der nedsat en ekspertgruppe, der skal se på fredning. Men ingen af foreningerne blev inviteret til at deltage. Vi har kun at håbe, at der bliver lyttet til kritikken.
Dette er, hvad dansk byplanlægning kan præstere.
Ny Arkitekturpolitik
Ministeriet har også nedsat en ekspertgruppe, der skal formulere en ny arkitekturpolitik. Igen har ministeriet undladt at invitere kritikere af den siden 2014 gældende arkitekturpolitik. Gruppen har så vidt vides ingen fortalere for de synspunkter, som Arkitekturoprøret står for, og som sandsynligvis deles af et flertal i befolkningen. Det udspil fra gruppen, der foreligger, behandler ikke det væsentligste problem: det triste, modernistiske forstadsbyggeri.
Formidlingscenter
Nyborg Slot
Ministeriets håndtering af byggeriet på Nyborg Slot udviklede sig til en forvaltningsretlig skandale. I stedet for at beskytte dette fortidsminde, har man nedrevet to bevaringsværdige bygninger for at bygge et moderne formidlingscenter på selve anlægget. I årevis arbejdede Slots- og Kulturstyrelsen på et projekt, som var åbenlyst ulovligt. Departementet foretog sig intet. Styrelsen endte med at godkende sit eget ulovlige projekt. Da projektet ikke overraskende blev kendt ulovligt af et klagenævn, fandt departementet på at udforme en særlov, som under den falske varebetegnelse ”anlægslov” annullerede klagenævnets afgørelse og dermed forbrød sig mod princippet om magtadskillelse i Grundlovens §3. Et forfatningsretligt lavpunkt. Da ministeren var i samråd med Kulturudvalget, var han i tvivl om, hvorvidt en lovændring fra 2022 allerede havde lovliggjort projektet. Særloven skulle så bare sikre, at det kunne gennemføres hurtigt, bl.a. ved at afskære klageadgang. Det betyder, at der er åbent for tivolisering af alle fortidsminder. Man kan frygte, at ministeriet ikke har overblik over, hvad det har forvildet sig ud i. Som i så mange andre ministerier og styrelser synes det faglige niveau at være forringet. Vægten lægges vist nu på ”ministerbetjening” og spin.
Skriv et svar