Side 2 af 36
Indre By Lokaludvalg i København har sendt dette brev til Teknik- og Miljøudvalget:
“23. august 2024 J.nr. 2024-0169887
Teknik- og Miljøudvalget
Evaluering af Arkitekturhovedstad 2023.
Indre By Lokaludvalg har drøftet Teknik- og Miljøforvaltningens notat om Opsamling på Arkitekturhovedstad 2023. Et relevant
spørgsmål må være, om byen har fået nok ud af den store indsats. Vores konklusion er, at der utvivlsomt har været stor tilfredshed
blandt arkitekter og i byggebranchen, mens dette næppe gælder i samme grad for byens almindelige borgere.
Den gode mulighed for at komme i dialog med Københavns borgere – som har erfaringer fra livet i byen – blev forpasset og endte som en
fejring af branchen selv. Få københavnere vil i fremtiden sige: Kan du huske dengang vi var Arkitekturhovedstad? Og arrangementet vil
næppe sætte varige aftryk.
Vi har følgende kommentarer til projektets fire hovedformål:
1. Styrke faglig viden og dialog om arkitekturens rolle for at nå bæredygtighedsmålene.
Dette er naturligvis relevant. Bæredygtighed er vigtigt for klimaet, og klimaet er essentielt for vores livsbetingelser. Men arkitekturens
generelle betydning for borgernes trivsel og velvære kunne også have været på dagsordenen. Et godt bymiljø er af afgørende betydning, og
der spiller arkitekturen en direkte rolle, som den desværre ikke har varetaget på et acceptabelt niveau. Det moderne byggeri skaber ikke
gode bymiljøer. I et af bidragene til publikationen ”Come On Copenhagen” hævdes det at ”Byens rums raison d’être er såvel at
stimulere som manifestere individets autonomi og det kollektive demokrati”. Det lyder for os noget teoretisk. Byens rum skal vel først
og fremmest skabe tryghed og trivsel for byens borgere og besøgende.
2. Styrke borgerinvolvering og dialog om Københavns udvikling.
Borgerdialogen har været ”oven fra og ned”. Arrangementerne har primært haft til formål at formidle og informere borgerne om
arkitekturens fortræffeligheder. Tanken om, at mange i befolkningen er utilfredse med den herskende modernistiske arkitektur, er næppe
faldet arrangørerne ind. Der var brug for, at fagfolkene lyttede til borgernes ønske om mere menneskevenligt byggeri, der skaber gode
bymiljøer. Se f.x. meningsmålingen sidst i denne artikel:
Arkitekturopprøret med pris til årets styggeste og peneste nybygg – NRK Kultur og underholdning
Fagfolkene havde behov for at blive klogere og komme på bølgelængde med de borgere, som skal færdes i de nye bykvarterer.
Det skete ikke. De kommende nye bydele vil som hidtil blive bygget uden reel inddragelse af borgernes ønsker og input via borgerdialog.
3. Brande København som en af verdens bedste byer at leve i og dermed sikre eksponering til kommende turister og besøgende.
I forbindelse med Arkitekturhovedstad 2023 er der blevet holdt festtaler, hvor byggebranchens folk har haft lejlighed til at hylde sig
selv og hinanden. Men at København er blandt verdens bedste byer, skyldes ikke den moderne arkitektur. Tværtimod. Der er talrige
eksempler på, at nyt, utilpasset og hensynsløst byggeri har skadet ældre bymiljøer, og meget få eksempler på at den har søgt at tilpasse
sig de eksisterende forhold og dermed bidraget til sammenhæng og harmoni. Og de nye bykvarterer tiltrækker næppe turister og
besøgende. Man burde have udvist større selverkendelse og benyttet lejligheden til at opnå indsigt i og gøre op med fortidens fejl.
4. Positionering og fejring af Københavns arkitektur både internationalt og lokalt.
Som følge af betragtningerne ovenfor finder vi, at præmissen er forkert. Der er ikke ret meget at fejre. Man kan fremhæve de ældre
bydele for deres skønhed og gode bymiljø, men Arkitekturhovedstad 2023 skulle vel handle om vor tids arkitektur? Kræfterne burde i
stedet være brugt på at følge med tiden og bringe Københavns ny arkitektur i overensstemmelse med den tendens, der nu ses overalt i
Europa, hvor der bygges nye, attraktive bykvarterer i en til stedet passende traditionel stil.
Vores konklusion er, at arrangørerne af Arkitekturhovedstad 2023 forsømte en enestående lejlighed til at drøfte fremtidens arkitektur og
herunder den modernistiske ideologi. Man burde have engageret sig i en dialog med byens borgere med det formål at forstå deres ønsker til fremtidens byggeri. Derved kunne Arkitekturhovedstad 2023 have sat sig varige spor, f.eks. i en revision af planerne for de kommende byudviklingsprojekter.
Med venlig hilsen
Indre By Lokaludvalg”
Lokaludvalget modtog dette svar fra Teknik- og Miljøforvaltningen:
“Besvarelse vedrørende Arkitekturhovedstad 2023
Kære Indre By Lokaludvalg
Tak for henvendelsen fra den 23. august 2024. Da I har skrevet til Teknik- og Miljøudvalget, svarer jeg på vegne af teknik- og miljøborgmesteren, der er forperson for udvalget.
Det betyder også, at jeres henvendelse og dette svar vil blive delt med udvalgets medlemmer, der kan reagere af egen drift.
Jeg besvarer jeres henvendelse og kommentarer, da det vedrører mit ansvarsområde i forvaltningen.
Forvaltningen har den 11. marts 2024 sendt en orientering om opsamling på Arkitekturhovedstad til Teknik- og Miljøudvalget. Den samme
opsamling er den 27. maj 2024 sendt til to medlemmer af Indre By Lokaludvalg Jep Loft og Michael Thorup, samt udvalgets sekretær Christian Christensen.
I opsamlingen fremgår, at Arkitekturhovedstad havde 547 unikke events. Alle events var borgerrettede og åbne for alle københavnere.
Langt størstedelen af alle events var arrangerede af kulturinstitutioner. Der var kun ganske få arrangementer, der havde byggebranchen som
afsender. Mange events har været lokalt forankret i regi af kommunens kulturhuse og områdefornyelser. Ca. en tredjedel af alle events handlede om Københavns historie, historiske arkitektur, fredning eller bevaring.
Forvaltningens vurdering er, at balancen mellem temaerne bæredygtighed, borgerinddragelse, positionering og branding blev imødekommet.
Venlig hilsen
Karsten Biering Nielsen
Vicedirektør
Klima og Byudvikling
Teknik- og Miljøforvaltningen”
Link til artiklen i Byrummonitor
Jernbanebyen med støjvæg.
Professor Martin Zerlang skriver bl.a.:
“…Eller, for at tage et sidste helt aktuelt eksempel, Jernbanebyen, det store, halvt hemmelige område ude på Vesterbro, som ifølge de offentliggjorte planer tegner til at blive et trivielt forstadskvarter, hvor høje karreer, opført på de sidste rester af vild by-natur vil kaste slagskygger over den lille enklave af tæt-lave gulkalkede huse bygget til DSB-personale i 1909. Også her lurer den forsinkede fortrydelse. Som Jep Loft fra Arkitekturoprøret skrev i Altinget: »Hvis byggeriet gennemføres efter den plan, vil man fortryde det de næste 100 år. Kommunens teknik- og miljøudvalg har ansvaret for at undgå, at århundredets største chance for at skabe et fantastisk bymiljø forspildes«. Sidste år var København var vært for ’arkitekturåret’. Et genkommende tema i den anledning var ønsket om at sætte farten i byggeriet ned, at skrue forbruget ned, at trække vejret (mens vi endnu har det), at bygge videre på det, vi har, i stedet for at stable kasser på kasser. Politikere, developere og arkitekter bør huske, at af og til er det klogeste, man kan gøre, at lade være. ”
Se vores supplerende høringssvar.
SKRIV DIT EGET HØRINGSSVAR HER INDEN D 1/11 – 2024.
Vi har dette indlæg i Berlingske:
“SKANDALEN KENDER INGEN GRÆNSER
Efter det ydmygende nederlag i sagen om byggeri af et nyt ”formidlingscenter” på Nyborg Slot, vil kulturminister Jakob Engel-Schmidt nu manøvrere uden om Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse, som kendte projektet ulovligt. Det sker med en såkaldt ”anlægslov”, som er i høring med frist i denne uge.
De forvaltningsretlige forhold i sagen om Nyborg Slot var langt under det niveau, som man må forvente hos danske myndigheder. Slots- og Kulturstyrelsen er bygherre i et projekt, som strider mod en forbudsregel i en lov, som styrelsen selv administrerer. Det burde have ført til indgriben fra Kulturministeriets departement. Man der var ingen fortrydelse, da kendelsen fra Miljø- og Fødevareklagenævnet forelå. Myndighederne føler sig tydeligvis ikke bundet af loven. Og kulturministeren nægter at acceptere klagenævnets afgørelse.
Derfor ønsker han, at Folketinget skal levere et forfatningsretligt angreb på det basale princip om magtadskillelse i Grundlovens §3. Den lovgivende magt skal bevæge sig ud på et skråplan. Med anlægsloven vil han i en enkelt sag tilsidesætte andre love, herunder museumsloven. Betegnelsen ”anlægslov” tjener til at skjule det virkelige forhold: at der er tale om en særlov eller speciallov, som skal korrigere en afgørelse, truffet af den dømmende magt. Der var jo ikke påtænkt nogen anlægslov, da projektet først blev præsenteret. Behovet for en sådan opstod kun, fordi projektet blev kendt ulovligt.
En anlægslov skal vel normalt omhandle finansieringen af et projekt. Det gør denne lov ikke. Men hvem hæfter, hvis projektet – som så mange andre offentlige byggerier – bliver dyrere end budgetteret? Fondene gør næppe.
Forslaget om en anlægslov kommer på et tidspunkt, hvor befolkningens tillid til myndighederne efter utallige skandaler befinder sig på et historisk lavpunkt. Nu svækkes tilliden yderligere. Er et ”formidlingscenter”, der vil forvandle det historiske borganlæg til et moderne tivoli, virkelig det værd? Byggeriet kunne jo placeres lovligt på en nabogrund uden for voldanlægget.
Folketinget bør ikke med denne særlov gøre ondt værre.
Bonnie R. Mürsch, Bygningsbevaringsfonden af 1975
Catharina Collet, tidl. formand for Europa Nostra Danmark og Europa Nostra Vice President
Niels-Knud Liebgott, medl. Europa Nostra
Peter Holst Eriksen, Bevar Palads
Jep Loft, Formand for Arkitekturoprøret”
UDFORDRINGSBILLEDE FOR EN KOMMENDE NATIONAL ARKITEKTURPOLITIK
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har nedsat en ekspertgruppe, som skal give Folketinget input til en ny national arkitekturpolitik. Den har for nylig udsendt et dokument på 32 sider med titlen ”Udfordringsbillede for en Kommende National Arkitekturpolitik”.
Den gældende arkitekturpolitik er fra 2014. Nu efter ti år er dokumentet ’Arkitekturpolitik 2014’ næsten tragikomisk læsning. Det udtrykker arkitektstandens grænseløse jubel over egen fortræffelighed og fremstår som et uvidenskabeligt festskrift. Alvoren synes ikke at være gået op for datidens eksperter. De så ingen problemer. Det triste, kasseformede boligbyggeri omtales ikke. Havde man dengang gjort et bedre stykke arbejde, havde vi måske ikke forspildt en lang række enestående muligheder for at skabe gode bymiljøer, f.x. på havnene. Men desværre er vi fortsat vi med at bygge atmosfæreløse forstadskvarterer, hvis arkitektur giver ringe trivsel og medvirker til parallelsamfund.
Særligt besynderligt forekommer et afsnit om ”Offentligt byggeri af høj kvalitet”. I betragtning af skandalerne i sygehusbyggeriet virker dokumentet fra 2014 naivt. Det berører ikke den observation, som blandt andre Ingeniørforeningen havde påpeget, nemlig at man ikke burde bygge så mange sygehuse samtidigt, men i stedet bygge ét ad gangen og lære af fejlene til gavn for de senere. Til sygehusskandalerne føjer sig bl.a. Københavns Universitets nye Niels Bohr-Bygning og Nationalbanken, samt private højhusbyggerier, der også er blevet byggeskandaler.
Gruppen har – så vidt vi kan se – ingen repræsentanter for vores synspunkter ().
I det nye dokument ”Arkitekturens udfordringsbillede” behandler ekspertgruppen tre ”indsatsområder”. Det første er ”Bæredygtig arkitektur i et helhedsperspektiv”. Her tales om behovet for et paradigmeskifte, der indebærer en radikal ændring fra kun at tænke mennesket i centrum til at se mennesket som en del af helheden. Men var det ikke mere nærliggende at begynde med arkitekturen: at gå fra at tænke det enkelte hus i centrum til at se huset som en del af en helhed, d.v.s. et bymiljø? Og at påpege, at helheden ikke skal være monoton, men hyggelig, levende, organisk, forskelligartet og alligevel harmonisk – som i de ældre bykvarterer?
I en diskussion om arkitektonisk kvalitet baserer gruppen sig på den romerske arkitekt Vitruvius’ tre grundprincipper: holdbarhed, brugbarhed og skønhed. Men da Vitruvius skrev for 2000 år siden, var det om de betydningsfulde bygninger: templer, basilikaer, offentlige bade, den herskende klasses villaer o.s.v. Han bekymrede sig næppe om proletariatets boliger. Mange mennesker i Romerriget var slaver, og fra Pompeji ved vi, hvor kummerligt en almindelig familie boede. Derfor mangler der en fjerde dimension, som Vitruvius næppe har skænket en tanke: bymiljøet i de mindre ressourcestærkes boligkvarterer. Trygge, hyggelige omgivelser, der skaber trivsel for både beboere og andre. Ekspertgruppen (og arkitektstanden generelt) bør indtænke denne fjerde dimension). Det kan aldrig være nok at bygge gode boliger; der skal også skabes gode byrum. Det har vi ikke gjort i de seneste 90 år.
Det andet indsatsområde er ”Aktive bymidter og revitaliserede landsbyer”. Gruppen synes her at overse det basale: Hvis en bykerne ikke er blevet ødelagt af utilpasset, moderne byggeri, vil den have gode forudsætninger for at tiltrække liv. Turister kommer gerne, torvehandel kan blomstre, og tomme butikker kan omdannes til attraktive boliger. Omvendt vil byer, som har skamferet deres bymidte som følge af nedrivninger og nybyggeri, lide ekstra hårdt under udviklingen. Gruppen diskuterer butiksdød, sociale problemer, mangel på grønne områder, dårligt vedligehold m.m., men ikke det, der burde ligge lige for: den moderne arkitekturs ansvar for dårlige bymiljøer.
Det tredje indsatsområde er ”Boliger til fremtiden”. Gruppen peger rigtigt på, at vi bor blandt dem, vi ligner, og mødes mindre på tværs af sociale skel. Men igen forbigår den problemets egentlige årsag: at de velstillede søger mod de gode (og derfor dyre) bymiljøer, mens de dårligere stillede må tage til takke med de mere triste forstadskvarterer. Hvis forstæderne i omegnskommunerne havde haft bedre bymiljøer, ville problemerne være mindre. I andre lande har man indset det, og der ses nu eksempler på helt nye bykvarterer i omegnskommuner, bygget i traditionel stil. Vi tror ikke, at det nødvendigvis gør byggeriet dyrere. Men selv om det skulle være tilfældet, er det investeringen værd; der skabes beliggenhedsværdi, og intet er vigtigere for fast ejendom. Og der skabes trivsel for borgerne, både dem, der skal bo i husene, og for andre. Der skabes værdi for samfundet. Det bør indgå i regnestykket, når de almene boligselskaber skal bygge. Vi køber ikke nødvendigvis den billigste bil, det billigste møbel eller det billigste tøj. Hvorfor skal vi gå efter den billigste løsning, når det drejer sig om det vigtigste forbrugsgode: boligen?
Det er vores opfattelse, at ekspertgruppen overser det væsentligste, sandsynligvis fordi dens sammensætning har været for snæver.
Høringssvar vedrørende forslag til lov om anlæg af en formidlingsbygning m.v. på fortidsmindet Nyborg Slot.
De forvaltningsretlige forhold i sagen om Nyborg Slot var langt under det niveau, som man må forvente hos danske myndigheder. Slots- og Kulturstyrelsens habilitetsproblemer i et projekt, som stred mod en forbudsregel i en lov, som styrelsen administrerer, burde have ført til indgriben fra Kulturministeriets departement. Alligevel var der ingen fortrydelse, da den ydmygende kendelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet forelå.
Folketinget vil nu supplere med et forfatningsretligt angreb på det basale princip om magtadskillelse i Grundlovens §3. Den lovgivende magt vil bevæge sig ud på et skråplan. Med en såkaldt ”anlægslov” vil man i en enkelt sag tilsidesætte andre love, herunder museumsloven. Betegnelsen ”anlægslov” tjener til at skjule det virkelige forhold: at der er tale om en særlov eller speciallov, som skal korrigere en afgørelse, truffet af den dømmende magt. Der var jo ikke påtænkt nogen anlægslov, da projektet først blev søsat. Behovet for en sådan opstod kun, fordi projektet blev kendt ulovligt.
En anlægslov skal vel normalt bevilge penge til et projekt. Det gør denne lov ikke. Men hvem hæfter, hvis projektet – som så mange andre offentlige byggerier – bliver dyrere end budgetteret? Fondene gør næppe.
Forslaget om en anlægslov kommer på et tidspunkt, hvor befolkningens tillid til myndighederne befinder sig på et historisk lavpunkt. Folketinget bør ikke med denne særlov gøre ondt værre.
Med venlig hilsen
For Arkitekturoprøret
Jep Loft. formand.
Høringsfristen udløber fredag den 23. august 2024. Svar bedes sendt til vppa@kum.dk med kopi til moch@kum.dk og kum@kum.dk.
COBEs triste forslag til Jernbanebyen
Arkitekturoprøret har dette indlæg i Weekendavisen:
“Tegnebordsprojekter.
Weekendavisen behandler i en stor artikel den 21/6 under overskriften ”Den uopnåelige by” problemet med de høje boligpriser i København. Der spørges, hvis skyld det er, hvorefter der redegøres for teorier om, at skurkene kan være boligspekulanter eller bagstræberiske borgere, som modsætter sig nybyggeri. Begge teorier afvises, og i stedet citeres en boligforsker, der peger på, at boligmarkedet er dysfunktionelt, fordi der er begrænset plads i de attraktive byer, og fordi folk ikke flytter så ofte, som de burde.
I Arkitekturoprøret har vi en anden forklaring: Boligpriserne er høje i Københavns Kommune, fordi de bedste bymiljøer findes der. Kommunens areal udgør ca. 20% af Storkøbenhavns areal. Hvis omegnskommunerne havde haft lige så hyggelige bykvarterer som f.eks Indre By eller brokvartererne, ville der ikke være noget særligt pres på boligmarkedet i København. Men det har de ikke. Det meste af omegnen har præg af forstadsbebyggelse. Der er uden tvivl fremragende boliger, men den ”moderne” eller ”modernistiske” byggestil, som har været dominerende de seneste 90 år, skaber ikke hyggelige og trygge byrum. Det vigtigste ved fast ejendom er som bekendt beliggenheden, og forstæderne er derfor som hovedregel mindre attraktive i sammenligning København.
Vi så gerne, at boligforskerne fandt svaret på den store gåde: Hvorfor bliver bygherrerne ved at bygge noget andet end det, som folk foretrækker? En meningsmåling foretaget af den norske statsradio NRK i november 2023 viser, at 87% foretrækker traditionelt byggeri frem for moderne. Ikke færre end 84.000 personer havde svaret. Og vi kender til mange andre meningsmålinger, der alle peger i den retning. Det samme gør de afstemninger, som Arkitekturoprøret afholder i mange lande hvert år.
Bygherrerne ved jo godt, at de ville skabe større værdi for sig selv og bedre trivsel for beboerne, hvis de skabte god beliggenhedsværdi. Alligevel har de bygget det ene kedelige bykvarter efter det andet. Når udbyderne konsekvent tilbyder noget andet, end efterspørgslen tilsiger, kan man med rette kalde markedet for dysfunktionelt. Det ville aldrig kunne lade sig gøre i f.eks. bil-, møbel- eller tøjbranchen. Dér ville man gå fallit, hvis man ignorerede forbrugernes ønsker. Men i byggeriet har det kunnet lade sig gøre, fordi der har været mangel på boliger. I byer som Aarhus, Odense og Randers er der nu bygget så meget, at der er overskud af ledige boliger. Markedet kan begynde at fungere. Nye byområder kan ende som slum eller parallelsamfund.
Mønstret med attraktive bymidter og kedelige forstæder ses overalt i Europa. Men i udlandet er man begyndt at indse, hvor forfejlet forstadsbyggeriet har været. I alle lande omkring os ser man nu eksempler på helt nye bykvarterer i omegnskommuner, bygget i traditionel stil. Hvornår mon vi ser det første i Danmark? Intet tyder på, at det vil ske i en overskuelig fremtid. Alle de byudviklingsprojekter, som vi kender til, er deprimerende triste: Den kommende Mammutplads i Hjørring, havnebyggeriet i Sæby, Flodbyen i Randers, det planlagte nybyggeri på Torneværksvej i Rønne, en karré i det centrale Silkeborg, og nyt byggeri i Herlev. I København er der bygget trivielle huse langs hele havnen, på Grønttorvet, i Carlsbergbyen og flere andre steder. At prisen på en lejlighed på Marmormolen er høj, skyldes ikke det monotone byggeri, men beliggenheden ved vandet, tæt på det gamle Østerbro. De kommende byggerier på den nye ø ved Teglholmen, på Levantkajen og på Enghave Brygge Syd er alle idéforladte og uden liv. Værst af alt er Jernbanebyen, hvor en enestående mulighed for at skabe en rigtig by forspildes: De gamle huse, der overlever, er fine, men planen for det nye byggeri vil resultere i en endnu større fiasko end Ørestaden. Det vil vi fortryde de næste 100 år.
Hvorfor er Danmark så langt bag efter udlandet, når det drejer sig om byplaner og byggeri, der skaber rigtige, ”organiske” byer i stedet for atmosfæreløse tegnebordsprojekter? Kunne boligforskerne ikke undersøge det? Kan det skyldes, at indoktrineringen af modernistisk ideologi og den deraf følgende ensretning af arkitektstuderende på de danske skoler har været mere effektiv end i udlandet? Det triste forstadsbyggeri har skabt parallelsamfund, og sammenhængskraften i vores velfærdssamfund er kommet under pres. Arkitekturoprøret har længe søgt kontakt til skolerne i København og Aarhus, men de vil ikke tale med os. Vi sætter vores lid til de nye arkitektuddannelser i Aalborg og Kalundborg. Derfra kan fornyelsen måske komme.
Jep Loft, Formand for Arkitekturoprøret”
Seneste kommentarer