Lad os bygge smukt igen

Forfatter: Jep Loft (Side 16 af 36)

Realdania afviser kritik fra Arkitekturoprøret.

I forlængelse af afstemningen om den værste bygning i 2021 skrev vi følgende til Realdania:

 

“Hr. Lars Krarup, Realdania.

Vedr. Pavillonen i Ringsted og Realdanias projektpolitik i almindelighed.

Kære Hr. Krarup.

Arkitekturoprøret har i en afstemning kåret den nye Pavillon i Ringsted som det værste byggeri i 2021. Uanset hvad De måtte mene om Arkitekturoprøret, går vi ud fra, at De hellere havde været denne kåring foruden. Det bør betænkes, at det er almindelige borgere (heraf sandsynligvis mange fra Ringsted), der med et overvældende flertal har truffet valget. Ingen i vores ledelse har blandet sig i hverken nomineringer eller afstemning. Afstemningsresultatet har vakt betydelig opmærksomhed i pressen – ikke bare den lokale, men også den landsdækkende.

Stemmetallene kan ses her:

Resultaterne af Arkitekturoprørets tre afstemninger.

Som vi tidligere har givet udtryk for, føler vi, at Realdania bør tilstræbe alene at støtte projekter, der af et bredt flertal opfattes som gavnlige; det kan ikke være ønskværdigt at gennemføre projekter, der deler befolkningen og gør mange mennesker fortvivlede. Pavillonen kommer i forlængelse af projekter som BLOX og Nyborg Slot. Alle tre er udtryk for en holdning blandt arkitekter, der går ud på, at man ikke skal bekymre sig om lægfolks kritik. Arkitekten bag BLOX udtalte endda et ønske om at provokere.

Realdanias formue er skabt af almindelige låntagere. Derfor bør man vise ydmyghed og respekt for almindelige menneskers følelser. Det kan ikke være rigtigt, at man optræder hensynsløst på sårbare, historiske steder.

Der er efter vor mening brug for en holdningsændring i Realdania.

Med venlig hilsen

Jep Loft, formand

Arkitekturoprøret.”

 

Vi har modtaget dette svar:

“Kære Jep.

Realdanias bestyrelsesformand Lars Krarup har bedt mig sende dig et uddybende svar vedr. din henvendelse omkring pavillonen på Ringsted Torv, hvor du fortæller om afgørelsen på jeres afstemning og deler din holdning til Realdanias arbejde med nyere arkitektur mere generelt.

Arkitektur har stor betydning for hverdagen og for vores byer og vores livskvalitet, og det er derfor helt naturligt, at nybyggeri vækker debat. Det er jeres afstemning i Arkitekturoprøret jo også et klart udtryk for. Vi hilser dialogen og engagementet velkommen, selvom vi selvfølgelig er ærgerlige over den aktuelle afgørelse på jeres afstemning.

For Realdania er det vigtigste, at torv og pavillon i Ringsted bidrager til et levende bymiljø for beboere og besøgende. Vi synes derfor, det er mest rimeligt at bedømme projektet på Ringsted Torv, når det for alvor er taget i brug som bygning og byrum, og vi har set, hvordan torvelivet udvikler sig over tid. Mange aktører har været involveret i processen undervejs, og som jeg forstår det, er der gjort meget for at imødekomme lokale ønsker og behov.

Der vil altid være flere holdninger til arkitektur og ikke mindst nybyggeri. Ligesom der også altid vil være flere holdninger til projekter, som Realdania vælger at støtte. Også når det gælder udseende. Realdanias holdning er, at arkitektur er andet og mere end det øjet ser – det handler også om at skabe nye muligheder for byliv og gode rammer for fællesskab. Vi håber derfor, at pavillonen i Ringsted vil bidrage til begge dele. Det vil også være til gavn for kulturlivet og aktiviteter i og omkring Sct. Bendts kirke.

Jeg takker dig for din store interesse i Realdanias arbejde.

Med venlig hilsen

Nina Kovsted Helk

Filantropidirektør (CPO)”

 

Farvel til Holger Dahl. Berlingske d 9/3 – 2022.

 

Vi har denne artikel i Berlingske:

FARVEL TIL HOLGER DAHL

Holger Dahl har sagt farvel til Arkitekturoprøret. Han er navnlig utilfreds med vores kåring af det almennyttige boligbyggeri på Jomfrulågen i Faaborg som det bedste i 2021. I en artikel i Berlingske d. 5/3  får husene det af arkitekter så ofte benyttede prædikat ”pastiche” med på vejen. Efter Holger Dahls mening kopierer de bare den mest generiske købstadsarkitektur, og det er banal og fuldstændig ligegyldig arkitektur. Det kan han ikke være med til.

Det er der desværre ikke mange arkitekter, der har kunnet gennem de seneste 100 år. Det har været normen, at alle nye huse skulle finde nye veje (for at undgå at blive udskammet som pastiche). Og det har medført uoprettelige skader på vores (få) fine, ældre bymiljøer. Og hvad har byggebranchen selv skabt i alle de nye bydele? Kedelige forstadskvarterer med boligblokke, punkthuse og højhuse, uden det bymiljø, der findes i de ældre bydele. I øvrigt er de nye huse ofte påfaldende ens i en monoton, kasseformet byggestil. Men pastiche er de åbenbart ikke.

Men nej, Holger Dahl: byggeriet i Faaborg er ikke banalt. Det er modig nytænkning. Det er et opgør med 100 års modernistisk ensretning. Det går nye veje: det prøver at indpasse sig efter omgivelserne. Det giver noget tilbage til det byområde, hvori det er opført, og derved skaber det en mere værdifuld helhed. Det øger værdien af bymiljøet i stedet for at forringe den. (Det samme gjaldt sidste års vinder, husene i Kullinggade i Svendborg, som Holger Dahl også kaldte pastiche). Arkitekten har turdet gå op imod den lære, som generation efter generation af arkitekter er blevet indpodet på deres studier. Normalt er det umuligt at se på et nyt hus, om det ligger i Danmark, Peru eller Kina. Her er huse, der tør være vores danske byggestil bekendt.

Hertil kommer så, at det åbenbart er den byggestil, almindelige mennesker værdsætter mest. Kåringen er et resultat af en afstemning, hvor alle har kunnet nominere kandidater, og alle har haft stemmeret. Det betyder måske ikke ret meget i arkitektkredse, hvad ikke-uddannede mener. Men vi håber, at bygherrer, developere, politikere og planlæggere vil lytte til den brede befolknings ønsker.

Arkitekturoprøret er ikke en salon af smagsdommere. Derfor giver det ikke mening, når Holger Dahl beder vores forening om at sætte sig ind i mellemregningerne og forstå de teoretiske overvejelser bag den pavillon i Ringsted, som blev kåret til det værste byggeri i 2021. Vi er et talerør for almindelige mennesker, og de har ret til at give deres mening til kende uden at skulle modtage belæring først. Det har de gjort ved fredsommelige afstemninger. Jeg kender ikke til de hysteriske Facebook-krigere, som Holger Dahl omtaler. Skulle der være nogle få, så fred være med det. Der er trods alt ca. 10.000 medlemmer i vores Facebookgruppe (og flere hundred tusind i de andre nordiske lande), og der er ingen, der bestemmer, hvad de skal mene. Holger Dahl burde hellere værdsætte, at vi har bidraget til bymiljødebatten med mere end 100 avisartikler gennem de seneste 2-3 år. De kan læses på vores hjemmeside.

Jeg er optimist. Jeg håber på et farvel til den modernistiske arkitektur og et goddag til Holger Dahl, når han engang kommer på andre tanker.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret

Link til artiklen.

Arkitekturoprøret får plads i Københavns Kommunes Lokaludvalg for Indre By

Valget til lokaludvalget er netop overstået.  De politiske partier i Borgerrepræsentationen udpeger hver ét medlem.  Derudover får 15 foreninger en plads i udvalget.

Link til udvalgets hjemmeside.

Her er resultatet af valget:

Antal stemmer :
19 Jep Loft, Arkitekturoprøret
18 Bent Lohmann, Nansensgade
18 Lean Milo, Krusemyntehusene af 18.12.1918
16 Kjeld A. Larsen, Rådet for Bæredygtig
16 Sally Mountfield, Nørre Kvarters Beboerforening
15 Marietta Bonnet, Miljøpunkt Indre By & Christianshavn
14 Michael Thorup, Gammelholm Beboerforening
13 Lars Wallenberg, Skt. Pauls Plads Karréens Gårdlaug
13 Maja Jensen, KBH-Commerce & Culture
13 Niels Kongshaug, Grønne Facader
12 Anton Skovle, A/B Hjørnehuset
12 Diana Hierbæk, E/F Vestersøhus
11 Lise Brink Andersen, Grønnegade Kvarters Beboerforening
11 Mads Aarup, SSBF – Strædernes og Strøgets Beboerforening
10 Hans-Henrik T. Ohlsen, Københavns Delebiler

Ikke valgt:
9 Henriette Marienlund Husejerforeningen ved Øster Farimagsgade
9 Henrik W. Jensen, Turistførerforeningen
9 Nicolai Neergaard, Grundejerforeningen De Grå Stokke
8 Anastasia Valentin Rasmussen, Talaka
5 Kim Kirkegaard, Trafikforeningen Webersgade
4 Simon Kovacs, E/F Skindergade 32
4 Steen Brastrup Clasen, Øster Farimagsgades

Resultaterne af Arkitekturoprørets tre afstemninger.

Der blev i alt afgivet 5.170 stemmer.

Vinder af afstemningen om værste bygning i 2021 blev Pavillonen på Torvet i Ringsted.

Pavillonen er tegnet af Gottlieb Paludan Architects og opført med midler fra Realdania og Ringsted Kommune.

Stemmetallene var:

Pavillon i Ringsted 707
Viborg – Peak 12 Hotel 377
Ørestads Boulevard 45 269
Fællesbyg Køge Kyst 163
Arkitektskolen Aarhus 159
TBT Tower i Thomas B. Thriges Gade, Odense C. 77
Wake Up Hotel, Borgergade i København 54
Brøddan 3, 3740 Svaneke 47
P-hus ved Royal Arena i Ørestaden 46
Jacobsens Hus, Ny Carlsbergvej i Valby 45
Aurehøj Gymnasiums musiktilbygning i Gentofte 42
Klostergården i Kolding 30
Sundhedshus i Christiansfeld 28
Boligbyggeri ved Lyngby Lokal Station 25
Højhus, Tuborg Syd 23
Koldings nye pædagogseminarium 22
Ny Islands Brygge Skole på Artillerivej 126, Kbh 20
Stemmer i alt 2134

Vinder af afstemningen om bedste byggeri i 2021 blev de 17 nye boliger på Jomfrulågen i Faaborg.

Byggeriet er tegnet af Archidea og udviklet af Udviklingsselskabet Faaborg og PH Byg for Faaborg Boligforening.

Stemmetallene var:

Jomfrulågen, Faaborg 428
Villa Landluft, på Skovvangsvej i Aarhus 327
Stenbjerghus, Sydhavn 4, Aabenraa 295
Ny Østergade 24-30, København 254
Allégade 30A og 30B i Tønder 210
Stemmer i alt 1514

Vinder af afstemningen om dårligste kommune til bybevaring blev Ringsted.

Læs motiveringen her.

Stemmetallene var:

Ringsted 693
Aarhus 475
København 354
Stemmer i alt 1522

Åbent brev til Folketinget om Nyborg Slot

   LOVFORSLAG OM NYBORG SLOT PÅ SKRÅPLAN

Sagen om Nyborg Slot nærmer sig en kritisk fase. Den tiltrængte istandsættelse af det fredede bygningskompleks, etablering af torv m.v. har lykkeligvis kunnet igangsættes og er finansieret. Anderledes med det store prestigeprojekt til formidlingscenter, der forudsætter en del af Chr. III’s ringmur fjernet og beton- og stålsøjler ovenpå fortidsminderne.

Klagenævn afgjorde ”at hensynet til de formidlingsmæssige interesser ikke opvejer projektets fysiske og visuelle indgreb…”, og senest har AP Møller Fonden trukket den resterende støtte med henvisning til tids- og budgetoverskridelser. Disse forhold burde ordentligvis være taget til efterretning, idet der fortsat ville være mulighed for at arbejde med alternativer, der som udgangspunkt skåner fortidsmindeanlægget.

Alligevel fremtures der politisk. Er museumsloven en hindring, så skal den da bare laves om, og for at kunne trumfe igennem, så hellere også fremsætte forslag om en lex Nyborg-anlægslov (make Nyborg great again).

Ændring af museumsloven skal åbne for udvidede dispensationsmuligheder for formidlingsbyggeri og for en sikkerheds skyld også for ændring af klagenævnets sammensætning. Dette uanset at museumsloven netop har til formål at skåne fortiden af hensyn til fremtiden.

En anlægslov tilsidesætter andre love og altså også museumsloven. Det indebærer bekvemt, at der lukkes af for offentlighedens advarsler og indsigelser.

Tidligere Kulturminister bebudede en undersøgelse af, hvorledes klagenævnets afgørelse kunne omgøres ved lovændring, så projektet trods alt lod sig gennemføre. Politisk benarbejde har nu resulteret i lovforslagene om ændring af museumsloven og en anlægslov. Dette uanset fremhævelse i Notat fra Slots- og Ejendomsstyrelsen til ministeren om, at en ”….ændret lovgivning imidlertid også vil indebære en øget risiko for, at besøgende i større grad mister muligheden for autentisk oplevelse af fortidsminderne…”, ligesom der peges på risikoen for, ” … at massive og måske irreversible formidlingsgreb kan være præget af aktuelle strømninger/tendenser. Store formidlingstiltag, der er interessante på anlægstidspunktet, kan vise sig at være utidssvarende i forhold til eftertidens fortolkning af fortidsmindet.” – Men sligt anfægter åbenbart heller ikke den nye kulturminister.

Med adresse til hvert enkelt folketingsmedlem: Betænk, at alle vi borgere, for hvem bevaring af vore fortidsminder er alvor, må tolke lovforslagene ikke kun en trussel mod Nyborg Slot, men for hele kulturarven. Vi må af vore politikere kunne forvente respekt for vor fælles kulturarv, for faglighed, for demokratiets institutioner og retssamfundets klageinstanser.

Allerede klagenævnet vurderede, at projektet vil kunne medføre en uønsket præcedensvirkning. Så meget desto mere burde der ved behandlingen af lovforslagene lyttes til alarmklokkerne. Hvad vil man sige, når næste region med et for vidtløftigt projekt får visioner om at blive gjort ”great again” på bekostning af kulturarven?

 

Catharina Collet      Niels-Knud Liebgott      Jep Loft      Bonnie R. Mürsch      Claus M. Smidt

 

Læs også her.

Brevet er bragt i Politiken Byrummonotor.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2025 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑