Lad os bygge smukt igen

Forfatter: Jep Loft (Side 32 af 36)

TV2 Lorry – d 5/3-2020. Øjebæ: Vinderen af Københavns værste nybyggeri er fundet.

Læs artiklen her

Øjebæ: Vinderen af Københavns værste nybyggeri er fundet

Medlemmerne af facebook-siden “Arkitekturoprøret” har stemt om, hvilket nybyggeri i Danmark, der er det værste. Valget er faldet på Østerport II.

“Jeg vælger Østerport II, fordi det får mig til at føle mig exceptionelt dårligt ved mode.”

“Jeg har stemt på det “strandede krydstogtsskib” ved Østerport Station, men mest fordi det “støder ind i den smukke restaurerede Østerport Station.”

Læs også
Stjernearkitekt får afslag på byggeri i København: ”Historisk grimt”

Sådan lyder bare et par af kommentarerne fra nogle af facebook-siden Arkitekturoprørets 4.000 medlemmer, der har stemt om det grimmeste nybyggeri i Danmark.

 
Foto: Celina Dahl / Ritzau Scanpix

Valget er faldet på det i forvejen udskældte byggeri ved Østerport Station, Østerport II, der har slået 13 andre nye byggerier i landet og vundet prisen som “Danmarks værste nybyggeri”.

– Jeg synes, at byggeriet på Østerport er ufatteligt grimt. Det er virkelig trist, at man kan bygge noget så grimt ved siden af den fineste station og i nærheden af Kastellet og andre flotte byggerier. Østerport II ligner en stor færge, der bare er kommet blæsende, og som er fuldstændig ligeglad med sine omgivelser, siger Jep Loft, der er formand for Arkitekturoprøret i Danmark, til TV 2 Lorry.

København fører an med de værste byggerier

Ifølge Jep Loft har det dog været fuldstændig op til medlemmerne selv at tage stilling til, hvilke byggerier, der skulle kæmpe om prisen – og hvilket, der skulle vinde. 

– Vi har ladet det være fuldstændig op til folk selv at stemme. Der er sket så store skader de sidste mange år, hvor man bygger hensynsløst og gør byerne kedelige. Vi savner charme, som man havde i gamle dage, lyder det fra formanden.

Læs også
Gentoftes grimmeste hus får en kærlig hånd

– Men det er jo ikke fordi, vi er nostalgikere, der vil have skruet tiden tilbage. Vi vil bare gerne råbe højt op om, at man simpelthen bare ikke har gjort det godt nok.

Arkitekterne bag byggeriet Østerport II er tegnestuen KHR Architecture. Bygherre er Fokus Asset Management A/S.

På en “flot” andenplads i afstemningen kommer et andet københavnsk nybyggeri – BLOX – der er placeret ved den københavnske havnefront mellem Den Sorte Diamant og Langebro.

BLOX er placeret centralt i København, og bygning er svær ikke at lægge mærke til, når man færdes er i nærheden.
Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Men det stopper ikke her for de københavnske nybyggerier – mange flere har nemlig været med i konkurrencen om at vinde prisen som det værste nybyggeri i Danmark.

Bohrs Tårn i København har grundet høje kvadratmeterpriser haft svært ved at tiltrække beboere – måske en fjerdeplads som det værste nybyggeri i Danmark kan give lidt opmærksomhed.
Foto: Bax Lindhardt – Ritzau Scanpix

Det fjerde værste byggeri er ifølge medlemmerne af Arkitekturoprøret Bohrs Tårn i Carlsbergbyen i København, mens Cabinn hotellet på Arni Magnussonsgade i hovedstaden er det femte værste nybyggeri i landet.

Niels Bohr Bygningen i København er kåret som det syvende værste nybyggeri i Danmark.
Foto: Proventilation

På en syvende plads kommer Niels Bohr-bygningen i København, mens Tivolihjørnet klemmer sig ind i top 10 som nummer ni.

Tivolihjørnet er det niende værste byggeri ifølge medlemmerne af Arkitekturoprøret.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Du kan se hele resultatet af afstemningen på Arkitekturoprørets facebook-side her.

Kan mærke opbakning i samfundet

Om ansvaret ligger hos arkitekterne, bygherrrene, politikerne eller andre vil foreningen ikke lægge sig fast på – men med afstemningen har formålet være at give de helt almindelige borgere en stemme i debatten. 

– De eneste, der ikke har ansvar i opførelsen af de mange nye grimme bygninger, er almindelige mennesker. Og vi kan jo høre, at mange borgere bliver fortivleve, når der bare bliver opført nye grimme bygninger som eksempelvis Østerbro II, siger Jep Loft.

Læs også
Charlotte er træt af øjenbæ på Amager Strandpark

Ifølge Arkitekturoprøret er prisen til det værste byggeri i Danmark opfundet med inspiration fra en lignende kåring i Sverige, mens man også i England i 20 år har forsøgt at råbe højt om samme problematik.

– Vi kan mærke på samfundsdebatten, at der er interesse for det her emne. Så vi håber, at vi med prisen her kan få endnu mere opmærksomhed på problematikken. Mit håb er, alle aktørerne nu får øjnene op for, at der er behov for ændring, siger formand Jep Loft.

– Et menneske kan ikke overskue de nye store byggerier, som der kommer. Vi skal have mange flere mindre huse med flere indgange, så vi får skabt noget liv i byerne. Det hele behøver ikke ligne Rosenborg Slot, men vi skal væk fra, at alt nyt ligner store LEGO-klodser, siger Jep Loft.

Det samlede resultat:

1. Østerport II, København
2. BLOX, København

4. Bohrs Tårn, Carlsbergbyen, København
5. Cabinn, Arni Magnussonsgade, København


7. Niels Bohr-bygningen, København

9. Tivolihjørnet, København

Prisen overrækkes officielt i Stockholm d. 10. marts. Det sker samtidigt med, at den tilsvarende svenske pris uddeles. Her forventes prisen at gå til huset ’VIVA’ i Gøteborg.

Direktør Lars Kragh fra tegnestuen KHR Architecture og CEO Tonny Nielsen fra Fokus Asset Management A/S vil blive inviteret til at komme til Stockholm for at modtage prisen.

TV 2 Lorry har forsøgt at få en kommentar fra arkitekterne bag byggeriet Østerport II.

 

Brev til vinderne af afstemningen

CEO Tonny Nielsen, Fokus Asset Management A/S

Direktør Lars Kragh, Tegnestuen KHR Architecture, København.

Vi beklager at meddele Dem, at medlemmerne af Arkitekturoprørets Facebook-gruppe har kåret bygningen Østerport II som Danmarks værste nybyggeri i de seneste 5 år. Prisen overrækkes på ved en reception på Hotel Best Western, Apelbergsgatan 40, 111 37 Stockholm d. 10/3-2020 kl 17. Vi håber, at De vil komme til Stockholm for at modtage prisen.

Arkitekturoprøret er et svensk initiativ med ca 50.000 Facebookmedlemmer i alle nordiske lande. Det væsentlige for os er at bevare og skabe gode bymiljøer, d.v.s. gode byrum for flere end blot brugerne af de nye huse.

Det er Arkitekturoprørets opfattelse, at der er en “arkitekturkløft” mellem på den ene side aktørerne, dvs. arkitekter, planlæggere, bygherrer, lokalpolitikere, forvaltninger m.fl. og på den anden side de millioner af almindelige mennesker, som er kede af eller ligefrem fortvivlede over utilpasset eller trist nybyggeri. I årevis har aktørerne domineret debatten, mens lægfolk har haft svært ved at komme til orde. Vores indsigelser er ofte blevet fejet til side som uinteressante. Arkitekturoprøret søger at repræsentere den anden side af kløften. Der er tegn på opblødning af de førhen fastlåste holdninger, og mange arkitekter giver os nu ret i tre væsentlige observationer:

For det første, at næsten alt nybyggeri i gamle byområder har været hensynsløst; det har slået sammenhæng og harmoni i stykker. Dette gælder Østerport II.

For det andet, at næsten ingen forstæder eller kvarterer, bygget i de sidste 100 år, har det liv og den atmosfære, som de ældre bydele har.

For det tredje, at det meste af nybyggeriet på havne har taget fra omgivelserne uden at give noget tilbage.

Arkitekturoprørets ønske er at bygge bro over kløften – ikke at grave den dybere. Men udgangspunktet må desværre nødvendigvis være en erkendelse af, at noget er gået galt i byggebranchen i de seneste 70-100 år. Det burde være gjort bedre. Tildelingen af denne pris er et forsøg på at råbe aktørerne op.

Vi vil meget gerne høre Deres kommentar til valget af Østerport II og til mulighederne for, at der ændres kurs og bygges mere hensynsfuldt og menneskevenligt fremover. Vi opfordrer Dem derfor til at skrive et indlæg til vores hjemmeside.

Med venlig hilsen

Jep Loft

formand for Arkitekturoprøret i Danmark

Aarhus Stiftstidende d. 3/3-2020. Arkitekturkritikere har kåret landets værste nybyg.

Arkitekturkritikere har kåret landets værste nybyg: To Aarhus-byggerier med på listen

Nybyggeriet på den gamle Ceres grund er med liste over dårligt nybyggeri. Arkivfoto: Axel SchüttEn gruppe arkitekturrevsere har kåret det værste nybyggeri de seneste fem år i Danmark. Det går blandt andet ud over Aarhus.

03 mar. 2020 kl. 21:30Tobias Heede Niebuhr tobn@stiften.dk

AARHUS: Der er en kløft mellem bygherre, forvaltning og arkitekter på den ene side og almindelige borgere på den anden, lyder det fra bevægelsen Arkitekturoprøret, der netop har kåret de 14 værste nybyggerier de seneste fem år i Danmark.

Afstemningen skal ikke ses som fingerpegning, men som et opråb fra den almindelige borger, forklarer formand for oprøret, Jep Loft.ANNONCE

Det blve Østerport II, der “vandt” prisen som det værste nybyggeri. Foto: Celina Dahl/Scanpix

– I 50-70 år har debatten om byggeri været domineret af aktørerne. Samtidigt river almindelige mennesker sig i håret over noget af det nye byggeri, og nu skal de almindelige mennesker komme til orde, siger Jep Loft, som mener, at det er relevant for bygherrerne at blive klogere på, hvad almindelige folk vil have.

Og det er tilsyneladende ikke Østerport II ved Østerport St. i København. I hvert fald er den omstridte bygning den klare vinder af Arkitekturoprørets afstemning, der også tæller de to Aarhus-byggerier Ceres Byen og Frederiksbjerg Skole.LÆS OGSÅVinderen er fundet: Her er det mest vellykkede nybyggeri i A…

Overraskende skole

At Ceresbyen, og især den del af byggeriet, der tæller en bevaret mur ud mod Viborgvej, er med på listen på en 6. plads er måske ikke den største overraskelse.

I hvert fald var den særlige bevaringsløsning også en klar førsteplads, da Stiftens brugere kårede de mindst vellykkede bygninger i byen.

Overraskelsen kommer i stedet på listens sidste plads, nummer 14, hvor Frederiksbjerg Skole figurerer.Blox mellem Langebro og Det Kongelige Bibliotek i København, tager 2. pladsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Værre ting i Aarhus

Den Henning Larsen-tegnede skole er ellers bredt anerkendt, og har blandt andet vundet en MasterPrize for godt byggeri, ligesom den vandt “Årets Bygning” hos Magasinet Byggeri.

Skolen kom også ind på en tredjeplads, da Stiftens læsere sidste år kårede de mest vellykkede nybyggerier i byen.

Men den er tilsyneladende ikke faldet i god jord hos medlemmerne af Arkitekturoprøret.

– Men man skal ikke lægge så meget i det. Den fik ikke mange stemmer, men vi har taget alle nominerede med, selvom det er så få, der har stemt på den. Jeg kan også selv finde ting i Aarhus, der er værre, lyder det fra Jep Loft, der blandt andet begræder den kommende nedrivning af bygningen på Vesterbro Torv, der i dag rummer værtshuset Hjorten. Det er især den høje bygning op ad den bevarede mur i Ceresbyen, der har fået kritik. Arkivfoto: Jens Thaysen

Listen

  1. Østerport II, København
  2. BLOX, København
  3. Papirtårnet, Silkeborg
  4. Bohrs Tårn, Carlsbergbyen, København
  5. Cab Inn, Arni Magnussonsgade, København
  6. Ceres, Aarhus
  7. Niels Bohr-bygningen, København
  8. Højhus, Havneparken, Kolding
  9. Tivolihjørnet, København
  10. TBT Tower, Odense
  11. Eternitten, Aalborg
  12. Nytorv, Middelfart
  13. Trianglen, Vejle
  14. Frederiksbjerg Skole, Aarhus

Jep Loft var i september i Aarhus, hvor han udpegede 10 problematiske bygninger, der er ødelæggende for bymiljøet i Aarhus. Foto: Flemming Krogh

BT d. 5/3-2020

Arkitekturoprøret: København har Danmarks værste nybyggeri

KRISTER OLSEN

København har det værste nybyggeri.

Det fastslår foreningen Arkitekturoprøret i hvert fald i en ny afstemning.

Foreningen, der er registreret i både Danmark, Norge og Sverige, og som kæmper imod at nybyggerier bliver ‘firkantede kasser’, har nemlig kåret konturhuset Østerport II i København som det værste danske nybyggeri indenfor de seneste fem år.

Afstemningen har fundet sted på foreningens Facebook-side, hvor de over 4.000 medlemmer har kunnet nominere og stemme på, hvilket nybyggeri der skulle løbe med den lidet flatterende titel som Danmarks værste.

Årsagen til at Danmarks værste nybyggeri skal findes, skyldes ifølge formand for Arkitekturoprøret i Danmark, Jep Loft, at borgerne ofte bliver overhørt, når nye bygninger skal opføres.

»I 50-70 år har debatten om byggeri været domineret af aktørerne. Samtidigt river almindelige mennesker sig i håret over noget af det nye byggeri, og nu skal de almindelige mennesker komme til orde,« siger Jep Loft i et interview med Århus Stiftstidende.

Østerport tager som nævnt førstepladsen, og også på listens andenplads finder vi et københavnsk nybyggeri.

Bygningen Blox, der er beliggende mellem Langebro og Det Kongelige Bibliotek i København, indtager nemlig pladsen foran Papirtårnet i Silkeborg, der altså må ‘nøjes’ med en tredjeplads.

Tilbage i april 2019 fortalte Jep Loft i et interview med B.T., at Blox ville tage sig bedre ud et andet sted end imellem Langebro og Det Kongelige Bibliotek i København.

»Hvis den lå i Aarhus containerhavn, ville den være fin. For den ligner containere. Men den ligger 75 meter fra et bryghus, som Christian d. 4. byggede og ikke langt fra Christiansborg Slot. Bygningen passer ikke ind,« sagde Jep Loft dengang.

I det hele taget er København indehaver af mange af listens værste nybyggerier.

Hele seks af de 14 pladser på listen indtages af bygninger beliggende i hovedstaden.

Arkitekturoprørets liste over Danmarks værste nybyggerier

1. Østerport II, København.

2. BLOX, København.

3. Papirtårnet, Silkeborg.

4. Bohrs Tårn, Carlsbergbyen, København.

5. Cab Inn, Arni Magnussonsgade, København.

6. Ceres, Aarhus.

7. Niels Bohr-bygningen, København.

8. Højhus, Havneparken, Kolding.

9. Tivolihjørnet, København.

10. TBT Tower, Odense.

11. Eternitten, Aalborg.

12. Nytorv, Middelfart.

13. Trianglen, Vejle.

14. Frederiksbjerg Skole, Aarhus.

Kilde: Arkitekturoprøret Danmark.FOLD UD

Derudover er der nybyggerier med på listen fra blandt andet byerne Aarhus, Aalborg, Vejle og Middelfart.

Prisen for Danmarks værste nybyggeri overrækkes 10. marts i Stockholm, hvor også den svenske udgave af prisen vil blive uddelt.

I forbindelse med prisuddelingen vil folkene bag Østerport II blive inviteret med til Stockholm for at modtage prisen, skriver Arkitekturoprøret på Facebook.

Det drejer sig om direktør Lars Kragh fra tegnestuen KHR Architecture og CEO Tonny Nielsen fra Fokus Asset Management A/S, der er bygherre på Østerport II.

B.DK – 2/3-2020

Østerport II får endnu en pris for grimt byggeri: »Noget er gået galt, og det må stoppe«

Der har været mere ris end ros til det store erhvervsbyggeri Østerport II, og nu har bygningen fået endnu en uheldig arkitekturpris.

Mandag d. 02. marts 2020, kl. 13.47Del denne artikel

Østerport II har siden sin opførelse stået model til massiv kritik. Eksempelvis kårede Berlingskes læsere i foråret 2019 bygningen til Københavns grimmeste.

Nu har den store kontorbygning så fået endnu en mindre flatterende pris.

Det er foreningen Arkitekturoprøret i Danmark, der på Facebook har lavet kåringen »Danmarks værste nybyggeri 2020«. Her har de 4.000 medlemmer kunnet nominere og stemme på, hvad der skulle have prisen som Danmarks værste nybyggeri de seneste fem år.

I afstemningen løber Østerport II altså med prisen for grimmeste byggeri. Østerport II »vinder« foran 13 andre nyere byggerier, heriblandt BLOX i København, Niels Bohr-bygningen ligeledes i København og Papirtårnet i Silkeborg.

Arkitekturoprøret er en registreret forening i Danmark, Norge og Sverige, og den kæmper imod nybyggerier, som den betegner som »firkantede kasser«, og trusler mod gamle bykerner og bydele. Afstemningen er inspireret af lignende priser i Sverige og England, og det er første gang, Arkitekturoprøret uddeler prisen i Danmark.

»Det må stoppe«

Formanden for foreningen, Jep Loft, prøver med prisen at råbe arkitekterne op.

»Det er ikke for at grave grøften dybere, vi prøver at råbe dem op. Men man gør mange mennesker kede af det ved at bygge ensformige kasser. Noget er gået galt, og det må stoppe,« siger han til Berlingske.

Han afviser samtidig, at foreningen er imod nybyggeri, og at den har en forstokket tankegang, men mener, at man »må bygge noget levende med masser af sjæl, der samtidig kan skabe byrum, som mennesker ønsker at være i«.

Jep Loft sammenligner nybyggeri med moderne kunst. Selv om man elsker moderne kunst som eksempelvis en grusbunke på et galleri, så skrotter man ikke guldaldermalerierne på Statens Museum for Kunst. Det mener han, sker i arkitekturen, når man »kører en bulldozer hen over gammelt byggeri« for at bygge nyt.

»Det skaber et dårligt bymiljø, og den nye arkitektur ligner noget, der ligeså godt kunne være bygget i forstæderne. Der er jo ingen, der kører en tur ud til Hundige, Hvidovre og Rødovre for at drikke kaffe og nyde det smukke byggeri,« siger han.

Prisen overrækkes i Stockholm 10. marts, hvor også den tilsvarende svenske pris uddeles. Arkitekterne og bygherren bag byggeriet vil blive inviteret til Stockholm for at modtage prisen.

Masser af kritik

I foråret 2019 havde Berlingske en tilsvarende afstemning, hvor avisen fandt og kårede Københavns grimmeste bygning.

Her var det også Østerport II, der løb med prisen som Københavns grimmeste bygning. Her stemte over 8.000 Berlingske-læsere, og flere end halvdelen satte deres stemme på Østerport II med kommentarer som »Grimmeste bygning i København. Riv den ned!«, »Gør ondt at se på. Totalt grim og passer bare overhovedet ikke til Østerport« og »Umanerlig grim og passer ikke til den så smukke Østerport Station og de mange andre bygninger i området.«

Berlingskes arkitekturanmelder Holger Dahl er bestemt heller ikke imponeret over Østerport II.

»En færge er ved at sejle ind i Østerport Station. Eller også er nogen gået i gang med at anlægge en serie kontroltårne til en lufthavn dér på toppen af Oslo Plads, hvor Københavns gamle Østerport engang stod,« skriver han i sin tostjernede anmeldelse, der kan læses i sin fulde længde her.

 

Artiklen blev også bragt i Berlingske d 3/3-2020.

Korrespondance med Københavns Kommune om beskyttelse af Indre By.

Brev til Teknik- og Miljøforvaltningen:

“Kære Marc

Mange tak for vores møde i Indre By Lokaludvalg i går. Her kommer links til de to breve, jeg nævnte:

Jeg vedhæfter også den artikel, der er omtalt i mit brev. 

Som nævnt mener vi, at arkitekturpolitikken er god nok, men at den ikke er blevet forvaltet efter sin hensigt.

Der har i Indre By Lokaludvalg været skuffelse over, at din forvaltning ikke har taget mere positivt imod vores bestræbelser på at bevare og beskytte Indre By. I forbindelse med høringen til kommuneplanstrategi foreslog et enigt lokaludvalg, at der skulle udarbejdes bevarende lokalplaner. Jeg vedhæfter vores forslag. Vi argumenterede for, at de skulle holdes på et overordnet niveau og ikke kræve et stort arbejde. André Malraux’ banebrydende lov fra 1962 (vedhæftet) omfatter hele Frankrig, dvs måske 10.000 gamle bykerner. Den er på tre sider.

Men vi er blevet afvist – første gang i Hvidbogen (side 63 pkt 28-29) med begrundelsen, at ’der er mange bevaringshensyn’ og at ’der skal være plads til byudvikling og moderne arkitektur, hvor dette er fagligt forsvarligt’. Vi fandt disse begrundelser intetsigende; man kan vist nok fastslå, at der er rigeligt med byudvikling og moderne arkitektur i de andre bydele. Anden gang blev vi afvist med en ny begrundelse, nemlig at det ville koste 5 til 8 mio kr. at udarbejde lokalplanerne. Det mener vi som nævnt ikke, men hvis viljen var til stede, kunne man jo starte i det små med Snarens, Frimand, Nørre eller Strand Kvarter, hvor alt bør bevares.

Jeg håber meget, at din forvaltning vil være en imødekommende medspiller i denne vigtige sag.

Med venlig hilsen

Jep Loft

Arkitekturoprøret

www.arkitekturoproeret.dk

Her er svaret fra Københavns Kommune:

“Kære Jep.

Tak for din mail og de vedhæftede links og materiale.

Som fortalt gennemfører vi en grundig proces i forbindelse med lokalplanprocessen baseret bl.a. på Fællesskab København og Arkitekturpolitikken m.v. og sætter pris på de input vi får bl.a. via de høringssvar, vi modtager i den forbindelse.

Selv tak for i går og gode drøftelser.

Med venlig hilsen

Marc J. Jørgensen
Enhedschef
Byplan Øst”

Høringssvar til erhvervsministeren af 19/2-2020

Erhvervsminister Simon Kollerup.                                                        19. februar 2020

Planloven og bygningskulturarven

Arkitekturoprøret blev ikke indbudt til at bidrage til udvikling af planlov og plankultur i Danmark. Alligevel sender vi hermed vores tanker.

Med ca. 4.000 medlemmer af vores Facebookgruppe er vi Danmarks mest aktive forening i kampen for gode bymiljøer. Vi søger at indtage en rolle i bymiljøsagen, der modsvarer Danmarks Naturfrednings rolle i naturmiljøsagen. Vi mener ikke, at forvaltningen af Planloven har opfyldt sit formål.

Planloven tilsigter Iflg. §1, at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber. Mens naturmiljøsagen har sejret og har fuld politisk bevågenhed, har bymiljøsagen tabt. Alting er blevet forværret. Fredningsloven kan ikke det, den bør kunne, nemlig frede hele områder; ej heller kan der facadefredes. Derimod bruges den nu flittigt til affredning. Der er intet ministerium, der aktivt varetager bymiljøsagen. Slots- og Kulturstyrelsen synes uinteresserede i bybevaring. Dens mange roller i sagen om Nyborg Slot er i strid med forvaltningsretlige krav om ’checks and balances’. Det særlige Bygningssyn har ingen magt, og dets dobbeltroller i sagen om Nyborg Slot savner sidestykke.

Kommunerne har fået enevældig magt, men de magter ikke opgaven som forvaltere af vores vigtigste kulturarv. ”Udvikling og fremskridt” er ofte vigtigere (ganske som da man rettede Skjern Å ud). Amterne er forsvundet som ankeinstans. Politisk har bymiljøsagen stadig kun ringe forståelse.

Det væsentlige for os er gode bymiljøer med liv og atmosfære, d.v.s. byrum for flere end blot brugerne af de nye huse – f.x.  torve, gader, stræder, åer, havne og andre samlingspunkter. Vi taler helst ikke om arkitektur. God arkitektur er hverken tilstrækkeligt eller nødvendigt for gode bymiljøer.  Nationalbanken er stor arkitektur, men den har ødelagt et fint bymiljø. Omvendt er Allinge Havn et fint bymiljø, skabt af murermesterhuse.

Arkitekturoprøret konstaterer for det første, at næsten alt nybyggeri i gamle byområder har været hensynsløst; det har slået sammenhæng og harmoni i stykker. For det andet, at næsten ingen forstæder eller kvarterer, bygget i de sidste 70-100 år, har det liv og den atmosfære, som de ældre bydele har. Hvorfor skal der være mindre atmosfære i Hvidovre end på Vesterbro? Ligeledes har nybyggeri på havne taget fra omgivelserne uden at give noget tilbage.

Noget er gået galt. Det burde være gjort bedre. De sidste hundrede år har været de spildte chancers tid.

Der er brug for et bymiljøankenævn, der kan forhindre nedrivninger (som f.x. Slagtergårdene i København). Det skal beskytte helheder, ikke bare enkelte huse. Et hus kan være bevaringsværdigt, blot fordi det indgår i en sammenhæng – uden at det selv har nogen særlig arkitektonisk eller historisk kvalitet.

Der burde også være et lovkrav om, at der udarbejdes bevarende lokalplaner for de gamle bykerner i vores 76 middelalderkøbstæder. Et flertal af dem er i en sørgelig forfatning (se under ’Byvurderinger’ her:

https://www.arkitekturoproeret.dk/home/).

I den sammenhæng bør det præciseres, at Planlovens §49 ikke gælder i de områder, der er omfattet af bevarende lokalplaner.

Allerbedst ville det være, hvis man kunne gøre, som man gjorde i Frankrig for 58 år siden med André Malraux’ lov, der direkte beskytter alle historiske byområder (vedhæftet).

Med venlig hilsen

Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret i Danmark.

Foretræde for Folketingets Kulturudvalg d 11/3-2020

Arkitekturoprøret har fået foretræde for Folketingets Kulturudvalg d 11/3-2020 i forbindelse med den nye vejledning fra ICOMOS.

Vi har sendt følgende til udvalget:

Folketingets Kulturudvalg.

Den 9/1-2020 skrev Arkitekturoprøret følgende brev til Slots- & Kulturstyrelsen:

”Direktør Jesper Hermansen                                                                            

Slots- & Kulturstyrelsen

Med beklagelse erfarer vi, at The International Council on Monuments and Sites (ICOMOS) under mandat fra EU-kommissionen som et led i EUs “Initiative of the European Year of Cultural Heritage 2018” har fremsat en række anbefalinger vedrørende bevaring af kulturarven. Anbefalingerne skal følges, hvis der søges støtte fra EU.

Om restaurering af fortidsminder hedder det bl.a.: “When new parts/elements are necessary, a project shall use contemporary design adding new value and/or use while respecting the existing ones”.

Arkitekturoprøret tager skarpt afstand fra kravet om, at nye dele skal bygges i ”contemporary design”. Det er det, der nu sker med byggeriet ved Nyborg Slot – et projekt, der tivoliserer og ødelægger det gamle borganlæg. 

Dette initiativ synes at bygge videre på §9 i ICOMOS’ Venedig-charter fra 1964, som lyder:

“The process of restoration is a highly specialized operation. Its aim is to preserve and reveal the aesthetic and historic value of the monument and is based on respect for original material and authentic documents. It must stop at the point where conjecture begins, and in this case moreover any extra work which is indispensable must be distinct from the architectural composition and must bear a contemporary stamp. The restoration in any case must be preceded and followed by an archaeological and historical study of the monument”.

Nøgleordet her var ‘conjecture’, dvs formodninger eller gætteri. Det er vores opfattelse, at §9 er blevet overfortolket i Danmark – bl.a. måske på Koldinghus. Der ville ikke have været tale om gætteri, hvis man havde genskabt slottet, som det så ud ved branden i 1808. Der er risiko for, at den nye ordlyd vil kunne legitimere flere eksperimenter (eller ’satsninger’, som Styrelsen selv kalder det) i stil med Nyborg Slot.

Vi opfordrer til, at Danmark gør indsigelse mod forslaget fra ICOMOS. Hvis der bliver nogen form for høringsrunde i forbindelse med den videre sagsbehandling, vil vi gerne inddrages.

I 1902 styrtede campanilen på Markuspladsen i Venedig sammen. Hvis ulykken skulle ske igen, og man følger ICOMOS-principperne, kan pladsen komme til at se ud som vist på dette billede:

Foto: Future of Places Research Network 

Med venlig hilsen

For Arkitekturoprøret

Jep Loft, formand”

Styrelsen svarede i brev af d. 10/1-2020 bl.a.:

”Da der er tale om anbefalinger og vejledning, som er resultat af arbejdet i en ekspert-gruppe, er det ikke relevant at gøre indsigelse mod indholdet i dokumentet, ligesom det ikke forventes at komme i høring.”

Dette svar undrer os. Man skulle formode, at EU-kommissionen vil tage stilling til den rapport, som ICOMOS har udarbejdet under kommissionens mandat. Som ordlyden er nu, kan Danmark ikke få EU-støtte til restaureringsarbejder, medmindre anvisningerne følges. Det kan ikke være rigtigt, at det ikke skulle være relevant at tage stilling. Er dette overhovedet et område, hvor EU skal diktere spillereglerne?

Da Venedig-chartret blev udarbejdet i 1964, deltog Harald Langberg i arbejdsgruppen som repræsentant for Danmark. I den nye arbejdsgruppe har Danmark ikke været repræsenteret.

Vi opfordrer Kulturudvalget til at tage sagen op og henviser i øvrigt til denne artikel:  https://foprn.org/2020/01/06/reactionary-modernism-strikes-again/.

En kopi af dette brev er sendt til kulturminister Joy Mogensen.

Med venlig hilsen

For Arkitekturoprøret

Jep Loft

www.arkitekturoproeret.dk

Vi vedlagde dette bilag:

OM ARKITEKTUROPRØRET (VEDR.  ANBEFALINGER FRA EU OG ICOMOS)

Der er i Danmark en “arkitekturkløft” mellem på den ene side magthaverne, dvs. arkitekter, planlæggere, bygherrer, lokalpolitikere, forvaltninger og fagpressen, og på den anden de millioner af almindelige mennesker, som er kede af utilpasset eller trist nybyggeri.

Arkitekturoprøret er et svensk initiativ med ca 50.000 Facebookmedlemmer i alle nordiske lande.

Det væsentlige for os er gode bymiljøer, dvs byrum for flere end blot brugerne af de nye huse – f.x.  torve, gader, stræder, åer, havne og andre samlingspunkter. Vi taler ikke om arkitektur. God arkitektur er hverken tilstrækkeligt eller nødvendigt for gode bymiljøer.  Nationalbanken er fin arkitektur, men den har ødelagt et fint bymiljø. 

Arkitekturoprøret søger at repræsentere den anden side af kløften og spille en rolle i bymiljøsagen, der svarer til den rolle, som Danmarks Naturfredningsforening spiller i naturmiljøsagen.

Planloven tilsigter Iflg. §1, at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber. Mens naturmiljøsagen har sejret og har fuld politisk bevågenhed, har bymiljøsagen tabt. Alting er blevet forværret. Fredningsloven kan ikke det, den bør kunne, nemlig frede hele områder; ej heller kan der facadefredes. Derimod bruges den flittigt til affredning (stik imod hvad embedsmændene svarede Kulturudvalget, da vi havde foretræde ved lovens udarbejdelse). Der er intet ministerium, der varetager bymiljøsagen. Slots- og Kulturstyrelsen synes uinteresserede i bybevaring. Dens mange roller i sagen om Nyborg Slot er i strid med forvaltningsretlige krav om ’checks and balances’. Det særlige Bygningssyn har ingen magt, og dets dobbeltroller i sagen om Nyborg Slot savner sidestykke. Kommunerne har fået enevældig magt, men de magter ikke opgaven som forvaltere af vores vigtigste kulturarv. ”Udvikling og fremskridt” er vigtigere (ganske som da man rettede Skjern Å ud). Amterne er forsvundet som ankeinstans. Politisk har bymiljøsagen stadig kun ringe forståelse.

Arkitekturoprøret konstaterer for det første, at næsten alt nybyggeri i gamle byområder har været hensynsløst; det har slået sammenhæng og harmoni i stykker. For det andet, at næsten ingen forstæder eller kvarterer, bygget i de sidste 100 år, har det liv og den atmosfære, som de ældre bydele har. Hvorfor skal der være mindre spændende i Hvidovre end på Vesterbro? Ligeledes tager nybyggeri på havne fra omgivelserne uden at give noget tilbage.

Noget er gået galt. Det burde være gjort bedre. De sidste hundrede år har været de spildte chancers tid. Nu er der tegn på opblødning. Debattonen er ikke længere elitær og nedladende over for lægfolkene. Debatredaktioner over hele landet har støttet Arkitekturoprøret. Snesevis af arkitekter ligeså. Enkelte politikere viser interesse.

ICOMOS’ anbefalinger er et besynderligt tilbageskridt. Man har intet lært. Billedet fra Venedig siger alt. En aktuel sag er fra Québec i Canada: “Québec City Armoury, built 1885, destroyed by fire in 2008 and rebuilt 2018. Sadly, two of the façades were blocked off by modernist additions as part of the reconstruction. The main façade thankfully is however identical to the original and unobstructed”.

www.arkitekturoproeret.dk                https://www.facebook.com/groups/ArkitekturoproretDanmark/

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2025 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑