Forfatter: Jep Loft (Side 21 af 36)
DAGENS BYGGERI har bedt os om vores holdning til overborgmester Lars Weiss’ ønsker om bybevaring i København.
Vi har dette indlæg i Magasinet KBH:
Jernbanebyen er en chance, der aldrig kommer igen: en helt ny bydel ca. 1.000 meter fra Hovedbanegården.
Men hvis ikke der kommer en masse protester, bliver Jernbanebyen en forstadsbebyggelse — ligesom alt andet nybyggeri fra de seneste 50-70 år.
Vi ønsker vi en rigtig by, ikke mere forstadsbebyggelse. Det giver bedre bymiljø og mere tryghed, og det vil vække opmærksomhed også uden for Danmarks grænser, fordi det er nytænkning.
Den foreliggende plan fra arkitekterne COBE er forstadsbyggeri. Hvis vi ikke tager afstand fra den nu, kommer den til at ligge til grund for projektet, og så er løbet kørt. Byplanen er fastlagt.
Hvis vi ønsker en rigtig by, må den baseres på karréer med mindre parceller. Det er alle de ældre bykvarterer.
Der skal være torve, gader, stræder og helst også kanaler. Det skaber et godt bymiljø, og derfor er de ældre bykvarterer så eftertragtede. Højhuse, punkthuse og boligblokke skal fravælges. Og metroarealet skal overdækkes og anvendes.
Høj- og punkthuse er uegnede
Planen fra COBE indeholder både højhuse og punkthuse.
Højhuse er uegnede til vores breddegrader. Det blæser for meget, og solen står for lavt.
De giver intet bymiljø på jorden, og folk kommer ikke let ned på gaden og ud i byrummet, når de bor højt oppe.
De medfører et øde og forblæst byrum og de kaster lange skygger.
De er energikrævende at bygge, hvilket skader klimaet. Og man kan opnå den samme udnyttelsesgrad af arealet med karrébebyggelse.
I 100 år var der enighed om at undgå dem i Københavns Kommune. Det var først efter valget i 2005, at man fandt på at bryde med den politik, der havde givet byen dens homogene og rolige præg.
Sig nej til højhuse og punkthuse. Sig nej til mere forstadsbebyggelse. Og gør det nu, før det er for sent.
Høringssvar skal indsendes senest den 30. august her: Høring om Godsbaneterrænet.
Vi har dette indlæg i Politiken Byrummonitor:
Vi takker for Mette Lis Andersens og Jes Møllers svar på vores indlæg om Bedre Byskik og for deres invitationen til en debat, som vi naturligvis med glæde accepterer. Vi vil dog gerne rette nogle misforståelser.
De skriver: ”Vi køber ikke den grundlæggende præmis om, at det er forstæderne, der står i vejen for at skabe byer af højere kvalitet, og at havde vi blot flere ’rigtige byer’, ville presset på nybyggeri i de store byer ikke være så stort.” For os handler det ikke om forstæder versus bykerner, men om at nyt byggeri ligner forstadsbyggeri. Jernbanebyen ligger midt i København, men den kommer også til at ligne en forstad.
De skriver videre: ”Vi er heller ikke enige i, at arkitektur ikke kan diskuteres og blot er et spørgsmål om smag og behag.” Det påstår vi heller ikke. Man kan sagtens diskutere arkitektur, ligesom man kan diskutere kunst. Men alle har deres mening, og man kan ikke konkludere, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Derimod er der mindre uenighed om, hvilke bymiljøer, der er gode, og hvilke der ikke er.
De skriver også: ”At henvise til tidligere tider byskabelse, som for eksempel Svaneke på Bornholm, giver os ikke svaret på fremtidens byer. At boligpriserne i Svaneke er høje (i forhold til niveauet på Bornholm) beviser jo i sig selv ingenting om folks præferencer. I Nordhavn i København og på Århus Ø er priserne jo væsentligt højere, og der sælges og udlejes med stor succes.” Svaneke er nævnt som eksempel på, at bymiljø betyder noget. Vi siger ikke, at den er fremtidens by. At priserne i Nordhavn i København og på Århus Ø er høje, beviser netop vores pointe: folk vil gerne bo tæt på de gode bymiljøer. Priserne er høje på grund af beliggenheden – ikke på grund af fremragende byggeri.
Vores 6 forslag fra 2019 var ikke ment til at skulle stå alene; de skulle medvirke til at få en bedre debat i gang. Og det gjorde de – bl.a. takket være Byrum Monitor. Vi indsendte et mere konkret forslag til Jernbanebyens idékonkurrence, bl.a. med følgende punkter:
- Den skal være en by i byen – ikke et forstadskvarter
- Alle de gode bygninger skal bevares
- Byen skal være et trygt og hyggeligt sted med liv og atmosfære
- Byplanen skal have et organisk præg og ikke fremstå som planlagt efter en lineal
- Der skal være husrækker og karréer
- Parcellerne skal i facaderne fremstå som små
- Der skal ikke være højhuse, punkthuse eller boligblokke
- Der skal ikke være huse af glas eller stål
- Der skal ikke være store huse (bortset fra dem, der bevares)
- Der skal være mange samlingspunkter, fx torve og en kanalkaj
- Der skal være bymæssige gaderum og grønne gårdrum
- Det skal være let at komme ud af husene (en dør i hver parcel)
- Døre og vinduer skal være opretstående huller i mur
- Husene skal signalere, at de ligger i København – gerne i en klassisk stil (inspireret af Jernbanebyens gule huse, Københavns indre by eller brokvartererne)
- Husene skal være forskellige (og gerne i forskellige farver), men indgå i en harmonisk helhed
Ingen af dem synes at være trængt igennem til vinderprojektet. Det giver os et indtryk af, at debatten er kommet langt, men ikke så langt, at den har påvirket byggebranchen.
FARVEL TIL H.C.ANDERSENS HUS.
Der synes blandt museumsfolk at rase en formidlingsfeber. Museer skal ikke længere være steder, hvor man bevarer og udstiller ting og meddeler faktiske oplysninger. De skal være formidlingscentre, der fortæller historier og giver oplevelser. Fænomenet ses over hele landet, men måske for tiden mest på Fyn. I Arkitekturoprøret ønsker vi at bevare de gamle bymiljøer, og for os er museumsfolkene en konstant kilde til frygt og fortvivlelse.
Det er velkendt, at så godt som alle museer har bygget til eller har ønsker om at gøre det. De vil have bedre publikumsfaciliteter, boghandel, cafeteria, kontorer, konferencerum m.m. Måske vil de også have mere plads til deres samlinger. Men når de bygger, er det ofte brutalt og hensynsløst. De nye huse indpasses som hovedregel ikke efter de gamle. Tilbygningen til Odense Bys Museer i glas og beton er et skræmmeeksempel. Den nye tilbygning til Skagens Museum ville passe bedre i Los Angeles.
Sagen om Nyborg Slot er et kapitel for sig. Hvis man troede, at Staten passede på de fredede voldanlæg og bygninger, tog man fejl. Den gamle middelalderborg skulle ”revitaliseres” for 350 mio. kr. Et moderne formidlingscenter skulle opføres klos op ad den gamle borg. Slots- & Kulturstyrelsen var både bygherre og den myndighed, der dispenserede fra forbudsbestemmelserne i Museumsloven. Det var en besynderlig konstruktion, hvor styrelsen havde flere kasketter på. (Hvis den ville agere bygherre, burde den vel holde sig inden for reglerne og ikke selv dispensere fra dem). Det særlige Bygningssyn ikke fik lejlighed til at tage stilling til projektets lovlighed i relation til Bygningsfredningsloven (måske fordi nævnets formand selv var arkitekten bag projektet?) Og Styrelsen og Nyborg Kommune skyndte sig at nedrive to gamle, bevaringsværdige længer – længe inden Styrelsens tilladelse til projektet forelå. Et klagenævn har standset det ulovlige byggeri, men borgmestre, folketingspolitikere og kulturministeren kan ikke acceptere afgørelsen. Der arbejdes nu på en lovændring, så projektet kan lovliggøres.
Mens debatten om Nyborg Slot er foregået, er H.C. Andersens Hus i Odense blevet gjort til et formidlingscenter. Odense er en by, der har misrøgtet sin kulturarv og ødelagt sine bedste bymiljøer. Men gaderne omkring H.C. Andersens Hus henlå bevarede som en lille ø midt imellem motorgade og moderne byggerier – hotel og musik-, teater- og konferencehus. Nu er motorgaden væk, og museumsfolkene har taget fat på det, der var bevaret. Nabobygningerne på hver side af H.C. Andersens Hus er nedrevet og erstattet med overdækkede tømmerkonstruktioner. Selve huset kan beses gennem en glasrude. Og så er der ellers bygget i en tilstødende park i flere planer, over og under jorden.
Det står mig ikke klart, hvad man har ønsket at opnå. Jeg fik ingen ny viden. Der er vist ingen originale genstande udstillet. Måske skal det være en oplevelsespark, men i så fald er den blottet for oplevelser. Der er kun mere eller mindre kunstneriske installationer med en form for relation til eventyrene. Og al autenticitet er tabt. Området er blevet tivoliseret. Det har mistet forbindelsen til den by, som H.C. Andersen voksede op i.
Før eller siden går formidlingsfeberen vel over. I Arkitekturoprøret gruer vi for, hvor megen skade museumsfolkene når at forvolde, før det sker.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.
Vi har dette indlæg i Politiken Byrum Monitor i dag:
Arkitekturoprøret arbejder for bedre bymiljøer. Hvis de 10 dogmer for Bedre Byskik kan gavne den sag, hilser vi dem og Byrum Monitors kommende konference velkommen. Men vi frygter, at dogmerne vil aflede opmærksomheden fra det egentlige problem: at der i 100 år er bygget forstæder, men ikke skabt rigtige byer. I så fald vil de gøre mere skade end gavn.
At diskutere arkitektur er en akademisk-teoretisk øvelse, som sjældent vil føre til en konklusion. Enhver kan have sin arkitektursmag, ligesom enhver kan have sin kunstsmag. Dogmerne for byskik ser også noget teoretiske og ukonkrete ud i vores øjne. Derimod er der sjældent nogen grund til at diskutere, hvor de gode bymiljøer findes: man kan bare se på, hvor folk søger hen. Svaneke er ikke Udkantsdanmark (selv om byen ligger så langt i udkanten, som det overhovedet er muligt); der er bymiljø, atmosfære og tryghed, og huspriserne er høje. Hvis vi havde flere rigtige byer og færre forstadsbebyggelser, ville presset mod de gode (ældre) bymiljøer være mindre, prisforskellene ville udjævnes, og det ville ikke være nødvendigt at bygge tusindvis af nye boliger i København og Aarhus, samtidigt med at huse står tomme andre steder i landet.
Dogme nr. 6 påstår, at ”høj bykvalitet skabes af kommuner, bygherrer og rådgivere, der arbejder sammen om at realisere visioner og planer – og lader dygtige fagfolk sikre kvaliteten i planlægning og projektudvikling for byggeri, bynatur og aktiviteter.” Vi ved ikke præcis, hvad ”bykvalitet” betyder, men gode bymiljøer har ingen af de nævnte aktører kunnet skabe. De mange nye byområder er en perlerække af forspildte muligheder, ofte i attraktive områder nær vand, hvor fantastiske bymiljøer kunne være skabt. Og det er fortvivlende at se planerne for f.x. Jernbanebyen, Lynetteholmen og Kokkedal Stationsby; de bliver nye forstæder med præg af soveby, mere af det samme som vi har set i 100 år, bare nu pyntet op med grønt.
I årevis har byggebranchens folk lovprist sig selv og hinanden uden at bekymre sig om den udbredte folkelige frustration over byggeriet. Dogme 6 og flere af de andre dogmer følger med deres præg af festtale den tradition.
Måske kan man afprøve dogmerne på byen Aarhus. De fleste vil forhåbentlig være enige i, at noget er gået galt i den by. De mange hensynsløse nedrivninger af bevaringsværdige huse og det brutale nybyggeri bekræfter, at det tostrengede system med staten som beskytter af de fredede huse og kommunerne som beskytter af de bevaringsværdige har spillet fallit. Men spørger man bystyret i Aarhus, gætter vi på, at det er enigt flertallet af de 10 dogmer. Og i så fald er det vel et bevis på, at dogmerne ikke flytter ret meget.
Dogmerne fører ikke til noget brugbart, så længe byggebranchen ikke erkender sit svigt. Der skal gøres op med fortidens fejl. Der skal tænkes nyt. Byplaner skal ikke lægges efter en lineal, og de skal ikke baseres på teori og filosofi, men på erfaring. Det, der fungerer bedst, er sjældent planlagt ved et skrivebord; det er opstået organisk. Derfor må man lære af det. Vi skal passe bedre på de ældre bydele. Og det moderne byggeri savner et mere menneskeligt udtryk. Derfor skal vi genopfinde en mere klassisk byggestil uden angst for floskler om pastiche, nostalgi og romantik. Vi skal bygge for mennesker, ikke for teoretikere. Arkitekturoprøret har her i Byrum Monitor (d. 2/9-2019) opstillet 6 forslag til at opnå bedre bymiljøer. De afstedkom en debat med Arkitektforeningens direktør, og der var enighed om det meste.
Vi frygter, at dogmerne sigter for højt og for bredt og derfor rammer ved siden af skiven. Der er ikke brug for festtaler. Der er brug for selvransagelse i byggebranchen.
Vi har dette indlæg i Berlingske:
DITLEV TAMMS ANGREB PÅ OFFENTLIGT NÆVN ER TRIST LÆSNING
Ditlev Tamms angreb på Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse i sagen om Nyborg Slot i Berlingske d. 23/7 var trist læsning. Han beskriver projektet som ”en art genskabelse af Nyborg Slot som et middelalderligt fæstningsanlæg”. For os i Arkitekturoprøret var der tydeligvis tale om et voldsomt indgreb, som ville omdanne slotsområdet til en slags moderne Tivoli. Men at Ditlev Tamm (og de fynske borgmestre og museumsfolk) var begejstrede for projektet, er vel sagen uvedkommende. Det afgørende må være spørgsmålet om projektets lovlighed i forhold til Museumsloven og Bygningsfredningsloven. Det synes imidlertid ikke at interessere Ditlev Tamm synderligt. I stedet for at tale om substansen i sagen, nedgør han klagenævnet og dem, der rejste klagen.
Nævnet kaldes amatøragtigt, fordi det består at en juridisk professor, to landsdommere og fire politisk valgte medlemmer. Rigsretten består ligeledes af juridiske dommere og politisk valgte medlemmer. Den er måske også amatøragtig? Det antydes, at det var de fire ”tilfældigt udpegede nævnsmedlemmer”, der tilsidesatte afgørelsen. Det var det ikke. At afgørelsen var snæver (fire stemmer mod tre) skyldes sandsynligvis, at projektet var kommet meget langt, før det gik op for offentligheden, hvor ødelæggende byggeriet ville blive. Havde nævnet kunnet behandle klagen, før projektet var gået i gang, ville afgørelsen næppe være blevet så snæver. Afgørelsen vidner om mod og integritet hos nævnets flertal.
At Ditlev Tamm koncentrerer så megen opmærksomhed om klagerne, er svært at forstå. Foreningen til Gamle Bygningers Bevarelse var klageberettiget, og det må vel være tilstrækkeligt. Europa Nostra er på ingen måde ”næsten samme klager”, som han påstår, og denne forening var ligeledes klageberettiget. Om de andre klagere var det, er vel af underordnet betydning. Det er vel ikke antallet af klagere, der skal afgøre en sags udfald. Det påstås, at en klager har ”fyldt nævnet med urigtige oplysninger om byggeriet”, men det nævnes ikke, hvilke oplysninger, der er tale om.
Hvad Ditlev Tamm ikke omtaler er, at Slots- & Kulturstyrelsen både var bygherre og den myndighed, der dispenserede fra forbudsbestemmelsen i Museumsloven. Det var en uheldig konstruktion, at styrelsen havde flere kasketter på. Hvis den vil agere bygherre, bør den holde sig inden for reglerne og ikke selv dispensere fra dem. Det særlige Bygningssyn fik ikke lejlighed til at tage stilling til projektets lovlighed i relation til Bygningsfredningsloven (måske fordi nævnets formand selv var arkitekten bag projektet?) Og Nyborg Kommune skyndte sig at nedrive de to bevaringsværdige huse – længe inden Styrelsens tilladelse til projektet forelå.
Ditlev Tamm har ret i, at der er tale om en skrækhistorie. Men det er styrelsen og kommunen, der har optrådt på en måde, man ikke troede mulig i Danmark. Klagenævnet skylder vi tak.
Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret.
Læs vores kronik i Jyllandsposten.
Seneste kommentarer