Vi har dette indlæg i Politiken Byrummonitor:
Vi takker for Mette Lis Andersens og Jes Møllers svar på vores indlæg om Bedre Byskik og for deres invitationen til en debat, som vi naturligvis med glæde accepterer. Vi vil dog gerne rette nogle misforståelser.
De skriver: ”Vi køber ikke den grundlæggende præmis om, at det er forstæderne, der står i vejen for at skabe byer af højere kvalitet, og at havde vi blot flere ’rigtige byer’, ville presset på nybyggeri i de store byer ikke være så stort.” For os handler det ikke om forstæder versus bykerner, men om at nyt byggeri ligner forstadsbyggeri. Jernbanebyen ligger midt i København, men den kommer også til at ligne en forstad.
De skriver videre: ”Vi er heller ikke enige i, at arkitektur ikke kan diskuteres og blot er et spørgsmål om smag og behag.” Det påstår vi heller ikke. Man kan sagtens diskutere arkitektur, ligesom man kan diskutere kunst. Men alle har deres mening, og man kan ikke konkludere, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Derimod er der mindre uenighed om, hvilke bymiljøer, der er gode, og hvilke der ikke er.
De skriver også: ”At henvise til tidligere tider byskabelse, som for eksempel Svaneke på Bornholm, giver os ikke svaret på fremtidens byer. At boligpriserne i Svaneke er høje (i forhold til niveauet på Bornholm) beviser jo i sig selv ingenting om folks præferencer. I Nordhavn i København og på Århus Ø er priserne jo væsentligt højere, og der sælges og udlejes med stor succes.” Svaneke er nævnt som eksempel på, at bymiljø betyder noget. Vi siger ikke, at den er fremtidens by. At priserne i Nordhavn i København og på Århus Ø er høje, beviser netop vores pointe: folk vil gerne bo tæt på de gode bymiljøer. Priserne er høje på grund af beliggenheden – ikke på grund af fremragende byggeri.
Vores 6 forslag fra 2019 var ikke ment til at skulle stå alene; de skulle medvirke til at få en bedre debat i gang. Og det gjorde de – bl.a. takket være Byrum Monitor. Vi indsendte et mere konkret forslag til Jernbanebyens idékonkurrence, bl.a. med følgende punkter:
- Den skal være en by i byen – ikke et forstadskvarter
- Alle de gode bygninger skal bevares
- Byen skal være et trygt og hyggeligt sted med liv og atmosfære
- Byplanen skal have et organisk præg og ikke fremstå som planlagt efter en lineal
- Der skal være husrækker og karréer
- Parcellerne skal i facaderne fremstå som små
- Der skal ikke være højhuse, punkthuse eller boligblokke
- Der skal ikke være huse af glas eller stål
- Der skal ikke være store huse (bortset fra dem, der bevares)
- Der skal være mange samlingspunkter, fx torve og en kanalkaj
- Der skal være bymæssige gaderum og grønne gårdrum
- Det skal være let at komme ud af husene (en dør i hver parcel)
- Døre og vinduer skal være opretstående huller i mur
- Husene skal signalere, at de ligger i København – gerne i en klassisk stil (inspireret af Jernbanebyens gule huse, Københavns indre by eller brokvartererne)
- Husene skal være forskellige (og gerne i forskellige farver), men indgå i en harmonisk helhed
Ingen af dem synes at være trængt igennem til vinderprojektet. Det giver os et indtryk af, at debatten er kommet langt, men ikke så langt, at den har påvirket byggebranchen.
Skriv et svar