Begrundelse: Der nedrives gamle og bevaringsværdige huse overalt i byen. Ingen anden kommune synes at have en så omfattende nedrivningsaktivitet. Bevaring af kulturarven synes ikke at være en prioritet for kommunalpolitikerne.
De mange protester mod nedrivningerne gør tydeligvis intet indtryk. Borgerinddragelse bruger man åbenbart ikke i Aarhus.
Nedrivningerne medfører et ressourcespild, der gør al tale om bæredygtighed meningsløs.
I efteråret faldt en hel husrække i Nørrebrogade
Jomsborg – Europaplads 6 skal nedrives
Mindegade 10 og 12 skal nedrives
Vesterbrogade 2 er i fare
Det ser ud som om, at kommunen er i gang med at skifte bygningsmassen ud med store betonhuse.
De nye sager kommer i forlængelse af en række ældre nedrivningstilladelser
bl.a. nr 32, 58 og 92 i den ellers velbevarede Frederiksgade,
i den ligeledes velbevarede Jægergårdsgade i nr 1 og 100 B
og i Nørre Allé.
Nørre Allé før og nu.
Der er rigeligt med nybyggeri i Aarhus, så man skulle tro, at den gamle bykerne kunne få lov at være i fred. Dette er fra bymiljøet på Aarhus Ø:
Byen synes at have en ’fortætningspolitik’ som kan begrunde nedrivning af alle mindre huse, når blot de erstattes af større. Her er et eksempel:
Begrundelse: De nye boligblokke ved havnen er charmeforladte, kolde og ødelæggende for det havnemiljø, der ellers er og kunne være skabt. I Horsens er der bygget langs en sydvestvendt (og dermed solfyldt) havnekaj, nord for åens tidligere udløb i havnen. Der var alle chancer for at skabe et havnemiljø til gavn for hele byen, og politikerne burde have stillet særlige krav – navnlig fordi der (forhåbentlig) er planer om at genskabe det engang så fine åløb. Men byggeriet er deprimerende at se på. Det er en opskrift på, hvordan man ikke skaber et bymiljø. En enestående mulighed blev forspildt.
Også Lilli Gyldenkildes Torv er et af de utallige eksempler på trist byggeri uden forståelse for begrebet bymiljø, som for tiden opføres overalt i landet. Der synes ikke at være nogen grænse for, hvor mange gange den samme fejl skal gentages.
Efter 100 års ansvarlig praksis med begrænsning på byggehøjden, bygges der nu højhuse overalt (undtagen i den indre by). Byens enestående skyline med de mange tårne bliver ødelagt, og byen mister sit særkende. Højhusbyggeriet fortsætter, og mange nye huse er planlagt. Højhuse passer dårligt til vores breddegrader, hvor solen står lavt på himlen. Husene kaster lange skygger og skaber vind. Men det bekymrer åbenbart ikke kommunen.
Bohrs Tårn i Carlsbergbyen. Njals Tårn på Islands Brygge. Mærsktårnet på Blegdamsvej. Grønlunds Tårn, Carlsbergbyen
Endvidere bygges der hensynsløse og utilpassede infill-huse på trods af, at kommunens arkitekturpolitik siger, at nybyggeri skal tage afsæt i byens egenart. Det synes, som om forvaltningen ikke har forstået politikernes hensigt (som nu er bekræftet med kravet om bevarende lokalplaner for Indre By og Christianshavn). De nye huse ødelægger sammenhængen og harmonien i gaderne.
Kommunen er selv bygherre af dette utilpassede hus i Nansensgade 57:
Den har også planlagt at bygge dette ligeså stedfremmede hus i Thomas Laubs Gade 15:
Andre nyere byggerier peger i samme retning. Toldbodgade 13 ligger i en af byens ældste karréer (hvori også Nyhavn indgår):
Også huset i Stokhusgade 4B savner sammenhæng med omgivelserne.
Carlsbergbyen blev ikke, hvad man havde håbet. Der er alt for mange trivielle huse som Fristrup Hus:
Endelig er det planlagte byggeri i Fiskerihavnen endnu et eksempel på, at København ikke bør kalde sig selv en by med ’kant’.
Sideløbende med, at Odense Kommune i 2020 har formuleret visioner om bybevaring i en ny, arkitekturstrategi, arbejder forvaltningen på at amputere en bevarende lokalplan for kvarteret Gerthasminde, der netop skulle sikre dette område af Odense, der i sit arkitektoniske udtryk er af allervigtigste nationale betydning.
Gerthasminde-kvarteret i Odense er et kulturhistorisk miljø i absolut særklasse, opført i årene omkring første verdenskrig. Intet sted i Danmark findes så stor og tæt en koncentration af huse tegnet af Anton Rosen, og intetsteds har stjernearkitekten haft så frie rammer til at realisere datidens drøm om den ideale bybebyggelse. Gerthasminde er på alle måder unikt. Derfor vedtog Odense Kommune i 1991 en restriktiv bevarende lokalplan, der indkapslede hele den karré, hvor kvarteret ligger.
Indenfor dette område på en grund, hvor der siden 1960’erne har ligget lave garager, og hvorfra der hidtil har været uhindret indkig til og udsyn fra kvarteret, ønsker Odense Kommune nu at tillade to firkantede boligblokke i ti meters højde. Til det formål har kommunen behændigt klippet den relevante matrikel ud af lokalplanen, så bygherren kan hjælpes i mål.
Kommunen tilsidesætter hermed de hidtidige bevaringshensyn. Manøvren vil amputere formålet med lokalplanen, og der vil pludselig kunne bygges på et område, som ellers i 1991-planen “på længere sigt” var tiltænkt som “grønt friareal […] for at gøre området kønnere”.
Den perle, Gerthasminde-kvarteret er, burde være en kilde til stolthed i Odense Kommune, og noget kommunen gjorde alt for at værne om og synliggøre.
Begrundelse: Silkeborg Kommune er i stærk vækst, hvorfor der bygges meget og er nu med ca. 97.000 indbyggere blevet Silkeborgs syvende største kommune. Mange ældre og historiske bygninger har måttet lade livet.
Særligt én bygherre har bygget monotone og triste bygninger. Nedrivninger og kassebyggerier har skæmmet en af Danmarks smukkeste turistbyer og dens omegn i Søhøjlandet.
Byggeriet på Søtorvet i Silkeborg har ødelagt bybilledet i Silkeborg. Og så ligger byggeriet ved Silkeborg Havn med verdens ældste originale Hjuldamper Hjejlen, byens ældste bygning den fredede Silkeborg Hovedgård som også H.C. Andersen har besøgt. Bygningen har også tidligere rummet byens første kirke. I dag rummer Silkeborg Hovedgård Silkeborgs kulturhistoriske museum, der er hjem for Danmarks og måske verdens ældste, jordiske rester af det velbevarede moselig “Tollundmanden” der er dateret til ca. 200 – 300 år før Kristi fødsel. Og endelig overskygger byggeriet på Søtorvet Silkeborg Papirmuseum, der bl.a. Rummer rester fra Drewsens papirfabrik, der blev grundlaget for “Silkeborgs fødsel” for i dag 175 år siden.
Åbent brev til Jacob Bundsgaard: Der mangler historisk bevidsthed og fremsynethed i Aarhus’ planlægning
Byrådet har truffet vidtgående beslutninger på forkerte grundlag, der ser bort fra byens historie og egenart, skriver Foreningen for Bykultur i dette åbne brev til Aarhus’ borgmester. De peger på Ceres Byen, bebyggelsen af banegraven og højhuset på Europaplads, der bygges på bekostning af Aarhus’ ældste hus syd for åen.
27. JAN. 2021 KL. 04.00
BRUNO VIUF LARSEN
Arkitekt MAA og formand, Foreningen for Bykultur
EINAR RUD PEDERSEN
Cand.merc. og næstformand, Foreningen for Bykultur
Kære Jacob Bundsgaard.
Med dette åbne brev henvender vi os direkte til dig som borgmester og dermed den øverste beslutningstager i vores by og kommune.
»Kunsten at skabe en god by består i at give plads til byudvikling, samtidig med at man passer på byens historiske huse og miljøer.«
Foto: Foreningen for Bykultur
Formand Bruno Viuf Larsen (th.) og næstformand Einar Rud Pedersen (tv.) under overrækkelsen af kulturprisen Årets Bernhardt i sommeren 2020.
Det var med den erfaring i baghovedet, at borgmester Bernhardt Jensen (S) i 1967 grundlagde Foreningen for Bykultur i Aarhus. For Bernhardt Jensen var ønsket at skabe en tilpasning mellem gammelt og nyt, for selvfølgelig skulle Aarhus ikke være en museumsby. Der skulle gøres noget for at sikre byens historie og egenart.
Den fremsynede borgmester satte gang i en kortlægning af bevaringsværdige bygninger i Aarhus. Han var samtidig ansvarlig for, at vi i 1965 undgik at få pløjet en stor trafikåre tværs gennem byens centrum. I stedet fik han Aarhus på danmarkskortet som en ungdommelig uddannelsesby, der værnede om sin bygningskultur og sin identitet.
Tænk, hvis Latinerkvarteret var revet ned
Vi er alle taknemmelige for, at store dele af den historiske bykerne og det meste af Latinerkvarteret ikke blev nedrevet for at give plads til højt nybyggeri – og masser af trafik tværs gennem byen. Det er med god grund, at borgmester Bernhardt Jensen i dag får æren for, at vi stadig har små, krogede og hyggelige middelalderlige gader med huse, der fortæller os om århundreder, der er gået før os.
Byrådet har truffet en række vidtgående beslutninger på forkerte grundlag, der ser bort fra byens historie og egenart
I de senere år har Foreningen for Bykultur kæmpet for at fastholde det hovedsynspunkt i planlægningen: At bevaring og fornyelse ikke er hinandens modsætninger. I foreningen mener vi, at byrådet har truffet en række vidtgående beslutninger på forkerte grundlag, der ser bort fra byens historie og egenart. På trods af en vedtaget kommuneplan, en vedtaget højhuspolitik og gode intentioner er fejltagelserne nu synlige for alle aarhusianere.
Lad os nævne Ceres Byen med overdreven fortætning og en mangelfuld kobling med det engang enestående industrianlæg. Eller den massive og misforståede bebyggelse af banegraven, som endnu kun er på forslagsstadiet.
1600-talshus må vige for højhus
Vi arbejder i Foreningen for Bykultur for, at Aarhus fortsat bevarer og udvikler vigtige historiske bygninger og miljøer. Vi er meget opmærksomme på, at beslutningstagere forstår, at udviklingen sker i følsomme og værdifulde historiske rammer med særlige krav til arkitektur og planlægning. Vi skal alle huske, at et moderne liv også kan leves i gamle huse, og vi skal huske vigtigheden af at bringe historien med til vores børn og børnebørn.
I det følsomme område er rammerne ændret ved et tillæg til den lokalplan, der har været forelagt byrådet. Den mulige bebyggelsesprocent blev hævet fra 165 til 580, mere end tre gange så meget som i den vedtagne kommuneplans rammer. Samtidig åbnedes muligheden for at nedrive en række bevaringsværdige bygninger, herunder et 1600-tals-bindingsværkshus, som er det ældste hus i Aarhus syd for åen.
Hvad bliver det næste historiske hus, som forsvinder?
Fremtiden skal i stedet leve med en kæmpemæssig bygningsklods uden gårdarealer. Et voldsomt, ufølsomt og unødvendigt byggeri, der optager en stor del af karreen og ingen sammenhæng har med den omgivende historiske bebyggelse. Denne beslutning er i modstrid med, hvad man tidligere har meldt offentligt ud, og de intentioner om byens udvikling, som byrådet har fremlagt i den gældende kommuneplan 2017.
Aarhus er kommet ud på en glidebane, hvor man kan frygte det værste for vores historiske by. Hvad bliver det næste historiske hus, som forsvinder?
Hvem står egentlig på mål for det Aarhus, hvor vi har vores rod, som vi holder af og ønsker bevaret?
Vi har behov for personligheder med indsigt og pondus, der opstiller visioner og rammer for byens udvikling. Det må ikke bare ende i tomme ord og varm luft, hvor man alligevel ændrer planerne, når iværksættere og developere kommer med økonomisk lukrative planer om nye byggerier.
Vi kan stille større krav til investorerne
Der er i dag mange investorer, der gerne vil bygge i Aarhus. I den situation kan kommunen stille langt større krav til kvalitet og muligheder for byliv. Bevaring og økonomiske interesser er ikke modsætninger, men det må aldrig primært blive pengenes magt, som styrer udviklingen.
Der er i disse år et stærkt øget behov for, at magt og indsigt følges ad. Når vi tænker på Bernhardt Jensens indsats for 50 år siden, kan vi jo ikke lade være med at reflektere over, hvordan mon vores by vil se ud i fremtiden – om 50 år, om 100 år?
Der mangler en kombination af historisk bevidsthed og fremsynethed i byens planlægning
Vi er af den opfattelse, at der mangler en kombination af historisk bevidsthed og fremsynethed i byens planlægning, og vi føler os overbeviste om, at de næste generationer bittert vil fortryde denne udvikling.
Alle gode kræfter i byen har et ansvar for udviklingen af vores by og det gode liv. Ikke mindst skal vi være på vagt, når vi træffer beslutninger, som ikke kan omgøres.
Vi tror, at du som borgmester kan spille en væsentlig rolle som formidler af ideer og rammer for fremtidens Aarhus. Vi har brug for at bevare tilliden til de folkevalgte.
Byrummonitor har tilbudt borgmester Jacob Bundsgaard (S) at svare på brevet i vores spalter. Det har han ikke ønsket.
Jep Loft: Arkitekter skræmmes af ord som ‘pastiche’ og ‘nostalgi’, og det skæmmer bybilledet
Det har været et fast princip blandt folk i byggebranchen, at man skal bygge huse, der er deres egen tid bevidst. Alt andet er blevet anset som forlorent. Og derfor er vi ikke kommet videre. Derfor har vi bebygget Teglholmen og alle de andre nyere kvarterer så idéforladt.
Jeg sidder med to billeder.
Det ene er fra det klassicistiske København. Det viser huse, der blev bygget i en periode, hvor Danmark var fattigere end nogensinde før eller siden. København var blevet sønderbombet af englænderne, som ovenikøbet havde stjålet byens vigtigste arbejdsplads, flåden. Staten var gået bankerot.
Det andet er et billede af byggeri fra vores egen tid, nu hvor Danmark er rigere end nogensinde. Det er fra havnen i Horsens, men det kunne være fra snesevis af andre steder, hvor byggeri er under opførelse
Mon ikke de fleste vil være enige i, at noget er gået galt? Men i flere menneskealdre har vi set på deprimerende trist nybyggeri, uden at nogen har gjort noget effektivt for at få det standset. Arkitekturkritikken har svigtet.
Tabersag at forsvare bagudskuende nybyggeri
Hvordan har det kunnet ske?
Sandsynligvis fordi alle bliver skræmt, når de hører ord som ’nostalgi’, ’pastiche’, ’romantik’ og lignende. Det har været en tabersag at forsvare nybyggeri i en stil fra en tidligere tidsalder – selv om de fleste kan se, at bykvartererne fra før Første Verdenskrig har langt mere liv og atmosfære end de kedelige forstadskvarterer, som er blevet bygget de seneste 100 år.
Arkitekturdebatten har været elitær
Arkitekturdebatten har været elitær. Blandt fagfolk har der ikke været megen lydhørhed over for kritik fra lægfolk. Men det væsentlige er ikke spørgsmålet om god eller dårlig arkitektur. Det væsentlige er vores bymiljøer. Dem har kun få talt om. De seneste 100 års værdinormer for god arkitektur har været ødelæggende for bymiljøerne.
Det har været et fast princip blandt folk i byggebranchen, at man skal bygge huse, der er deres egen tid bevidst. Alt andet er blevet anset som forlorent. Og derfor er vi ikke kommet videre. Derfor har vi bebygget Teglholmen og alle de andre nyere kvarterer så idéforladt.
Arkitekturoprøret kæmper mod uret
Men løsningen er ikke at bygge i en svunden tids stil. Løsningen er at ændre vores egen tids byggestil til noget bedre. Der er en stigende erkendelse af, at tiden er løbet fra modernismen. Den er umenneskelig og hensynsløs, og den skaber dårlige bymiljøer. Men alligevel er vi ikke kommet fri af den. Man har vænnet sig til, at nye huse ikke skaber gode bymiljøer, og at de slår de gamle bymiljøer i stykker, når der rives ned for at bygge nyt.
Ingen har haft mod eller evne til at skabe det afgørende brud. Men selvfølgelig kommer det. Før eller siden. Intet varer evigt. Tragedien er, at modernismen nu har domineret i 100 år, og i den tid er 90 procent af alle eksisterende bygninger opført.
Man kan ikke se på billedet fra Horsens om husene ligger i Danmark eller i Kina
I Arkitekturoprøret kæmper vi mod uret. For hver måned, der går, ødelægges uerstattelige værdier som følge af nedrivninger, og chancer forspildes i form af nye, kedelige bykvarterer, som kunne være blevet fantastiske. Som på havnene – ikke bare Københavns, men også på alle de mange andre, hvor nybyggeri har forringet havnemiljøet.
Danmark eller Kina?
Der skal tænkes nyt. Og det nye må nødvendigvis indebære et opgør med modernismen. Indtil for 100 år siden var arkitekturen baseret på århundreders erfaring, håndværksmæssig kunnen, æstetisk sans og sund fornuft. Meget af det bør igen komme til sin ret. Men på en ny måde.
Ligesom bilbranchen genopfinder sig selv og introducerer nye og bedre modeller baseret på klassisk design. Man kan let se forskel på en Fiat og en Morris. Nu, såvel som for 60 år siden. De har hver især bevaret deres særpræg.
Man kan næppe være i tvivl om, at det første af de to ovenstående billeder er fra Danmark. Vi havde dengang en dansk byggetradition. Men man kan ikke se på billedet fra Horsens, om husene ligger i Danmark eller i Kina.
I Arkitekturoprøret føler vi os overbeviste om, at et flertal i befolkningen deler vores fortvivlelse. Og vi er som sagt ikke i tvivl om, at der kommer bedre tider.
Danmark har det held, at det klassicistiske byggeri fra første halvdel af 1800-tallet (som vist på det første billede) er noget af det smukkeste i verden. Det er enkelt og elegant, og der er intet forlorent eller opstyltet ved det.
Man kan ikke forestille sig noget bedre grundlag at arbejde videre på. Det er bare om at komme i gang.
I har en svær opgave. I skal skabe udvikling og fremskridt i jeres kommuner. Men samtidigt er det jer, der skal passe på vores vigtigste kulturarv: bymiljøerne. Kan begge dele lade sig gøre samtidigt? Det ser ikke sådan ud. I Frankrig løste man det problem for næsten 60 år siden ved, at staten greb ind. Der findes titusindvis af fantastiske, uspolerede bymiljøer i Frankrig. I Danmark overlod man opgaven til det kommunale selvstyre. Vi har under 20 velbevarede byer tilbage. Det blev ikke folkeviljen, men pengemagten, der sejrede.
Arkitekturoprøret er et talerør for den (store) del af befolkningen, som er fortvivlet over utilpasset byggeri i ældre bykvarterer og kedeligt byggeri i nye byområder. Vi bekymrer os om bymiljøer, hvilket er noget andet end arkitektur. I de seneste 100 år har værdinormerne for god arkitektur har været ødelæggende for bymiljøerne. Den moderne arkitektur har været menneskefjendsk. 90% af bygningsmassen er opført efter Første Verdenskrig, men der er ikke skabt et eneste nyt bykvarter med atmosfære og liv, som de ældre kvarterer har. Samtidig har man med utilpasset nybyggeri gjort stor skade på de ældre bydele.
De gode bymiljøer giver tryghed, trivsel og mindre kriminalitet og de tiltrækker gode skatteborgere. Alligevel er der ikke blevet passet på dem. I de seneste 50 år er der sket store fremskridt for naturmiljøerne. Men for bymiljøerne er det gået støt tilbage. I har lyttet til naturelskerne. Vil I lytte til os?
Udvikling og tilbageskridt.
De ødelæggende nedrivninger i de gamle bykerner fører til det modsatte af udvikling og fremskridt. Man slår noget værdifuldt i stykker, man ødelægger sammenhæng og harmoni. Hvor mange byer har ikke en helt utilpasset og fejlplaceret bankbygning på deres torv? Nu bygges der højhuse overalt. Men de egner sig ikke til vores breddegrader, hvor solen står lavt. De kaster lange skygger, skaber vind (og støj) og gør gadeplanet øde. Og de slår sammenhængen i bybilledet i stykker.
Magt og indsigt skal gerne følges ad. For ikke så mange år siden besluttede man at lægge Skjern Å i en kanal. Det medførte en miljøkatastrofe, millioner var spildt, og det kostede milliarder at genoprette (en del af) skaderne. I Odense skar man byen midt over med et stort vejanlæg. Nu har man indset, at det var en fejl. Man handlede for at få udvikling og fremskridt. Men beslutningstagerne havde ikke overblik over, hvad de satte i gang. Tænker I nok over konsekvenserne ved at ødelægge et bymiljø?
Her følger vores nytårsønsker til jer:
Stop nedrivninger.
Nedrivningerne bør stoppes. Ikke alene er de ødelæggende for bymiljøerne; de er et ressourcespild (jfr. en Rambøll-rapport fra oktober 2020). Det er uforeneligt med indsatsen for bæredygtighed. Hvor mange dage, uger eller måneder skal borgerne i Aarhus sortere affald for at opveje spildet ved de stedfundne og planlagte nedrivninger?
Tidlig borgerinddragelse.
Vi ønsker tidlig borgerinddragelse – inden det er for sent, og med det formål at lytte til borgerne. Borgermøder bør ikke være skueprocesser (som dem, der fandt sted om BLOX i København og om Nyborg Slot) og heller ikke møder, hvor en stakkels kommunalt ansat står alene overfor 200 rasende borgere (som mødet om det nu opgivne højhus på Jagtvej i København).
Bevarende lokalplaner.
Alle kommuner med gamle bykerner bør udarbejde bevarende lokalplaner. Ikke alene er det nødvendigt for kulturarven. Det vil også spare kommunen for en masse sager, hvor bygherrer eller developere har øjnet muligheder for at tjene penge på bymiljøets bekostning. Hvis det på forhånd er kendt, at bykernen er beskyttet, finder de andre muligheder. Og kulturarven skal ikke bringes i risiko, hver gang flertallet i kommunalbestyrelsen skifter (som det skete i København for 15 år siden, da 100 års praksis blev opgivet og der pludseligt blev åbnet for højhuse overalt med et resultat, at byens ’skyline’ med de mange tårne nu forsvinder). Københavns Kommune har nu besluttet at udarbejde lokalplaner for Indre By og Christianshavn. Tak for det.
Ændring af fredningsloven.
Man skal kunne frede helheder, ikke kun enkelte bygninger. Det har været et ønske i mange år, men KL forhindrede, at det kom ind i fredningsloven i 2010. Det er helheder, der skaber et miljø. Der er også brug for at genindføre flere fredningsklasser, så man kan frede en facade og lade husejeren gøre, hvad han vil med det indvendige.
Farvel til modernismen.
Noget tyder på, at modernismens tid nu – efter 100 år – endelig er ved at rinde ud. Intet varer evigt, og folkestemningen har længe været på vores side. Det nye er, at mange arkitekter i løbet af 2020 har erklæret sig enige i Arkitekturoprørets synspunkter. Man kan ikke se på et nybygget hus, om det ligger i Danmark eller i Kina. Men mange byer har stadig bevaret en egenart på trods af den medfart, de har været udsat for. Find tilbage til jeres egne rødder og bed bygherrer og arkitekter arbejde videre med dem. Tiden er allerede løbet fra de triste betonklodser, der overalt i landet er under opførelse nu. Lad os bygge rigtige byer igen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har givet klagerne over et byggeri på det
landskendte Nyborg Slot medhold. Det stort anlagte byggeprojekt bliver derfor
stoppet. Alle fynske borgmestre kræver, at Folketinget går ind i sagen.
Af Lene Vind,
I ti år har et stort byggeprojekt til cirka 350 millioner kroner været i støbeskeen i Nyborg.
Visionen var at bygge et moderne formidlingscenter ved at genskabe Middelalderens
Nyborg Slot i et firefløjet fæstningsværk. Kongefløjen mod vest er allerede restaureret,
men resten bliver ikke til noget nu, hvor en klagesag har sat en stopper for byggeriet. Det
er “Foreningen for Gamle Bygningers Bevaring”, “Kultur & Arv”, “Foreningen for Nyborgs
Forskønnelse” og “Europa Nostra Danmark”, som har indbragt projektet for Miljø- og
Fødevareklagenævnet. Deres argumenter var, at slottet ved byggeriet ville få uoprettelige
skader. Og at omfanget ikke blev retfærdiggjort af formidlingspotentialet, og dels på at
Slots- og Kulturstyrelsen, som både ejer og myndighed, havde habilitets-problemer. Ud af
nævnets syv medlemmer mente fire, at indgrebet fysisk og visuelt var for voldsomt og
risikerede at medføre uønsket præcedens-virkning. Miljø- og Fødevareklagenævnet gav
ikke klagerne ret i spørgsmålet omkring inhabilitet. Læs afgørelsen her. En trist dag for
Nyborg
Et enigt byråd har gennem 10 år arbejdet på projektet med at formidle historien
om Danmarks tidligere hovedstad og kongeby via Nyborg Slot, derfor kom afgørelsen den
17. december 2020 noget overraskende for politikerne. ”At der nu er truffet afgørelse, der
peger på, at det samlede projekt ikke kan udføres, opfattes af Byrådet i Nyborg Kommune
som mangel på forståelse for det samlede projekt og for betydningen for Nyborg og
Danmark. Det er i vores optik nærdemokratiet, der trædes under fode i et system, der ikke
har øje for helheden,” skriver byrådet i en udtalelse. Projektet er blevet støttet af fonde
som Realdania og A.P Møller og haft opbakning fra skiftende kulturministre. Chokket over
afgørelsen deles også af de fynske borgmestre, som nu må se langt efter alle de turister,
der ville besøge det nye formidlingscenter og resten af Fyn. ”Respekten for fortidsminderne
skal forenes med formidlingen af historien. Det er netop det 10 års arbejde har skabt
baggrunden for på Nyborg Slot, og som har kunnet lade sig gøre på eksempelvis
Koldinghus, i Tønder, i Jelling og Vordingborg. Derfor bakker vi op om, at der på
Christiansborg bliver set på lovgivningen,” skriver samtlige 10 fynske borgmestre i et åbent
brev, som formodentlig er på vej til kulturminister Joy Mogensen (S) nu. Hele brevet kan
læses på TV2 Fyns hjemmeside.
Hvad er læren af sagen? Der er blevet skrevet en del
artikler om formidlingen af den historiske bygning og klagesagen set fra forskellige vinkler.
Et af synspunkterne går på, at det ikke kan undgås at ændre ved fortidsminderne, hvis
historien skal formidles på en spændende måde, så de bliver relevante for
eftertiden. ”Visuelt set fremstod museumsfolkenes projekt spændende og storslået, og på
den måde ville det have underbygget betydningen af Nyborgs Slots rolle i vor historie.
Derfor har Miljø- og Fødevareklagenævnet taget fejl med deres afgørelse, idet formidlingen
bremses med fare for, at historien går tabt”, skriver Henrik Møhl fra Odense. Han har en
baggrund som gymnasielærer i historie. Hele indlægget kan læses i Fyns Amts Avis.
En anden holdning til byggeriet kommer fra Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret. I et
debatindlæg i Jyllands-Posten den 27. december 2020 beskriver han . ”Der havde ikke været noget debat om,
hvorvidt der overhovedet skulle bygges et moderne formidlingscenter klos op ad det gamle
slot. Det var et kup. De fleste kommuner ønsker borgerinddragelse. Men åbenbart ikke
Nyborg,” skriver Jep Loft. Hans konklusion i sagen er, at kommuner bør involvere borgerne
inden det er for sent, og når der er tale om sager af national betydning, bør hele landet
involveres.
Hør også indslaget ’Kulturen på P1’ fra den 21. december 2020 med Merete Lind Mikkelsen,
enhedschef SLKS og Frederik Siemssen, foreningen ”Kultur & Arv”.
Tak og godt Nytår til alle, der følger Arkitekturoprøret.
2020 har været et travlt år. Der er stor aktivitet på Facebook, og vores Facebookgruppe har nu 5.400 medlemmer. Der kommer 100-200 nye hver måned.
Vi blev inviteret til at deltage i en række arrangementer, men desværre blev kun få af dem afholdt, før Coronaen kom.
Vi har i årets løb haft mange artikler i pressen – enten skrevet af eller om os. Tres af dem ligger her i bloggen.
Ud over at skrive artikler har vi arbejdet med en række konkrete sager, f.x. ved direkte henvendelse til bygherrer, fonde, politikere og kommuner. Her på hjemmesiden er der artikler vedrørende de fleste. Man kan finde dem ved hjælp af søgefeltet. Her følger en oversigt:
Seneste kommentarer