Arkitekturoprøret fik foretræde for Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune d 8/5-2023  i sagen om Designmuseets nedrivning af Bredgade 74A.

Her er vores talepapir fra mødet:

Byhus beliggende i kulturmiljø, Bredgade 74A, Indre By. SAVE-værdi 4.

Bygninger med SAVE-værdierne 2-4 er de bygninger, som i kraft af deres arkitektur, kulturhistorie og håndværksmæssige udførelse er fremtrædende eksempler inden for deres slags.

 

Vi har peget på 8 argumenter vedr. selve sagen, dvs at huset bør bevares:

 

  1. Københavns Indre By er Danmarks (og Nordens) vigtigste kulturarv. Det hører blandt Københavns Kommunes fornemste opgaver at beskytte og bevare dette bymiljø.
  2. Et museum skal bevare kulturarven for eftertiden – ikke ødelægge den.
  3. Det er uacceptabelt, at ejeren bevidst lader en bevaringsværdig bygning forfalde og derefter bruger bygningens tilstand som argument for nedrivning. Dette bør ikke danne præcedens.
  4. Kommuneplanstrategi 2023 fremhæver i kapitlet om byens sjæl og kulturarv, at selv bygninger med lav bevaringsværdi kan have vigtig betydning for lokalmiljøet, og arbejdsprogrammet for Kommuneplan 2024 lægger vægt på bevaring af bygninger.
  5. Allerede i 2017 protesterede vi over for museet imod nedrivningsplanerne. Af korrespondancen fremgår, at museet begrunder nedrivningen med, at huset ikke er fredet. Man har således ikke forstået det to-strengede system med fredede og bevaringsværdige bygninger.
  6. Det var ulykkeligt, at Kommunen ikke forhindrede nedrivningen i Esplanaden 30. Disse to sager understreger behovet for bevarende lokalplaner for Indre By, som foreskrevet i Kommuneplan 2019. Bygninger, registreret med SAVE-værdi 1-3, er fastlagt som bevaringsværdige i kommuneplanen. Det bør for Indre Bys vedkommende ændres til SAVE-værdi 1-6.
  7. Nedrivning er i strid med god klimapolitik.
  8. Tiden er løbet fra brutal fremfærd mod sårbare bymiljøer, og de folkelige protester er stigende.

TMF baserer sin anbefaling om nedrivning på procesrisikoen. Ikke på selve sagen.

Grunden til risikoen skulle være, at forvaltningen ikke fulgte op på den planmæssige forespørgsel af 23. november 2021 om erstatningsboliger før den 23. februar 2023, hvor bygherres rådgiver blev orienteret om, at der var politisk interesse for eventuel bevaring af bygningen.

 

Det er ikke noget overbevisende argument. Her følger vores kommentarer til TMFs anbefaling:

 

  1. Der kommer næppe nogen retssag. Det vil være dårlig PR for museet.

 

  1. Skulle det ske, har Museet en dårlig sag.
    • Bygherre var selv passiv fra 2016 til 2021. Man kunne også have rykket efter 2021.
    • Bygherre peger på husets dårlige stand som hovedargument. Man ejer et bevaringsværdigt hus i et udpeget kulturområde. Man er selv et museum. Den almindelige vedligeholdspligt er forsømt. Ejendommen er vanrøgtet. Det er selvforskyldt forfald. Råd er en naturlig følge. Borebiller kan bekæmpes med dieselbenzin.
    • Sagen fra Vigerslevs Allé er baseret på helt andre præmisser. Ejendommen var ikke vanrøgtet. Der var intet at bebrejde bygherren. Nævnet lagde desuden vægt på, at kommunen senest i juni 2016 fik kendskab til den påtænkte nedrivning af den eksisterende bebyggelse via volumenstudie, og at der på forhåndsdialogmøder i 2019 blev forelagt nyt forslag til butik og boliger med henblik på feedback fra kommunen til projektets realisering. Det har således i forbindelse med projektet hele tiden været forudsat, at den eksisterende bebyggelse blev revet ned. Det er ikke tilfældet i Bredgade. Museet har ikke haft en berettiget forventning om nedrivningstilladelse. Et hus med SAVE-værdi 4 er i kraft af sin arkitektur, kulturhistorie og håndværksmæssige udførelse et fremtrædende eksempel inden for sin slags. Det er endvidere usandsynligt, at nævnet skulle ønske at fastlægge retningslinjer for sagsbehandlingstider i kommuner.
    • Museet har været passivt i 7 år og ladet huset forfalde. Det kan dårligt påberåbe sig KK’s passivitet.

 

  1. Hvis KK alligevel skulle tabe sagen, bør KK overtage ejendommen og sætte den i stand
    1. Huset har negativ værdi
    2. Ejendommen kan derfor købes til mindre end grundprisen
    3. Den har attraktiv beliggenhed
    4. KK har brug for mødelokaler, bl.a. til IBLU. Miljøpunktet vil kunne betale husleje. Borgerne kunne bruge et borgerhus.

 

  1. Erstatningssummen bliver næppe stor. Museet har ladet ejendommen ligge og forfalde. De har ikke haft travlt. Det er svært for bygherre at dokumentere et tab. Domstolene er tilbageholdende.

 

  1. Vi kender ingen tidligere erstatningssager efter §49. Er der nogensinde pålagt en kommune erstatning? Som altovervejende udgangspunkt er planlægning, herunder nedlæggelse af et § 14-forbud mod nedrivning og efterfølgende udarbejdelse af en bevarende lokalplan, erstatningsfri regulering. Bygherre har en tung bevisbyrde. Tabet vil skyldes den manglende vedligeholdelse af huset. Og erstatning fortabes i det omfang, der foreligger egen skyld.

 

  1. Hvis KK ikke vil beholde ejendommen, kan den sælges – sikkert med fortjeneste.

 

  1. Men skulle KK tilbyde at købe ejendommen, vil museet nok undslå sig. De vil næppe sælge.

 

  1. Hvis man alligevel giver nedrivningstilladelse, bør KK som led i en forhandling forlange, at et nyt hus bygges i stil med det gamle. Man bør ikke gentage fejlen fra Esplanaden 30, hvor der nu bygges et tarveligt, modernistisk betonhus midt i Frederiksstaden til skade for bymiljøet i et udpeget kulturområde.

 

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret

Link til artiklen i Byrummonitor

Desværre lyttede TMU ikke til vores argumenter. Udvalgets begrundelse lyder sådan:

>>Sagen om bygningen på adressen Bredgade 74A blev behandlet i Teknik- og Miljøudvalget i mandags. Teknik- og Miljøudvalget godkendte indstillingen fra Teknik- og Miljøforvaltningen om, at bygningen ikke bevares, da der er en betragtelig procesrisiko forbundet med nedlæggelse af et § 14-forbud.

Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning: “Partierne mener, det er ærgerligt og under al kritik, at Designmuseet bevidst ikke har vedligeholdt bygningen, men i stedet ladet den forfalde. Vi mener ikke, at manglende vedligehold som udgangspunkt skal betyde, at en bygning skal rives ned. Vi stemmer dog for forvaltningens indstilling med det udgangspunkt, at Slots- og Kulturstyrelsen ikke har villet rejse en fredningssag, og at der er tvivl om bygningens alder.” <<

Begrundelse vedr. fredningssag viser, at udvalget ikke har forstået systemet med bevaringsværdige bygninger. Det skal jo netop beskytte de huse, der ikke kan fredes. Og hvorfor er det vigtigt at fastslå husets præcise alder? Udvalget får ikke den fornødne vejledning af Teknik- og Miljø Forvaltningen. Og TMF udviser sjældent nogen særlig omsorg for kulturarven. Det eneste glædelige i denne sag er, at TMFs besynderlige argument om procesrisiko ikke indgår i protokolbemærkningen.

Læs også denne artikel.

Byrummonitor d 9/5-2023.