Arkitekturkritikere har kåret landets værste nybyg: To Aarhus-byggerier med på listen
Afstemningen skal ikke ses som fingerpegning, men som et opråb fra den almindelige borger, forklarer formand for oprøret, Jep Loft.
– I 50-70 år har debatten om byggeri været domineret af aktørerne. Samtidigt river almindelige mennesker sig i håret over noget af det nye byggeri, og nu skal de almindelige mennesker komme til orde, siger Jep Loft, som mener, at det er relevant for bygherrerne at blive klogere på, hvad almindelige folk vil have.
Og det er tilsyneladende ikke Østerport II ved Østerport St. i København. I hvert fald er den omstridte bygning den klare vinder af Arkitekturoprørets afstemning, der også tæller de to Aarhus-byggerier Ceres Byen og Frederiksbjerg Skole.
At Ceresbyen, og især den del af byggeriet, der tæller en bevaret mur ud mod Viborgvej, er med på listen på en 6. plads er måske ikke den største overraskelse.
I hvert fald var den særlige bevaringsløsning også en klar førsteplads, da Stiftens brugere kårede de mindst vellykkede bygninger i byen.
Overraskelsen kommer i stedet på listens sidste plads, nummer 14, hvor Frederiksbjerg Skole figurerer.
Den Henning Larsen-tegnede skole er ellers bredt anerkendt, og har blandt andet vundet en MasterPrize for godt byggeri, ligesom den vandt “Årets Bygning” hos Magasinet Byggeri.
Skolen kom også ind på en tredjeplads, da Stiftens læsere sidste år kårede de mest vellykkede nybyggerier i byen.
Men den er tilsyneladende ikke faldet i god jord hos medlemmerne af Arkitekturoprøret.
– Men man skal ikke lægge så meget i det. Den fik ikke mange stemmer, men vi har taget alle nominerede med, selvom det er så få, der har stemt på den. Jeg kan også selv finde ting i Aarhus, der er værre, lyder det fra Jep Loft, der blandt andet begræder den kommende nedrivning af bygningen på Vesterbro Torv, der i dag rummer værtshuset Hjorten.
- Østerport II, København
- BLOX, København
- Papirtårnet, Silkeborg
- Bohrs Tårn, Carlsbergbyen, København
- Cab Inn, Arni Magnussonsgade, København
- Ceres, Aarhus
- Niels Bohr-bygningen, København
- Højhus, Havneparken, Kolding
- Tivolihjørnet, København
- TBT Tower, Odense
- Eternitten, Aalborg
- Nytorv, Middelfart
- Trianglen, Vejle
- Frederiksbjerg Skole, Aarhus
Skriv et svar