Arkitekturoprøret

Lad os bygge smukt igen

Forfatter: Jep Loft (Side 30 af 36)

Om negativ social arv fra Le Corbusier og Poul Henningsen. Arkitekten.dk d. 18/6-2020.

18. juni 2020 / / 0 kommentarer

Se Arkitekturoprørets indlæg her.

ET INDSPARK FRA ARKITEKTUROPRØRET

Om negativ social arv fra Le Corbusier og Poul Henningsen

Af Jep Loft

I Arkitekturoprøret kritiserer vi to forhold: Dels at der er blevet bygget hensynsløst og brutalt i de gamle bykerner, og dels at de nyere bydele og forstæder savner det liv og den atmosfære, som de ældre bykvarterer har.

Vi forstår ikke, hvordan arkitektstanden i årtier kunne være passive vidner til, at harmonien i fine, gamle bymiljøer gang på gang blev slået i stykker af nedrivninger og utilpasset nybyggeri. Inden for andre kunstarter har man respekt for tidligere tiders stilarter, men arkitekter har insisteret på at bygge efter tidens mode; de synes at have savnet viljen til at værne om de gode bymiljøer.

Vi forstår heller ikke, hvorfor den enorme byggeaktivitet siden Første Verdenskrig ikke har skabt mere attraktive bykvarterer. Der er bygget gode boliger, men ikke gode byrum. Generelt er forstæderne kedeligere end bykernerne. Behøver det at være sådan?

Efter vores mening har fagfolkene – arkitekter, bygherrer, planlæggere, forvaltninger og fagskribenter – ikke alene fejlet; de har nægtet at lytte. De har levet i deres egen, lukkede verden uden at bekymre sig om lægfolks fortvivlelse. Fagfolk og lægfolk har været adskilt af en ”arkitekturkløft”. I utallige bøger og artikler om nyere tids arkitektur har fagfolk lovprist sig selv og hinanden for den fremragende arkitektur, som de seneste 100 år har præsteret.  Le Corbusier og Poul Henningsen har sat deres præg på holdningerne. Oftest er det den enkelte bygning, der beskrives; at nye bygninger har ødelagt harmonien i det omgivende bymiljø, omtales så godt som aldrig. Ej heller har fraværet af nye, gode bymiljøer fået den opmærksomhed, det fortjener. 

I de seneste år er der kommet en opblødning af fronterne. Flere og flere fagfolk står frem og deltager i kritikken. Det har bare ikke hjulpet. Næsten hver gang, man ser et nyt byggeprojekt, skuffes man. Mere af det samme. Store, firkantede klodser. Eller besynderlige geometriske figurer. Intet, der kan skabe et bymiljø. Byplaner lavet med lineal og passer uden nogen form for organisk præg. Ingen tilpasning efter omkringliggende ældre huse. Og man fortsætter med at rive ned i de ældre bykvarterer. Hvorfor kan nye tanker ikke slå igennem?

Det kan ikke skyldes pengemangel. Bygherrer burde nok kunne indse, at de ville tjene flere penge, hvis deres huse lå i et attraktivt bymiljø. Et mere klassisk funderet byggeri kan næppe være dyrere end det vartegnsbyggeri, der så ofte ses. Og brokvartererne har billigt byggeri, som er fuldt af atmosfære.

I Arkitekturoprøret er vi – med rette eller med urette – af den opfattelse, at det stadig er arven efter funktionalismen og modernismen, der fastlåser arkitektstanden. Nok kan fleste se, at Le Corbusiers idéer om byplanlægning var håbløse; at rive det centrale Paris ned for at bygge lange rækker af ens højhuse ville ingen drømme om i dag. Men han har alligevel sat sit præg på generationer af arkitekter. Hans Athen-charter fra 1933 indeholder følgende arrogante ordlyd: “The practice of using styles of the past on aesthetic pretexts for new structures erected in historic areas has harmful consequences.  Neither the continuation of such practices nor the introduction of such initiatives will be tolerated in any form”. Specielt hvad angår restaurering og genopbygning af historiske bygninger er denne tankegang er videreført i §9 i ICOMOS’ Venedig-charter fra 1964, og den optræder nu i absurd form i ICOMOS’ og EUs nye retningslinjer fra 2018, hvor §16 lyder ” When new parts/elements are necessary, a project shall use contemporary design adding new value and/or use while respecting the existing ones”.  Hvis midtertårnet på Kalundborg Kirke igen skulle styrte sammen, skal det åbenbart genopbygges i moderne stil.

I Danmark indtog Poul Henningsen den centrale rolle i arkitekturkritikken mellem de to verdenskrige. Han gik ind for harmoni og respekt for stedets ånd og var imod skyskrabere. Bl.a. derfor kaldte han Le Corbusier for en dilettant. Og han påstod ikke, at alt moderne var godt; men ligesom Le Corbusier hånede han nybyggeri, der ikke fremstod som moderne – eksempelvis det fine posthus på Trianglen i København. PH ønskede rationel arkitektur med socialt engagement og forsvarede de ’trøstesløse københavnske Lejekaserner’, fordi de var ”ærligt” byggeri, som svarede til den virkelighed, de dannede ramme om. Det lyder logisk, og tankegangen har sikkert sat sit præg på det betonbyggeri, der senere fulgte. Men den var jo helt gal: At fastholde de dårligst stillede i deres kår ved at give dem boliger, der understregede og udstillede deres situation. En opvækst i et trøstesløst bykvarter påvirker et menneske for livet.

Man skal ikke bygge ghettoer. Men det er jo det, man stadig gør. Til almennyttigt byggeri såvel som til velhavere. I god kvalitet og med en masse grønt, men uden byliv, uden atmosfære, uden diversitet, uden bymiljø.  

Og man gør det af angst for ikke at være moderne.

 

 

 

Henvisninger:

“The Athens Charter” Formulated by the Congrès International d’Architecture Moderne (CIAM) in 1933. Translated from the French by Anthony Eardley. From Le Corbusier’s The Athens Charter. Grossman.  New York, 1973.

“International Charter for the Conservation and Restoration of Monuments and Sites (The Venice Charter 1964)”. 2nd International Congress of Architects and Technicians of Historic Monuments, Venice, 1964. Adopted by ICOMOS in 1965.

ICOMOS International. “European quality principles for EU-funded interventions with potential impact upon cultural heritage”. ICOMOS International, Paris, 2019.

Neel Pørn: ”PHs Arkitekturkritik”. Arkitektens Forlag, København, 1994.

Frederiksborg Amts Avis d. 8/6-2020. Trist byggeri ved Svingelport i Helsingør.

8. juni 2020 / / 0 kommentarer

MERE AF DET SAMME I HELSINGØR

Hvor er det deprimerende at se tegningen af IC Arkitekters kommende bygning ved Svingelport. Hverken arkitekter, bygherrer eller forvaltning synes at have fornemmelse for det sårbare sted, hvor U/NORD, HTX og Hhx-uddannelser skal bygge. Store, firkantede kasser, som på ingen måde prøver at rette ind efter stedet. Og der er jo tale om en helt særlig beliggenhed, få meter fra de ældste huse i Helsingør. I det område har husene skrå tage og almindelige vinduer. Hvis der absolut skal være kæmpestore vinduer, så vend dem ud mod jernbanen, ikke ind mod byen. Og selv om det er et stort byggeri, kan man godt opdele facaderne, så det fremstår som flere mindre huse, der passer ind i skalaen. Det kunne man finde ud af, dengang der blev bygget på Wiibroe-grunden.

Det er, som om fagfolkene overhovedet ikke følger med i, hvad der foregår ude i samfundet; de lever i deres egen lukkede verden, mens almindelige mennesker er dødtrætte af moderne, ensformigt og tonedøvt byggeri, der brutalt forstyrrer fine, ældre bymiljøer.  Arkitekturoprørets Facebookgruppe får hver måned hundredvis af nye medlemmer, som ønsker et anderledes og mere menneskeligt arkitektursyn. Men fagfolkene trasker videre i det samme spor, som de har gjort i årtier. Begrebet bymiljø interesserer dem tilsyneladende ikke.

Det sidste håb i denne sag er kommunalpolitikerne: Sig nej til projektet. Lyt til os almindelige mennesker. Bed om noget, der står ved, at vi er i Helsingørs gamle bydel. Der er noget at værne om. Man behøver ikke at efterligne noget fra Københavns omegn. Det er Helsingørs kulturarv, det handler om. Og den er enestående i Danmark. I København havde forvaltningen sagt nej til et forslag om bevarende lokalplaner. Men Borgerrepræsentationen har nu sagt ja. Så kom op af stolene i Helsingør Byråd og vis vejen.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret.

Politiken d. 30/5-2020. Lad Palads være i fred.

30. maj 2020 / / 0 kommentarer

 

Lad Palads være i fred

Arkitektur

JEP LOFT,FORMAND FOR ARKITEKTUROPRØRET

»HVER GENERATION skal turde udskifte arkitektur«, skriver Jørgen Huno Rasmussen 21.5. Det må man give ham ret i; der er megen arkitektur, der bør udskiftes, nemlig det triste byggeri fra 1960’erne og fremefter. Men desværre er det ikke det, han tænker på. Han vil rive Palads-teatret ned. Og han beklager, at man ikke fik revet Dahlerups flotte pakhus på Langelinie ned.

Der er en fortvivlende trang hos bygherrer og arkitekter til at rive ældre bygninger ned. Deres tanke må jo være, at husene ligger på et attraktivt sted, hvor det vil være godt at bygge noget andet. Men stedet er jo netop attraktivt, fordi det ligger i et gammelt byområde med atmosfære og liv. Når der kommer nye huse, ødelægger man bymiljøet.

Det svarer til, at man fælder træerne i en skov for at skaffe plads til besøgende skovgæster.

Det ville være dejligt, hvis vores generation kunne skabe nye bydele, som er lige så spændende som de gamle. Bygmestrene i 1700- og 1800-tallet byggede Københavns indre by og brokvartererne samt Frederiksberg. Det gjorde de godt. Det er der, folk helst vil bo, og derfor er huslejerne så høje. Det nyklassicistiske København er i verdensklasse – stilfærdigt og elegant byggeri til almindelige mennesker, helt uden skryden. 1900-tallets bygherrer skabte forstæderne på Vestegnen, og 2000-tallets har bygget Ørestad og de nye havnekvarterer. De har været knap så heldige med at skabe gode bymiljøer.

Af den grund kunne man godt ønske sig lidt mere ydmyghed hos vor tids bygherrer og arkitekter. De har i årevis revet gamle huse ned og erstattet dem med nye – med store ødelæggelser til følge. Hvorfor ødelægge det, der fungerer bedst? Kunne de ikke koncentrere sig om selv at levere varen i form af nye bydele med atmosfære? Skulle de ikke holde en pause og først finde ud af, hvad der gør de nye bydele kedeligere end de gamle?

Jørgen Huno Rasmussen citerer Jørn Utzon; men Utzon talte kun om at nedrive tidligere generationers ordinære industribyggeri. Palads-teatret er alt andet end ordinært. Sådan en bygning får vi aldrig igen. Hvis ejerne ikke længere kan bruge bygningen, kan de sælge den til nogen, der kan. Det er jo ikke behovet for en ny biograf, der ligger bag deres byggeprojekt, så der er primært tale om et spekulationsbyggeri.

Egmont ødelagde Pilestræde og Landemærket ved at bygge store kedelige huse, som de ikke selv havde brug for. Forinden havde de revet halvdelen af Møntergade ned og erstattet de gamle huse med én kæmpestor klods, der indeholder en moderne butiksarkade. Den står i dag gabende tom, mens de gamle forretninger på den anden side af gaden er fulde af liv.

Egmont har trampet rundt i Pilestræde-kvarteret som en elefant i en glasbutik. Kunne de ikke træde lidt mere varsomt på Axeltorv? Lad Palads være i fred.

Magasinet KBH d 20/5-2020. Anmeldelsen af bogen “København på Lattergas”.

20. maj 2020 / / 1 kommentar

Fejlplaceret arkitektur ødelægger bymiljøet

Arkitekturoprørets formand Jep Loft gæsteanmelder ‘København på Lattergas’.

For nylig udkom bogen ”København på lattergas” på Gads forlag. Den er skrevet af tre professorer: Jens Kvorning og Carsten Thau er fra Kunstakademiets Arkitektskole, mens Martin Zerlang er litteraturprofessor fra Københavns Universitet. Det er Bergiafonden, der har ønsket en bog om det bedrøvelige i, at smukke københavnske gader bliver ødelagt af udviklingen. Bogens arbejdstitel var ”Hvordan man ødelægger en gade”.

Det store spring fremad?

Ødelæggelserne af byers gader og torve er netop baggrunden for oprettelsen af Arkitekturoprøret, hvor jeg er formand. Vi kritiserer, at der er blevet bygget hensynsløst og brutalt i de gamle bykerner, og at gaderne i de nye bydele og forstæder savner det liv og den atmosfære, som de ældre bykvarterers gader har. Efter vores mening har fagfolkene, d.v.s. arkitekter, bygherrer, planlæggere, forvaltninger og fagskribenter (som de tre professorer) ikke alene fejlet; de har nægtet at lytte til kritik. De har levet i deres egen, lukkede verden uden at bekymre sig om lægfolks fortvivlelse. Fagfolk og lægfolk har været adskilt af en ”arkitekturkløft”. Denne bog er ét blandt mange udtryk for, at der er en opblødning på vej. Derfor har det været spændende at læse, om de tre professorer har vovet at tage springet og komme os på den anden side af kløften i møde.

Banalisering

Bogen består dels af kapitler, som forfatterne selv har skrevet, og dels af referater af samtaler med blandt andre forfattere og arkitekter. Dens overordnede kritik går på banaliseringen af byen. Den kommer bl.a. i samtaler med forfatterne Suzanne Brøgger, Søren Ulrik Thomsen og Jokum Rohde. Internationale butikskæder driver de små handlende ud af byen som følge af høje huslejer, fine gamle caféer er lukket, masseturismen er en plage, og byens diversitet med skæve huse, baggårde og små værksteder forsvinder. Slagtergårdene på Vesterbro er et eksempel. Det påpeges med rette, at bystyret er for passivt og ikke varetager byens kulturarv.

Kvaliteten af byggeriet

På de fleste områder retter bogen kritik, som man kun kan være enig i. Det gælder f.x. vurderingen af nybyggeriets kvalitet. I flere kapitler, herunder ét med titlen ”Det samme, det samme og det samme”, påpeges kedsommeligheden og monotonien i de nye kvarterer, Sydhavnen, Grønttorvet, Carlsbergbyen, Ørestaden, Nordhavnen m.fl. Der udtrykkes frygt for, hvad der skal ske på Nyholm og med Tivolis projekter, og begge steder påtales banalisering, uforstand og forfladigelse. Og byens mange glashuse og højhuse kritiseres.

Vartegnsbyggeri

Også i spørgsmålet om arkitektens rolle som vartegns-skaber kontra by-skaber siges der rigtige ting. BLOX kritiseres hårdt, og den hollandske arkitekt, Rem Koolhaas, citeres for at udtale: ”fuck konteksten”. Det var, hvad Jan Gehl undervistes i, da han gik på akademiet for mange år siden, og man skulle tro, at arkitektstanden var kommet videre. Men Koolhaas er åbenbart ikke. Både Industriens Hus og Østerport II får en velfortjent hård medfart. Arkitekten Lene Tranberg udtaler så rigtigt, at vor tids optagethed af værket som et unikt objekt er en svøbe, og billedkunstneren Per Arnoldi er inde på lignende tanker.

Byplanlægning

Ligeledes kritiseres dårlig byplanlægning med rette. Saneringen af den sorte firkant på Nørrebro var en tragedie med Stengades græsplæne som det værste. Søren Ulrik Thomsen påpeger helt berettiget den fejlagtige sentimentalitet over for alt, hvad der er grønt. En bys gader skal have bypræg. (Men jeg har nu ikke noget imod, at gårdrummene bliver grønne, og jeg savner heller ikke de mørke baggårde).

Arkitektursyn

Men bortset fra Nørrebro kommer bogen ikke ind på den allerværste form for ødelæggelse af gader og torve: nedrivninger af gamle huse, der erstattes med moderne byggeri. Når det kommer til modsætningsforholdet mellem klassisk og moderne arkitektur, virker bogen selvmodsigende. Moderne byggeri i disharmoni med omgivelserne som BT-huset i Kristen Bernikows Gade og Pressens Hus i Skindergade kaldes for eksempler på fin indpasning i den historiske bymidte, mens Nyhavn ”ikke er nogen arkitektonisk sensation” og Vimmelskaftet ikke er ”noget at skrive hjem om”. Her kommer den arkitekturpolitiske korrekthed. Og Lene Tranberg er fascineret af Sergels Torv, Kulturhuset og det nye Klarakvarter i Stockholm. Den holdning skal man vist være arkitekt for at indtage; de store nedrivninger og nybyggerier i Stockholm i 1960’erne og 70’erne er et nationalt traume i Sverige. Oveni kommer hun med den til hudløshed hørte advarsel mod pastiche. Det plejer at betyde, at uanset hvor man bygger, skal det se moderne ud. Det er svært at se, hvordan bogens anerkendelsesværdige ønske om at bevare de gode bymiljøer kan forenes med dette arkitektursyn.

De værste ødelæggelser i København i de seneste 50 år er Egmonts byggeri i Møntergade/Pilestræde/Landemærket og Nationalbanken. Begge er eksempler på, at liv og diversitet blev erstattet med store, stedfremmede, lukkede klodser – alt det, som bogen er imod. Men den ene af bogens forfattere, Carsten Thau, er også medforfatter til den store bog om Arne Jacobsen fra 1998. Heri lovprises Nationalbanken for sin respekt for det gamle København og den fornemme tilpasning til omgivelserne. På intet tidspunkt begrædes det, at man ødelagde en hel karré, som var tæt bebygget med gamle bolig- og erhvervsejendomme samt den fine gamle Nationalbank. Det havde været interessant at høre, om han har flyttet sig siden 1998 (hvilket heldigvis mange arkitekter har).

Bymiljø

Der savnes en klar sondring mellem arkitektur og bymiljø. Det er to forskellige ting. Nationalbanken er nok arkitektur, men den ødelagde bymiljøet. Den er fejlplaceret. Niels Juels Gade er helt mennesketom. Hvis vi skal redde bymiljøerne (og det er vel det, bogen egentlig handler om), så skal der laves bevarende lokalplaner, der forhindrer utilpasset nybyggeri. Forhåbentlig sker det nu for Indre By og Christianshavn. Men brokvartererne og Frederiksberg fortjener også beskyttelse. Der er en grund til, at den velbevarede Jægersborggade på Nørrebro er blevet et fint bymiljø (som bogen omtaler flere steder); det vil aldrig kunne ske i parallelgaden, Bjelkes Allé, hvor der er bygget nyt.

Moderne eller klassisk?

Og hvis man vil have nye bykvarterer med atmosfære, må man lære af de ældre: bygge mange forskellige, mindre huse i karréer i en mere klassisk stil. Hvorfor er arkitekter så bange for det? Er det pasticheangst? Det er jo i sådanne områder, at folk helst vil bo eller opholde sig, og det er derfor, at huslejerne er højere der. Hvorfor må der ikke være lige så megen atmosfære i Hvidovre som på Vesterbro? Møbler må gerne være klassiske, og nye biler som Fiat 500 og Mini Cooper er også klassiske i deres design. Men huse må ikke være det. De skal udstråle modernitet. Carsten Thau har tidligere kritiseret, at byggeriet har mistet sin ”rodfæstethed”. I København har vi de nyklassicistiske rødder at bygge videre på. Området mellem Vester Voldgade og Købmagergade er i international klasse: et roligt og uspoleret gadebillede fra begyndelsen af det 19. århundrede, uden forlorne detaljer og uden det skryderi, der kendetegner samtidens London og Paris.

Bogens konklusion

Hvilken vej ud af den skildrede elendighed anviser forfatterne? I det afsluttende kapitel hedder det, at København befinder sig på en korsvej. Man må vælge at påvirke byens rum og struktur og påvirke huslejer og ejerforhold, så man undgår en anonym og standardiseret by. Det er pæne ord, men ikke rigtigt noget, der umiddelbart lader sig omsætte i handling. Og det er sjældent klogt at sætte markedet ud af spil. Vi, der havde håbet på det store spring over arkitekturkløften, efterlades skuffede. Modet svigtede de tre herrer. Måske var det forankringen i den arkitekturpolitiske korrekthed, der holdt dem tilbage.

Det blev ikke til noget spring – kun til et lille hop på stedet.

Link til artiklen

Politiken Byrum d. 20/5-2020. Jep Loft svarer Lars Juel Thiis.

20. maj 2020 / / 1 kommentar

 

Jep Loft svarer Lars Juel Thiis: Påstået arkitektonisk kvalitet har legitimeret utallige overgreb på ældre bydele

Den enkelte bygning kan muligvis have arkitektonisk kvalitet, men samtidig ødelægge bydelen omkring sig. For at komme det problem til livs, skal vi have bevarende lokalplaner og revidere fredningsloven, skriver Arkitekturoprørets formand, Jep Loft, i dette debatindlæg.

DEBAT20. MAJ 2020 KL. 04.00

JEP LOFT

Formand, Arkitekturoprøret

Arkitekt Lars Juel Thiis påpeger i et debatindlæg i Politiken Byrum 18. maj, at »nybyggeriet er blevet intetsigende, i værste fald ligegyldigt – i kontrast til de gamle bymidters historiefortællinger«, og at de nye byområder langs havnefronterne i landets købstæder eksemplificerer fadæserne.

De synspunkter deles til fulde af Arkitekturoprøret.

Men vi har længe kæmpet for bevarende lokalplaner som værn mod utilpasset nybyggeri i de ældre bydele, og vi har også foreslået mere detaljerede lokalplaner for nye områder – senest Kokkedal Stationsområde – for at undgå mere af det samme atmosfæreforladte forstadsbyggeri.

Heri er Lars Juel Thiis uenig. Han skriver:

»Nogle mener, at løsningen er lokalplaner, der i detaljer beskriver projektets standarder, men så har man misforstået planlovgivningen. Lokalplaner skal give bygherrerne muligheder, ikke kun begrænsninger. Lokalplaner skal danne rammer for udformningen på overordnede niveauer,« skriver Lars Juel Thiis og fortsætter:

»Men med myndighedsprojektet, der baner vejen for byggetilladelsen, kan kommunen insistere på kvaliteten. En byggetilladelse bør ikke gives, førend bygherren kan garantere projektets arkitektoniske kvalitet – og det er også på dette niveau, at et projekts byggeomkostninger fastlægges.«

Indfør bevarende lokalplaner

Kvalitet er et taknemmeligt begreb i den sammenhæng. Nationalbanken er vel kvalitet? Men bygningen har samtidig ødelagt en hel bydel.

Vil Lars Juel Thiis gerne se nye lignende projekter i Københavns Indre By? Forhåbentlig ikke; så langt er den almindelige forståelse for bymiljø vist nok kommet.

Kvalitet er et taknemmeligt begreb i den sammenhæng. Nationalbanken er vel kvalitet? Men bygningen har samtidig ødelagt en hel bydel

Jep Loft

Men hans eget byggeri på Nyborg Slot er vel også kvalitet, og alligevel er vi tusindvis, der er fortvivlede over tivoliseringen af det enestående og fredede slot.

Påstået arkitektonisk kvalitet har legitimeret utallige overgreb på ældre bydele. Pressens ultramoderne hus i fine, gamle Skindergade i København er blevet fredet. Det er sikkert et udmærket hus, men bare ikke på det sted.

At diskutere moderne arkitektur er som at diskutere moderne kunst. Vi bliver ikke enige, og det skal vi heller ikke være. Og det gør ikke noget, for det væsentlige for de fleste mennesker er gode bymiljøer, og det er noget helt andet.

Arkitekter har ikke haft øje for, hvad gode bymiljøer er; de har ødelagt gamle ved at slå sammenhæng og harmoni i stykker, og de har ikke kunnet levere nye

Jep Loft

Arkitekter har ikke haft øje for, hvad gode bymiljøer er; de har ødelagt gamle ved at slå sammenhæng og harmoni i stykker, og de har ikke kunnet levere nye. Derfor skal vi have bevarende lokalplaner. Og det får vi forhåbentlig også.

De (få) velbevarede provinsbyer har haft det længe, og nu vil København også lave lokalplaner, foreløbig for Indre By og Christianshavn.

Lad os oven i købet få en revision af fredningsloven, så man kan frede hele områder og frede facader uden at lægge bånd på anvendelsen af husenes indre.

FORSLAG VEDR. KOKKEDAL STATIONSOMRÅDE.

12. maj 2020 / / 1 kommentar

Arkitekturoprørets Idé på https://borgerlab.horsholm.dk:

Der bør skabes et trygt og attraktivt bymiljø. Det skal være et sted, hvor man tør færdes alene om aftenen.

Derfor skal der ikke bygges store blokke eller punkthuse. Der bør ikke bygges i glas eller stål. Facaderne skal se ud, som om de består af flere, forskellige huse (alle med døre, så det er let at komme ud i byrummene) i forskellige farver; bag facaderne kan det udmærket være ét stort hus. Vinduerne skal stå på højkant, og alle tage må ikke være flade. Der skal være mangfoldighed og diversitet. Men husene skal tilsammen udgøre en harmonisk helhed – ligesom de gør i f.x. Københavns Middelalderby.

Der skal skabes en stationsplads, som virker som samlingspunkt for hele området. Den gamle stationsbygning er et stort aktiv. De nye huse på pladsen skal passe til den. Ud over selve pladsen skal der skabes karréer med mange, mindre huse i hver, der tilsammen skaber en rigtig, lille by. Succeskriteriet er, at der skabes et område, der tiltrækker flere mennesker end lige dem, der har et ærinde i området. Det skal invitere til, at der opstår små butikker og caféer, og til at der måske er torvehandel på stationspladsen på visse ugedage. Hvis det lykkes, vil bygherrerne kunne opnå en (væsentligt) højere kvadratmeterpris.

Der henvises til den vedhæftede plantegning.

1.   Selve stationspladsen bør være et rum med fire “vægge”, hvor stationen udgør den østlige. Nordvæggen og Sydvæggen skal begge have et hul eller en port, så trafikken kan komme igennem. Nord-, vest- og sydvæggen skal bygges sammen, så pladsen bliver et lukket rum. Foran stationen, hvor der er aftensol, kan der være udeservering (evt. på terrasser, fordi terrænet skråner). De tre nye vægge skal bestå af adskillige, forskellige huse. Der skal ikke være dominerende kunstværker.

2.      Den vestligste (lyseblå) trekant bør være en karré med mange små huse.

3.    Den midterste (mørkebrune) trekant bør ligeledes være en karré med mange forskellige huse og en lille gård i midten.

4.     Noget lignende bør gælde den sydligste (lysebrune) trekant.

5.     På østsiden af banen bør der bygges 3 eller 4 små karréer med stræder imellem, alle bestående af flere, forskellige huse. Gadenettet skal ikke være et net af rektangler, men derimod noget der ligner gadenettet i en organisk opstået by.

6.    Den sydlige gangbro over banen bør ligge i forlængelse af et af disse stræder.

Lad Hørsholm Kommune gå nye veje og undgå de fejl, der er blevet gjort så ofte. Det vil skabe opmærksomhed over hele landet. Vi er overbeviste om, at et flertal af almindelige mennesker (uden for byggebranchen) vil sympatisere med vores idéer.

April 2020.

Indsendt af Arkitekturoprøret ved Jep Loft, formand.

 

 

Efterfølgende kommentar fra Arkitekturoprøret på /borgerlab.horsholm.dk:

Tak for et godt og informativt Borgerlab d 5/5 om Kokkedal Stationsområde. Det var et initiativ, der kan tjene som forbillede for andre kommuner.

I Arkitekturoprøret anser vi det som det vigtigste at skabe et trygt samlingspunkt med atmosfære og bymiljø, som tiltrækker flere mennesker end dem, som har et ærinde i området. Det er vores overbevisning, at dette ikke opnås med de løsninger, som arkitekt Jesper Kudsk viste.

De gode bymiljøer findes i byområder, som er opstået før Første Verdenskrig. De har samlingspunkter i form af torve, karréer med gader og stræder, der er diversitet og intimitet. I tiden derefter opstod bevægelser, som kastede vrag på traditionen og forlod den menneskelige skala. Resultatet er blevet, at så godt som alle de nye byområder kom til at savne den atmosfære og charme, som de ældre har. I vores region er de bedste bymiljøer i København og Helsingør.

De løsningsforslag for Kokkedal, der vistes på Brugerlabbet, var nedslående. De fremhævede referencer pegede i en gal retning. Ballerup Station og busholdeplads bør ikke være forbillede for Kokkedal. Ørestad er ikke nogen succes. I Carlsbergbyen fungerer de gamle pladser som Bryggernes Torv, mens de nye som Thorvald Bindesbølls Plads er helt uden atmosfære. På Grønttorvet er ligesom i mange andre nye bydele i København firkantede klodser i form af punkthuse, rækkehuse, blokke eller højhuse, som ligner hinanden. Det er trist og kedeligt. Det er der vist nok almindelig enighed om. En rigtig by består af karréer med varieret bebyggelse og mange huse. Heller ikke det avancerede byggeri fra Frederiksberg bør inspirere; tiden løber hurtigt fra sådanne forsøg på at være moderne, og på de fleste mennesker virker det fremmedgørende og ødelæggende for sammenhængen.

Der kommer ikke liv, blot fordi der er et butikscenter. I Gilleleje er der lavet et nyt byområde med en plads, der rummer både en Fakta, en Irma, et meget stort bibliotek og to biografsale. Så kan man dårligt ønske sig mere. Men pladsen er uden charme, og der kommer kun de mennesker, der har et ærinde. På byens nærved liggende gamle torv er der derimod liv og atmosfære.

Grønt er på mode. Men der er masser af grønt i Kokkedal i forvejen. Der er en skov lige i nærheden og et grønt bælte langs banen. Grønne plantekasser giver ikke tryghed. Private kantzoner hører ikke hjemme i en by. Gaden bør være offentligt byrum helt ind til murene. Private (grønne) områder kan findes i karréernes gårde. Der er ikke brug for offentlige stier gennem dem. Hellere få trafik og liv i gaderne.

Der har i årtier været en ”arkitekturkløft” mellem fagfolk (arkitekter, bygherrer, planlæggere, forvaltninger m.fl.) og almindelige lægfolk. Fagfolkene har i almindelighed været godt tilfredse med byggeriet og har lovprist sig selv og hinanden med fin akademisk tale om arkitektur. Imens har tusindvis af mennesker været fortvivlede over hensynsløst nybyggeri i gamle bykerner og kedelige nye bykvarterer. Men fagfolkenes interesse i at høre menigmands mening har været meget beskeden. De har levet i deres egen lukkede verden. Derfor er det virkelig godt, at Hørsholm Kommune nu inddrager borgerne.  

Hvis Kokkedal Stationsområde skal blive til et vellykket byområde, skal lokalplanen i usædvanlig grad specificere byggeri i stil med det forslag, vi har indsendt. Hvis man blot laver en normal lokalplan og derefter afventer resultatet af en konkurrence, vil der sandsynligvis ikke komme forslag, der skaber et godt bymiljø. Så langt er byggebranchen næppe kommet.

Men i Arkitekturoprøret er vi blevet opmærksomme på, at mange arkitekter og planlæggere deler vores synspunkter. Også kommunalpolitikere er begyndt at røre på sig: i København har et alternativt flertal i Borgerrepræsentationen vedtaget et ændringsforslag til Kommuneplan 2019, der kræver bevarende lokalplaner (som forslået af Arkitekturoprøret og Indre By Lokaludvalg). Der er grund til at håbe på anderledes bymiljøer i fremtiden. Men vi har endnu til gode at se det første. Det ville være historisk, hvis det kunne blive i Kokkedal. Det ville vække opmærksomhed over hele landet.

Hvis ikke der kommer bedre løsningsforslag, burde man hellere sætte planerne i bero. Hørsholm Kommune får ikke en chance som denne igen. I stedet for at forspilde den, er det bedre at vente 5-10 år og se, om fagfolkene ikke i mellemtiden indser fortidens fejl og begynder at tænke på en ny måde.

Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret

Indlæg i Politiken d 11/5-2020. Salt i Odenses åbne sår.

11. maj 2020 / / 2 kommentarer

Læserne Mener

Salt i Odenses åbne sår

Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret.

Under overskriften ’Nyt kvarter heler Odenses store sår’ roser Karsten Ifversen i Politiken 2.5. byggeprojektet, der skulle reparere den store skade, som Thomas B. Thriges Gade forvoldte Odense.

I Arkitekturoprøret, som jeg er formand for, deler vi ikke Karsten Ifversens begejstring. Vi mener, at byen har forspildt en enestående chance for at genskabe harmonien og sammenhængen i byens øst/vest-gående akse, Vestergade-Overgade. Blandt andet er det alt for voldsomme og helt stedfremmede TBT-Tower (som kom ind på tiendepladsen i Arkitekturoprørets afstemning om det værste nybyggeri) en knytnæve i ansigtet på den i forvejen slemt skamferede by.

Mere interessant end vores meningsforskelle er, at Karsten Ifversens artikel er et typisk eksempel på arkitekturkløften: På den ene side står byggebranchens aktører, d.v.s. arkitekter, bygherrer, planlæggere, forvaltere og fagskribenter som Karsten Ifversen. På den anden side står almindelige mennesker, som i årtier har været frustrerede over hensynsløst nybyggeri i gamle bykerner (som Odense er så rig på) og kedelige nye bykvarterer. Aktørerne har efter vores mening i årtier levet i deres egen lukkede verden, hvor de har lovprist sig selv og hinanden med akademisk tale om fin arkitektur. Interessen for at høre lægfolks mening har været tæt på nul.

Arkitekturoprøret er talerøret for de frustrerede. Vi vil gerne have byrum med liv og atmosfære. Vi synes ikke, at byggebranchen har løst sin opgave godt nok. Det kunne være gjort meget bedre. Måtte den dag komme, hvor menigmand tages med på råd i sager om bymiljø – ligesom det i årevis er sket i sager om naturmiljø. Var Odenses borgere blevet spurgt, om de gerne ville have højhuse i beton midt på byens hovedstrøg, ville de formodentlig have sagt nej tak.

Om nutidens byggestil.

11. maj 2020 / / 0 kommentarer


Af Michael Mehaffy
Date: søn. 10. mai 2020 kl. 23:30
Subject: There IS a style “of our time” — and it is in urgent need of critical re-examination

I have previously criticized the sometimes excessive focus on style, including among those of us who practice traditional design. That is because that focus reinforces certain fallacies about what is the “right” style – especially, what is the “right” or exclusive style for a given moment of history, implying that anything else is “wrong,” “will not be tolerated” (as Le Corbusier said *) etc.

But we need to recognize that there IS a style for today, and one that is enforced ruthlessly – mostly through the dynamics of groupthink, but where necessary, through firing professors, failing students, shutting down schools, etc. (We have witnessed all these things firsthand.)

But mostly the enforcement of this style is more subtle.  If you do not comply, you simply do not get published, get awards, get interviews, and so on. Or in most schools, get a degree!

If you do comply, you have a shot at passing the filter – and its remarkably conformist results can be seen in any professional architecture magazine (and some consumer ones too), on the walls of any mainstream school, in any mainstream award, or in the praise of any mainstream critic.  

We can call the style (after Eisenman) “Rococo Modernism.” Here is a list (provisional, suggestions welcome) of its mandatory features:

1.     Minimalism. Features must be stripped down and denuded of motifs, patterns, and ornamental details of any kind. Features must instead consist of smooth monoliths, which may be flat, rectangular or curved.

2.     Anti-historicism. Nothing must look the slightest bit like any building that ever existed in history before about 1920. Recapitulation, that most common of artistic and natural phenomena, is hereafter banned.  If a good solution happens to recapitulate any recognizable feature of the past before 1920, it is by definition not a good solution.

3.     Anti-human scale. Nothing must relate in any identifiable way to the scales or familiar forms of human beings — no human-sized windows, ornamental details, etc.

4.     Anti-natural form. Buildings must not express any of the ordinary grouping or patterning geometries of nature.  Exceptions will be made for weird insect shapes, swoopy splines, etc. (e.g. in Hadid, Calatrava et al.)   But again, such forms must be severely constrained according to #1, #3, etc.

5.     Anti-regionalism. Nothing must express the characteristics of a local place, its climate, terrain, materials, culture,  or of course (following #2) its history.

6.     Abstract art leading life. Unlike the architecture of eons, today’s style must take the hegemonic form of giant sculpture, and life must take its place within – much as one might find one’s way to live within a wrecked industrial hulk. While the architecture of eons generated its art from quotidian life, this architecture forces life into a fit with abstract art – with highly variable degrees of comfort and delight.

7.     Static newness. Buildings must not express their temporal nature by embracing weathering, wear, modification, adaptation, or other major change.  They must remain fixed works of sculptural art, remaining in pristine condition.  

8.    Foreignness. Forms must be contrasting, even jarring. If a building doesn’t provoke “the shock of the new,” it isn’t good architecture. Spectacle and difference are mandatory. This is a fitting approach to an architecture that sustains itself by serving as a marketing device for industry.

What is interesting about this style is that it makes a claim to be rooted in the scientific and industrial realities of our time – indeed, it makes an exclusive and totalizing claim to them. In 1920, that claim might have been sustained.  Today, in an age characterized by revolutionary findings in complexity science, ecology, neuroscience, and many other fields, that claim is unsupportable, and increasingly outmoded.  Troubling new questions are arising — and being suppressed and greenwashed — about the inherent resilience and sustainability of this architecture, e.g. its failure to weather well, to take just one example. Yet this style persists, sustained by fanatical ex cathedra professional and academic dogma on the one hand, and a consumer economy that rewards spectacle and novelty on the other.

So we are left with a world of denuded places – stripped of our humanity, our nature, our history, and our culture, and imprisoned by an outmoded but disastrous industrial regime, locked in a fantasy of “yesterday’s future.”

Do we not see (can we not tolerate) the need for a critical re-assessment?

Cheers, m  

* Le Corbusier, The Athens Charter, Para. 70 (emphasis added, N.B.): The practice of using styles of the past on aesthetic pretexts for new structures erected in historic areas has harmful consequences. Neither the continuation of such practices nor the introduction of such initiatives will be tolerated in any form. Such methods are contrary to the great lesson of history.  Never has a return to the past been recorded, never has man retraced his own steps.  The masterpieces of the past show us that each generation has had its way of thinking, its conceptions, its aesthetic, which called upon the entire range of the technical resources of its epoch to serve as the springboard for its imagination.  To imitate the past slavishly is to condemn ourselves to delusion, to institute the “false” as a principle, since the working conditions of former times can not be recreated and since the application of modern techniques to an outdated ideal can never lead to anything but a simulacrum devoid of all vitality.  The mingling of the “false” with the “genuine,” far from attaining an impression of unity and from giving a sense of purity of style, merely results in artificial reconstruction capable only of discrediting the authentic testimonies that we were most moved to preserve. 

Sorry Maybeck…  sorry Arts and Crafts… sorry Renaissance…sorry London, Paris, Rome… sorry most loved places of history..  sorry us!

Michael Mehaffy, fra USA, er akademiker innen arkitektur og byplanlegging. Han har vært leder for det internasjonale styret i INTBAU (www.intbau.org) 
Audun EnghINTBAU Norge

Ekstrabladet d 10/5-2020. Østerport II kåret som Danmarks grimmeste bygning.

10. maj 2020 / / 1 kommentar

Interview med bygherren på Østerport II, Tonny Nielsen fra Fokus Management, i Ekstrabladet. Se artiklen her.

Søndag d. 10. maj. 2020 – kl. 07:50

Østerport II kåret som Danmarks grimmeste bygning

Foreningen Arkitektur Oprøret har kåret kontorbygningen Østerport II i København som Danmarks grimmeste

Det er denne bygning, som er kåret til Danmarks grimmeste nyere byggeri. Foto: Ditte Lunde

Det er ikke alle nye byggerier, som bliver modtaget lige godt. Hele to gange er den nye kontorbygning Østerport II i København kåret som den grimmeste. I 2019 kårede Berlingskes læsere bygningen som den grimmeste i København. Men nu får den altså prisen som den grimmeste i hele Danmark.

Det er medlemmer af foreningen Arkitektur Oprøret, der har stemt i denne omgang, og der var enighed om at kåre Østerport II.

Arkitektur Oprøret er en registreret forening i både Danmark, Norge og Sverige. Foreningen beskriver sig selv som en voksende folkebevægelse, der ’kæmper imod de mange trusler mod vores gamle bykerner’.

– Vi er ikke ude på at håne, vi er ude på at råbe op, siger formanden for Arkitektur Oprøret, Jep Loft.

 

Han mener, at bygherrer, arkitekter, forvaltningspersoner og lokalpolitikere igennem de sidste 100 år har blæst på, hvad almindelige mennesker mener.

– De har bare bygget brutale og hensynsløse huse, som har slået gamle fine bymiljøer i stykker, siger han.

 

Østerport II skal stå klar i løbet af maj 2020. Foto: Ditte Lunde
 

 

Generer folk
På Østerport II’s hjemmeside beskriver de selv bygningen som et ‘smukt, levende hus, der tager arkitektoniske hensyn til kvarterets historiske bebyggelser og grønne områder’. Men der kunne Arkitektur Oprørets medlemmer ikke være mere uenige.

– Bygningen er virkelig kommet til at genere folk. Måske er det fordi, at den ligger lige op ad den smukke station, som mange mennesker elsker. Der har arkitekten og bygherren sagt, ’vi er ligeglade med omgivelserne. Vi blæser på det hele. Nu stiller vi den her bygning op, fordi det, synes vi, er sjovt’. Men det er ikke sjovt, siger Jep Loft.

– Tror du ikke, at det bliver bedre, når kontorbygningen åbner her i 2020, og der kommer noget liv?

 

– Når den åbner, kommer der sikkert noget liv, men den facade lyser af, at her kommer jeg og er ligeglad med mine omgivelser. Den prøver ikke at spille med og skabe en sammenhæng og et harmonisk bymiljø, siger Jep Loft.

Flere bygninger i kapløbet
Flere andre bygninger rundt omkring i det danske land var også med i kapløbet. På andenpladsen kom bygningen BLOX, som ligger på Københavns havnefront. Det er dog ikke kun bygninger i hovedstaden, der er med. Medlemmerne af Arkitektur Oprøret stemte Papirtårnet i Silkeborg ind på en tredjeplads, og på en sjetteplads er Ceres Byen i Aarhus.

– Arkitektur behøver man ikke diskutere, det er ligesom at diskutere kunst. Du har din smag, og jeg har min smag, siger Jep Loft.

– Men det er ikke det, som vi snakker om. Vi snakker om byrum, og hvor folk kan lide at komme. Du synes helt sikkert, det er sjovere at gå på Nørrebro, Vesterbro eller i Nyhavn, end du synes om at gå ude i Ørestaden eller i Brøndby Strand. De store blokke og højhuse giver ikke byrum, siger han.

 

Arkitektur Oprøret håber, at de med prisen kan råbe fremtidige aktører op, og de forsøger samtidig at gå i dialog med arkitekter, bygherrer og politikere.

– Hvorfor går I rundt og bygger noget, der ligner legoklodser, som er kedeligt og ligger i lange lige rækker, når almindelige mennesker gerne vil bo i noget, som er hyggeligt og rart? spørger Jep Loft.

– Ingen kommentarer

 

Direktør i Fokus Management, Tonny Nielsen, vil ikke kommentere kåringen. Arkivfoto: Mik Eskestad/Ritzau Scanpix
 

 

Det er arkitektfirmaet KHR Architecture og ejendomsforvalteren Fokus Management, som står bag opførelsen af bygningen.

Direktørerne i virksomhederne, henholdsvis Lars Kragh og Tonny Nielsen, var ifølge Jep Loft begge inviteret til prisuddelingen, som foregik 10. marts i Stockholm. Ingen af dem var til stede for at modtage prisen.

Ekstra Bladet Håndværkeren har forsøgt at forholde begge direktører den kritik, som Arkitektur Oprøret kommer med.

Men ingen af dem har ønsket at svare.

– Det har jeg ingen udtalelse om. Jeg troede, at det var noget seriøst, siger Tonny Nielsen, direktør i Fokus Management A/S, da Ekstra Bladet ringer.

 

– Vil du ikke sige, at det er seriøst, at en forening giver jer denne pris?

– Ingen kommentarer.

Herefter lagde Tonny Nielsen på.

Lars Kragh er ikke vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelse.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2025 Arkitekturoprøret

Tema af Anders Noren — Op ↑