Den 1/12 fik Claus M. Smidt (formand for Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring), landskabsarkitekt Jens Hendeliowitz (medlem af Det særlige Bygningssyn) og Jep Loft fra Arkitekturoprøret foretræde for Folketingets Kulturudvalg.

Udvalget har nu stillet spørgsmål om kommentar til vores henvendelse til kulturministeren. Vi vil modtage en kopi at svaret, når det modtages.

Udvalget har sendt vores brev til ministeriet. Brevet havde følgende ordlyd:

 

Til Folketingets Kulturudvalg

I anledning af, at Kulturministeren ønsker at ændre museumsloven, så der kommer en bedre balance mellem beskyttelse og formidling af vores fortidsminder, skal vi hermed anmode om foretræde for Kulturudvalget.

Som svar på en anmodning af 21/5-2021 fik formanden for Foreningen til gamle Bygningers Bevaring, Claus M. Smidt, og jeg et løfte om et møde med Kulturministeren. Vi ønskede dengang at gøre opmærksom på behovet for en revision af bygningsfredningsloven, så hele byområder kan fredes, og så B-fredninger genindføres. Dette ønske deles så vidt os bekendt af alle med interesse for bygningsfredning, inclusive medlemmerne af Det Særlige Bygningssyn.

Da arbejdsgruppen vedrørende ændring af museumsloven blev nedsat, skrev vi igen til ministeren. Vi påpegede, at arbejdsgruppen ikke repræsenterede vore synspunkter, og vi anmodede derfor om at få sæde i arbejdsgruppen. Vi modtog aldrig svar på dette ønske.

Vi har siden rykket adskillige gange og har senest fået det svar, at den nye minister ikke har tid til at se os.

Vi konstaterer, at arbejdsgruppen om museumsloven foreslår, at der i forbindelse med dispensation til ændringer, som tilgodeser formidling af og tilgængelighed til fortidsminder, i ekstraordinære tilfælde kan ske en mere lempelig administration. Det er skræmmende, fordi ønsket om ”formidling” synes at skulle kunne berettige indgreb, der ellers er forbudt. Det er en ladeport, der åbnes. Men desværre var det ikke overraskende. Som nævnt fandt vi sammensætningen af arbejdsgruppen ubalanceret; med den sammensætning, var resultatet vel givet på forhånd.

Se f.x. denne artikel:

https://www.arkitekturoproeret.dk/2021/08/16/farvel-til-h-c-andersens-hus-pov-d-16-8-2021/

Sagsgangen i forbindelse med Nyborg Slot var ikke noget kønt syn, og en lovændring hen over hovedet på dem, der fik medhold i klagen, vil være at føje spot til skade. En eventuel ny regel bør ikke åbne for stedfremmed byggeri som det, det er foreslået på Nyborg Slot.

Vi håber, at Kulturudvalget vil høre på os.

 

Med venlig hilsen

Claus M. Smidt, formand for Foreningen til gamle Bygningers Bevaring

Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret.