Vi har et læserbrev om tilbygningen til Aveny-T i Frederiksbladet i dag.
Side 23 af 36
Københavns Kommune inviterede Arkitekturoprøret til en debat med Københavns stadsarkitekt Camilla van Deurs og Københavns Kultur- og Fritidsborgmester Franciska Rosenkilde i forbindelse med årets bygningspræmiering, modereret af journalist og forfatter Pernille Stensgaard.
De bruger bygningspræmieringen til at tale om, hvad der kendetegner det gode byggeri og videre, hvad der kendetegner den gode by – hvilke kvaliteter lægges der vægt på i begge tilfælde? Lykkes vi med begge dele? Hvad kan vi gøre bedre?
Der er kommet en podcast på 48 minutter ud af det, som kan lyttes til fra alle disse steder:
Aflytningsside:
https://bagomkbh.podbean.com/e/ekstra-arets-bygningspr%c3%a6miering-stem-pa-din-favorit/
Lydfil direkte:
https://mcdn.podbean.com/mf/web/6n5ne7/StemPaaDinFavorit.mp3
Bag om København kan også aflyttes på
Apple Podcast
https://podcasts.apple.com/dk/podcast/bag-om-k%C3%B8benhavn/id1073562520?l=da
Spotify
https://open.spotify.com/show/3vyzsO9GgLubE5HmEBQc6S
Deezer
https://www.deezer.com/da/show/1764532
Podbean
Samt Podimo og de andre podcast apps.
Her kan man tjekke, hvor mange, der allerede har lyttet med: https://bagomkbh.podbean.com.
Jyllandsposten skrev d. 4/4 om Arkitekturoprøret under overskriften ‘Vi bygger menneskefjendske byer, som ingen gider bo i’. Avisen nævnte, at vi sammen med foreningen ‘Historiske Huse’ har henvendt os til Indenrigs- og Boligministeren, fordi kommunerne ikke har magtet opgaven som forvaltere af kulturarven. Her er ordlyden af vores brev:
“Indenrigs- og Boligminister Kaare Dybvad Bek
Bygningskulturens Hus, den 19. marts 2021
Anmodning om møde med ministeren,
Formand Jep Loft, Arkitekturoprøret og undertegnede Birthe Iuel, direktør Historiske Huse, skal hermed venligst anmode ministeren om møde snarest muligt.
Der ønskes drøftet den alt for ringe beskyttelse af de bevaringsværdige bygninger og bygningsmiljøer samt den utilstrækkelige koordinering mellem Bygningsfredningsloven og Planloven.
Samtidig ønskes drøftet, hvordan kommunerne kan gives incitamenter til udarbejdelse af arkitekturpolitik, hvor kommunerne tilskyndes at istandsætte og genbruge historiske bygninger og ved nybyggeri i historiske bymiljøer tilpasse dette til de pågældende områders skala og stedsspecifikke udtryk.
Med venlig hilsen
på vegne af Jep Loft
Birthe Iuel”
Ministeren har endnu ikke svaret.
Weekend Avisen bringer i denne uge en forkortet version af dette indlæg:
FRI OS FRA MENINGSLØSE KOMMUNALE ARKITEKTURPOLITIKKER
Der er snart kommunalvalg, og det er ved at gå op for en del kommunalpolitikere, at deres vælgere er utilfredse med det byggeri, der skyder op overalt. Borgerne er fortvivlede over nedrivninger i fine, ældre bymiljøer og efterfølgende ødelæggende, stedfremmedt nybyggeri. Og de er deprimerede over de mange nye, triste murstensghettoer, der kunne være blevet til attraktive bykvarterer. Arkitekturoprørets Facebookgruppe får hundredvis af nye medlemmer hver uge.
I Aarhus har rådmanden for teknik reageret på, at hans kommune i Arkitekturoprørets afstemning netop er blevet kåret som landets dårligste til bybevaring. Han peger på, at ansættelsen af en ny stadsarkitekt markerer et ønske om at styrke stadsarkitektembedets opgave i forhold til at forme den langsigtede udvikling af byens arkitektoniske udtryk frem for udviklingen af enkeltprojekter.
Det lyder fint, men erfaringen har vist, at det kommer der med stor sandsynlighed ikke ret meget ud af. Arkitekturpolitikker er tit noget akademisk-teoretisk snak med en masse fine ord, som ikke giver nogen konkret mening. Dertil kommer, at arkitekturpolitikker ofte bevidst ikke udmøntes i handling. København har en erklæret politik, hvorefter man vil bevare stedernes egenart; men kommunen har netop bygget et nyt hus i Nansensgade, som gør det stik modsatte. Den nye stadsarkitekt i Aarhus har allerede udtalt, at bæredygtighed har topprioritet; men kommunen nedriver løbende det ene bevaringsværdige hus efter det andet for at bygge nyt og større – et stort miljømæssigt ressourcespild, som lader hånt om klimasagen. Rådmanden siger ikke noget om, at den praksis skal ophøre.
Debatter om arkitektur fører lige så lidt med sig som debatter om moderne kunst. Fagfolkene har sikkert glæde af dem som intellektuelle øvelser, men for os andre har de beskeden værdi. Og de har i de seneste 100 år ikke ført til nogen brugbare resultater.
Derfor er der mere brug for en bymiljøpolitik. Ligesom der findes en naturmiljøpolitik. Vælgerne vil gerne have gode og trygge bymiljøer. Og det får de ikke, hvis byggeriet skal leve op til de gældende, menneskefjendske værdinormer for god arkitektur. I 100 år modernismen været dominerende, og det er den desværre stadig (men forhåbentlig ikke ret meget længere). Fagfolkene har for længst mistet forbindelsen til den brede befolkning. De har i årevis glædet sig over deres store arkitektur, men de har ikke skabt ét eneste rigtigt bymiljø.
Jeg har læst mange bøger om arkitekturhistorie med omtale af de store milepæle i de sidste 100 års arkitektur; men jeg har så godt som aldrig set en omtale af bygningernes tilpasning til de omkringliggende bykvarterer. Hver bygning bliver vurderet som et isoleret kunstværk. Det er en forfejlet tilgang. Det afgørende må være, om en nybygning bidrager til helheden og løfter kvaliteten af bymiljøet. Men hovedreglen for arkitekter synes i mange år at have været, at de ikke skulle indpasse nye huse efter omgivelserne – tværtimod har infill-byggeri og tilbygninger søgt at skabe mest mulig kontrast i både form og skala og dermed bevidst slået helheden og sammenhængen i stykker. Desuden lovpriser bøger om dansk arkitektur altid huse som Hornbækhus og Vestersøhus i København; men der er aldrig nogen, der bemærker, at hvis hele byen bestod af den slags kæmpestore byggerier, ville det være et mareridt; det ville være, som hvis der kun fandtes plantager og ingen naturskove. Og det er først i det seneste årti, at arkitekturhistorikerne (hårdt presset) har indrømmet, at Nationalbanken i København er fejlplaceret og derfor har gjort stor skade på bymiljøet.
Det er besynderligt, at arkitekturkritikken over hele verden i 100 år har manglet den afgørende dimension: at man bør indpasse et hus i en større helhed. Hvordan har det kunnet ske, at vi nu i 100 år har ødelagt ældre bymiljøer uden at kunne skabe nye? Hvorfor har ingen har kunnet gøre noget for at få det standset? Hvorfor har man ikke interesseret sig mere for helheder? Hvordan har den akademiske verden kunnet svigte så markant? Hvad er der foregået på arkitektskolerne? Og hvorfor kan man ikke frede en helhed? Hvorfor kan man ikke frede facader alene?
Fra 1933 til langt inde i 1970’erne har arkitektstanden følt sig bundet af Le Corbusiers bastante Athen-charter. Og jeg er ikke bekendt med, at den nogen side på afgørende vis har brudt med det. Selvfølgelig kan alle se nu, at man ikke bør opdele byer i kvarterer med hver deres funktion. Men det arrogante påbud: “The practice of using styles of the past on aesthetic pretexts for new structures erected in historic areas has harmful consequences. Neither the continuation of such practices nor the introduction of such initiatives will be tolerated in any form” påvirker sandsynligvis arkitekters tankesæt den dag i dag. Hvornår får de modet til at gøre sig fri? Det er da absurd at ville forbyde nye initiativer.
Men lad akademikere og fagfolk diskutere arkitektur. I kommunerne er der brug for at diskutere, hvordan vi bevarer og får nye gode bymiljøer. Her har fagfolkene i forvaltningerne ikke været til megen nytte. De har som deres fagfæller i byggebranchen været uden tilstrækkelig sans for sammenhæng, samlingspunkter, harmoni, atmosfære, liv, mangfoldighed, diversitet – alt det, der gør en by til en rigtig by. Resultaterne kan man se overalt. Men der er jo ikke så meget at diskutere. Alle kan se, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør: Det er de ældre bykvarterer, der har de mest attraktive bymiljøer.
Så kære kommunalpolitikere: Spar pengene til at udarbejde arkitekturpolitik. Lav en bymiljøpolitik i stedet for. Til det formål må I bede arkitekterne genopfinde en mere menneskevenlig, klassisk og traditionel byggestil og byplanlægning. Og lav bevarende lokalplaner for de ældre kvarterer. Det er ikke nostalgi. Det er nytænkning efter 100 års dødvande.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.
Da resultatet af afstemningen om landets dårligste kommune til bybevaring forelå, sendte vi dette brev til kommunen:
Hr. Bünyamin Simsek, Rådmand, Teknik og Miljø, Aarhus Kommune 28/2-2021
Hr. Viggo Jonasen, formand for teknikudvalget.
Vedr. kåring af Aarhus Kommune som landets dårligste kommune til bybevaring
Kære Bünyamin Simsek og Viggo Jonasen.
Vi beklager at måtte meddele Dem, at Aarhus Kommune ved Arkitekturoprørets netop afsluttede afstemning er blevet kåret som landets dårligste kommune til bybevaring i 2020. Afstemningen har fundet sted på Facebook i hele februar måned, og Aarhus har ført klart fra den første dag. I denne periode har vores Facebookgruppe set en usædvanlig stor tilgang af medlemmer fra Aarhus. De andre kandidater var Horsens, København, Silkeborg og Odense.
Uanset hvad De måtte mene om Arkitekturoprøret, formoder vi, at De hellere var denne kåring foruden. Nominering og kåring er foretaget af almindelige borgere, ikke af Arkitekturoprørets ledelse. Årsagen til kåringen skal utvivlsomt søges i de mange nedrivninger og det ødelæggende nybyggeri, som i årevis er set overalt i byen. I 2020 synes det at være gået helt galt med nedrivningerne i Nørrebrogade og beslutningerne om nedrivninger på Europaplads og i Mindegade. Vi håber, at De som politiker vil værdsætte denne mulighed for at lytte til almindelige borgere fremfor fagfolk. Det er vores opfattelse, at fagfolk i byggebranchen ofte lever i deres egen verden og savner forståelse for lægfolks mening.
Aarhus skiller sig markant ud fra andre danske kommuner. Kommunens ’fortætningspolitik’ kan begrunde nedrivning af alle mindre huse, når blot de erstattes af noget større. Denne brug-og-smid-væk-politik er ikke bæredygtig. Den modarbejder klimasagen. Vi vedhæfter motiveringen til nomineringen af Aarhus Kommune.
Nybyggeri har i årevis været ødelæggende for de ældre bykvarterer. Værdinormerne for god arkitektur har nu i 100 år været dikteret af modernismen. Det har ikke først noget godt med sig. Uerstattelige bymiljøer er blevet ødelagt af utilpasset, moderne byggeri, og der er ikke skabt nye bydele med samme miljø og atmosfære, som de ældre kvarterer har. Tiden er moden til et opgør med modernismen. Intet varer evigt. Der er brug for mere menneskevenligt og hensynsfuldt byggeri, der tager hensyn til omgivelserne og bidrager til bymiljøet ved at indgå i den større sammenhæng. Aarhus burde gå foran og anspore arkitekter på byens arkitektskole til nytænkning. Der bør bygges mere hensynsfuldt og menneskevenligt. En mere klassisk byggestil bør genopfindes.
Vores ønske om nytænkning deles vist nok af et bredt flertal i befolkningen. Også blandt arkitekter er der stigende tilslutning til vores holdning. Men de store bygherrer og tegnestuer hænger stadig fast i en byggeform, som tiden er ved at løbe fra, og forvaltningen i Aarhus Kommune har gjort det samme.
Vi vil derfor gerne indbyde Dem til en dialog, i hvilken vi påtager os rollen som talerør for lægfolk – de almindelige mennesker, der er fortvivlede over nedrivninger og det triste nybyggeri, som man ser overalt i landet. Der er ingen fremtid i at rive gode bymiljøer ned. Lad os venligst høre, om De er interesseret i en dialog.
Med venlig hilsen
Jep Loft, Formand for Arkitekturoprøret.
www.arkitekturoproeret.dk
https://www.facebook.com/Arkitekturoproret
Rådmand Bünyamin Simsek har sendt os dette svar:
10. marts 2021
Kære Jep Loft
Tak for henvendelsen i anledning af jeres kåring.
Aarhus er en by i hastig forandring, og vi er velsignede af en virkelig stor in-teresse for at blive en del af vores kommune.
Udviklingen af vores by, nybyggeri, arkitekturen og kvaliteten af nybyggeri-erne bliver også mødt med stor interesse. Det er Arkitekturoprørets kåring jo også et udtryk for.
Der kan være mange holdninger til forskellig arkitektur, så det kan være svært at lave objektive sammenligninger. Men der er ingen tvivl om, at der findes eksempler på byggerier i Aarhus, hvor vi ikke er lykkedes med at skabe tilstrækkelig høj kvalitet.
Vi har et stort fokus på området. Vi har, som du sikkert er bekendt med, an-sat en ny stadsarkitekt. Ansættelsen af Anne Mette Boye markerer et ønske om at styrke stadsarkitektembedets opgave i forhold til at forme den langsigtede udvikling af byens arkitektoniske udtryk frem for udviklingen af enkelt-projekter.
Anne Mette Boye får blandt andet til opgave at danne et mere klart billede af, hvad det er for en by, vi gerne vil skabe, og hun skal hjælpe byens mange interessenter og borgere til at samarbejde om, hvordan vi bygger Aarhus endnu bedre.
Som en af sine første opgaver er hun gået i gang med at udforme en ny arki-tekturpolitik, som blandt andet skal danne grundlag for, hvordan vi stiller hø-jere krav til bygherrerne.
Jeg synes dog også, at jeres kåring skaber et for dystert billede af udviklin-gen i Aarhus. Der findes mange områder i Aarhus, hvor vi ikke har revet ned, men har bevaret og værnet om de eksisterende bygninger. Vi har med nybyggerierne også skabt mulighed for, at de mange, der ønsker at blive en del af vores by, har mulighed for at finde en bolig, der passer til deres økonomi. Vi har også erstattet ældre, ofte utidssvarende boliger med nye, mo-derne og langt mere klimavenlige boliger. Og så har vi fjernet gamle bygninger, der havde udtjent deres rolle, fordi nye bygninger kunne bidrage med andet og mere. Ikke fordi nyt er bedre, men fordi gammelt ikke altid er det.
Det er også vigtigt for mig at understrege, at det, at en ejendom har en bestemt bevaringsværdi, ikke er ensbetydende med, at bygningen er fredet. En gennemgang af de ejendomme, der er revet ned i årene 2008-2020 viser, at der er tale om fire ejendomme, kategoriseret med bevaringsværdi et eller to,
Der er altså ikke tale om, at der er revet et meget stort antal ejendomme med høj bevaringsværdi ned. I samme periode er der opført ca. 23.000 nye boliger, som bl.a. sikrer boliggarantien for studerende for første gang i 2019.
Jeg er interesseret i at være i dialog med så mange interesserenter som muligt, når det handler om udviklingen af vores by. Jeg vil derfor benytte mig af anledningen til at henlede jeres opmærksomhed på, at vi er i gang med at udvikle en midtbyvision. Debatten er allerede i gang på flere af vores sociale medier, og den 16. marts holder vi en digital konference, som jeg vil opfordre jer til at deltage i. Jeg vil også opfordre jer til at deltage i forarbejdet til vores arkitekturpolitik. I vil kunne komme med gode indspil til stadsarkitekten.
Tak for jeres arbejde og holden os i ørerne!
Med venlig hilsen
Bünyamin Simsek
Rådmand
Østerport II blev sidste år kåret som det værste byggeri i Arkitekturoprørets afstemning. Både Berlingske og Politiken har for nyligt skrevet, at huset alligevel ikke er så slemt. Magasinet KBH har bedt os om en kommentar.
Sådan undgår vi amok-boligpriser
Overborgmester Lars Weiss udtalte d. 27/2 til Berlingske, at det ikke er en selvstændig ambition, at København skal blive så stor som overhovedet muligt. Kloge ord. Men så tilføjede han, at der er et bredt flertal for at følge med efterspørgslen på boliger, så boligpriserne ikke går amok. Det lyder også meget godt, men hvordan gør man det? Kommunen har et begrænset areal, så der bliver ikke ved med at være ubebyggede grunde til rådighed. Det ser vi desværre alt for tydeligt netop nu på Amager og i Sydhavnen.
Presset mod København skyldes, at folk helst vil bo, hvor der er et godt og trygt bymiljø, d.v.s. i de ældre bykvarterer. De nyere forstæder, som er bygget i løbet af de seneste 100 år, har slet ikke samme atmosfære. Grunden er, at arkitekturens værdinormer har været dikteret af modernismen. Den har ødelagt meget i de ældre kvarterer, og den har ikke skabt gode, nye bymiljøer. Modernismen har ikke været menneskevenlig i sit udtryk.
I Aarhus har man samme problem. Der har man opfundet en ’fortætningspolitik’, som medfører, at man overalt i byen river mindre, ældre huse ned for at bygge større. Det er ikke den vej, København bør gå. Man ødelægger de gode bymiljøer ved at bygge kedelige, store, stedfremmede huse i stedet for de hyggelige mindre huse. Og man gør grin med klimasagen; denne brug-og-smid-væk-kultur er ikke bæredygtig. Aarhus er da også netop blevet kåret som landets dårligste kommune til bybevaring i 2020 i Arkitekturoprørets afstemning.
Københavns Kommune kan ikke styre markedskræfterne. Så længe vi bliver ved at bygge nye menneskefjendske bymiljøer, vil presset mod de ældre kvarterer fortsætte og boligpriserne dér vil være høje. Vi bør gå en helt anden vej: Byg i stedet rigtige nye bykvarterer med torve, karréer, krogede gader og stræder. Ingen punkthuse, ingen glashuse, ingen højhuse. Diversitet og mangfoldighed, mange mindre, forskellige huse, der sammen skaber en helhed, ligesom i de ældre bydele. Det kan gøres i omegnskommunerne. Så vil de få vækst, og presset mod København vil lette. Familier med lavere indkomster vil kunne se deres børn vokse op i et trygt miljø. Det kræver bare, at bygherrer og ejendomsudviklere gør sig fri af vanetænkning og sætter arkitekterne på en meget mere spændende opgave end den, de er vant til: at genopfinde en mere klassisk præget og hensynsfuld byggestil. Det behøver ikke at blive dyrere; men det vil skabe større værdi.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.
Debat: Kullinggade 3-7 er kåret som bedste byggeri
Læserbrev: De små huse i Kullinggade 3 til 7 i Svendborg er blevet kåret til Danmarks bedste nybyggeri i 2020 i Arkitekturoprørets afstemning. Tillykke til byen, til bygherren, C. Larsen Holding og til C & W Arkitekter. Husene førte klart fra start til mål i hele afstemningsperioden, hvorimod der var et tæt kapløb mellem Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens og Søtorvet i Silkeborg om titlen som det værste byggeri.
Husene i Kullinggade 3-7 indpasser sig efter omgivelserne. Dermed kommer de til at indgå i en større helhed og er med til at skabe et bymiljø. De giver noget tilbage til omgivelserne. Det adskiller dem fra næsten alt det moderne byggeri, der er kommet på landets havne gennem de seneste 20 år; det tager fra omgivelserne uden at give noget igen, og forringer dermed havnemiljøerne. Derfor er husene i Svendborg bemærkelsesværdige. For nogle år siden så vi i Strandgade i Kerteminde et lignende eksempel på nybyggeri, der indpasser sig og skaber et godt miljø på et sårbart sted i byen.
Arkitekturoprørets Facebook-gruppe er et talerør for den almindelige befolkning. Her værdsætter man gode bymiljøer, og derfor har Kullinggade 3 til 7 længe været genstand for positiv opmærksomhed. I mange år har byggebranchens fagfolk befundet sig i deres egen, lukkede verden, uden kontakt med eller interesse for almindelige menneskers mening. Det er nu ved at ændre sig.
I mange år har byggebranchens fagfolk befundet sig i deres egen, lukkede verden, uden kontakt med eller interesse for almindelige menneskers mening. Det er nu ved at ændre sig.
Men man hører stadig – dog heldigvis sjældnere – fagfolk tale foragteligt om triste pasticher over traditionelt byggeri. Det skyldes, at de kun taler om arkitektur. De ser ikke det væsentlige. Normerne for god arkitektur har nu i 100 år været præget af modernismen. Det har været til stor skade. Moderne byggeri har ødelagt sammenhæng og harmoni i de fleste ældre byer – desværre også i Svendborg og ikke mindst i Odense – og der er i de 100 år ikke skabt nye bykvarterer med liv og atmosfære som det, man finder i de ældre. Tværtimod, har vi fået menneskefjendske murstensørkener og beton-ghettoer. Fagfolkene er opflasket med værdinormer, som tiden er ved at løbe fra. Modernismens tid er forhåbentlig langt om længe ved at rinde ud.
Det er gode bymiljøer, der er det vigtige. Svendborg er med til at vise vejen.
Seneste kommentarer