Link til artiklen.

Dette er den fulde ordlyd:

Med blandede følelser ser jeg, at arkitekt Christian Olesens indlæg om ”nye villaers grusomme pastiche og onde, flade kedsommelighed” er det mest læste i Byrummonitor i 2021. Jeg kan fuldt tilslutte mig bedrøvelsen over flad kedsommelighed (som i øvrigt ikke er særegen for villaer – den karakteriserer størstedelen af boligbyggeriet). Det ”flade hus” er ofte trist. Og Christian Olesens råd til dem, der skal istandsætte eller ombygge ældre huse, er værdifulde. Men jeg frygter, at indlæggets popularitet især skyldes angrebet på den ”grusomme pastiche”, og at flertallet af Byrummonitors læsere deler forfatterens afsky.

I artiklen er der et billede af en villa med underteksten ”Det grusomme eksempel på nyklassicisme”. Jeg kan ikke se, at den gør så megen skade. Ud fra akademisk-teoretiske betragtninger er den måske forfejlet. Men den forsøger vel at indpasse sig i en større sammenhæng. I Christian Olesens egen kommune, Gentofte, har Bjarke Ingels tegnet en ny villa på en af sundvejene. Den kan ikke beskyldes for at være pastiche; den råber på opmærksomhed og skiller sig mest muligt ud fra den omkringliggende bebyggelse. Kvarterets beboere er fortvivlede, og jeg er sikker på, at et overvældende flertal blandt dem ville foretrække det nyklassicistiske hus.

I Arkitekturoprøret ser vi tilbage på et år, hvor vi selv synes, at vi er nået langt. På vores hjemmeside ligger ca. 100 artikler, TV-klip og podcasts fra 2021 om eller af os. I pressen har man taget imod os med åbne arme. Og når vi debatterer med arkitekter, er der som regel en høj grad af enighed. De fleste kan se, at byggebranchen har fejlet, og at de nye bykvarterer ikke er blevet til gode bymiljøer. Og mange vil nok være enige i, at planerne for Jernbanebyen på Vesterbro, Kildedal i Ballerup, Stationsbyen i Kokkedal m.fl. også er mere af det samme: kedeligt forstadsbyggeri uden sjæl.

Men når det kommer til at diskutere, hvordan man hellere skulle bygge, skiller fagfolkene sig ud fra ikke-fagfolk. Og her spiller pastichebegrebet muligvis en afgørende rolle. ”Pastiche er forfalskning” skriver Christian Olesen. ” Det grusomme er, at bygningerne forsøger at ligne noget, de ikke er, fra en tid, der for længst er forbi. Det giver et forfalsket indtryk af historien og bygningskulturen”. Han forklarer videre: ”Når limsprosser og andre efterligninger i spartel- eller sprøjtepuds tager plads i vejbilledet, er det ødelæggende for forståelsen af den historiske kontinuitet. Forsvinder troværdigheden i aflæsningen af vores omgivelser, sænkes det kulturelle niveau”. Jeg må tilstå, at jeg ikke ved, hvad sprøjtepuds er. Men for mig er det en detalje. Det er helheden, sammenhængen, harmonien, bymiljøet, der betyder noget. Min forståelse af historien forstyrres ikke af limsprosser.

Jeg formoder, at det er på arkitektskolerne, at de studerende – mens de endnu er unge og let påvirkelige – indpodes en angst og afsky for pastiche, som martrer dem resten af livet. ”Vi skal bygge i vores egen tid” docerer man formodentlig. Og det har så betydet, at man kan blæse på omgivelserne og stedets ånd. Gid man kunne kurere arkitekterne for denne pasticheangst. Vist skal vi bygge i vores egen tid. Men vi skal ikke blive ved med bevidstløst at gentage fortidens fejl. Vores egen tid skal gøre op med 100 års modernistisk vanetænkning og komme videre. Vores egen tid skal tænke nyt.

Og vi kommer kun videre, hvis vi lærer af det, der fungerer, og fravælger det, der ikke gør. Byplanerne må hente inspiration i de ældre bykvarterer. Og byggestilen må lære af det mere klassiske. Der er bygget nok af huse i besynderlige geometriske former. Det er ikke interessant længere, det virker anstrengt, og det skaber ikke gode byrum. Det er også rodløst; husene kunne lige så godt ligge i Kina.

Jeg ønsker ikke vikingeborge, nederlandsk renæssance, barok, rokoko, eller historicisme. Men man kan godt bygge videre på den danske klassicisme, som bygmestre udviklede naturligt gennem århundreder. Vi finder den for eksempel i Københavns indre by, og den er videreudviklet i brokvartererne. Og ville bindingsværkshuse nødvendigvis være en anakronisme? Vi skal jo alligevel til at bruge mere i træ i byggeriet, og bindingsværk har i århundreder været naturligt hos os. I Alperne bygger man i traditionel stil. Det kaldes vist ikke pastiche. Og skulle nogen få den idé at bygge et hus som Lilli Gyldenkildes Torv i en skisportsby, ville turismen blive ødelagt.

I andre brancher lider man ikke af pasticheangst. Bilbranchen udvikler videre på klassiske modeller fra 1950’erne og 60’erne. Klassiske møbler er i høj kurs. Tøjmoden henter løbende inspiration fra tidligere tiders tøjstil. Klassiske madretter er ikke pastiche. Klassisk musik spilles og værdsættes. Men arkitekturen er fastlåst. Og en artikel som Christian Olesens er måske (utilsigtet?) med til at forsinke en frigørelse.

Pasticheangsten bunder sandsynligvis i en angst for udskamning, der har eksisteret siden den kulturradikale arkitekt Poul Henningsen latterliggjorde klassisk byggeri i 1920’erne. PH ønskede rationel arkitektur med socialt engagement og forsvarede de ”trøstesløse københavnske lejekaserner”, fordi de var ”ærligt” byggeri. Samme krav om ærlighed har Christian Olesen: ”Postmodernisme er trods alt ikke løgn” skriver han. Principper er åbenbart vigtigere end et godt bymiljø.

Ved at betegne en villa som ”grusom pastiche” går Christian Olesen i PHs fodspor. Men er tiden ikke løbet fra de elitære holdninger? Mit nytårsønske for arkitektstanden er, at den må overvinde sin pasticheangst.