Arkitekturoprøret

Lad os bygge smukt igen

Forfatter: Jep Loft (Side 27 af 36)

HVAD KAN VI LÆRE AF SAGEN OM NYBORG SLOT? Kronik i Jyllandsposten d. 27/12 -2020.

27. december 2020 / / 5 kommentarer

 

HVAD KAN VI LÆRE AF SAGEN OM NYBORG SLOT?

JEP LOFT
formand for Arkitekturoprøret, Gentofte

Den 17/12-2020 gav Miljø- og Fødevareklagenævnet fire klagere medhold og kendte det store byggeri af et moderne formidlingscenter på Nyborg Slot ulovligt. Direktøren for Slots- og Kulturstyrelsen udtalte: ”Vi har netop haft et møde i styregruppen bag projektet, hvor vi har drøftet klagenævnets afgørelse. Vi tager naturligvis klagenævnets afgørelse til efterretning, og selvom det er en hård besked at få, så er vi samtidig utrolig stolte af de dele af projektet, vi allerede nu har fået gennemført. (…) Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad der skal ske herfra. Vi vil snarest muligt samle parterne bag projektet og drøfte, hvad der nu skal ske.”

Der var ingen beklagelse over styrelsens rolle i sagen, ingen fortrydelse. Man kunne næsten få det indtryk, at han gerne ville indbringe klagenævnets afgørelse for domstolene. Jeg havde gerne set, at direktøren havde vedkendt sig et ansvar for, at sagen kom så vidt.

Byggeprojektet kom for de fleste som en tyv om natten. Det blev reelt først offentligt kendt i 2016, da det var for sent at ændre noget. Arkitektkonkurrencen var gennemført, tegningerne lå klar, og pengene fra fondene var skaffet. Nyborg Kommune og Østfyns Museer var begejstrede. Kommunen havde givet nedrivningstilladelser. Og Slots- og Kulturstyrelsen var garant for projektet. Der ville blive dispenseret fra fredningen af voldanlægget. Det særlige Bygningssyn var blevet holdt i uvidenhed. Der havde ikke været noget debat om, hvorvidt der overhovedet skulle bygges et moderne formidlingscenter klos op ad det gamle slot. Det var et kup. De fleste kommuner ønsker borgerinddragelse. Men åbenbart ikke Nyborg.

Tilhængerne af projektet har peget på, at klagenævnets afgørelse var snæver, fire stemmer mod tre. Jeg gætter på, at det havde været fem mod to eller seks mod én, hvis klagen var blevet behandlet på et tidligt tidspunkt. Det har krævet mod at standse et projekt, der allerede var kommet så langt.

Styrelsens ansvarlige enhedschef fortsatte i pressen med at lovprise det ulovlige projekt. Til Politiken Byrummonitor sagde hun d. 18/12-2020: ”Der er blevet malet et billede af projektets nye bygninger, der ikke stemmer overens med det velafbalancerede projekt, der var blevet udviklet. Der har desværre været nogle stemmer, der sagde, at det her glas og stål er forfærdeligt. Det er jo ikke korrekt”. Hun angriber således nævnets afgørelse for at være baseret på et forkert grundlag.

En styrelse bør ikke bevæge sig ud på kanten af loven og anlægge kreative fortolkninger af fredningsbestemmelserne, såsom at ”kulturarven formidles bedst ved en moderne gendigtning af anlægget”. Styrelser skal bevæge sig på sikker grund. En fredning går primært ud på at bevare, beskytte og fremtidssikre, ikke på at formidle og gendigte. Man freder, fordi noget skal lades i fred. Men naturligvis skal bygningerne kunne have en hensigtsmæssig funktion.

Slots- og Kulturstyrelsen er havnet i en ydmygende position. Den har både været ejer, bygherre og dispenserende myndighed. Ikke overraskende godkendte den sit eget projekt og ophævede fredningen. Kunne man forestille sig andet? Selv om der er to forskellige afdelinger i styrelsen, har de jo samme direktør, og han havde godkendt, at man i flere år havde arbejdet på projektet. Det ville da se mærkeligt ud, hvis den ene afdeling i en styrelse brugte tusindvis af timer på et projekt, som den anden afdeling derefter erklærede ulovligt. Det var en umulig konstruktion, at styrelsen havde flere kasketter på. Hvis den vil agere bygherre, bør den holde sig inden for reglerne og ikke selv dispensere fra dem.

Styrelsen havde ikke benyttet sig af Det særlige Bygningssyn, som er rådgivende i fredningssager. Synet blev ikke involveret før vinderprojektet var kåret, og det blev kun rådspurgt om arkitektoniske detaljer. Måske havde det alligevel ikke gjort nogen forskel, for bygningssynets formand var arkitekten bag projektet, hvilket også må synes ejendommeligt. Efter sigende erklærede han sig inhabil, da projektet blev behandlet. Kunne man forestille sig, at synet ville underkende dets egen formand, mens han stod uden for døren?

Styrelsen er tilfreds med sin rolle som affredende myndighed. Enhedschefen udtalte ved samme lejlighed: ”Bymiljøer og bevaringsværdige bygninger skal ikke beskyttes af Slots- og Kulturstyrelsen, men af kommunerne. Det er derfor, der er gennemført affredninger, og det har ikke har noget med Nyborg Slot at gøre.” Et besynderligt ræsonnement. Fredning stiller en bygning under statens beskyttelse. Når styrelsen affreder bygningen, skifter den status til ’bevaringsværdig’ og overgår til den kommunale forvaltning. Mange kommuner har ikke problemer med at give nedrivningstilladelser for bevaringsværdige ejendomme. Det ser vi løbende. I Nyborg skyndte kommunen sig at give tilladelse til nedrivning af de to gamle huse i slotsgården. De forsvandt meget hurtigt, længe inden projektet var godkendt i styrelsen. Hvorfor hastede det sådan?

Styrelsen mener åbenbart, at den skal affrede for at flytte ansvaret til kommunerne, hvor det hører hjemme. Bymiljøer interesserer ikke styrelsen. Omkring 400 huse blevet affredet siden 2010 – med den begrundelse, at bygningerne ikke indeholder tilstrækkeligt med fredningsværdier eller ikke længere er, som de var, da de blev fredet.

Hvis f.x. vinduerne er blevet udskiftet, kan styrelsen beslutte, at huset ikke længere bør beskyttes af fredning. Det svarer til, at hvis en landmand ved en fejl har pløjet et hjørne af en gravhøj, ophæver man fredningen, så han også kan pløje resten væk.

 

Hvad har vi lært?

Kommuner bør involvere borgerne, inden det er for sent. Er der tale om sager af ikke kun lokal men national betydning, bør hele landet involveres. Og denne sag, der drejer sig om en kongeborg, vedrørte ikke bare Nyborgs borgere, men os alle sammen.

Styrelser skal ikke ’satse’ eller afprøve lovens grænser. De skal holde sig på sikker grund. De skal heller ikke have flere kasketter på og dispensere fra reglerne i deres egen sag.

Der bør laves nye regler for, hvornår man inddrager Det særlige Bygningssyn. I store sager som Nyborg Slot, bør det høres allerede i idéfasen. Og heller ikke dér bør man acceptere risiko for inhabilitet.

Realdania administrerer en formue, der er skabt af tusindvis af almindelige låntagere. Den bør ikke bruges på projekter, der gør utallige mennesker fortvivlede.

Kulturministeren bør overveje, om Slots- og Kulturstyrelsen beskæftiger sig med de rette opgaver. Den skal sikre fortidsmindernes fremtid, men ikke lave moderne gendigtninger og tivoliserende formidlingsprojekter. Og i stedet for at affrede, burde den arbejde for en ændring af fredningsloven, så den giver hjemmel til det, der virkelig er behov for: fredning af helheder og fredning af facader (svarende til B-fredning under en tidligere lov). Det er helt nødvendigt at genindføre systemet med flere fredningsklasser.

Endelig bør kulturministeren se på, hvordan kommunerne forvalter vores bygningskulturarv. Nogle få kommuner har gjort det godt. Men for flertallets vedkommende må man desværre konkludere, at kommunerne ikke prioriterer opgaven særligt højt. I modsætning til forvaltningen af naturmiljøerne er der ikke sket nogen forbedring af forvaltningen af bymiljøerne i de seneste 50 år. De fynske borgmestres negative reaktion på klagenævnets afgørelse illustrerer problemets omfang.

 

Læs også her:

Nyborg Slot – Kulturministeren burde gribe ind

og her:

Rundetårn skal revitaliseres.

Klik på “BYVURDERINGER” i bjælken øverst for at se, hvordan kommunerne har forvaltet bevaringsopgaven.

 

Politiken Byrum 18/12 -2020. Slots- og Kulturstyrelsen svarer på Arkitekturoprørets kritik.

21. december 2020 / / 0 kommentarer

 

Visualisering: Ja Ja Architects og Cubo Arkitekter

»For Danmark er det en glædesdag. For Slots- og Kulturstyrelsen må dette give anledning til dybtgående overvejelser,« siger Arkitekturoprørets formand, Jep Loft, efter Miljø- og Fødevareklagenævnet torsdag har givet klagerne medhold i sagen om det stort anlagte byggeprojekt på Nyborg Slot.

NYHEDER18. DEC. 2020 KL. 04.00

 

MARIE KRAUL

Det stort anlagte byggeprojekt, der skulle nyfortolke og genskabe Nyborg Slot som et firefløjet fæstningsværk fra middelalderen, kan alligevel ikke realiseres.

Sådan lyder bygherrens, Slots- og Kulturstyrelsens, egen konklusion, efter Miljø- og Fødevareklagenævnet torsdag har truffet afgørelse i en klagesag fra 2019 om Nyborg Slot, hvor man giver medhold i en række af klagerne over projektet.

»Vi er rigtig kede af afgørelsen,« siger styrelsens enhedschef for de fredede bygninger, Merete Lind Mikkelsen, til Byrummonitor:

»Man var gennem alle de års arbejde nået frem til et forslag på et højt arkitektonisk niveau, der fangede den atmosfære, der var på slottet, og gjorde helheden stærkere.«

Klagerne kritiserede blandt andet projektet for at påføre slottet uoprettelige skader, at være for markant en visuel påvirkning af slottet som fortidsminde og at have et omfang, der ikke harmonerede med de eksisterende bygninger.

Nævnet har givet medhold ud fra en begrundelse om, at hensynet til de formidlingsmæssige interesser ikke opvejer projektets omfattende fysiske og visuelle indgreb i fortidsmindet, herunder de arkæologiske lag. Man har også lagt vægt på, at en dispensation vil kunne medføre en uønsket præcedensvirkning.

Ud af nævnets syv medlemmer stemte tre i mod afgørelsen.

En klage handlede desuden om, at Slots- og Kulturstyrelsen skulle være inhabil, idet man både var ejer og bygherre – og samtidigt den myndighed, der dispenserede fra fredningen.

Denne klage blev afvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Det er de fire klageparter Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring, Kultur & Arv, Foreningen for Nyborgs Forskønnelse og Europa Nostra Danmark, der i 2019 indbragte sagen for Miljø- og Fødevareklagenævnet.

»Europa Nostra er som en af klagerne tilfredse med, at ankemyndigheden har fulgt vores indsigelser, som primært vedrører byggeriets voldsomme format, samt den helt usædvanlige sagsbehandling,« skriver Erik Vind, bestyrelsesformand for foreningen, i en email til Byrummonitor.

»Jeg kan også forstå, som et af elementerne, at afgørelsen vil få indvirkning på den fremadrettede administration af andre historiske bygninger og fortidsminder, det er interessant.«

Arkitekturoprøret, som har været en af de største modstandere mod projektet og sammenligner projektet med »en slags Tivoli«, er også tilfreds med afgørelsen.

»For Danmark er det en glædesdag. For Slots- og Kulturstyrelsen må dette give anledning til dybtgående overvejelser,« siger foreningens formand, Jep Loft.

»Styrelsen er i forvejen kendt for at affrede bygninger over hele landet. Den har ikke været bymiljøernes ven. Den bør indse, at der ikke skal eksperimenteres – eller satses, som de selv kalder det – men i stedet passes bedre på kulturarven,« siger han.

Merete Lind Mikkelsen:

»Bymiljøer og bevaringsværdige bygninger skal ikke beskyttes af Slots- og Kulturstyrelsen, men af kommunerne. Det er derfor, der er gennemført affredninger, og det har ikke har noget med Nyborg Slot at gøre.«

Hun tilføjer:

»Der er blevet malet et billede af projektets nye bygninger, der ikke stemmer overens med det velafbalancerede projekt, der var blevet udviklet. Der har desværre været nogle stemmer, der sagde, at det her glas og stål er forfærdeligt. Det er jo ikke korrekt. Og der er heller ikke ’eksperimenteret’. Der er omhyggeligt udviklet et fint tilpasset projekt, som yderst kvalificeret arkitektonisk og materialemæssigt indgik i en relation med de eksisterende historiske bygninger på stedet. Der var også taget alle hensyn til de arkæologiske spor på stedet med en lang række sonderende undersøgelser, så vi sikrede os, at ruinerne blev bevaret.«

Merete Lind Mikkelsen mener, at kritikken er et udtryk for et ønske om at »musealisere« historiske bygninger, der måske ikke har værdien til det. Kongefløjen, der står alene i dag, blev bygget grundlæggende om for hundrede år siden og næsten halvdelen af det, der findes i dag, er nyere, anfører hun.

»Det er grunden til, at vi mener, man kan gøre andet her end man kan andre steder, hvor fortællingen er mere intakt.«

I tilfældet med Nyborg Slot er hendes opfattelse, at det eksisterende anlæg i dag er så beskåret og ombygget, at det er svært at aflæse. Den vigtige fortælling om slottet risikerer nu at gå tabt.

Nyborg Kommune oplyser til DR Nyheder, at de har fået besked om resultatet torsdag middag. Borgmester Kenneth Muhs (V) kalder overfor mediet resultatet af klagen »chokerende«:

»Med den afgørelse, vi har modtaget, så er det en trist dag for projektet og ikke mindst for Nyborg, for det ser ikke ud til, at vi kan gennemføre det. Arbejdet har pågået i 10 år med et hav af forskning, projektbeskrivelser og -konkurrencer, besøg af ministre og så videre. Så det er mildest talt rystende.«

Omfattende restaurering allerede gennemført

Projektet var udviklet i et samarbejde mellem Jaja Architects, VMB Arkitekter, Cubo Arkitekter og Mogens A. Morgen med Søren Jensen som ingeniør og Schønherr samt Schul Landskabsarkitekter som landskabsarkitekter.

Der er skabt et nyt torv og turneringsplads ved Nyborg Rådhus, og restaureringen af den gamle kongefløj vil være gennemført i 2021.

Dele af det store projekt til i alt 321,4 millioner er således allerede gennemført til en pris af cirka 100 millioner kroner.

Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad der skal ske nu, men styrelsen vil snarest muligt samle parterne bag projektet og drøfte sagen.

Byrummonitor har torsdag forsøgt at få en kommentar fra kulturminister Joy Mogensen (S), men det er ved redaktionens slutning ikke lykkedes.

 

Nyborg Slot. Klagerne fik medhold. Kronik i Fyens Stiftstidende d. 4/10-2016.

17. december 2020 / / 1 kommentar

Kronik i Fyens Stiftstidende d. 4/10-2016.

 Fynboer, rejs jer til dåd!

Nyborg Slot skal suppleres med et stort, nyt ’formidlingscenter’, som sikkert er fin arkitektur, men som helt bevidst ikke passer til den oprindelige bygning. Det er et indgreb, som fuldstændigt vil ændre den oplevelse, man får, når man besøger slottet. Og det kan ikke gøres om. Der er sikkert mange, som vil være glade for de faciliteter, som det nye hus kommer til at rumme. Men kan det opveje det tab, som vi andre vil føle, når det enestående sted forvandles så radikalt?

Hvorfor har der ikke været mere debat om byggeprojektet? Hvis det havde drejet sig om at ødelægge et stykke oprindelig natur, ville der have været stor debat, og Danmarks Naturfredningsforening ville sandsynligvis have iværksat en kampagne. Hvis en truet dyreart ville lide overlast, ville kampen have gode chancer for succes. Men nu er det et enestående bymiljø, der forandres totalt og helt mister sin karakter af middelalderborg. Og selv om middelalderborge er en truet art i Danmark, har ingen gjort noget. Vi savner et sidestykke til Naturfredningsforeningen på bymiljøområdet. Det findes desværre ikke.

H. C. Andersen var fynbo. Den lille dreng i Kejserens Nye Klæder var sikkert fynbo. Han turde sige fra. Han turde sige parnasset midt imod. Hvorfor er I tavse? Synes I virkelig alle sammen, at det er en god idé at bygge i glas og stål i en middelalderborggård? Er der virkelig ingen af jer, der føler som jeg? Tænk på de stakkels skagboer, som har måttet se deres fine bymiljø omkring Skagens Museum blive ødelagt af en stor, helt fremmedartet kasse; de havde heller ingen forudgående debat. Mange blev taget på sengen, da det var for sent at gøre noget. Det bør ikke ske igen i Nyborg. Skriv læserbreve til avisen! Lad jeres politikere høre, hvad I mener!

Hvorfor kan vi ikke passe på vores gamle bymiljøer i Danmark? På Fyn har Odense og Svendborg lidt megen skade, og Nyborg har også meget utilpasset nybyggeri i den gamle bykerne. Anderledes forholder det sig med Bogense, Middelfart, Assens, Faaborg, Kerteminde, Rudkøbing, Ærøskøbing og Marstal. I Frankrig og Italien passes der virkeligt godt på de gamle bykerner, og turisterne strømmer til af samme grund. De kommer ikke for at opleve moderne huse med formidling, cafeteria, toilet, butik og turistkontor. I Danmark har vi kun en meget lille brøkdel af, hvad man har dér, men vi river fortsat ned i bykernerne og slår bymiljøerne i stykker. Ingen love beskytter dem.

Nogle vil mene, at dette handler om smag og behag, at det ene synspunkt kan være lige så godt som det andet. Men sådan forholder det sig ikke. Det nye hus vil ødelægge oplevelsen for modstanderne af byggeriet. Fraværet af det nye hus vil ikke i tilsvarende grad ødelægge noget for tilhængerne; de kan få deres hus et andet sted, bare ikke i borggården – eller de kunne måske få et andet, bedre tilpasset hus. Nogle kan lide moderne kunst, andre kan lide guldaldermalerier. Sådan vil det altid være. Men det ene ødelægger ikke det andet. Tilhængerne af moderne kunst lader de gamle billeder være i fred. Anderledes er det, når man bygger utilpasset nyt i et gammelt bymiljø. Det nye hus slår harmonien i stykker. Byg nyt i nye bydele, skab nye bydele med miljø. Det er svært – se på Nyborg Havn. Så lad være at ødelægge de gamle.

Hvorfor har det været vigtigt, at det nye hus skal adskille sig helt fra det gamle Nyborg Slot? Hvorfor er det så frygteligt, hvis man passer sig ind efter omgivelserne? Som samfundsborgere er vi vant til at rette ind efter omgivelserne. Vi tilpasser vores påklædning og vores opførsel efter det selskab, vi er i. Enkelte gør måske ikke, men det er kun sjovt til en vis grænse; i længden bliver det trættende. Det nye hus bliver helt moderne, i pagt med tidens ånd. Men tidsånden ændrer sig, og en dag vil det virke gammeldags på den forkerte måde. Se hvor galt det er gået på Malmøhus. Man bør respektere stedets ånd.

I Grækenland restaurerer man de gamle templer og søger at genrejse væltede søjler præcis, som de var. Hvorfor bygger man ikke et stort hus af glas, stål og beton midt på Akropolis? Fordi turisterne ville flygte. De vil opleve området så tæt på det, det engang var. Det samme gælder for Nyborg Slot.

Mange fremhæver Koldinghus som et godt eksempel på byggeri i en gammel kongeborg. Jeg gør ikke. Jeg havde hellere set, at man havde afdæmpet signalerne om, at der var tale om nyt byggeri. Men uanset hvad man mener om genopbygningen af Koldinghus, så er den langt mere hensynsfuld end byggeriet på Nyborg Slot.

Det er sidste chance, hvis dette skal undgås. Den eneste vej er protester fra borgerne. Det må starte på Fyn. Formidlingscentre er der mange af; men vi har kun ét Nyborg Slot.

 

 

Jep Loft

Talsmand for Bymiljøinitiativet i By & Land.

Initiativtager til GodeByer.dk.

Berlingske d. 16/12 – 2020. Kom med ind i kampen, Holger Dahl!

16. december 2020 / / 0 kommentarer

 

Københavnersnuden, Holger Dahl, omtalte 9. december Arkitekturoprørets virke bl.a. med ordene: »Arkitekturoprøret hader pr. automatik al arkitektur, der er bygget siden 1920, så det bliver til meget raseri …« Det er en forfejlet beskrivelse.

Vores Facebookgruppe har over 5.000 medlemmer, og der kommer 100-200 nye til hver måned. Vi repræsenterer derfor cirka lige så mange forskellige meninger, og vi er ikke specielt rasende. Men vi er nok fælles om at være fortvivlede over de store skader, som moderne byggeri har forvoldt i ældre bykvarterer gennem de seneste 100 år, ligesom vi er bedrøvede over, at der ikke er skabt nye bykvarterer med samme liv og atmosfære, som de ældre kvarterer har. (Mig bekendt deler Holger Dahl skuffelsen over de mange nye, kedelige bykvarterer). Byggebranchen og de lokale myndigheder har fejlet. Aldrig er der blevet bygget så meget og skabt så lidt af blivende værdi.

I al den tid har arkitekturdebatten været domineret af fagfolk, som har lovprist sig selv og hinanden og vist meget beskeden interesse for lægfolks kritik. Fagfolkene har levet i deres egen, lukkede verden. Arkitekturoprøret er talerør for den (meget store) del af befolkningen, som ikke er kommet til orde. Vi mener, at tiden er løbet fra modernismen og ønsker mere hensynsfuldt og menneskevenligt byggeri.

Besynderlig er Holger Dahls anbefaling om, at vi begynder at beskæftige os med sammenhænge. Vi har dårligt gjort andet. Fra starten har vi sagt, at vi ønskede at undgå diskussioner om arkitektur eller om, hvad der er pænt eller grimt; det er bedre bymiljøer, der er vores mærkesag. Vi har gang på gang påpeget arkitektstandens manglende forståelse for omgivelserne. Eksempler herpå er så godt som alle tilbygninger til museer og skoler, alle de utilpassede infill-huse og de store byggerier helt ude af skala i de gamle bykerner. På vores blog kan man finde ca. 100 avisartikler og TV-indslag, der dokumenterer disse synspunkter.

Så vores opfordring til Holger Dahl er: Kom med ind i kampen! Vi har brug for dig. Der skal tænkes nyt. Det handler ikke om nostalgi. Efter 100 år med modernismen er det tid til forandring.

Jep Loft, formand, Arkitekturoprøret

Villabyerne d. 10/12-2020. HENSYNSLØST SKOLEBYGGERI.

10. december 2020 / / 0 kommentarer

HENSYNSLØST SKOLEBYGGERI.

 

Hver gang, jeg kører ad Gersonsvej forbi min gamle skole, Øregaard, ærgrer jeg mig over den nyeste tilbygning. Idéen med den må have været at bygge noget, der passer så dårligt til den enestående gamle skolebygning, som overhovedet muligt. Jeg forestiller mig, at gamle elever fra Ordrup Gymnasium og Tårbæk Skole må have lignende følelser, når de ser de utilpassede tilbygninger, som disse to skoler er blevet belastet med. Noget er gået galt på arkitektskolerne.

Når vi i Arkitekturoprøret kritiserer hensynsløst nybyggeri i gamle bydele og kedeligt byggeri i nye bykvarterer, bliver vi mødt med forståelse – også fra arkitekter. Men samtidig gøres det gældende, at skylden ligger hos developere, bygherrer, planlæggere og de kommunale forvaltninger. I de tre nævnte tilfælde må det dog vist være arkitekterne, der bærer ansvaret.

Det er nu 100 år siden, at modernismen fik sit gennembrud i arkitekturen. Bykvarterer fra før Første Verdenskrig har liv og atmosfære, mens de mange forstæder, der er bygget senere, som hovedregel er atmosfæreforladte. Modernismen har hærget i gamle bykvarterer og slået harmoni og sammenhæng i stykker. Den smed hårdt erhvervet lærdom og erfaring ud med  badevandet og insisterede på at genopfinde arkitekturen. Det gik galt.

Lad os håbe, at modernismens tid snart er omme, så den sunde fornuft igen kan vinde frem. At infantilt ”Her-kommer-jeg-byggeri” går af mode, og hensynsfuld byggeskik genindføres. Det gælder om at ramme stedets ånd; tidsånden er flygtig, og tiden er løbet fra modernismen.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret

 

 

Brev til stadsarkitekten i Aarhus. Aarhus Stiftstidende d. 30/11-2020.

30. november 2020 / / 4 kommentarer

Link til artiklen.

 

DEBAT

Åbent brev til ny stadsarkitekt: Der er brug for en stadsmiljø-vogter

“Kommunalpolitikere tænker på alt muligt andet. De tænker ikke på, at bymiljøerne er afgørende for vores trivsel og derfor skal beskyttes lige så godt som naturmiljøerne. De tror måske fejlagtigt, at det fremmer “udvikling og fremskridt”, hver gang gamle huse nedrives for at give plads for moderne byggeri”, skriver Jep Loft. ‘

Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

30 nov. 2020 kl. 08:16

Jep Loft, Gentofte, formand for Arkitekturoprøret

DEBAT: Kære Anne Mette Boye, tillykke med jobbet som stadsarkitekt i Aarhus. Der er brug for en stærk stadsarkitekt. Eller snarere en stadsmiljø-vogter.

Arkitektur kan man diskutere til dommedag. Man bliver nok aldrig enig, og det er heller ikke vigtigt. Det vigtige er et hyggeligt, menneskevenligt, atmosfærefyldt og livligt bymiljø, og det er noget andet end arkitektur (Nationalbanken i København anses for stor arkitektur, men den har ødelagt et helt bykvarter, som nu er mennesketomt).

Bymiljøet har det skidt i Aarhus. Generelt er vi i Arkitekturoprøret af den opfattelse, at kommunerne har svært ved at magte opgaven som den myndighed, der skal beskytte vores bymiljøer og derved varetage vores vigtigste kulturarv.

Kommunalpolitikere tænker på alt muligt andet. De tænker ikke på, at bymiljøerne er afgørende for vores trivsel og derfor skal beskyttes lige så godt som naturmiljøerne. De tror måske fejlagtigt, at det fremmer “udvikling og fremskridt”, hver gang gamle huse nedrives for at give plads for moderne byggeri.

Og Aarhus er nok lige for tiden den værste by i Danmark, hvad nedrivninger angår. Sagen om ejendommen Jomsborg er bare den seneste af en længere række. For få uger siden var det en husrække i Nørre Allé, der forsvandt.

I Arkitekturoprørets facebookgruppe var der i oktober et indlæg om developeres (byudviklere, red.) virke i Aarhus. Der stod: “Developeren møder selv op og får en rolig snak med forvaltningen. Han vil næsten altid gå derfra med en god fornemmelse af mulighederne og om der forhold, der skal tages hensyn til. Om stemningen på rådhuset og på det politiske niveau. Hvis projektet er lovende, kan han gå videre med at finde aktørerne til projektet. Det gælder bygherrer, arkitekt- og byggefirma. Andre aktører følger med som eksisterende samarbejdspartnere til de nævnte. (…) Forretning og en umættelig sult efter nye aktiviteter lokalt har forrang. Hensyn til byrum, arkitektur og lokalområdets interesser kommer i betragtning, så længe det ikke truer tilgangen af nye byggeprojekter. (…) En arkitekt eller arkitektfirma, der ikke accepterer spillet, bliver slet ikke inviteret med. Det kvalificerede modspil til økonomitænkning kan nærmest kun komme et sted fra – fra politikerne. I sjældne tilfælde offentligheden. Problemet er, at politikerne først kommer med for sent til at gøre noget ved det. Offentligheden er endnu dårligere stillet og er helt afhængig af en kritisk lokalpresse. Typisk optræder developeren ikke så ofte i pressen som ansvarlig”.

Det kan jo forklare de triste kendsgerninger. Projekter for projekternes skyld – ikke, fordi de er nødvendige.

Derimod vil det være modigt, hvis du tør være med til at gøre op med en fejlslagen byplanlægning og sørge for, at der i fremtiden bliver passet bedre på Aarhus. Held og lykke i jobbet.

Der mangler bevarende lokalplaner, som kan bremse developerne. Her kan du gøre noget.

I Arkitekturoprøret har vi længe været overbeviste om, at vores holdninger har gehør i den brede befolkning. Debatten har vist, at der også i byggebranchen (og endda blandt arkitekter) er sket en holdningsændring.

Din forgænger som stadsarkitekt, Stephen Willacy, var vel nok også enig med os i meget, men han har desværre skrevet: “Arkitekturen skal også kunne indgå et kvalificeret modspil i forhold til et sted og tolke og afspejle tidens trends og turde gå imod den almene opinion. Det er her, der kræves mandsmod”.

Vi synes, at resultaterne af denne holdning har været så dårlige, at der bør tænkes på en ny og mere hensynsfuld måde. Vi kan ikke se, hvorfor man skal blive ved at gå imod den brede befolknings ønsker – de fleste kommuner ønsker jo mere borgerinddragelse. Og vi finder det ikke specielt modigt; der er det, som alle i branchen har gjort i snart 100 år – med store ødelæggelser til følge.

Derimod vil det være modigt, hvis du tør være med til at gøre op med en fejlslagen byplanlægning og sørge for, at der i fremtiden bliver passet bedre på Aarhus. Held og lykke i jobbet.

 

Aarhus Stiftstidende d. 23/11 – 2020. Bevar Jomsborg.

23. november 2020 / / 0 kommentarer

 

https://stiften.dk/artikel/bevar-det-gamle-bymilj%C3%B8-er-aarhus-grebet-af-nedrivningstrang

Bevar det gamle bymiljø: Er Aarhus grebet af nedrivningstrang?

Alle landets kommuner lægger planer for, hvordan de kan blive mere grønne. Genbrug og minimalt ressourcespild er højt prioriteret. Men intet sted er ressourcespildet større, end når man nedriver en fungerende bygning og bygger en helt ny. Og i Aarhus synes der at være stor nedrivningstrang.

Den sidste gamle husrække i Nørre Allé er i gang med at blive jævnet med jorden. Nu forlyder det, at etageejendommen “Jomsborg” ved Europaplads 6 er i fare for at blive revet ned, hvis byrådet godkender forslaget til lokalplan. Bygningen er opført i nationalromantisk stil og tegnet af arkitekten Thorkel Møller. Det bør ikke ske.

Ligeledes forlyder det, at den karakteristiske hjørnebygning på Vesterbrogade 2 skal nedrives. Der synes at tegne sig et mønster. Frederiksgade, som var næsten helt bevaret, har fået en et stort, trist kontorhus på hjørnet over for Ridehuset og flere helt utilpassede nybygninger længere mod nord i gaden. Jægergårdsgade har ligeledes fået sin bekomst med nyt, utilpasset byggeri. Det forekommer planløst, at man ødelægger de fine bymiljøer.

Aarhus har udnævnt tidligere borgmester Bernhard Jensen til ”Alle tiders aarhusianer”. Har byrådet glemt hvorfor? Borgmesteren afværgede et gadegennembrud, der ville have ødelagt Midtbyen. Men nu river man lystigt ned.

Hvis Aarhus Kommune vil tænke på klimaet, genbruger man de fine, gamle bygninger.

 

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret

Arkitekturoprørets idéer til Jernbanebyen

11. november 2020 / / 4 kommentarer

Idékatalog indsendt af Arkitekturoprørets arbejdsgruppe.

 

Jernbanebyen skal bryde med mange års fejlagtig praksis i byggebranchen.

 

Siden Første Verdenskrig er man holdt op med at bygge egentlige byer. I stedet er der bygget forstadskvarterer, villakvarterer, industrikvarterer m.m. Det omfattende byggeri efter Anden Verdenskrig har på afgørende punkter fejlet. Der er ikke skabt gode bymiljøer med værdi for andre end dem, der bruger husene. Ørestaden og byggerierne på havnene i hele Danmark (og særligt i København) er nedslående beviser herpå. De gode bymiljøer findes i de gamle bykerner og i de nyere kvarterer, der blev bygget før Første Verdenskrig, herunder brokvartererne, inklusive kvarteret omkring Sønder Boulevard nord for Jernbanebyen.

 

Der er for os ikke længere nogen tvivl om, at byggebranchen og den almindelige befolkning har stået langt fra hinanden. Der er i samfundet en udbredt fortvivlelse over det kedelige nybyggeri og de skadelige nedrivninger, der er sket i de ældre bykerner. (Se her).  Men lægfolkene er ikke blevet hørt. Fagfolk har ment sig hævet over kritik. Byggebranchen synes at have mistet forbindelsen til befolkningens flertal. Dette er ved at forandre sig nu. Der lyttes til vores kritik, og mange arkitekter erklærer sig enige i den. Men endnu har det ikke sat sig spor i byggeriet. Lad Jernbanefolkene lægge det første spor.

 

Arkitekter er uddannede til at bygge store huse, eller ’særlige’ huse – enten til særlige formål eller til særlige bygherrer. De har ikke lært at bygge almindelige, mindre huse, der indgår i en større, harmonisk sammenhæng og derved skaber liv, tryghed og atmosfære. Boligbyggeriet har været tegnet for bygherrerne, ikke for beboerne. Det har kunnet fortsætte i flere menneskealdre, fordi de boligsøgende ikke har et frit forbrugsvalg. Man må tage det, der findes på det sted, hvor man gerne vil bo.

 

Et lignende misforhold mellem kvaliteten af det udbudte og det, som køberne ønsker, ville ikke kunne opstå i f.x. bilbranchen eller møbelbranchen. Her vil markedskræfterne gøre sig gældende, og derfor er biler og møbler med klassisk design i høj kurs. Hvis BLOX eller Østerport II havde været biler, var de aldrig blevet produceret; ingen fabrikant ville bruge milliarder på at provokere og genere sine kunder (og BLOX er da også blevet en gigantisk økonomisk fiasko). Boligbyggeriet har været moderne blot for at være moderne, og dermed er det ikke blevet menneskevenligt. Ofte er tiden hurtigt løbet fra det. Det er ikke de ældre kvarterer, men derimod den nyere betonblokke, der er blevet gammeldags. Vi ser nu relativt nye boligblokke blive revet ned. Måske har der været en angst blandt arkitekter for ikke at være moderne. Konsekvensen har været dårligere trivsel og ringere livskvalitet for millioner af mennesker. De ghetto-fremmende byplaner har ydermere avlet kriminalitet.

 

Med rette eller med urette føler Arkitekturoprøret sig på bedre bølgelængde med de kommende brugere af Jernbanebyen end fagfolkene i byggebranchen. Vi er ikke i tvivl om, at vores forslag vil give husene en højere beliggenhedsværdi (og dermed en større værdi for bygherren) end traditionelt, moderne byggeri i en byplan, der er lagt efter en lineal. Vi ønsker med Jernbanebyen at gøre op den fejlslagne byggepraksis. Her er en enestående chance for at skabe et egentligt bykvarter midt inde i byen. En sådan kommer ikke igen. Derfor må fejltagelserne, som man ser i næsten alle nye bykvarterer (for eksempel på Teglholmen lige syd for Jernbanebyen), ikke gentages.

 

Vi lægger hovedvægten på bymiljøet – ikke på arkitekturen. Store huse som Hornbækhus og Vestersøhus berømmes som fin arkitektur. Men for bymiljøet er den slags byggeri dræbende. Det skaber ingen byrum. Det samme gælder punkthuse som Blidahpark. Og hvis byplanen lægges efter en lineal, kan der heller ikke skabes en egentlig by med atmosfære. Selv attraktive områder som Kartoffelrækkerne og Brumleby er områder for de få udvalgte. Det er ikke bykvarterer for os alle.

 

Vi forventer, at Jernbanebyen med dens fine bymiljøer ved kanalen og på de små torve vil tiltrække beboere fra Teglholmen og andre omkringliggende kvarterer og dermed give noget – ikke bare til dens egne beboere, brugere og besøgende turister, men til hele nabolaget. Dette kan i nogen (om end mindre) grad også siges om Sluseholmen, men derudover har det desværre været hovedreglen, at nybyggeri tager fra omgivelserne uden at give noget tilbage. Det gælder ikke kun i København; det ses i udbredt grad på havneområder overalt i landet.

 

 

Grundidéer for Jernbanebyen:

 

  1. Den skal være en by i byen – ikke et forstadskvarter
  2. Alle de gode bygninger skal bevares
  3. Byen skal være et trygt og hyggeligt sted med liv og atmosfære
  4. Byplanen skal have et organisk præg og ikke fremstå som planlagt efter en lineal
  5. Der skal være husrækker og karréer
  6. Parcellerne skal fremstå som små (selv om der bag forskellige facader kan være ét stort hus).
  7. Der skal ikke være højhuse, punkthuse eller boligblokke
  8. Der skal ikke være huse af glas eller stål (men gerne af beton, hvis det males og fremstår som et pudset hus)
  9. Der skal ikke være store huse (bortset fra dem, der bevares)
  10. Der skal være mange samlingspunkter, fx torve og en kanalkaj
  11. Der skal være bymæssige gaderum og grønne gårdrum
  12. Det skal være let at komme ud af husene (en dør i hver parcel)
  13. Døre og vinduer skal være opretstående huller i mur
  14. Husene skal signalere, at de ligger i København – gerne i en klassisk stil (inspireret af Jernbanebyens gule huse, Københavns indre by eller brokvartererne)
  15. Husene skal være forskellige (og gerne i forskellige farver), men indgå i en harmonisk helhed

 

 

Specifikke idéer til byplanen:

  1. En grøn jordvold langs Vasbygade danner sammen med den existerende banevold en vold omkring byen, der skærmer for støj, fungerer som et grønt område og skaber tryghed. På volden kan der anlægges en sti, ligesom der var på byens gamle volde.
  2. Metro-anlægget overdækkes, og der bygges hen over de opståede bakker.
  3. I det sydøstlige hjørne forlænges to kanaler til at mødes. Der opstår en havnebrygge med sol.
  4. Der anlægges en trappe på bakkeskråningen – ”Den danske Trappe”.
  5. Der bygges lange husrækker, bestående af mange, mindre, forskellige huse langs jordvoldene for at skabe vægge, der giver hyggelige og trygge byrum
  6. Parkering kunne bl.a. ske uden for jordvolden langs Vasbygade. Man kunne grave en parkeringskælder ned i jordvolden.
  7. Der skabes bl.a. torve ved kanalen, ved den fine ’accissebod’ ved gangtunnelen under banen i det nordvestlige hjørne og ved tårnet i den nordlige del af byen.

Berlingske d. 1/11 – 2020. Om to hoteller.

1. november 2020 / / 0 kommentarer

 

Ordet »kasse«bruges ofte som et skældsord i arkitekturdebatten, men der er stor forskel på kasser. Det handler, som altid, om sammenhæng og formgivning.

 

Holger Dahl htda@berlingske.dk

 

Et af de mest almindelige skældsord, når arkitekturdebatten raser, er »kasse« – nogle gange »modernistisk kasse«, »glaskasse« eller måske endda »glas-og-stålkasse«. Som regel går den rasende debattør ikke længere – som om selve begrebet »kasse« var skældsord nok.

Alle ting indgår i sammenhænge, der har indflydelse på, hvordan de »er«. En farve alene kan for eksempel ikke være pæn eller grim. Det giver ingen mening at sige »den farve kan jeg ikke lide«, for ingen farver eksisterer uden kontekst. Og enhver farve kan bruges godt eller dårligt. Ligesom ethvert krydderi og enhver arkitektonisk form.

Og der er forskel på kasser. Ligesom med farverne er kassen ikke grim i sig selv – det afhænger af mange ting, men mest af alt af proportioner, detaljering og kontekst.

 

En god og en dårlig kasse

Et eksempel på to helt sammenlignelige kasser med en kæmpestor kvalitetsforskel er to af københavns hoteller: Arne Jacobsens SAS

Royal Hotel over for Hovedbanegården og Ejnar Graae og Bent Severins Radisson Blu på Amager Boulevard.

SAS Royal-hotellet er fra 1960 og Radisson Blu er fra 1973. Det første er knap halvfjerds meter højt, det andet er hele 86, men det er ikke de 16 meter, der gør forskellen.

Arne Jacobsens SAS Royal hotel er i sig selv et gedigent stykke kopiarbejde – eller en »hommage«, hvis man skal sige det pænt. Det værk, Jacobsen låner så ubeskedent fra, er Gordon Bundshafts Lever House fra 1952.

Lever House står i New York, og da den blev færdig, var den byens kun anden modernistiske kassebygning. Den vakte opsigt med det samme af en række grunde, men først og fremmest fordi den så åbenlyst udstillede det arkitektoniske greb curtain wall.

En curtain wall er præcis det, navnet siger: En mur, der egentlig bare er et stift gardin. Indtil begyndelsen af det 21. århundrede var alle høje bygninger primært båret af deres facade.

Nogle gange var det nødvendigt at støtte

bygningens struktur med de såkaldte stræbepiller: De høje ribben, man for eksempel ser på Notre Dame i Paris. I begyndelsen af det 20. århundrede blev betonen udviklet, og med den udvikling kom ideen, at en bygnings konstruktive system kunne være en serie dæk, båret af søjler inde i bygningen, og at facaden dermed blot kunne være det, man med et moderne udtryk kalder en klimaskærm.

De første curtain-walls dukkede op i Chicago i begyndelsen af det 20. århundrede. Her i Danmark var det stjernearkitekten Anton Rosen, der introducerede ideen. Hans Savoy Hotel på Vesterbrogade 34, hvor Dreyers Fond nu bor, var Danmarks første curtain wall.

Efter Anden Verdenskrig udviklede konceptet sig yderligere, og først med FN-bygningen og senere med Lever House blev New York stedet, hvor arkitekterne kunne vise deres nyeste kunster.

Æstetisk er curtain-væggens store attraktion dens lethed. Ved at lave en facade, der var sprød som en sukkerknipling, kunne arkitek

terne pludselig ophæve tyngedekraften, og naturligvis tænkte enhver arkitekt, der så Bundshafts mesterværk på Park Avenue i New York: »Sådan én vil jeg også lave«.

 

En følsom modernist

Arne Jacobsen var hele sit liv en hyperæstetisk formgiver og en meget vågen observatør af udenlandske strømninger, så det er klart, at det var ham, der blev »gardin-væggens« største mester i Danmark. Han øvede sig med rådhuset i Rødovre, der stod færdigt i 1955, og foldede så konceptet ud med forundringsfremkaldende elegance i SAS Royal-hotellet.

Her midt i København står den elegante blok og får alt andet til at se, netop, klodset ud. Den tynde hud virker næsten naturstridig og får hele »kassen« til at stå som en sprød krystal.

Den enkle klods er proportioneret helt klassisk efter det gyldne snit, og med det går man sjældent galt i byen, selv om hverken geometriske dogmer eller den mekaniske gentagelse af grundproportioner som sådan er garanter for noget som helst. Når det handler om at skabe mesterværker, er det kun arkitektens evner og overskud, der betyder noget.

Facadepanelerne i hotellet minder meget om dem, Jacobsen udviklede til Rødovre Rådhus, og med deres modul på 60 centimeter er de faktisk styrende for al proportionering i hele hotellet – både rum, forbindelser og indretning.

SAS Royal Hotel blev født som et gesamtkunstwerk, hvor Arne Jacobsen folder hele paletten ud: Arkitektur, møbler, indretning, glas og bestik i restauranten, alt blev designet af Jacobsen, og alt var overlegent velproportioneret og elegant –og måske ikke så praktisk.

I dag står (på nær et enkelt sentimentalt værelse) kun det ydre tilbage, som det var tænkt, men hotellet er stadig for enhver, der kommer forbi, et vidnesbyrd om designeren Arne Jacobsen. En meget stor bygning, der er formgivet med en omhu og proportionssans, man normalt kun ofrer møbler.

 

Bygbarhed i stedet for lethed

Til forskel fra Jacobsens overordnede program, der handlede om at vise venlig, vægtløs, sprød lethed, handler den anden kasse, vi snakker om her, udelukkende om praktisk bygbarhed.

Radisson Blu er også bare en kasse, og som Jacobsens hotel er kassen her sandsynligvis også primært båret inde i konstruktionen – bærende facader bruges stort set ikke længere i dansk arkitektur.

Men Radisson-kassen er ikke proportioneret med nogen form for omhu. Det er ikke tilfældigt, at dets ene ophavsmand, Ejner Graae, som oven i købet som ung mand arbejdede på Arne Jacobsens tegnestue, mest er kendt for shoppingcentre som for eksempel Rosengårdscentret i Odense.

 

Radisson Blu ligner præcis et shoppingcenter på højkant, hvor eneste styrende princip har været den mest effektive metode, hvorpå man kunne stille betonmoduler oven på hinanden. »The society for putting things on top of other things« som det hed i en Monty Python-sketch i min barndom. Og det er netop humlen: Arkitektur er så uendeligt meget mere end at sætte ting oven på hinanden.

Ud over de to kassers iboende kvaliteter er det også vigtigt at se på, hvordan de to bygninger forholder sig til den sammenhæng, de indgår i. Jacobsens Royal hotel står som sit forbillede i New York på en lav plint, der formidler overgangen fra den lodrette tårnskala til byens lavere og mere horisontale bevægelsesmønstre.

Samtidig formår bygningen med sin meget fine detaljering at tilpasse sig Københavns øvrige størrelser. Selv om bygningen er moderne, hører den til her, forstår man, mens Radisson Blu-hotellet gør sig umage for at vise, at det ikke hører til nogen steder.

Når man stiller en så markant, høj bygning op som et solitært element i forbindelse med en by, så skylder man både byen og dens borgere at give dem noget skønhed og ikke bare en banal og ligegyldig kasse, der er lemfældigt formgivet og proportioneret.

 

Jeg vil derfor foreslå ethvert medlem af Arkitekturoprøret og ethver interesseret menneske i øvrigt til at besøge de to hoteller og til at lægge mærke til den enorme forskel, der er på de to kasser. Det er præcis denne forskel, arkitektur handler om. Det er denne forskel, der gør noget arkitektur til kunst og noget andet til tidsspilde, og det er den pæne udgave af denne forskel, vi skal have meget mere af i hele landet.

 

 

Politiken Byrummonitor d. 30/10 – 2020. Om byplanlægning.

30. oktober 2020 / / 0 kommentarer

 

Jesper Pagh: København kunne lære af Aarhus – her er det åbenlyst, at developerne bestemmer

Mens man i København ikke kan gå uden for en dør uden at blive mindet om de fortræffeligheder, kommunen gerne vil have, at man føler sig inddraget i, har Aarhus fuld fokus på developerne som drivende kraft i byens udvikling – helt åbenlyst. Men begge steder handler det om penge, skriver Jesper Pagh i dette debatindlæg.

 

DEBAT30. OKT. 2020 KL. 00.00

 

JESPER PAGH

Adjunkt i byplanlægning, Institut for Mennesker og Teknologi, Roskilde Universitet

 

Den anden dag indviede ét af medlemmerne i Arkitekturoprørets facebookgruppe de øvrige medlemmer af gruppen i, hvad han netop havde erfaret: Byudvikling er et komplekst samspil mellem mange parter med forskellige og ofte modsatrettede interesser, og der findes folk derude – developere og deres investorer – der tjener penge på det.

Nu er det jo ikke ulovligt at tjene penge, og for de fleste, der beskæftiger sig professionelt med feltet, kommer det ikke som nogen overraskelse, at der skal privat kapital til for at drive byudviklingen frem.

Aarhus toner rent flag

Det gør det imidlertid for en stor del af arkitekturoprørerne, og det er da også tydeligt til borgermøder og i den offentlige debat om arkitektur og byudvikling i det hele taget, at selv meget engagerede borgere, repræsentanter for interesseorganisationer, professionelle debattører, ja selv politikere med afgørende indflydelse på beslutningerne, ofte fægter i blinde, når de forsøger at få overblik over, hvad der egentlig foregår, og hvordan de selv får indflydelse på byudviklingen.

Det er et grundlæggende problem, hvis vi ikke alle deltager i den demokratiske samtale på et oplyst grundlag. Derfor er det også fint og godt, at Aarhus’ bystrategiske chef, i et interview her på siden 20. oktober hverken taler om borgerinddragelse, byplanlægning eller bæredygtighed, men gør det tydeligt, at fremtidens Aarhus først og fremmes skal udvikles i samarbejde med developerne.

Det gør det nemmere at forstå, for hvis skyld Aarhus Ø skal være »et godt sted at bo, arbejde og ikke mindst at besøge«, som hun siger i interviewet.

Der bliver ikke udskiftet en pære i en gadelygte uden at kommunens kommunikationsafdeling lancerer en SoMe-kampagne om, at trafikken lige nu er omdirigeret, fordi man er ved at gøre byen grønnere

Som borger i Danmarks eneste storby, København, skal man lægge ører til ikke så lidt gas om byens udvikling og planlægning.

Der bliver ikke udskiftet en pære i en gadelygte, uden at kommunens kommunikationsafdeling lancerer en SoMe-kampagne om, at trafikken lige nu er omdirigeret, fordi man er ved at gøre byen grønnere og bedre, så flere kan blive talt, mens de går mere og bliver lidt længere i verdens første klimakvarter i verdens bedste CO2-neutrale og most liveable cykelby med plads til alle – en verdensby med ansvar, hvor vi bader i havnen og er sammen om byen og lokal afledning af regnvand og trafiksanering af Indre By, hvor blomsten af forstædernes ungdom udlever deres drømme i en sø af tis og opkast tirsdag til lørdag.

Politikere tager æren for rent havnevand

Politikere står i kø for at tage æren for, at kommunale embedsmænd med stålsat vedholdenhed sørgede for, at havnen blev ren nok til, at man i dag kan bade i den, og for at den kollektive transport i årtier har været så elendig, at de fleste har vænnet sig til, at det (også på grund af istidens fordelagtige behandling af det landskab, byen er bygget på) er langt hurtigere og sikrere at komme frem på cykel.

50-årsplaner for byens fremtid bliver lanceret med tegninger af en strand på et sted, hvor der aldrig vil kunne etableres en strand

50-årsplaner for byens fremtid bliver lanceret med tegninger af en strand på et sted, hvor der aldrig vil kunne etableres en strand, marineret i bingo-urbanistiske køkkenbordsargumenter om, at det er nødvendigt at anlægge en by på størrelse med Hillerød på dét sted i kommunen, der vil være allermest udsat for verdenshavenes stigende vandstand, for at etablere to kilometer kystsikring af resten af byen, at boligpriserne vil begynde at falde, fordi man fastholder og styrker de dynamikker, der i de seneste 20 år har fået dem til at stige, og at man er nødt til at etablere Østlig Ringvej.

En eufemisme for den havnetunnel, der for mange har været et hedt ønske i årtier – for at kunne komme til lufthavnen uden at skulle ind over Kongens Nytorv (fordi det tilsyneladende er for svært for billister nordfra at se det skilt på Lyngbymotorvejen, der med et ikon af en flyvemaskine viser af til lufthavnen ad Motorring 3 udenom byen).

De valfarter til workshops og møder

Planchef, stadsarkitekt og øvrige embedsmænd valfarter til workshops og møder, og det for at give borgerne en oplevelse af at blive både hørt og set og inddraget i vores fælles fremtid. Og man kan dårligt åbne lokalavisen Politiken uden at finde et indlæg fra en lokalpolitiker, der er i gang med at legitimere ét eller andet nyt projekt eller en ny, spændende proces.

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, man levede i en basisdemokratisk udgave af The Truman Show.

I Aarhus er det hverken borgmesteren, rådmanden eller udvalgsformanden, planchefen eller stadsarkitekten, der går forrest med visioner om omdannelsen af de bynære havnearealer, der – siden man droppede bolle-Å’et for bedre at kunne markedsføre byen internationalt – er blevet kaldt Aarhus Ø.

Byplan er aflyst til fordel for forretningsplan

I stedet er det den bystrategiske chef, der uden omsvøb og tilsyneladende med en vis stolthed aflyser byplanen til fordel for forretningsplanen.

I stedet for langsigtede masterplaner er der behov for »et byudviklingsværktøj, som i højere grad kan samtænke den fysiske planlægning med de overordnede strategier og visioner og sikre, at økonomien også på den lange bane holder«, fortæller den jurauddannede bystrategiske chef og opridser dermed på en dybt selvmodsigende og lidt kedelig, embedsmandsagtig måde ret præcist, hvad langsigtede masterplaner er.

Men i Aarhus arbejder man i stedet med »det multifaglige byudviklingsredskab ’udviklingsplaner’ udviklet af Realdania«, fortæller hun – tilsyneladende til fordel for alle mulige mærkelige redskaber, der løbende bliver udviklet i rådgivernes praksis og rundt omkring på landets forsknings- og uddannelsesinstitutioner.

»Kravene til den gode by er foranderlige over tid«, fortæller den bystrategiske chef, og det er der ikke noget nyt i. Det er der heller ikke i troen på, at den bedste måde at sikre, at samfundsskabte værdier som kommunalt ejet jord på lang sigt udvikles til gavn for det fælles bedste, er ved at sælge den til højestbydende.

Det var sådan, de københavnske brokvarterer for snart 150 år siden udviklede sig fra attraktivt beliggende friarealer til slum på stort set ingen tid, så det er ikke første gang, man prøver det – forskellen er bare, at dengang havde man hverken lovgivning eller planværktøjer til at forhindre det.

Det har vi nu – af samme årsag – og byplanlægningens faghistorie er én lang fortælling om at forsøge at »undgå gamle fejl«, som den bytrategiske chef angiver som baggrund for den hårdtpumpede investordrevne byudvikling, man i Aarhus har valgt som én af måderne til at realisere den neoliberale bypolitik, der må være flertal for på byens smukke rådhus.

Der venter rolige år for stadsarkitekt

Som borger i Aarhus kan man gå roligt i seng forvisset om, at der ikke er nogen, der forsøger at foregøgle én, at det for eksempel handler om at arbejde for klimasikring eller bæredygtig omstilling, eller at man nu skal spilde en masse tid på at blive inddraget i alt muligt, der alligevel bare kører videre, uanset hvad man gør.

Og den kommende (eller blivende) stadsarkitekt kan se frem til nogle rolige år på posten som ’fri fugl’, som de kalder det i smilets by, når en centralt placeret embedsmand hverken har ledelsesansvar eller beslutningskompetence; for bortset fra at flakse rundt på stækkede vinger i sit bur, som TV-2 synger i den gamle sang, kan der ikke være meget tilbage for vedkommende at beskæftige sig med.

Udover selvfølgelig at undgå at flyve i vejen for developerne, når de skal til møde med den bystrategiske chef.

 

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2025 Arkitekturoprøret

Tema af Anders Noren — Op ↑