Arkitekturoprøret

Lad os bygge smukt igen

Forfatter: Jep Loft (Side 28 af 36)

Politiken Byrummonitor d. 26/10 – 2020. Vores svar i debatten.

26. oktober 2020 / / 0 kommentarer

 

Jep Loft får det sidste ord: PH’s latterliggørelse af umoderne nybyggeri sidder stadig som angst i arkitektstanden

Vi er kritikere, men ikke nødvendigvis modstandere af moderne arkitektur, skriver Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret, i det foreløbigt sidste indspark i debatserien om moderne arkitektur. Til hans store glæde har serien bekræftet ham i, at mange i branchen er enige i kritikken.

DEBAT

26. OKT. 2020 KL. 04.00

JEP LOFT

Formand, Arkitekturoprøret

Byrummonitor har iværksat debatserien ’Er der behov for et oprør?’ med det afsæt, at Arkitekturoprøret er opstået som »en højtråbende fløj i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur«.

Ja, vi har ønsket at råbe byggebranchen op. For at skabe dialog og for at være talerør for almindelige mennesker, som i årevis er blevet mødt med overbærende – hvis ikke ligefrem hånlige – kommentarer, når de fortvivlet har protesteret mod nybyggeri. Vi hilser denne debat velkommen og mener, at byggebranchen selv burde have sat den i gang for mange år siden.

Det var også et ønske om udvikling, der lå bag den katastrofale udretning af Skjern Å

Vi er kritikere, men ikke nødvendigvis modstandere. Vi ønsker bedre byrum og bedre bymiljøer og taler nødigt om arkitektur. Men vejen til at nå vores mål er blandt andet en mere menneskevenlig og klassisk form for (moderne) arkitektur. Den modernistiske byggestil har ikke været en succes.

Det har været glædeligt at få bekræftet, at mange i branchen i så høj grad er enige med os. Måske har debatten vist en tendens til, at personer, der føler sig uafhængige, tør stå frem, mens ansatte på større tegnestuer eller i en kommune i højere grad hænger fast i vanetænkning?

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

 

Vil du bidrage til debatten? Skriv til debat.byrummonitor@pol.dk.

Til Søren Nielsen: Økonomerne kan ikke hjælpe

Om ansvaret for det dårlige byggeri skrev arkitekt Søren Nielsen fra Tegnestuen Vandkunsten:

»Der er alt for mange penge i ejendom. Som om løsningen ligger hos arkitekterne! Økonomerne må i arbejde.«

Vi tror ikke, at økonomerne kan gøre så meget. Men det er rigtigt, at arkitekterne har tegnet boligbyggeriet for developere, investorer og bygherrer, ikke for beboerne. Det har kunnet fortsætte i flere menneskealdre, fordi de boligsøgende ikke har et frit forbrugsvalg. Man må tage det, der findes på det sted, hvor man gerne vil bo.

Et lignende misforhold mellem kvaliteten af det udbudte og det, som køberne ønsker, ville ikke kunne opstå i for eksempel bilbranchen eller møbelbranchen. Her vil markedskræfterne gøre sig gældende, og derfor er biler og møbler med klassisk design i høj kurs.

Hvis Blox havde været en bil

Hvis Blox eller Østerport II havde været biler, var de aldrig blevet produceret; ingen fabrikant ville bruge milliarder på at provokere og genere sine kunder (og Blox er da også blevet en gigantisk økonomisk fiasko). Men markedskræfterne har ikke kunnet straffe byggebranchen for dens manglende lydhørhed.

Vejen til at nå vores mål er blandt andet en mere menneskevenlig og klassisk form for (moderne) arkitektur

Boligbyggeriet har (som andet byggeri) skullet fremstå som moderne, og dermed er det ikke blevet menneskevenligt. Ofte er tiden hurtigt løbet fra det. Det er ikke de ældre kvarterer, men derimod de nyere boligområder, der er blevet overhalet af udviklingen. Vi ser nu relativt nye boligblokke blive revet ned.

Til Stephen Willacy: Aarhus’ storbydrømme er gået amok

Stadsarkitekt i Aarhus Stephen Willacy mener, at vi skal passe på, at vores kærlighed til byen ikke kvæler udviklingen. Vi vil snarere mene, at man skal passe på, at udviklingen ikke kvæler byerne (ligesom den har kvalt naturen).

Det er så lille et areal, der rummer de gode bymiljøer. Men det værner man ikke om (og slet ikke i Aarhus). Og det er så enormt et areal, der er blevet bebygget med atmosfæreløst nybyggeri i de seneste 60 år.

I Aarhus er storbydrømmene næsten gået amok med byggeriet langs havnen og på Aarhus Ø. Stadsarkitektens frygt er helt ubegrundet. Der er i den grad brug for bevarende lokalplaner, der kan beskytte kulturarven mod tilfældige og kortsigtede beslutninger i forvaltning og bystyre (måske efter pres fra developere og investorer).

Til Kristian Kristiansen: Vi retter ikke kun skytset mod arkitekterne

Til tidligere lektor på DTU Kristian Kristiansen skal det nævnes, at Arkitekturoprøret ikke retter skytset mod arkitekterne alene; vi mener, at hele byggebranchen har et kollektivt ansvar for den fejlslagne udvikling.

Vi har kritiseret byplanlæggere for deres livløse og atmosfæreløse byplaner, lagt efter passer og lineal og uden samlingspunkter. Vi har kritiseret bygherrer for ikke at kunne se, at de kunne tjene flere penge, hvis de skabte beliggenhedsværdi; tværtimod har de forringet værdien af de værdifulde områder, de har haft rådighed over.

Vi har kritiseret arkitektskolerne for ikke at lære arkitektstuderende at vise hensyn og have respekt for sammenhæng, helhed og harmoni. Og vi har kritiseret forvaltninger og politikere for at tro, at nedrivninger og ødelæggende nybyggeri fører til ’udvikling’.

Vi har gjort det i artikler, i debatter og ved direkte henvendelser til branchens aktører, herunder kommuner. Fælles for dem alle har i årevis været, at de har følt sig hævet over kritik. Nu er der endelig håb om dialog.

Til Torben Østergaard: Vi ønsker ikke forlorent nybyggeri, men tidløs klassicisme

Arkitekt Torben Østergaard fra 3XN skrev:

»Imidlertid virker ideen om, at man kan gribe tilbage og genindføre historiske byggemåder lidt til at insistere på at genindføre hesten som transportmiddel. Selv om det kunne være festligt i en periode, vil det på sigt alligevel nok føles lidt sært.«

Det er ikke de ældre kvarterer, men derimod de nyere boligområder, der er blevet overhalet af udviklingen

Arkitekturoprøret ønsker ikke forlorent nybyggeri i nederlandsk renæssance-stil. Men vi så gerne, at arkitekter for eksempel videreførte den elegante, enkle, tidløse, danske klassicisme.

Den internationalt anerkendte, engelske arkitekturhistoriker Giles Worsley skriver i bogen ’Klassicisme i København’:

»At vandre gennem Københavns gader er at opleve en af de største glæder i Europa. (…) Der er intet af det skryderi, der kendetegner samtidens London eller Paris.«

Var det ikke noget at bygge videre på? Ville det ikke være mere ægte end at hente de nyeste ideer fra internettet eller amerikanske arkitekturtidsskrifter? Når bilbranchen kan tage klassiske modeller frem og skabe nye, elegante og tidssvarende modeller, burde byggebranchen også kunne finde ud af noget tilsvarende.

PH-angst

Torben Østergaards bemærkning om hesten som transportmiddel følger traditionen fra Poul Henningsens arkitekturkritik. PH latterliggjorde nybyggeri, der ikke fremstod som moderne. Om posthuset på Trianglen i København skrev han i 1927:

»Forestillingen fortsætter om Hjørnet langs Øster Allé, hvori det forundes Én at stikke sit Brev mellem fire velskabte joniske Søjler. Hverken Trappetrinene eller Revnen tillader dog at korrespondere med de til Stilen svarende Stentavler.«

Det er min personlige teori, at angsten for en sådan udskamning har martret arkitektstanden lige siden.

Byer kan sagtens overleve uden butikker

Torben Østergaard ser internethandel som en større trussel mod velfungerende bymiljøer end nedrivninger og utilpasset nybyggeri. Det er vi uenige i.

Det er trist med butiksdøden, men de gode bymiljøer vil overleve i fin stil. Der fandtes slet ingen butikker før engang i 1800-tallet. Tomme butikker vil blive ombygget til attraktive boliger, og vi vil få torvehandlen tilbage.

Hvis der er et godt bymiljø, kommer der også liv i gaden.

Det er trist med butiksdøden, men de gode bymiljøer vil overleve i fin stil

Værre bliver det for de byer, der ikke har passet på deres bymiljø. For en 1960’er-butiksrække som Egmonts i Møntergade i København er det svært at se noget håb. Og de byer, der har ødelagt deres bykerner ved at give dem forstadspræg, vil opleve forslumning, utryghed og måske stigende kriminalitet. De gode skatteborgere vil flygte.

Det er den ’udvikling’, man får, når man ødelægger de gamle bykerner.

Til Johnny Svendborg: Ja, vi skal have bedre lokalplaner

Vi er helt enige i formand for Arkitektforeningen Johnny Svendborgs konklusion: Der skal laves bedre lokalplaner. Bevarende lokalplaner for de gamle bykvarterer og planer med bymiljø og atmosfære for de nye. Og kommunerne skal tage dem alvorligt og ikke dispensere, når en bygherre eller en developer ønsker det.

Gode bymiljøer er mange penge værd, og et misforstået hensyn til fremskridt og udvikling har sat store værdier over styr. Kommunerne bør forstå, at de samme hensyn gør sig gældende for bymiljø som for naturmiljø.

Det var også et ønske om udvikling, der lå bag den katastrofale udretning af Skjern Å.

 

Information d. 20/10-2015. Om kedsommeligheden og monotoniens fattigdom.

25. oktober 2020 / / 0 kommentarer

Hvorfor bygge noget, man ikke selv vil bo i?

Af Niels Barrett , arkitekt og lektor
De fleste moderne byggerier er ikke andet end monumenter over deres initiativtager og dennes arkitekt, mens det enkelte beboeroffer er ganske underordnet og intet har at skulle sige. Det er direkte skadeligt for demokratiet
Omkring 1930 ophørte man med at bygge by i København. Man byggede nok huse til samme brug som før, men de nye huse var formgivne og placerede, så de ikke dannede byrum. Man var ivrige efter at bygge, så boligerne kunne være så frit og grønt placerede som muligt, skræmt af de meget dårlige og usunde boliger, som fandtes i den alt for tætte gamle by. På samme tid var arkitekter og planlæggere optagede af den funktionalistiske idé om at optimere enkeltfunktionerne, hvorved disse kom til at dominere på bekostning af helheden. Ledende arkitekter som Le Corbusier tegnede utopiske byplaner bestående af punkthuse med stor indbyrdes afstand og med grønne områder imellem, og det i en sådan skala, at det heldigvis aldrig blev realiseret som illustreret.

Men det gik galt nok endda, og stort set alle større byer er nu omgivede af enorme vækstlag uden den rumlighed og diversitet, vi kalder for by. Disse vækstlag er ikke bæredygtige, fordi de ikke rummer attraktion for andre end dem, som netop bor eller arbejder i dem. De er ude af menneskelig skala og rensede for bymæssige rumligheder. Det nybyggede er altid besnærende med dets modernitet og tidssvarende installationer, men nyhedens tiltrækning forsvinder hurtigt, og siden lyser kedsommeligheden og monotoniens fattigdom ud af alle facader, mens øde, amorfe rum imellem bygningerne domineres af større vindhastigheder over græsplæner, som netop derfor kun benyttes i vindstille solskinsvejr. Der er simpelthen ikke rart.

Dertil kommer parcelhusområderne, som mest ligner jævne borgeres forsøg på at leve i en ophøjet isolation, sådan som adelens herregårde og lystslotte førhen tillod samfundets privilegerede klasse. Hele bebyggelsesmønsteret bærer præg af et ønske om at isolere sig trods den relative tæthed. Der er rare private haver, men der er intet at komme efter for andre end beboerne selv og deres gæster.

Anonymiserende virkning

Således ophørte vi at bygge by for i stedet at bygge kæmpe områder uden synderlig attraktion. Vi burde for længst have indset, at vi har mistet noget værdifuldt. Vi burde for længst være begyndt at bygge by igen. Ikke så tæt, så vi gentog fortidens synder med mørke baggårde og mangel på lys og grønt, men tæt nok til at skabe nærhed og liv. Parcelhusdrømmen kan godt realiseres i byhuse med en gadeside, der danner væg i et urbant rum sammen med nabohusene og bagtil har egen gårdhave eller en rar patio. Bygges der i tre-fire etager, vil det fylde mindre end det areal, storbyerne nu beslaglægger, og man vil få et miljø, som afbilder, at der faktisk er tale om et samfund og ikke bare en masse mennesker. Når huse danner rum sammen, viser de nemlig, at indbyggerne har fundet sammen og er bevidste om en rolle i samfundet.

Det var ikke tilfældet med de store karrébebyggelser, som gik umiddelbart forud for parkbebyggelsernes og parcelhusenes byopløsende indtog. Da karreer blev gjort til én eneste bygning, blev resultatet trist og kedeligt. Man kan opfatte det hele i et eneste blik, og så er der ikke mere at komme efter. Så store bygninger har en anonymiserende og uniformerende virkning på beboerne. Med al tydelighed vises det, at dette er et monument over en eneste initiativtager og dennes arkitekt, mens det enkelte beboeroffer er ganske underordnet og intet har at skulle sige. Det er direkte skadeligt for demokratiet.

Stop magtdemonstrationerne

I 2010 stod jeg i Amsterdam sammen med en gruppe arkitekter og betragtede en nybygget beboelsesbygning i storskala. Vi var ganske enige om at beundre en række raffinerede detaljer, men da jeg spurgte mine kolleger, om de selv ville bo der, var svaret afvisende. Så spurgte jeg, hvordan det kunne være, at arkitekter fortsatte med at bygge noget, de ikke selv ville bo i. Det fik jeg ikke noget svar på. Dog, lidt senere stod vi og iagttog en gade med lutter nybyggede, men helt individuelle familiebyhuse i 3-4 etager. Alle huse var professionelt formgivede og udførte, og da jeg spurgte, om man kunne tænke sig at bo her, var svaret uden tøven et ja!

Det, vi kalder by, er det byggede miljø, hvor husene i fællesskab danner gader og pladser, og hvor huse, der står ud som noget særligt, også rummer noget særligt. Når karreerne består af et eneste hus, fortæller de en uvedkommende historie om én eneste magtfuld initiativtager, og det resulterende miljø er tilsvarende kedeligt, mens den parcelopdelte karré har en helt anderledes attraktionskraft. Er man i tvivl om rigtigheden af denne påstand, kan man blot se sig omkring i København og se, hvor andre end beboerne selv søger hen i større tal.

En by er grundlæggende et sted, hvor mennesker vil noget sammen, og det bør vises, ved at den enkelte funktionelle enhed får et selvstændigt bygningsmæssigt udtryk. Magtdemonstrationerne, hvad enten de er byggeselskabernes eller investeringsselskabernes, bør ophøre, og den kommunale planlægning må understøtte dette. I stedet for at illustrere magtstrukturer bør det byggede miljø afbilde samfundet selv, med alle dets borgere i et berigende samspil, understøttende den demokratiske samtale.

 

Arkitekter, der hyldede funktionalismen, tog fejl. Politiken Byrummonitor d. 16/10-2020.

16. oktober 2020 / / 0 kommentarer

Debat: Jeg var en af de mange arkitekter, der hyldede funktionalismen. Men vi tog fejl

Vi er ved at sætte den europæiske by over styr med en funktionalistisk arkitektur, der har mistet grebet og forholdet til sine omgivelser, skriver arkitekt Carsten Lykke Graversen i dette afsnit af debatserien om moderne arkitektur.

DEBAT  16. OKT. 2020 KL. 04.00

CARSTEN LYKKE GRAVERSEN

Arkitekt, cand.arch.

Når man ser tilbage, er det bedst, at man gør det med det formål i virkeligheden at kunne se længere frem.

Er det sådan, det er med udviklingen i vores byer og for den sags skyld i de fleste storbyer i verden?

Modernismen var et opgør med det byggeri der havde understøttet de store sundheds- og sociale problemer, der jo egentlig opstod af helt andre årsager end byggeriet.

Modernismen blev i 1950’erne og 1960’erne brugt – måske misbrugt – til at løse de store nye sociale problemer, der opstod i kølvandet på Anden Verdenskrig. Stor befolkningstilvækst og hastig udvikling i byerne med stor tilflytning fra land til by som følge.

Men mange syntes, at de nye bymiljøer i udkanten af de historiske bykerner havde en skala og en struktur, der var helt anderledes end det, der gennem århundreder havde eksisteret i de gamle byer.

I 1970’erne og 1980’erne opstod der en række arkitekturretninger, der satte sig op imod det. Rationalisterne Aldo Rossi og Mathias Ungers var nogle af dem: De satte sig for at tage udgangspunkt i den oprindelige europæiske by.

Vi var nogle, der dengang reagerede mod det og søgte ’det gode i funktionalismen’. Verden udviklede sig lige så meget som i begyndelsen af århundredet, og svaret var ikke et retrospektivt, konservativt byggeri bygget efter de gamle historiske dyder.

Nej, svaret var en ’ny’ modernisme, der repræsenterede et samfund med en voksende digital udvikling, mange nye medier og teknologier samt et hastigt voksende globalt miljø. Altså så vi på hightech, konstruktivisme og meget andet. Vi hyldede Kraftwerk og Kliché.

Men havde vi ret? Nu står vi jo midt i det.

Nej, nu tror jeg ikke mere, vi havde ret.

Tja, så er det, vi må se tilbage for bedre at kunne se fremad.

Det, vi ofte ser, er store, monstrøse, modernistiske værker, der totalt mister grebet, konceptet og forholdet til stedet. Se bare det moderne London og Frankfurt

Rigtig mange stjernearkitekter, også danske, er blevet medlemmer af arkitekturens globale fællesskab.

De bygger over hele verden, de bygger i de gamle byer, de bygger i bjerge og i landskabet. De bygger moderne – højt og effektivt ’digitalt’ byggeri. De bygger det over hele kloden.

Det, vi ofte ser, er store, monstrøse, modernistiske værker, der totalt mister grebet, konceptet og forholdet til stedet. Se bare det moderne London og Frankfurt.

Vi er ved at sætte den europæiske by over styr

En af dem, der holder skansen mod denne udvikling, er den schweizisk-tyske arkitekt Max Dudler. Jeg baserer derfor grundlæggende mine argumenter på Dudlers synspunkter og arkitektur.

Vores byer er dannet af byens huse. Deres proportioner, deres udtryk, deres farver, deres materialer og deres struktur. De danner væggene i gaderne, på pladserne, i gyderne og i parkerne,

De danner et historisk fundament, vi har levet med i århundreder. Folk fra hele verden strømmer (før pandemien) til de europæiske byer, fordi de kan noget, som byer i andre dele af verden sjældent kan.

Det kan vi sætte over styr ved at fokusere på modernitet og eget udtryk fremfor koncepter og harmoni.

Det opløste rum betyder ofte, at vi ikke føler os trygge

Kontrasten mellem urbanitet og landskab er grundlæggende. Huset står imod landskabet, det er dybt indskrevet i europæisk kultur.

Byen udgør udgangspunktet i en dialektisk dialog mellem landskab og by, hus og by, rum og flade, offentlig og privat. Derved udgør den en væsentlig del af vores virkelighedsopfattelse. Det hierarki, der derved opstår, udgør den by, som vi kender og har levet med i århundreder.

En opløsning af det urbane rum i et teknofikseret bylandskab, som vi ser det i mange arkitekters projektforslag for tiden, vil ødelægge kontrasten mellem bygninger og landskab og derefter føre til opløsningen af det urbane rum og den urbane selvopfattelse – og endelig fører det til opløsningen af byen, som vi kender den.

Det opløste rum betyder ofte, at vi ikke føler os trygge. Især når skalaen brydes, og der bygges kæmpe monumenter i højden. Hierarkiet opløses, og vi kommer let til at føle os uvelkomne.

Det er den største fare for vores byer.

Arkitekter, se op!

Hvis alt er muligt, og enhver arkitekt altid vil være lidt mere speciel, sker det let. Omvendt bør arkitekter se på, hvad byen historisk har bragt, og hvordan den kan videreføres.

Ellers kommer vort bylandskab let til at bestå af placeringsfrie bygninger, der kan bygges hvor som helst.

Blob, blob, blob, det syder i vores byer, og resultatet bliver let vanskeligt tilgængeligt og uidentificerbart.

En opløsning af det urbane rum i et teknofixeret bylandskab, som vi ser det i mange arkitekters projektforslag for tiden, vil ødelægge kontrasten mellem bygninger og landskab

Arkitektur griber dybt ind i vores hverdag. Det er et enkelt aspekt, der er meget forsømt – af arkitekter, men også af brugere. Individuelle aspekter betragtes ofte som absolutte. Så det fører til vanvittige vrangforestillinger om byliv, der baserer sig på den begivenhedsarkitektur, vi ser vokse frem.

Om man vil, mangler vi virkelig en bygningskultur, der forstår helheden i byen og befolkningen i den og med det kvalitetsliv, der kan være og opstå i den.

Disse synspunkter kommer let til at lyde, som om de kommer fra en repræsentant for en gammel generation, der lider af techforskrækkelse og udviklingsangst.

Men egentlig er formålet at byde op til dans. En dans hvor man lytter til musikken, ser hinanden i øjnene, hilser på hinanden i respekt og sammen med de andre dansere skaber en helstøbt fælles oplevelse i stedet for bare at se ned på ens egne fødder og koncentrere sig om egne trin.

Politiken Byrummonitor d. 8/10 – 2020. Lokale arkitekturpolitiker kan højne kvaliteten.

8. oktober 2020 / / 0 kommentarer

Johnny Svendborg:

Politikerne har afgørende indflydelse på kvaliteten af byernes udvikling – brug den

Selvom arkitektonisk kvalitet er svær at sætte på formel, kan vi næsten altid blive enige om skønheden i for eksempel det historiske bycenter. Hvis vi kan tale om, hvad denne enighed baserer sig på, bliver det nemmere at passe på og udvikle byen, skriver Johnny Svendborg i dette debatindlæg.

 

DEBAT  8. OKT. 2020 KL. 04.00

JOHNNY SVENDBORG

Formand for Akademisk Arkitektforening

Med jævne mellemrum protesterer borgere over nedrivning af betydningsfulde kulturmiljøer eller nye byggerier, der i deres øjne skæmmer byen eller gaden. Når Arkitekturoprøret råber op, peger de typisk på arkitekterne som den store synder bag ensformigt og utilpasset byggeri.

Men der er mange aktører involveret i byggeriet, som alle har betydning for det endelige resultat. Og mange flere politikere burde anvende deres muligheder for at udøve indflydelse med en tydelig arkitekturpolitik.

Vi fornemmer arkitekturen gennem alle vores sanser, og den påvirker vores følelser. Her spiller forhold som skala og proportioner, udformning og detaljer, materialer og stoflighed ind. Derudover spiller det sociale og funktionelle ind i forhold til, hvordan vi oplever arkitekturen, og hvordan vi bruger den. Det, vi kalder skønheden i arkitekturen, er et mangefacetteret begreb, og langt mere end smagsdommeri og æstetik.

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

Arkitekturen påvirker os forskelligt afhængigt af erfaringer og kulturelle præferencer. Men det, de fleste holder af ved den klassiske arkitektur, er det velkendte samt den detaljering og stoflighed, der kendetegner tidligere tiders arkitektur og byggeskik. Det, der typisk kritiseres ved den modernistiske og moderne arkitektur, er manglen på sanseindtryk – manglen på æstetik – hvilket hænger sammen med, at moderne arkitektur ofte er langt mere nøgternt og stramt i sit udtryk.

Dertil er nutidens byggematerialer ofte maskinfremstillede, og det betyder, at de hverken fremstår eller patinerer på samme, smukke måde, som for eksempel håndstrøgne mursten og gamle trævinduer.

Nye områder og byggerier skal have tid til at vokse til

Når det kommer til kvaliteten af hele områder af byggerier, så fremstår ældre bymiljøer ofte mere homogene, hvilket i høj grad skyldes, at beplantningen i områderne er vokset til over længere tid end de nye byområder, der ofte kritiseres, før de har set skyggen af et træ.

Det grønne har således ofte stor betydning for, at et område fremstår mere sammenhængende, og for at vi føler os godt tilpas. Og det er ikke altid en fordel, når nye områder indeholder alverdens forskelligheder.

Ganske ofte kan det faktisk være vigtigere med indlevet hierarki og sammenhæng, samt ikke mindst kvalitet i materiale, stoflighed og detalje. Utzons Kingohuse Cobe og Vilhelm Lauritzen Arkitekters Krøyers Plads er gode eksempler på nyere sammenhænge af kvalitative miljøer.

Særligt når der bygges nyt i et eksisterende område, kritiseres det moderne byggeri ofte for at skille sig ud, snarere end at tilpasse sig, og for dermed at skæmme det samlede indtryk af et område. Og vi kan alle undres, når det sker og spørge: Hvor – og hvorfor – gik det galt?

Men svaret er ikke så enøjet som facebookgruppen Arkitekturoprøret ofte giver udtryk for. Langt hen ad vejen handler det om, at vores byggede miljø bliver til på baggrund af mange forskellige interesser.

De private aktører, der bidrager til at udvikle byen, er primært optaget af investeringen i deres egen matrikel, og de har ikke nødvendigvis forståelse for eller fokus på sammenhængen i og kvaliteten af det lokale bymiljø. Hvilket desværre ofte medfører skrabede arkitektoniske løsninger og mere eller mindre standardiserede projekter, der genbruges over hele Danmark.

Lokale arkitekturpolitiker kan højne kvaliteten

Men kommunerne kan stille krav om noget andet og mere. Det er politikernes interesse og ansvar at være med til at sikre byens og kommunens samlede kvalitet, både i form af bevarelse af kulturarven og udvikling af nye bygninger og byrum, der kan stå i flere hundrede år.

Lokalplanen er ét af de redskaber. Desværre er der mange eksempler på, at lokalplanen ikke er nok til at sikre, at det, der bygges, passer ind i omgivelserne og bidrager positivt til det samlede indtryk.

De gængse planredskaber bør derfor understøttes af en arkitekturpolitik og en forvaltning, der kan sikre at alle de aktører, der bidrager til at udvikle byen, kender til kommunens retningslinjer og kvalitetskrav.

I de kommuner, hvor de har succes med at føre arkitekturpolitik, skyldes det en kombination af høj politisk prioritet og de rette arkitektfaglige kompetencer

I de kommuner, hvor de har succes med at føre arkitekturpolitik, skyldes det en kombination af høj politisk prioritering og de rette arkitektfaglige kompetencer. Og ikke mindst at borgerne har været med til at insistere på arkitektonisk og bymæssig kvalitet.

For arkitekturpolitik handler ikke om at agere smagsdommere. Arkitekturpolitik er et dialogredskab, som kommunen kan bruge til at udstikke retningslinjer for både bygherrer, udviklere og deres rådgivere – og for de forvaltninger, der er involveret i byens fysiske udvikling.

Arkitektonisk kvalitet er svær at sætte på formel. Men alligevel kan vi næsten altid blive enige om skønheden i det historiske bycenter, et ældre villakvarter eller et smukt landskab. Hvis vi sammen kan blive bedre til at analysere og tale om, hvad denne enighed baserer sig på, bliver det nemmere både at passe på, men også at udvikle byen med hensyn til de eksisterende kvaliteter.

Det bliver nemmere at bevare og udvikle skønheden i arkitekturen – og nemmere for politikerne at tage ansvar.

Moderne arkitektur har udviklet sig til kassebyggerier. Politiken Byrummonitor d. 5/10-2020.

5. oktober 2020 / / 0 kommentarer

Debat: Vi arkitekter har også et medansvar for, at den moderne arkitektur har udviklet sig til kassebyggerier

Hvis punkthuse bliver ved med at dominere vores nye bydele, og byggerier som Axel Towers i København danner præcedens i den eksisterende by, kan vi hurtigt få ødelagt vores byer, skriver arkitekt Carsten Maegaard i dette afsnit i debatserien om moderne arkitektur.

 

DEBAT5. OKT. 2020 KL. 04.00

CARSTEN MAEGAARD

Arkitekt m.a.a.

Det er helt rigtigt, som Søren Nielsen skrev i sit debatindlæg i Byrummonitor 21. september, at byggeriet lægges i en spændetrøje af boligpolitik, lovgivning/bygningsreglement, grundpriser, finansieringsregler og udbudsregler, som indsnævrer arkitekternes plads til at bygge smukt.

Vi har imidlertid som arkitekter også et ansvar for, at nutidens byggeri er så ringe i æstetisk henseende, som det er tilfældet. Det vil jeg prøve at vise med nogle eksempler i dette debatindlæg.

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

Ny by bør ikke bestå af punkthuse

Der bygges vanvittigt meget for tiden.

Erfaringen viser, at ny by på bar mark ikke bør være punkthuse eller blokke, men bør bygges i traditionel karréform med maksimalt fem etager plus-minus én, med gader og gårdrum i harmoniske forhold, kælderparkering eller parkeringshuse og forholdsvis korte facadelængder, så der opstår en afveksling, når man går hen ad gaden.

Derfor ser de fleste bygninger ud, som om de er uafsluttede, eller at taget er blæst af i sidste storm

Alligevel bliver der alt for tit bygget punkthuse, hvor vinden kører rundt, og der ikke er et semi-privat opholdsrum som i en karré. Og alt for tit bliver nyt karrébyggeri opført med alt for snævre gårdrum, som giver for meget skygge, for mange cykelskure, ganglinjer og for lidt græs (for eksempel Københavns Nordhavn og Sydhavn, Ceres Byen i Aarhus eller Kanalbyen i Fredericia).

Har arkitekterne ikke noget medansvar her?

Nedbrudte karreer ødelægger den bestående by

Det ærgrer mig, at man ved Axeltorv i København har nedbrudt karréstrukturen og erstattet den med fem tårne (punkthuse), der bryder den traditionelle bystruktur både horisontalt og vertikalt. Nogle af bygningerne rager op i 10 til 12 etager og bryder Københavns indre byprofil eftertrykkeligt.

Hvis byggerier som Axel Towers i København (de fem runde tårne) danner præcedens i den bestående by, kan vi hurtigt ødelægge de bydele, vi holder mest af, skriver Carsten Maegaard.

Når yngste advokatfuldmægtig på anden sal i det runde Axel Towers sidder på sit kontor med udsigt direkte ind i en seks etagers gavl fem meter væk, glæder hun sig nok ekstra til at rykke om til hierarkiets solside.

Hvis sådanne byggerier danner præcedens, kan vi hurtigt få ødelagt de bydele, vi holder mest af.

Modernismen skaber uafsluttede bygninger

Som følge af det nu 100-årige bygningsparadigme, funktionalisme, modernisme, minimalisme, eller hvad man nu vil kalde den firkantede kassearkitektur, der stadig helt dominerer det byggede miljø verden over, sker der ikke nogen arkitektonisk udvikling, før det brydes.

Ja, hvor er alle de detaljer, der gør huse og boliger interessante?

Den samme grundkonstruktion af vægge og etageadskillelser i beton beklædt med forskellige materialer som klimaskærm går igen overalt.

Bygningerne er bare ikke kubiske, for taget har hældning til at aflede regnvand. Det skjules af en gesims, der får bygningen til at se ud, som om der er fladt tag. Det er altså snyd, når vi tror, at der er flade tage på moderne bygninger.

Samtidig afsluttes den lodrette mur af en metalafdækning, som kun lige er bukket rundt om den øverste kant. Derfor ser de fleste bygninger ud, som om de er uafsluttede, eller at taget er blæst af i sidste storm. Der mangler en harmonisk afslutning, som klart viser, at her slutter bygningen. Det kan sagtens gøres smukt, men tidens økonomi og arkitekturparadigme vil det ikke.

Har arkitekterne ikke noget medansvar her?

’Bygget af mursten’ – på et råhus af beton

Men vi lever jo i teglstenens Danmark, så her til lands skiller vi os sandelig ud fra resten af verden, ved at en masse etagebyggerier er ’bygget af mursten’ – uden på råhuset af beton, som regel i dystre, mørke farver.

Havde facaderne så bare været holdt i glade farver, som det kan ses i for eksempel Tübingen i Tyskland eller i Nuuk i Grønland.

Ja, hvor er alle de detaljer, der gør huse og boliger interessante?

Hvor er karnappen, som giver beboerne mulighed for et kig hen ad gaden? Hvor er det flotte indgangsparti, der adskiller min hoveddør fra de andres? Hvor er bygningsdetaljen, der lader øjet finde afveksling? Hvor er det flotte, stejle sadeltag, som giver bygningen tyngde og tagboligerne spændende rum? Hvor er det harmoniske gaderum, som giver mig lyst til at være der? Hvor er den indbydende by?

Har arkitekterne ikke noget medansvar her?

Et samfundsanliggende

Hvis jeg har uret, så meld jer på banen, arkitektkolleger, deltag i samfundsdebatten og gør det på en forståelig måde, så alle kan være med. Lad være med at pakke jeres beskrivelser ind i eufemismer (forskønnende sprog) og lad være med at vise renderinger (computeranimationer), der skønmaler og forvrider det færdige byggeri.

Hvis jeg har uret, så meld jer på banen, arkitektkolleger, deltag i samfundsdebatten og gør det på en forståelig måde, så alle kan være med

Derfor også en tak til foreningen Arkitekturoprøret, som i dén grad har rejst en nødvendig debat. Skønt der fremkommer mange pudsige udsagn, giver den stemme til almindelige borgeres berettigede frustration over det, som Søren Nielsen skriver:

»At vi er holdt op med at investere i de almindelige bygningers arkitektoniske kvalitet.«

Politiken Byrummonitor d. 1/10-2020. Indlæg fra 3N.

1. oktober 2020 / / 1 kommentar

Torben Østergaard: Når debatten om byrum bliver et spørgsmål om stilart, er vi for alvor på herrens mark

Byens arkitektur angår alle, men det er da tankevækkende, at kongen sad for bordenden i udviklingen af nogle af vores bedste bydele, skriver 3XN-partner Torben Østergaard i femte afsnit af vores debatserie om det stigende oprør mod moderne arkitektur.

 

DEBAT1. OKT. 2020 KL. 04.00

TORBEN ØSTERGAARD

Arkitekt og partner, 3XN

I 1980’erne kritiserede Prince Charles engelske arkitekter for at have gjort mere skade end Luftwaffes bomber under Anden Verdenskrig. Foreningen Arkitekturoprøret synes inspireret af denne kritik i forhold til de sidste 100 års byudvikling i Danmark.

Imens andre kritiserer byudviklingen for at indeholde en social slagside, er det æstetikken, der er Arkitekturoprørets ærinde. Arkitekter er ude af sync og gør mere skade end gavn, siger de og ønsker sig tilbage til den klassiske bys formsprog.

Det varmer selvfølgelig, at nogen interesserer sig brændende for den urbane arkitektur. Et håb kunne være, at interessen breder sig – især hvis der opstår en frugtbar samtale om, hvad det er, vi vil med vores byer. For der er noget at tale om.

Man kunne forestille sig en samtale, der diskuterer grim, smuk, vel- og mislykket arkitektur. Det er jo lige til at gå til, og alle kan deltage. På sigt kunne det føre til en fornyet opmærksomhed og medvirke til, at vores byer – under hensyntagen til lokale forhold og præferencer – udvikler sig på smukke måder til gavn for bylivet. Det skal vel være en demokratisk samtale blandt læg- og fagfolk såvel som repræsentanter for det politiske niveau.

Problemet med den idé er vel, at det tilsyneladende ikke har virket overbevisende hidtil.

Omvendt kan man hævde, at der, hvor kongen har siddet for bordenden, er der ofte kommet ret gode løsninger ud af det; tænk bare på Frederiksstaden i Kongens København. Byudvikling per kongeligt dekret virker imidlertid ufremkommeligt i en nutidig kontekst. Det moderne publikum vil inddrages og vælger hele tiden politikere, som tilsyneladende ikke magter at skære igennem til fordel for det smukke.

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

Som at genindføre hesten som transportmiddel

Bybyggeri handler om offentlige og private aktører i én pærevælling, for eksempel om boliger til tusindvis af mennesker, der simpelthen bare ikke vil bo i en teltlejr. Byudvikling handler også en hel del om bæredygtighed, prioriteringer – herunder økonomiske og politiske – om hastighed, indflydelse og 117 andre forhold.

Betyder det så, at vi ikke ganske nøje skal overveje, om byudviklingen appellerer til menneskers behov for sanselighed, nærvær og rum for social udfoldelse? Nej, det gør det ikke, men det er svært at få øje på, at det væsentligste spørgsmål handler om stilart og for eksempel ikke om arkitektonisk kvalitet i nærværende årtusind.

Pointen er dog, at moderne bygninger kan en hel masse, som man ikke efterspurgte i de gode gamle dage, og at det selvfølgelig også spiller ind på formen

Byens arkitektur angår alle, og det vil være forkert at affeje Arkitekturoprøret som en slags kontra-evolutionær rindalisme. Man kan jo ikke bare lade være med at opholde sig i byens rum, og det bør ikke kræve særlige indsigter at deltage.

Imidlertid virker ideen om, at man kan gribe tilbage og genindføre historiske byggemåder lidt til at insistere på at genindføre hesten som transportmiddel. Selv om det kunne være festligt i en periode, vil det på sigt alligevel nok føles lidt sært.

Moderne bygningers teknik påvirker arkitekturen

Kritikken af, at moderne arkitektur har virket disruptiv på bygningskulturen i Danmark og for så vidt gjort skade ved at introducere nye – og må man forstå kedelige – former, er en gammel traver.

Nogle vil hævde, at moderne arkitektur har bragt lys og luft ind i vores huse. At vi opholder os indendørs 90 procent af vores tid er givetvis medvirkende til, at krav til indretning, indeklima og i stigende grad ressourceforbrug har opnået forrang i forhold til det ydre.

Desuden er den største trussel mod velfungerende bymiljøer nok snarere internethandel end moderne arkitektur

De huse, vi bygger i dag, er forsynet med strøm, luft og rindende vand, og de mængder af teknik, som moderne byggeri også består af, er udtryk for krav, som man ikke skulle døje med tidligere. Det behøver arkitektur imidlertid ikke blive grim af. Pointen er dog, at moderne bygninger kan en hel masse, som man ikke efterspurgte i de gode gamle dage, og at det selvfølgelig også spiller ind på formen.

Internethandel er en større trussel end moderne arkitektur

Arkitektur er selvfølgelig – som så meget andet – ikke bare teknik, men på én gang udtryk for individuel og kollektiv sensibilitet og, når bølgerne går højt, kultur i bevægelse.

Jeg vil medgive, at der er gode og dårlige tider. Selvfølgelig skal man værne om værdifulde sammenhænge og hæge om kulturarven, men at sætte tiden i stå og genindspille de klassiske værker igen og igen vil på sigt efterlade os med byer uden relevans eller udsagn fra vores tid.

At arkitekter skulle være en særligt skadelig art minder lidt om Trumps retorik i forhold til journaliststanden

Desuden er den største trussel mod velfungerende bymiljøer nok snarere internethandel end moderne arkitektur. Hvem ved, om vi en dag kommer til at drømme os tilbage til dengang i de ligeglade 1960’ere, hvor beton var symbol på de samme ting, som Amazon er i morgen.

Jeg kan berolige alle med, at arkitektstanden som helhed ikke vil modsætte sig diskussioner om bedre bymiljøer. Ingen arkitekter har ambitioner om at smadre vores fælles byrum med dårligt byggeri. Hvis det alligevel har fundet sted – og det har det – er det, fordi vi ikke har været dygtige nok eller ikke har haft indflydelse nok. Men at arkitekter skulle være en særligt skadelig art minder lidt om Trumps retorik i forhold til journaliststanden.

Men tænk nu, hvis det virkelig passer, så skulle man måske prøve et årti uden, så kan vi tage en snak om resultatet bagefter.

 

Politiken Byrummonitor d. 29/9-2020. Arkitekten er snarere indkøber end designer.

29. september 2020 / / 0 kommentarer

Debat: Der er en Berlinmur imellem dem, der bygger, og dem, der bruger bygningerne

Det sker jævnligt, at fagfolk kritiserer Arkitekturoprøret i Byrummonitors spalter. Men når befolkningen råber op, og undersøgelser viser, at folk foretrækker ældre arkitektur, burde byggeriets folk tage kritikken til efterretning, skriver selvudnævnt arkitekturoprører Kristian Kristiansen i dette debatindlæg.

 

DEBAT29. SEP. 2020 KL. 04.00

KRISTIAN KRISTIANSEN

Tidligere lektor, DTU, og blogger om byggeri på Realdaniakritik.dk

 

Med jævne mellemrum er der folk fra byggeriets verden, der forholder sig kritisk til Arkitekturoprøret. Som da Anne Katrine Harders var ude med riven her på Byrummonitor 24. august.

Jeg følger med fornøjelse med på Arkitekturoprørets facebookside. Navnlig nyder jeg deres fotodokumentation, fordi den får det til at stå helt klart, at der ingen grænser er for, hvor grimt og hvor hensynsløst over for omgivelserne det er muligt at bygge i dag. Og hvor meget godt byggeri, der blev lavet før i tiden.

Arkitekturoprøret er en folkelig modstand mod moderne byggeri. Som en norsk undersøgelse beskrevet i Byrummonitor viser, foretrækker en række adspurgte nordmænd ældre byggeri og byområder frem for nye.

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

Arkitekturoprøret burde snarere end at møde sarkasme og kritik fra dem, der bygger, give anledning til dybe overvejelser i byggeriets verden. Hvordan kan det være, at mere end 100 år gamle bygninger opleves som bedre end de nutidige?

Arkitekten er snarere indkøber end designer

Arkitekturoprøret retter skytset mod arkitekterne, men hvor meget indflydelse har arkitekter i dag på resultatet af byggeprocessen?

Meget byggeri er i dag samlesæt, hvor der indkøbes betonelementer, færdige trapper, færdige elevatorer, vinduer, facadebeklædning og så videre. Arkitekten er ofte snarere indkøber end designer.

Samtidig udbydes meget nutidigt byggeri som totalentrepriser, hvor det er entreprenøren, der har det største og sidste ord.

Læg dertil, at meget byggeri er styret af developere, som kan have gode intentioner, men skal sælge en masse kvadratmeter for derefter at trække sig ud.

Eller måske er problemet, at arkitekter lægger for stor vægt på at skabe ’værker’? Bygninger, som skal være ’arkitektur’, støjer ofte meget.

I sommer besøgte jeg Vadehavscentret i Ribe. Det er en virkelig flot bygning. Så flot, at man overhovedet ikke lægger mærke til omgivelserne og ikke kan finde indgangen.

Hvordan kan Blox være i skala?

Kriterierne for, hvad det er godt, og hvad der er dårligt i arkitekturen, synes uklare. I mange arkitekturanmeldelser er der en klar overvægt af æstetiske hensyn. Et højhus kan blive bedømt fantastisk alene på grund af dets omrids og linjer. Eller det kan dømmes som grimt, uden at det er til finde ud af hvorfor.

Arkitekturoprøret elsker at hade Blox, og for mig – og vist de fleste københavnere – er det oplagt, at der er tale om en bygning, der fylder for meget og ikke falder godt ind i forhold sine omgivelser.

Alligevel er der arkitekter, der forsvarer Blox og argumenterer for, at bygningen er i skala. Hvis Blox er i skala, hvad kan så overhovedet være ude af skala?

Gøres der i arkitekturen i dag brug af viden om, hvordan bygningerne og deres indretning påvirker os mennesker? Der findes stort set ingen forskning i, hvordan de færdige byggerier fungerer. De såkaldte POE (Post Occupancy Evaluations), hvor bygninger evalueres af brugerne, laves stort set ikke i Danmark.

Ingen i byggeriets verden opsamler erfaringer med bygninger i brug. Ingen forsøger at produktudvikle ud fra erfaringer. Der er en Berlinmur imellem dem, der bygger, og dem, der bruger bygningerne.

Involver borgerne tidligt. Politiken Byrummonitor d. 24/9-2020.

25. september 2020 / / 0 kommentarer

 

Stephen Willacy: Kærlighed til byen er ikke bevarende lokalplaner, hvor bykernerne lægges under en osteklokke

Byggeriets enorme hastighed skaber copy-paste-byggeri, skriver stadsarkitekt i Aarhus Stephen Willacy i andet afsnit af debatserien om moderne arkitektur. Men vi skal også passe på, at vores kærlighed til byen ikke kvæler udviklingen.

Fantastiske byggerier som Aarhus Rådhus, Musikhuset og Aros blev også kritiseret i deres tid.

DEBAT 22. SEP. 2020 KL. 04.00

STEPHEN WILLACY

Stadsarkitekt, Aarhus Kommune

Arkitekturoprøret, som kalder sig en voksende folkebevægelse, der »kæmper mod de mange trusler mod vores gamle bykerner«, er lykkedes med at skabe en debat om vores byarkitektur og byudvikling. I foreningens manifest skriver de:

»Arkitekturen har mistet forbindelsen til almindelige mennesker, huse er bygget uden hensyntagen til omgivelserne, og uvurderlige bymiljøer er gået tabt.«

Der er selvfølgelig ikke én entydig og rigtig definition på arkitektonisk kvalitet. Det vil til enhver tid blive forstået forskelligt og altid skabe debat. I Danmarks arkitekturpolitik fra 2007 står der:

»Arkitektonisk kvalitet opleves, når form, funktion og byggeteknik sammentænkes og udmøntes i en helstøbt kunstnerisk idé. Arkitektur af høj kvalitet forholder sig til omgivelserne i et kvalificeret med- eller modspil,« hedder det i ’Arkitekturnation Danmark – Rammer for liv – Rammer for vækst’.

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

Vil du bidrage til debatten? Skriv til debat.byrummonitor@pol.dk.

Endnu et grimt kassebyggeri

Det er centralt for mig, at kvalitet er forbundet til arkitekturens idé og forhold til kontekst og dermed bliver enhver tids bud på æstetik, samfund og teknisk formåen, og det må godt gøre en glad. God arkitektur er samtidsbilleder og bidrager til fortællingen om os og vores historie på godt og ondt.

Jeg kan forestille mig, at Arkitekturoprøret ikke er helt enig med mig i den definition, og til gengæld mener jeg, at der i deres retorik og generelle kritik af arkitektur er et meget stort og unuanceret fokus på bevaring for enhver pris.

Indimellem er Arkitekturoprørets kritik af bestemte byggerier berettiget, og værdien i den debat, som er opstået, skal ikke undervurderes. På borgermøder, i lokalplanprocesser eller byggesagsbehandlinger møder jeg dagligt lignende synspunkter.

Aarhusianere udtrykker sig ret tydeligt og kritiserer for eksempel forslag til projekter, som de kalder »endnu et grimt kasse-byggeri«

Aarhusianere udtrykker sig ret tydeligt og kritiserer for eksempel forslag til projekter, som de kalder »endnu et grimt kassebyggeri«.

De giver ofte udtryk for, at »arkitekturen passer ikke ind i vores nabolag«, eller at »byggeriet fylder for meget, og det tager vores lys«, og »hvorfor kan vi ikke bevare det eksisterende hus?«.

Arkitekturoprøret har på godt og ondt givet en stemme til de bekymringer, som mange borgere har, når det kommer til byudvikling, og de har måske også gjort det legalt at spørge ind til arkitekturen, i tilfælde hvor der har hersket en indforstået opfattelse af projekters kvaliteter.

Kærlighed til byen er ikke bevarende lokalplaner

Man kan som myndighed ikke sidde borgernes kritik overhørig. At der dannes en forventningsafstemning, hvor vi lærer at håndtere borgernes forventninger (og omvendt) er lige så vigtigt som at lære at inkludere dem i beslutningsprocessen.

Det er godt, at der er engagement, kærlighed og meget stor interesse for byens udvikling i vores lokalmiljøer. Men kærlighed til byen er efter min mening ikke bevarende lokalplaner, hvor bykernerne lægges under en osteklokke. Det er ikke en realistisk mulighed at stoppe byernes udvikling.

Byerne vil fortsætte med at fortættes, vokse og ændre sig, og vi skal have redskaber og strategier, der sikrer, at byvæksten sker med fokus på kvalitet.

I Aarhus Kommune udarbejder vi for øjeblikket en ny politik for arkitektur og bykvalitet, og vi skal turde give plads til nytænkning.

Involver borgerne tidligt

Til daglig oplever vi ofte i byggesagsprocessen, at bygherren ret ensidigt prioriterer deres behov og økonomi frem for relationen til nærmiljø og by. De tænker deres projekt indefra.

Bygherren vil naturligvis ’optimere’ sin investering, og det sker ofte ved at presse så meget volumen som muligt ind i projektet. Vi har som kommune ansvaret for at skabe en proces, der sørger for, at projektet skaber værdi for omgivelserne også. Den proces er ikke altid let, og forskellige steder i Danmark har kommunerne forskellige muskler og prioriteringer.

Der bygges hurtigt og meget i disse år, og der er for meget ’copy-paste’, som fortjener noget af den kritik, det bliver udsat for

God dialog i planprocessen og detaljerede lokalplaner er vigtige for at sikre kvalitet i projekterne. Det er her, vi kan arbejde for, at et projekt opnår den højeste arkitektoniske kvalitet, som vores politikere har mulighed for at påvirke, og som sikrer deres visioner for vores byer.

Derudover er det vigtigt, at borgerne inddrages så tidligt som muligt for at forankre projekterne i lokalmiljøerne. Vores byvækst skal i højere grad ske igennem nye former for dialog og samarbejde, hvor borgerne tidligt involveres i planprocesserne. Det er også fokus på at skabe en bredere involvering, så flere og mere forskellige borgere kommer til orde.

Copy-paste fortjener kritik

Der bygges hurtigt og meget i disse år, og der er for meget ’copy-paste’, som fortjener noget af den kritik, det bliver udsat for.

Det er måske et symptom på en byggeproces, hvor arkitekternes rolle og indflydelse er blevet, og fortsætter med at blive, mindre. Arkitektfirmaerne presses på tid og honorar, mens ingeniørernes og entreprenørernes andel af byggeprocessen vokser. Det er hårde vilkår for de arkitektoniske ambitioner, og i mange tilfælde ender arkitekternes aftryk i facadevariationer.

Jeg vil ønske, at vi får mere fokus på indlevelse og kvalitet frem for den sovepude, som variation i facaden er blevet i projekterne. Det kan blive for meget i det lange løb med spændende teglforbandter, forskellige fugefarver, jazzede forskydninger i vinduer, skyklapper hist og pist omkring vinduer og løs snak om kantzoner.

Vi har en særlig nordisk kulturarv i vores profession og i vores byggede miljøer. Der skal være mere fokus på indlevelse, detaljer og miljø, frem for variation, mere ydmygt design og udtryk som kvalificeret medspiller i forhold til stedet.

Aarhus’ mest elskede byggerier fik også kritik

Arkitekturen skal også kunne indgå i et kvalificeret modspil i forhold til et sted og tolke og afspejle tidens trends og turde gå imod den almene opinion. Det er her, der kræves mandsmod, både som bygherre, rådgiver, embedsværk og politiker for at stole på arkitektens kunstneriske kunnen og argumentere for projekternes kvaliteter. Det kræver også en stor portion talent.

Det er vigtigt, at vi tør tænke fremad, når vi bygger. Vi har fantastiske moderne byggerier i Aarhus Kommune, som er resultater af arkitektkonkurrencer, og som stort set alle blev meget blandet modtaget og kritiseret i deres ti. Det gælder for eksempel Aarhus Rådhus, Universitetsparken, Aarhus Statsgymnasium, Musikhuset Aarhus, Aros Kunstmuseum, Moesgaard Museum, Dokk1 og Frederiksbjerg Skole, som i øvrigt er resultatet af et totalentrepriseudbud.

I dag er disse bygninger elsket af byens borgere og medvirkende til at brande Aarhus som en verdenskendt arkitekturby. Der er en stor chance for, at Arkitekturoprøret ikke ville have kunnet se kvaliteter i nogen af disse projekter.

Vi skal passe på, at vores kærlighed til byen ikke kvæler udviklingen og gør os bange for at tænke frem. Vi skal blive ved med at udfordre byen, vores byliv og boformer.

 

KOMMENTAR fra Arkitekturoprøret:

En osteklokke kan være et fortrinligt instrument, hvis der løber mus rundt på bordet. Og det gør der i Aarhus. Mens Stephen Willacy skrev sit debatindlæg, gjorde bulldozerne klar til at fjerne den sidste gamle husrække i Nørre Allé. Aarhus har udnævnt tidligere borgmester Bernhard Jensen til ”Alle tiders aarhusianer”. Men byrådet har vist glemt hvorfor. Borgmesteren afværgede et gadegennembrud, der ville have ødelagt Midtbyen på samme måde, som det desværre er sket i Odense. Men nu river man lystigt ned overalt i byen. Frederiksgade, som var næsten helt bevaret, har fået en et stort, trist kontorhus på hjørnet over for Ridehuset og flere helt utilpassede nybygninger længere mod nord i gaden. Jægergårdsgade har ligeledes fået sin bekomst. På Vesterbros Torv har man talt om at rive det karakteristiske hjørnehus ned. Byggeriet på Ceresgrunden var ødelæggende for området. Og som et monument over sin uforstand har man rejst højhuset ”Prismet”, der læner sig ind over Den Gamle By og får den til at ligne en kulisse.

Længe leve Arkitekturoprøret! Politiken Byrummonitor d. 21/9-2020.

21. september 2020 / / 0 kommentarer

Søren Nielsen: Dansk boligbyggeri har forvandlet sig til arkitekturens McDonald’s

»Arkitekturoprøret er som styrtregn på en knastør græsplæne. Skingert og helt afsindigt dårligt informeret, men et vederkvægende livstegn i ligegyldigheden.« Sådan skriver partner i Vandkunsten Søren Nielsen i dette debatindlæg. Der er dog snarere behov for et økonomi- og juristoprør, mener han.

DEBAT21. SEP. 2020 KL. 04.00

SØREN NIELSEN

Arkitekt og partner, Tegnestuen Vandkunsten.

En litterær klassiker blandt arkitekter er Bernard Rudofskys ’Architecture Without Architects’ fra 1964. Den handler om skønheden i det vernakulære byggeri og viser arkitekturperler fra hele verden.

I dag kunne man skrive en bog om dansk boligbyggeri med titlen ’Architects Without Architecture’. For det er det fænomen, vi er vidner til i alle landets byudviklingsområder. Intet sted går fri for fladtaget murstenskubisme opført med præfabrikerede betonelementer. Det hyppigst anvendte tegneprogram er tilsyneladende Excel.

Byggestilen er universel, en arkitekturens McDonald’s, der gør sig mindst mulig umage og støder færrest mulige fra sig. Den sikre investering til lavest mulig pris og maksimal fortjeneste, hvad enten man investerer i en hel bebyggelse eller en enkelt lejlighed. Boligmarkedets repertoire var formentlig større i DDR.

Alle landets stadsarkitekter har selvforskyldt fået munden muret til med facadetegl. Og markedet værdsætter ikke yderligere arkitektonisk profilering.

Til gengæld er arkitekterne begyndt at værdsætte markedet. Siden nullerne er stadig flere arkitektvirksomheder efter eget udsagn blevet ’professionaliserede’. Det betyder, at man tegner det, som kunderne beder om. Det gør arbejdet lettere, mere lønsomt, og honoraret konkurrencedygtigt. På den måde får man endnu flere opgaver og kan producere mere. Af det samme.

Arkitekturoprøret er som styrtregn på en knastør græsplæne. Skingert og helt afsindigt dårligt informeret, men et vederkvægende livstegn i ligegyldigheden.

For selvfølgelig er det en kæmpefejl, at den rigeste generation i et af verdens rigeste lande de facto har afskrevet bygningskunsten som spild af penge. Offentligheden har ladet sig spise af med nogle få starchitects’ ikonbyggerier.

Siden nullerne er stadig flere arkitektvirksomheder efter eget udsagn blevet ’professionaliserede’. Det betyder, at man tegner det, som kunderne beder om

Er Blox eller Bjerget grimt eller pænt? Den dagsorden er helt forkert. Sagen er, at vi er holdt op med at investere i de almindelige bygningers arkitektoniske kvalitet.

Budgettet til den urentable skønhed er konverteret til rejseudgifter. Aldrig (som før coronaen) har gaderne i Barcelona, Rom og Venedig været trådt så flade af danske turister. De må rejse langt for at opleve byliv, historie, detaljerigdom og overskud til skønhed.

Det er ikke urimeligt med Arkitekturoprøret at kræve, at vores stenrige samfund bygger og planlægger smukt nok til, at vi ikke er nødt til at rejse udenlands og bagud i tid for at opleve bykvalitet. Eller at vi efterlader en værdig arv til vores efterkommere.

Fremtidens historikere vil stille spørgsmålet: Hvorfor førte højkonjunkturen ikke til højkultur? Hvorfor skabtes der i kapitalismens og fossilæraens zenit ikke civilisation? Hvis vi, de nulevende, kan besvare dette spørgsmål, kan vi måske også vise vejen til forbedring.

Der er alt for mange penge i ejendom

Som om løsningen ligger hos arkitekterne! Økonomerne må i arbejde.

Det er prisdannelsen, den er gal med. Renten er lav, og grundpriserne høje. Der er alt for mange penge, der søger sikker havn i ejendom. Realøkonomien er under pres, og reallønnen udhules af boligudgifter. Boligkøberne har ikke råd til at betale ekstra for arkitektur, og developere har ikke incitament til at bygge bedre, når man kan sælge alt.

Investormarkedet får brændstof igennem byvækst, der igen er betinget af erhvervsudvikling.

Som om løsningen ligger hos arkitekterne! Økonomerne må i arbejde

En viljestærk regionspolitik kunne dæmpe presset på storbyernes boligmarked, men vækstkommunerne ønsker at vokse videre. Beskatning af spekulation i boliger er et andet instrument, men boligpolitikken har ligget i koma i 50 år. Et flertal af vælgerne bor nemlig i egen bolig, som er lige så meget investeringsobjekt som hjem.

Alternative finansieringsformer kunne give plads for byggefællesskaber. Og folk, der bygger til sig selv, vil gerne gøre det smukt og ordentligt. Når man kan finde ud af det i vores nabolande, kan vi selvfølgelig også.

Men at konstruere incitamentsstrukturer, forretningsmodeller og finansieringsformer er bare slet, slet ikke en arkitektopgave. Lav derfor hurtigst muligt en facebookgruppering med titlen ’Økonomioprøret’!

BR er en opvisning i lobbyisme og absurde paragraffer

Forandringspotentialet er fuldstændig klaustrofobisk begrænset af lovgivningen. Der er uoverskueligt mange mekanismer, der kunne aktiveres af politikere i samarbejde med jurister, hvis man ville fremme arkitektonisk kvalitet: planlovgivningen, kommunalfuldmagten, udbudsdirektivet, almen- og andelsboligloven, frednings- og bevaringsbestemmelser og så videre.

Bygningsreglementet og dets henvisninger er i en kategori for sig. Reglementet er en opvisning i lobbyisme fra alle andre erhverv end arkitekterne. Reglerne sikrer, at alt byggeri bliver teknisk kompliceret og derfor dyrt. Anvendelse af andre byggematerialer end beton er udsat for massive benspænd. Vores nabolande har simple regler for træbyggeri, så hvorfor kan vi ikke?

Forandringspotentialet er fuldstændig klaustrofobisk begrænset af lovgivningen

Men at rydde op i virvaret af absurde og paradokse paragraffer i en vildtvoksende og vidtforgrenet lovgivning er bare slet, slet ikke en arkitektopgave. Lav derfor hurtigst muligt en facebookgruppering med titlen ’Juristoprøret’!

Og, ha! Der fik jeg lige ram på Jep Loft, formanden for Arkitekturoprøret, som er jurist. Det er en vigtig pointe, fordi arkitekturens vitterlige elendighed skabes i et samspil imellem lovgivning, marked og praksis. Sådan har det altid været. Lige så snart efterspørgslen efter skønhed genopstår, og lovgivningen ikke spænder ben, så kan arkitektbranchen såmænd også levere.

Bygningskunsten er ikke død endnu, men den lider. Og den længes. Længe leve Arkitekturoprøret!

 

»Arkitekturoprøret er som styrtregn på en knastør græsplæne. Skingert og helt afsindigt dårligt informeret, men et vederkvægende livstegn i ligegyldigheden.«

 

Svar fra Danmarks Radio på kritik fra Arkitekturoprøret

18. september 2020 / / 3 kommentarer

 

Arkitekturoprøret indsendte d. 18 . aug 2020 denne klage til Danmarks Radio:

”Vi har d. 14/8 i et indlæg i Information fremført kritik af jeres udsendelse ”Arkitektur der deler vandene”. Den gik på jeres behandling af BLOX, som vi fandt for ukritisk. Vi finder, at udsendelsen forbigik det væsentlige i debatten om BLOX, og i sin form virkede den helt upåvirket af det skift i arkitekturdebatten, der har fundet sted gennem det seneste par år. Vi vil gerne hermed følge op på denne kritik.

Når man taler om arkitektur, der provokerer, må man også lade de provokerede komme til orde. Arkitekturoprøret er et talerør for dem, der er blevet provokeret. Vi finder bygningen BLOX uinteressant og dårligt fungerende. Men provokationen ligger ikke i selve bygningen; den ligger i dens placering, som har ødelagt Frederiksholms Kanal. København er ikke en legeplads for experimenterende arkitekter, der kommer flyvende til byen, finder den kedelig og synes, at der skal laves noget larm. Vi er dybt bedrøvede over, at man ødelagde et værdifuldt område, blot fordi man syntes, det var sjovt. Der var intet behov for den bygning, det har vist sig overordentligt vanskeligt at få den lejet ud, og der er blandt dens brugere en utilfredshed, som ikke kom frem i udsendelsen. Der var hundredvis af protester og advarsler mod byggeriet, men Realdania og kommunens stadsarkitekt blæste på alle indvendinger. I dag har de begge – så vidt vi har forstået – fortrudt byggeriet, og Realdania kommer sandsynligvis til at lide økonomisk under det i mange år frem. (Og vi er af den opfattelse, at Realdanias penge ikke er deres egne; de tilhører tusindvis af låntagere, som var kunder i kreditforeningen).

Der findes næppe noget andet fag, hvis udøvere står så fjernt fra den almindelige folkelige mening, som arkitektfaget. Det skyldes måske, at debatten i adskillige menneskealdre har været domineret af fagfolk. De har ikke interesseret sig for lægfolks mening, og de har affejet al kritik med bemærkninger om, at lægfolkene ikke havde den nødvendige faglige viden og ikke forstod dybden i de moderne bygningers arkitektur.

Resultatet er blevet tragisk: i 60 år er der bygget hensynsløst hvis ikke ligefrem brutalt i de gamle bykerner med store ødelæggelser til følge. (BLOX og brandstationen i Antwerpen er exempler herpå). Og i 100 år er der ikke skabt nye bydele med liv og atmosfære, der kan sammenlignes med, hvad man finder i de ældre bydele. Mens naturmiljøsagen har udviklet sig i positiv retning, er det konstant gået tilbage for bymiljøsagen.

Arkitekturoprøret står på lægfolkenes side. Vi ønsker ikke primært at diskutere arkitektur – det er bymiljø, der for os er det relevante begreb. Man kan diskutere til dommedag om noget er god eller dårlig arkitektur; men det er indiskutabelt, at de nye bydele er kedeligere og fungerer dårligere end de ældre. Vi ønsker, at byplanlæggere, arkitekter, fagpresse, bygherrer, forvaltninger og politikere indser tidligere tiders fejl og begynder at gå ind for mere menneskevenligt byggeri. Det vil bl.a. kræve, at arkitekterne overvinder deres angst for ikke at være moderne.

I de seneste år er der sket et markant skift i den offentlige arkitekturdebat. Om vi i Arkitekturoprøret kan tage nogen del af æren for det, må andre afgøre. Men på vores blog, arkitekturoproeret.dk, ligger ca 70 artikler, TV-klip m.m. med eller om Arkitekturoprørets virke i 2019 og 2020, og vi har medvirket i adskillige flere. Den almindelige presse har taget vores budskab til sig, og arkitekter erklærer sig ofte helt eller delvist enige med os. At vi har større klangbund i den brede befolkning end fagfolkene, er vi ikke længere i tvivl om. Se f.x. indlægget på BT Live fra d 17/8.

Men jeres redaktion synes fortsat upåvirket af det nye, mere nuancerede syn på branchens store svigt. TV-udsendelsen om BLOX og huset i Antwerpen fulgte et traditionelt (og efter vores mening elitært og forældet) mønster:
• Fagfolk taler med fagfolk
• Fagfolkene lovpriser sig selv og hinanden for deres strålende arkitektur
• Fagfolkene ser det som deres opgave at forklare arkitekturens storhed for de uforstående lægfolk.

At forklare om BLOX, at huset tager hensyn til kulturarven, at det viser respekt for omgivelserne, at dets grønne farve passer godt til byens grønne spir, at opdelingen i blokke er en tilpasning til byens proportioner, og at huset er inspireret af et veneziansk palads, er for almindelige mennesker sort tale. For os er det ligeledes svært at se det smarte i, at man skal gå mange trappetrin ned under jorden til parkeringskælderen, før man kan komme op i huset, at huset er svært at orientere sig i, at man ligefrem kan fare vild i det, og at man provokeres, når man ikke kan se vandet.

Vi føler, at dette er at tale ned til folk. Vi har ikke brug for den slags belærende meningsløsheder. Det kan ikke være rigtigt, at en public service-kanal fortsætter i det spor uden at bekymre sig om, at man har mistet forbindelsen til befolkningens flertal. Og det er en vigtig sag for samfundet. Ikke alene vedrører den vores væsentligste kulturarv; den er afgørende for, hvordan byerne fremover kommer til at se ud og dermed for befolkningens trivsel.

Det er fagfolkene, der har brug for at lære at tænke i helheder og harmoni. Det har de ikke lært på arkitektskolerne. Vi vil gerne opfordre jer til at lave en ny udsendelsesrække, hvor lægfolk kan komme til orde og de nye tanker kan præsenteres. Det synes vi, at I skylder os.

Med venlig hilsen
For Arkitekturoprøret
Jep Loft, formand.”

 

Vi har modtaget følgende svar fra Danmarks Radio:
”Arkitekturdebat.  17 . Sep 2020 08:38

 

Kære Jep Loft

 

Tak for et engageret indlæg og klagebrev.

Vi er altid glade for kvalificeret kritik af vores programmer, også selv om den, som din, er negativ.

Formålet med denne programserie var at vise og diskutere nogle kontroversielle bygningsværker Verden over.

Vi har så valgt at vise bygningsværkerne ved hjælp af arkitekter og/eller interessenter.

Der udover er der en uvildig arkitektur-ekspert, som hjælper seerne til at forstå, hvad kritikken af bygningerne går ud på.

Vi refererer også, hvilken kritik, der har været i blandt andet medierne omkring bygningsværkerne.

Så vi mener ikke, at bygningerne eller de ansvarlige står uimodsagte.

I og med, at vi forsøger at give en visuel og relativt grundig gennemgang af bygninger, håber vi, at seerne selv kan tage stilling til, hvad de mener om arkitekturen.

Jeg mener ikke, at vi i programmet om Blox maler et skønmaleri.

Som ikke arkitekturkyndig, vil jeg mene, at man som seer sagtens kan se og sætte sig ind i de problemer, der er med Blox.

Både i forhold til den gamle bykerne i København, men også lavpraktisk i forhold til bygningens funktioner.

Det er ovenstående er dog ikke ensbetydende med, at vi ikke kan se, at du/I har en pointe i jeres kritik.

Uafhængigt er jeres kritik, kan jeg oplyse om, at vi rent faktisk er i gang med at udvikle en ny serie om arkitektur, hvor vi påtænker at gå meget mere kritisk til værks overfor bygningsværker i Danmark, som over en bred kam er meget udskældte.

I denne serie er det meningen, at både fagfolk og almindelige borgere, kan komme til orde.

 

Mvh

Thomas Hedemann

Producent, DR

Thomas Hedemann
Producent, DR”

 

Arkitekturoprørets indlæg i Information havde følgende ordlyd:

” DR viser for tiden en TV-serie med titlen ”Arkitektur, der deler vandene”. Første afsnit omhandlede to huse, der bevidst tilsigter at provokere. Det ene var BLOX i København. Medlemmerne af Arkitekturoprøret hører vistnok til i målgruppen for provokationerne. Vi har svært ved at se formålet med provokation for provokationens skyld – navnlig når det nye byggeri ødelægger noget værdifuldt. BLOX ødelægger sammenhængen og harmonien i Frederiksholms Kanal.

Det var trist at se, hvordan DR behandlede BLOX. En rimelig måde ville have været også at give ordet til de provokerede. Men det skete ikke. Man taler om ”arkitekturkløften”, som adskiller os almindelige lægfolk fra fagfolk. Fagfolkene har for vane at lovprise sig selv og hinanden for deres strålende arkitektur – uden at bekymre sig om lægfolkenes fortvivlelse, når der bygges hensynsløst i de gamle bydele eller dødkedeligt i de nye. Det var det, der skete i udsendelsen.

Vi er overbeviste om, at vores synspunkter deles af et betydeligt flertal i befolkningen, men DR havde ingen fra vores side af kløften til at fremføre dem. Kritikken mod BLOX omtaltes, men alle sejl blev sat til for at fremstille BLOX som en succes.

Arkitekten, Rem Koolhaas, blev omtalt som en ”stjernearkitekt”, der mener, at København er en kedelig by. Den mangler liv og larm, og det retter BLOX op på. Bygherren og ejeren af BLOX, Realdania, deltog ikke i udsendelsen. De overlod det til en lejer, Dansk Arkitektur Center, at tale bygningens sag. DACs direktør var sat på en uriaspost. Men som samtalen skred frem, gik det op for ham, at han ikke havde noget at frygte. Der blev ikke stillet kritiske spørgsmål. Han slap af sted med at påstå, at huset tager hensyn til kulturarven, at det viser respekt for omgivelserne, at husets grønne farve passer godt til byens grønne spir, og at opdelingen i blokke er en tilpasning til byens proportioner. For almindelige mennesker er det sort tale.

Det kunne have været interessant at høre om økonomien for BLOX. Blev det ikke meget dyrere end budgetteret? Mange af penthouselejlighederne på de øverste etager står vist tomme. Og de huslejeindtægter, som Realdania får ind fra DAC, har de for en stor dels vedkommende selv betalt i støtte til DAC. Erhvervsministeriet har efter sigende stillet krav til bl.a. Dansk Design Center om, at de skulle flytte ind i BLOX som betingelse for at modtage tilskud fra ministeriet.

BLOX er almindeligt kendt som et æstetisk misfoster og en funktionel fiasko. Men udsendelsen gav et helt andet indtryk. Den sluttede af med at påstå, at BLOX har åbnet for en vigtig debat. Den debat kom der bare ikke noget af i udsendelsen.”

 

 

 

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2025 Arkitekturoprøret

Tema af Anders Noren — Op ↑