Begrundelse: Silkeborg Kommune er i stærk vækst, hvorfor der bygges meget og er nu med ca. 97.000 indbyggere blevet Silkeborgs syvende største kommune. Mange ældre og historiske bygninger har måttet lade livet.
Særligt én bygherre har bygget monotone og triste bygninger. Nedrivninger og kassebyggerier har skæmmet en af Danmarks smukkeste turistbyer og dens omegn i Søhøjlandet.
Byggeriet på Søtorvet i Silkeborg har ødelagt bybilledet i Silkeborg. Og så ligger byggeriet ved Silkeborg Havn med verdens ældste originale Hjuldamper Hjejlen, byens ældste bygning den fredede Silkeborg Hovedgård som også H.C. Andersen har besøgt. Bygningen har også tidligere rummet byens første kirke. I dag rummer Silkeborg Hovedgård Silkeborgs kulturhistoriske museum, der er hjem for Danmarks og måske verdens ældste, jordiske rester af det velbevarede moselig “Tollundmanden” der er dateret til ca. 200 – 300 år før Kristi fødsel. Og endelig overskygger byggeriet på Søtorvet Silkeborg Papirmuseum, der bl.a. Rummer rester fra Drewsens papirfabrik, der blev grundlaget for “Silkeborgs fødsel” for i dag 175 år siden.
Åbent brev til Jacob Bundsgaard: Der mangler historisk bevidsthed og fremsynethed i Aarhus’ planlægning
Byrådet har truffet vidtgående beslutninger på forkerte grundlag, der ser bort fra byens historie og egenart, skriver Foreningen for Bykultur i dette åbne brev til Aarhus’ borgmester. De peger på Ceres Byen, bebyggelsen af banegraven og højhuset på Europaplads, der bygges på bekostning af Aarhus’ ældste hus syd for åen.
27. JAN. 2021 KL. 04.00
BRUNO VIUF LARSEN
Arkitekt MAA og formand, Foreningen for Bykultur
EINAR RUD PEDERSEN
Cand.merc. og næstformand, Foreningen for Bykultur
Kære Jacob Bundsgaard.
Med dette åbne brev henvender vi os direkte til dig som borgmester og dermed den øverste beslutningstager i vores by og kommune.
»Kunsten at skabe en god by består i at give plads til byudvikling, samtidig med at man passer på byens historiske huse og miljøer.«
Foto: Foreningen for Bykultur
Formand Bruno Viuf Larsen (th.) og næstformand Einar Rud Pedersen (tv.) under overrækkelsen af kulturprisen Årets Bernhardt i sommeren 2020.
Det var med den erfaring i baghovedet, at borgmester Bernhardt Jensen (S) i 1967 grundlagde Foreningen for Bykultur i Aarhus. For Bernhardt Jensen var ønsket at skabe en tilpasning mellem gammelt og nyt, for selvfølgelig skulle Aarhus ikke være en museumsby. Der skulle gøres noget for at sikre byens historie og egenart.
Den fremsynede borgmester satte gang i en kortlægning af bevaringsværdige bygninger i Aarhus. Han var samtidig ansvarlig for, at vi i 1965 undgik at få pløjet en stor trafikåre tværs gennem byens centrum. I stedet fik han Aarhus på danmarkskortet som en ungdommelig uddannelsesby, der værnede om sin bygningskultur og sin identitet.
Tænk, hvis Latinerkvarteret var revet ned
Vi er alle taknemmelige for, at store dele af den historiske bykerne og det meste af Latinerkvarteret ikke blev nedrevet for at give plads til højt nybyggeri – og masser af trafik tværs gennem byen. Det er med god grund, at borgmester Bernhardt Jensen i dag får æren for, at vi stadig har små, krogede og hyggelige middelalderlige gader med huse, der fortæller os om århundreder, der er gået før os.
Byrådet har truffet en række vidtgående beslutninger på forkerte grundlag, der ser bort fra byens historie og egenart
I de senere år har Foreningen for Bykultur kæmpet for at fastholde det hovedsynspunkt i planlægningen: At bevaring og fornyelse ikke er hinandens modsætninger. I foreningen mener vi, at byrådet har truffet en række vidtgående beslutninger på forkerte grundlag, der ser bort fra byens historie og egenart. På trods af en vedtaget kommuneplan, en vedtaget højhuspolitik og gode intentioner er fejltagelserne nu synlige for alle aarhusianere.
Lad os nævne Ceres Byen med overdreven fortætning og en mangelfuld kobling med det engang enestående industrianlæg. Eller den massive og misforståede bebyggelse af banegraven, som endnu kun er på forslagsstadiet.
1600-talshus må vige for højhus
Vi arbejder i Foreningen for Bykultur for, at Aarhus fortsat bevarer og udvikler vigtige historiske bygninger og miljøer. Vi er meget opmærksomme på, at beslutningstagere forstår, at udviklingen sker i følsomme og værdifulde historiske rammer med særlige krav til arkitektur og planlægning. Vi skal alle huske, at et moderne liv også kan leves i gamle huse, og vi skal huske vigtigheden af at bringe historien med til vores børn og børnebørn.
I det følsomme område er rammerne ændret ved et tillæg til den lokalplan, der har været forelagt byrådet. Den mulige bebyggelsesprocent blev hævet fra 165 til 580, mere end tre gange så meget som i den vedtagne kommuneplans rammer. Samtidig åbnedes muligheden for at nedrive en række bevaringsværdige bygninger, herunder et 1600-tals-bindingsværkshus, som er det ældste hus i Aarhus syd for åen.
Hvad bliver det næste historiske hus, som forsvinder?
Fremtiden skal i stedet leve med en kæmpemæssig bygningsklods uden gårdarealer. Et voldsomt, ufølsomt og unødvendigt byggeri, der optager en stor del af karreen og ingen sammenhæng har med den omgivende historiske bebyggelse. Denne beslutning er i modstrid med, hvad man tidligere har meldt offentligt ud, og de intentioner om byens udvikling, som byrådet har fremlagt i den gældende kommuneplan 2017.
Aarhus er kommet ud på en glidebane, hvor man kan frygte det værste for vores historiske by. Hvad bliver det næste historiske hus, som forsvinder?
Hvem står egentlig på mål for det Aarhus, hvor vi har vores rod, som vi holder af og ønsker bevaret?
Vi har behov for personligheder med indsigt og pondus, der opstiller visioner og rammer for byens udvikling. Det må ikke bare ende i tomme ord og varm luft, hvor man alligevel ændrer planerne, når iværksættere og developere kommer med økonomisk lukrative planer om nye byggerier.
Vi kan stille større krav til investorerne
Der er i dag mange investorer, der gerne vil bygge i Aarhus. I den situation kan kommunen stille langt større krav til kvalitet og muligheder for byliv. Bevaring og økonomiske interesser er ikke modsætninger, men det må aldrig primært blive pengenes magt, som styrer udviklingen.
Der er i disse år et stærkt øget behov for, at magt og indsigt følges ad. Når vi tænker på Bernhardt Jensens indsats for 50 år siden, kan vi jo ikke lade være med at reflektere over, hvordan mon vores by vil se ud i fremtiden – om 50 år, om 100 år?
Der mangler en kombination af historisk bevidsthed og fremsynethed i byens planlægning
Vi er af den opfattelse, at der mangler en kombination af historisk bevidsthed og fremsynethed i byens planlægning, og vi føler os overbeviste om, at de næste generationer bittert vil fortryde denne udvikling.
Alle gode kræfter i byen har et ansvar for udviklingen af vores by og det gode liv. Ikke mindst skal vi være på vagt, når vi træffer beslutninger, som ikke kan omgøres.
Vi tror, at du som borgmester kan spille en væsentlig rolle som formidler af ideer og rammer for fremtidens Aarhus. Vi har brug for at bevare tilliden til de folkevalgte.
Byrummonitor har tilbudt borgmester Jacob Bundsgaard (S) at svare på brevet i vores spalter. Det har han ikke ønsket.
Jep Loft: Arkitekter skræmmes af ord som ‘pastiche’ og ‘nostalgi’, og det skæmmer bybilledet
Det har været et fast princip blandt folk i byggebranchen, at man skal bygge huse, der er deres egen tid bevidst. Alt andet er blevet anset som forlorent. Og derfor er vi ikke kommet videre. Derfor har vi bebygget Teglholmen og alle de andre nyere kvarterer så idéforladt.
Jeg sidder med to billeder.
Det ene er fra det klassicistiske København. Det viser huse, der blev bygget i en periode, hvor Danmark var fattigere end nogensinde før eller siden. København var blevet sønderbombet af englænderne, som ovenikøbet havde stjålet byens vigtigste arbejdsplads, flåden. Staten var gået bankerot.
Det andet er et billede af byggeri fra vores egen tid, nu hvor Danmark er rigere end nogensinde. Det er fra havnen i Horsens, men det kunne være fra snesevis af andre steder, hvor byggeri er under opførelse
Mon ikke de fleste vil være enige i, at noget er gået galt? Men i flere menneskealdre har vi set på deprimerende trist nybyggeri, uden at nogen har gjort noget effektivt for at få det standset. Arkitekturkritikken har svigtet.
Tabersag at forsvare bagudskuende nybyggeri
Hvordan har det kunnet ske?
Sandsynligvis fordi alle bliver skræmt, når de hører ord som ’nostalgi’, ’pastiche’, ’romantik’ og lignende. Det har været en tabersag at forsvare nybyggeri i en stil fra en tidligere tidsalder – selv om de fleste kan se, at bykvartererne fra før Første Verdenskrig har langt mere liv og atmosfære end de kedelige forstadskvarterer, som er blevet bygget de seneste 100 år.
Arkitekturdebatten har været elitær
Arkitekturdebatten har været elitær. Blandt fagfolk har der ikke været megen lydhørhed over for kritik fra lægfolk. Men det væsentlige er ikke spørgsmålet om god eller dårlig arkitektur. Det væsentlige er vores bymiljøer. Dem har kun få talt om. De seneste 100 års værdinormer for god arkitektur har været ødelæggende for bymiljøerne.
Det har været et fast princip blandt folk i byggebranchen, at man skal bygge huse, der er deres egen tid bevidst. Alt andet er blevet anset som forlorent. Og derfor er vi ikke kommet videre. Derfor har vi bebygget Teglholmen og alle de andre nyere kvarterer så idéforladt.
Arkitekturoprøret kæmper mod uret
Men løsningen er ikke at bygge i en svunden tids stil. Løsningen er at ændre vores egen tids byggestil til noget bedre. Der er en stigende erkendelse af, at tiden er løbet fra modernismen. Den er umenneskelig og hensynsløs, og den skaber dårlige bymiljøer. Men alligevel er vi ikke kommet fri af den. Man har vænnet sig til, at nye huse ikke skaber gode bymiljøer, og at de slår de gamle bymiljøer i stykker, når der rives ned for at bygge nyt.
Ingen har haft mod eller evne til at skabe det afgørende brud. Men selvfølgelig kommer det. Før eller siden. Intet varer evigt. Tragedien er, at modernismen nu har domineret i 100 år, og i den tid er 90 procent af alle eksisterende bygninger opført.
Man kan ikke se på billedet fra Horsens om husene ligger i Danmark eller i Kina
I Arkitekturoprøret kæmper vi mod uret. For hver måned, der går, ødelægges uerstattelige værdier som følge af nedrivninger, og chancer forspildes i form af nye, kedelige bykvarterer, som kunne være blevet fantastiske. Som på havnene – ikke bare Københavns, men også på alle de mange andre, hvor nybyggeri har forringet havnemiljøet.
Danmark eller Kina?
Der skal tænkes nyt. Og det nye må nødvendigvis indebære et opgør med modernismen. Indtil for 100 år siden var arkitekturen baseret på århundreders erfaring, håndværksmæssig kunnen, æstetisk sans og sund fornuft. Meget af det bør igen komme til sin ret. Men på en ny måde.
Ligesom bilbranchen genopfinder sig selv og introducerer nye og bedre modeller baseret på klassisk design. Man kan let se forskel på en Fiat og en Morris. Nu, såvel som for 60 år siden. De har hver især bevaret deres særpræg.
Man kan næppe være i tvivl om, at det første af de to ovenstående billeder er fra Danmark. Vi havde dengang en dansk byggetradition. Men man kan ikke se på billedet fra Horsens, om husene ligger i Danmark eller i Kina.
I Arkitekturoprøret føler vi os overbeviste om, at et flertal i befolkningen deler vores fortvivlelse. Og vi er som sagt ikke i tvivl om, at der kommer bedre tider.
Danmark har det held, at det klassicistiske byggeri fra første halvdel af 1800-tallet (som vist på det første billede) er noget af det smukkeste i verden. Det er enkelt og elegant, og der er intet forlorent eller opstyltet ved det.
Man kan ikke forestille sig noget bedre grundlag at arbejde videre på. Det er bare om at komme i gang.
I har en svær opgave. I skal skabe udvikling og fremskridt i jeres kommuner. Men samtidigt er det jer, der skal passe på vores vigtigste kulturarv: bymiljøerne. Kan begge dele lade sig gøre samtidigt? Det ser ikke sådan ud. I Frankrig løste man det problem for næsten 60 år siden ved, at staten greb ind. Der findes titusindvis af fantastiske, uspolerede bymiljøer i Frankrig. I Danmark overlod man opgaven til det kommunale selvstyre. Vi har under 20 velbevarede byer tilbage. Det blev ikke folkeviljen, men pengemagten, der sejrede.
Arkitekturoprøret er et talerør for den (store) del af befolkningen, som er fortvivlet over utilpasset byggeri i ældre bykvarterer og kedeligt byggeri i nye byområder. Vi bekymrer os om bymiljøer, hvilket er noget andet end arkitektur. I de seneste 100 år har værdinormerne for god arkitektur har været ødelæggende for bymiljøerne. Den moderne arkitektur har været menneskefjendsk. 90% af bygningsmassen er opført efter Første Verdenskrig, men der er ikke skabt et eneste nyt bykvarter med atmosfære og liv, som de ældre kvarterer har. Samtidig har man med utilpasset nybyggeri gjort stor skade på de ældre bydele.
De gode bymiljøer giver tryghed, trivsel og mindre kriminalitet og de tiltrækker gode skatteborgere. Alligevel er der ikke blevet passet på dem. I de seneste 50 år er der sket store fremskridt for naturmiljøerne. Men for bymiljøerne er det gået støt tilbage. I har lyttet til naturelskerne. Vil I lytte til os?
Udvikling og tilbageskridt.
De ødelæggende nedrivninger i de gamle bykerner fører til det modsatte af udvikling og fremskridt. Man slår noget værdifuldt i stykker, man ødelægger sammenhæng og harmoni. Hvor mange byer har ikke en helt utilpasset og fejlplaceret bankbygning på deres torv? Nu bygges der højhuse overalt. Men de egner sig ikke til vores breddegrader, hvor solen står lavt. De kaster lange skygger, skaber vind (og støj) og gør gadeplanet øde. Og de slår sammenhængen i bybilledet i stykker.
Magt og indsigt skal gerne følges ad. For ikke så mange år siden besluttede man at lægge Skjern Å i en kanal. Det medførte en miljøkatastrofe, millioner var spildt, og det kostede milliarder at genoprette (en del af) skaderne. I Odense skar man byen midt over med et stort vejanlæg. Nu har man indset, at det var en fejl. Man handlede for at få udvikling og fremskridt. Men beslutningstagerne havde ikke overblik over, hvad de satte i gang. Tænker I nok over konsekvenserne ved at ødelægge et bymiljø?
Her følger vores nytårsønsker til jer:
Stop nedrivninger.
Nedrivningerne bør stoppes. Ikke alene er de ødelæggende for bymiljøerne; de er et ressourcespild (jfr. en Rambøll-rapport fra oktober 2020). Det er uforeneligt med indsatsen for bæredygtighed. Hvor mange dage, uger eller måneder skal borgerne i Aarhus sortere affald for at opveje spildet ved de stedfundne og planlagte nedrivninger?
Tidlig borgerinddragelse.
Vi ønsker tidlig borgerinddragelse – inden det er for sent, og med det formål at lytte til borgerne. Borgermøder bør ikke være skueprocesser (som dem, der fandt sted om BLOX i København og om Nyborg Slot) og heller ikke møder, hvor en stakkels kommunalt ansat står alene overfor 200 rasende borgere (som mødet om det nu opgivne højhus på Jagtvej i København).
Bevarende lokalplaner.
Alle kommuner med gamle bykerner bør udarbejde bevarende lokalplaner. Ikke alene er det nødvendigt for kulturarven. Det vil også spare kommunen for en masse sager, hvor bygherrer eller developere har øjnet muligheder for at tjene penge på bymiljøets bekostning. Hvis det på forhånd er kendt, at bykernen er beskyttet, finder de andre muligheder. Og kulturarven skal ikke bringes i risiko, hver gang flertallet i kommunalbestyrelsen skifter (som det skete i København for 15 år siden, da 100 års praksis blev opgivet og der pludseligt blev åbnet for højhuse overalt med et resultat, at byens ’skyline’ med de mange tårne nu forsvinder). Københavns Kommune har nu besluttet at udarbejde lokalplaner for Indre By og Christianshavn. Tak for det.
Ændring af fredningsloven.
Man skal kunne frede helheder, ikke kun enkelte bygninger. Det har været et ønske i mange år, men KL forhindrede, at det kom ind i fredningsloven i 2010. Det er helheder, der skaber et miljø. Der er også brug for at genindføre flere fredningsklasser, så man kan frede en facade og lade husejeren gøre, hvad han vil med det indvendige.
Farvel til modernismen.
Noget tyder på, at modernismens tid nu – efter 100 år – endelig er ved at rinde ud. Intet varer evigt, og folkestemningen har længe været på vores side. Det nye er, at mange arkitekter i løbet af 2020 har erklæret sig enige i Arkitekturoprørets synspunkter. Man kan ikke se på et nybygget hus, om det ligger i Danmark eller i Kina. Men mange byer har stadig bevaret en egenart på trods af den medfart, de har været udsat for. Find tilbage til jeres egne rødder og bed bygherrer og arkitekter arbejde videre med dem. Tiden er allerede løbet fra de triste betonklodser, der overalt i landet er under opførelse nu. Lad os bygge rigtige byer igen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har givet klagerne over et byggeri på det
landskendte Nyborg Slot medhold. Det stort anlagte byggeprojekt bliver derfor
stoppet. Alle fynske borgmestre kræver, at Folketinget går ind i sagen.
Af Lene Vind,
I ti år har et stort byggeprojekt til cirka 350 millioner kroner været i støbeskeen i Nyborg.
Visionen var at bygge et moderne formidlingscenter ved at genskabe Middelalderens
Nyborg Slot i et firefløjet fæstningsværk. Kongefløjen mod vest er allerede restaureret,
men resten bliver ikke til noget nu, hvor en klagesag har sat en stopper for byggeriet. Det
er “Foreningen for Gamle Bygningers Bevaring”, “Kultur & Arv”, “Foreningen for Nyborgs
Forskønnelse” og “Europa Nostra Danmark”, som har indbragt projektet for Miljø- og
Fødevareklagenævnet. Deres argumenter var, at slottet ved byggeriet ville få uoprettelige
skader. Og at omfanget ikke blev retfærdiggjort af formidlingspotentialet, og dels på at
Slots- og Kulturstyrelsen, som både ejer og myndighed, havde habilitets-problemer. Ud af
nævnets syv medlemmer mente fire, at indgrebet fysisk og visuelt var for voldsomt og
risikerede at medføre uønsket præcedens-virkning. Miljø- og Fødevareklagenævnet gav
ikke klagerne ret i spørgsmålet omkring inhabilitet. Læs afgørelsen her. En trist dag for
Nyborg
Et enigt byråd har gennem 10 år arbejdet på projektet med at formidle historien
om Danmarks tidligere hovedstad og kongeby via Nyborg Slot, derfor kom afgørelsen den
17. december 2020 noget overraskende for politikerne. ”At der nu er truffet afgørelse, der
peger på, at det samlede projekt ikke kan udføres, opfattes af Byrådet i Nyborg Kommune
som mangel på forståelse for det samlede projekt og for betydningen for Nyborg og
Danmark. Det er i vores optik nærdemokratiet, der trædes under fode i et system, der ikke
har øje for helheden,” skriver byrådet i en udtalelse. Projektet er blevet støttet af fonde
som Realdania og A.P Møller og haft opbakning fra skiftende kulturministre. Chokket over
afgørelsen deles også af de fynske borgmestre, som nu må se langt efter alle de turister,
der ville besøge det nye formidlingscenter og resten af Fyn. ”Respekten for fortidsminderne
skal forenes med formidlingen af historien. Det er netop det 10 års arbejde har skabt
baggrunden for på Nyborg Slot, og som har kunnet lade sig gøre på eksempelvis
Koldinghus, i Tønder, i Jelling og Vordingborg. Derfor bakker vi op om, at der på
Christiansborg bliver set på lovgivningen,” skriver samtlige 10 fynske borgmestre i et åbent
brev, som formodentlig er på vej til kulturminister Joy Mogensen (S) nu. Hele brevet kan
læses på TV2 Fyns hjemmeside.
Hvad er læren af sagen? Der er blevet skrevet en del
artikler om formidlingen af den historiske bygning og klagesagen set fra forskellige vinkler.
Et af synspunkterne går på, at det ikke kan undgås at ændre ved fortidsminderne, hvis
historien skal formidles på en spændende måde, så de bliver relevante for
eftertiden. ”Visuelt set fremstod museumsfolkenes projekt spændende og storslået, og på
den måde ville det have underbygget betydningen af Nyborgs Slots rolle i vor historie.
Derfor har Miljø- og Fødevareklagenævnet taget fejl med deres afgørelse, idet formidlingen
bremses med fare for, at historien går tabt”, skriver Henrik Møhl fra Odense. Han har en
baggrund som gymnasielærer i historie. Hele indlægget kan læses i Fyns Amts Avis.
En anden holdning til byggeriet kommer fra Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret. I et
debatindlæg i Jyllands-Posten den 27. december 2020 beskriver han . ”Der havde ikke været noget debat om,
hvorvidt der overhovedet skulle bygges et moderne formidlingscenter klos op ad det gamle
slot. Det var et kup. De fleste kommuner ønsker borgerinddragelse. Men åbenbart ikke
Nyborg,” skriver Jep Loft. Hans konklusion i sagen er, at kommuner bør involvere borgerne
inden det er for sent, og når der er tale om sager af national betydning, bør hele landet
involveres.
Hør også indslaget ’Kulturen på P1’ fra den 21. december 2020 med Merete Lind Mikkelsen,
enhedschef SLKS og Frederik Siemssen, foreningen ”Kultur & Arv”.
Tak og godt Nytår til alle, der følger Arkitekturoprøret.
2020 har været et travlt år. Der er stor aktivitet på Facebook, og vores Facebookgruppe har nu 5.400 medlemmer. Der kommer 100-200 nye hver måned.
Vi blev inviteret til at deltage i en række arrangementer, men desværre blev kun få af dem afholdt, før Coronaen kom.
Vi har i årets løb haft mange artikler i pressen – enten skrevet af eller om os. Tres af dem ligger her i bloggen.
Ud over at skrive artikler har vi arbejdet med en række konkrete sager, f.x. ved direkte henvendelse til bygherrer, fonde, politikere og kommuner. Her på hjemmesiden er der artikler vedrørende de fleste. Man kan finde dem ved hjælp af søgefeltet. Her følger en oversigt:
Den 17/12-2020 gav Miljø- og Fødevareklagenævnet fire klagere medhold og kendte det store byggeri af et moderne formidlingscenter på Nyborg Slot ulovligt. Direktøren for Slots- og Kulturstyrelsen udtalte: ”Vi har netop haft et møde i styregruppen bag projektet, hvor vi har drøftet klagenævnets afgørelse. Vi tager naturligvis klagenævnets afgørelse til efterretning, og selvom det er en hård besked at få, så er vi samtidig utrolig stolte af de dele af projektet, vi allerede nu har fået gennemført. (…) Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad der skal ske herfra. Vi vil snarest muligt samle parterne bag projektet og drøfte, hvad der nu skal ske.”
Der var ingen beklagelse over styrelsens rolle i sagen, ingen fortrydelse. Man kunne næsten få det indtryk, at han gerne ville indbringe klagenævnets afgørelse for domstolene. Jeg havde gerne set, at direktøren havde vedkendt sig et ansvar for, at sagen kom så vidt.
Byggeprojektet kom for de fleste som en tyv om natten. Det blev reelt først offentligt kendt i 2016, da det var for sent at ændre noget. Arkitektkonkurrencen var gennemført, tegningerne lå klar, og pengene fra fondene var skaffet. Nyborg Kommune og Østfyns Museer var begejstrede. Kommunen havde givet nedrivningstilladelser. Og Slots- og Kulturstyrelsen var garant for projektet. Der ville blive dispenseret fra fredningen af voldanlægget. Det særlige Bygningssyn var blevet holdt i uvidenhed. Der havde ikke været noget debat om, hvorvidt der overhovedet skulle bygges et moderne formidlingscenter klos op ad det gamle slot. Det var et kup. De fleste kommuner ønsker borgerinddragelse. Men åbenbart ikke Nyborg.
Tilhængerne af projektet har peget på, at klagenævnets afgørelse var snæver, fire stemmer mod tre. Jeg gætter på, at det havde været fem mod to eller seks mod én, hvis klagen var blevet behandlet på et tidligt tidspunkt. Det har krævet mod at standse et projekt, der allerede var kommet så langt.
Styrelsens ansvarlige enhedschef fortsatte i pressen med at lovprise det ulovlige projekt. Til Politiken Byrummonitor sagde hun d. 18/12-2020: ”Der er blevet malet et billede af projektets nye bygninger, der ikke stemmer overens med det velafbalancerede projekt, der var blevet udviklet. Der har desværre været nogle stemmer, der sagde, at det her glas og stål er forfærdeligt. Det er jo ikke korrekt”. Hun angriber således nævnets afgørelse for at være baseret på et forkert grundlag.
En styrelse bør ikke bevæge sig ud på kanten af loven og anlægge kreative fortolkninger af fredningsbestemmelserne, såsom at ”kulturarven formidles bedst ved en moderne gendigtning af anlægget”. Styrelser skal bevæge sig på sikker grund. En fredning går primært ud på at bevare, beskytte og fremtidssikre, ikke på at formidle og gendigte. Man freder, fordi noget skal lades i fred. Men naturligvis skal bygningerne kunne have en hensigtsmæssig funktion.
Slots- og Kulturstyrelsen er havnet i en ydmygende position. Den har både været ejer, bygherre og dispenserende myndighed. Ikke overraskende godkendte den sit eget projekt og ophævede fredningen. Kunne man forestille sig andet? Selv om der er to forskellige afdelinger i styrelsen, har de jo samme direktør, og han havde godkendt, at man i flere år havde arbejdet på projektet. Det ville da se mærkeligt ud, hvis den ene afdeling i en styrelse brugte tusindvis af timer på et projekt, som den anden afdeling derefter erklærede ulovligt. Det var en umulig konstruktion, at styrelsen havde flere kasketter på. Hvis den vil agere bygherre, bør den holde sig inden for reglerne og ikke selv dispensere fra dem.
Styrelsen havde ikke benyttet sig af Det særlige Bygningssyn, som er rådgivende i fredningssager. Synet blev ikke involveret før vinderprojektet var kåret, og det blev kun rådspurgt om arkitektoniske detaljer. Måske havde det alligevel ikke gjort nogen forskel, for bygningssynets formand var arkitekten bag projektet, hvilket også må synes ejendommeligt. Efter sigende erklærede han sig inhabil, da projektet blev behandlet. Kunne man forestille sig, at synet ville underkende dets egen formand, mens han stod uden for døren?
Styrelsen er tilfreds med sin rolle som affredende myndighed. Enhedschefen udtalte ved samme lejlighed: ”Bymiljøer og bevaringsværdige bygninger skal ikke beskyttes af Slots- og Kulturstyrelsen, men af kommunerne. Det er derfor, der er gennemført affredninger, og det har ikke har noget med Nyborg Slot at gøre.” Et besynderligt ræsonnement. Fredning stiller en bygning under statens beskyttelse. Når styrelsen affreder bygningen, skifter den status til ’bevaringsværdig’ og overgår til den kommunale forvaltning. Mange kommuner har ikke problemer med at give nedrivningstilladelser for bevaringsværdige ejendomme. Det ser vi løbende. I Nyborg skyndte kommunen sig at give tilladelse til nedrivning af de to gamle huse i slotsgården. De forsvandt meget hurtigt, længe inden projektet var godkendt i styrelsen. Hvorfor hastede det sådan?
Styrelsen mener åbenbart, at den skal affrede for at flytte ansvaret til kommunerne, hvor det hører hjemme. Bymiljøer interesserer ikke styrelsen. Omkring 400 huse blevet affredet siden 2010 – med den begrundelse, at bygningerne ikke indeholder tilstrækkeligt med fredningsværdier eller ikke længere er, som de var, da de blev fredet.
Hvis f.x. vinduerne er blevet udskiftet, kan styrelsen beslutte, at huset ikke længere bør beskyttes af fredning. Det svarer til, at hvis en landmand ved en fejl har pløjet et hjørne af en gravhøj, ophæver man fredningen, så han også kan pløje resten væk.
Hvad har vi lært?
Kommuner bør involvere borgerne, inden det er for sent. Er der tale om sager af ikke kun lokal men national betydning, bør hele landet involveres. Og denne sag, der drejer sig om en kongeborg, vedrørte ikke bare Nyborgs borgere, men os alle sammen.
Styrelser skal ikke ’satse’ eller afprøve lovens grænser. De skal holde sig på sikker grund. De skal heller ikke have flere kasketter på og dispensere fra reglerne i deres egen sag.
Der bør laves nye regler for, hvornår man inddrager Det særlige Bygningssyn. I store sager som Nyborg Slot, bør det høres allerede i idéfasen. Og heller ikke dér bør man acceptere risiko for inhabilitet.
Realdania administrerer en formue, der er skabt af tusindvis af almindelige låntagere. Den bør ikke bruges på projekter, der gør utallige mennesker fortvivlede.
Kulturministeren bør overveje, om Slots- og Kulturstyrelsen beskæftiger sig med de rette opgaver. Den skal sikre fortidsmindernes fremtid, men ikke lave moderne gendigtninger og tivoliserende formidlingsprojekter. Og i stedet for at affrede, burde den arbejde for en ændring af fredningsloven, så den giver hjemmel til det, der virkelig er behov for: fredning af helheder og fredning af facader (svarende til B-fredning under en tidligere lov). Det er helt nødvendigt at genindføre systemet med flere fredningsklasser.
Endelig bør kulturministeren se på, hvordan kommunerne forvalter vores bygningskulturarv. Nogle få kommuner har gjort det godt. Men for flertallets vedkommende må man desværre konkludere, at kommunerne ikke prioriterer opgaven særligt højt. I modsætning til forvaltningen af naturmiljøerne er der ikke sket nogen forbedring af forvaltningen af bymiljøerne i de seneste 50 år. De fynske borgmestres negative reaktion på klagenævnets afgørelse illustrerer problemets omfang.
Visualisering: Ja Ja Architects og Cubo Arkitekter
»For Danmark er det en glædesdag. For Slots- og Kulturstyrelsen må dette give anledning til dybtgående overvejelser,« siger Arkitekturoprørets formand, Jep Loft, efter Miljø- og Fødevareklagenævnet torsdag har givet klagerne medhold i sagen om det stort anlagte byggeprojekt på Nyborg Slot.
Det stort anlagte byggeprojekt, der skulle nyfortolke og genskabe Nyborg Slot som et firefløjet fæstningsværk fra middelalderen, kan alligevel ikke realiseres.
Sådan lyder bygherrens, Slots- og Kulturstyrelsens, egen konklusion, efter Miljø- og Fødevareklagenævnet torsdag har truffet afgørelse i en klagesag fra 2019 om Nyborg Slot, hvor man giver medhold i en række af klagerne over projektet.
»Vi er rigtig kede af afgørelsen,« siger styrelsens enhedschef for de fredede bygninger, Merete Lind Mikkelsen, til Byrummonitor:
»Man var gennem alle de års arbejde nået frem til et forslag på et højt arkitektonisk niveau, der fangede den atmosfære, der var på slottet, og gjorde helheden stærkere.«
Klagerne kritiserede blandt andet projektet for at påføre slottet uoprettelige skader, at være for markant en visuel påvirkning af slottet som fortidsminde og at have et omfang, der ikke harmonerede med de eksisterende bygninger.
Nævnet har givet medhold ud fra en begrundelse om, at hensynet til de formidlingsmæssige interesser ikke opvejer projektets omfattende fysiske og visuelle indgreb i fortidsmindet, herunder de arkæologiske lag. Man har også lagt vægt på, at en dispensation vil kunne medføre en uønsket præcedensvirkning.
Ud af nævnets syv medlemmer stemte tre i mod afgørelsen.
En klage handlede desuden om, at Slots- og Kulturstyrelsen skulle være inhabil, idet man både var ejer og bygherre – og samtidigt den myndighed, der dispenserede fra fredningen.
Denne klage blev afvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Det er de fire klageparter Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring, Kultur & Arv, Foreningen for Nyborgs Forskønnelse og Europa Nostra Danmark, der i 2019 indbragte sagen for Miljø- og Fødevareklagenævnet.
»Europa Nostra er som en af klagerne tilfredse med, at ankemyndigheden har fulgt vores indsigelser, som primært vedrører byggeriets voldsomme format, samt den helt usædvanlige sagsbehandling,« skriver Erik Vind, bestyrelsesformand for foreningen, i en email til Byrummonitor.
»Jeg kan også forstå, som et af elementerne, at afgørelsen vil få indvirkning på den fremadrettede administration af andre historiske bygninger og fortidsminder, det er interessant.«
Arkitekturoprøret, som har været en af de største modstandere mod projektet og sammenligner projektet med »en slags Tivoli«, er også tilfreds med afgørelsen.
»For Danmark er det en glædesdag. For Slots- og Kulturstyrelsen må dette give anledning til dybtgående overvejelser,« siger foreningens formand, Jep Loft.
»Styrelsen er i forvejen kendt for at affrede bygninger over hele landet. Den har ikke været bymiljøernes ven. Den bør indse, at der ikke skal eksperimenteres – eller satses, som de selv kalder det – men i stedet passes bedre på kulturarven,« siger han.
Merete Lind Mikkelsen:
»Bymiljøer og bevaringsværdige bygninger skal ikke beskyttes af Slots- og Kulturstyrelsen, men af kommunerne. Det er derfor, der er gennemført affredninger, og det har ikke har noget med Nyborg Slot at gøre.«
Hun tilføjer:
»Der er blevet malet et billede af projektets nye bygninger, der ikke stemmer overens med det velafbalancerede projekt, der var blevet udviklet. Der har desværre været nogle stemmer, der sagde, at det her glas og stål er forfærdeligt. Det er jo ikke korrekt. Og der er heller ikke ’eksperimenteret’. Der er omhyggeligt udviklet et fint tilpasset projekt, som yderst kvalificeret arkitektonisk og materialemæssigt indgik i en relation med de eksisterende historiske bygninger på stedet. Der var også taget alle hensyn til de arkæologiske spor på stedet med en lang række sonderende undersøgelser, så vi sikrede os, at ruinerne blev bevaret.«
Merete Lind Mikkelsen mener, at kritikken er et udtryk for et ønske om at »musealisere« historiske bygninger, der måske ikke har værdien til det. Kongefløjen, der står alene i dag, blev bygget grundlæggende om for hundrede år siden og næsten halvdelen af det, der findes i dag, er nyere, anfører hun.
»Det er grunden til, at vi mener, man kan gøre andet her end man kan andre steder, hvor fortællingen er mere intakt.«
I tilfældet med Nyborg Slot er hendes opfattelse, at det eksisterende anlæg i dag er så beskåret og ombygget, at det er svært at aflæse. Den vigtige fortælling om slottet risikerer nu at gå tabt.
Nyborg Kommune oplyser til DR Nyheder, at de har fået besked om resultatet torsdag middag. Borgmester Kenneth Muhs (V) kalder overfor mediet resultatet af klagen »chokerende«:
»Med den afgørelse, vi har modtaget, så er det en trist dag for projektet og ikke mindst for Nyborg, for det ser ikke ud til, at vi kan gennemføre det. Arbejdet har pågået i 10 år med et hav af forskning, projektbeskrivelser og -konkurrencer, besøg af ministre og så videre. Så det er mildest talt rystende.«
Omfattende restaurering allerede gennemført
Projektet var udviklet i et samarbejde mellem Jaja Architects, VMB Arkitekter, Cubo Arkitekter og Mogens A. Morgen med Søren Jensen som ingeniør og Schønherr samt Schul Landskabsarkitekter som landskabsarkitekter.
Der er skabt et nyt torv og turneringsplads ved Nyborg Rådhus, og restaureringen af den gamle kongefløj vil være gennemført i 2021.
Dele af det store projekt til i alt 321,4 millioner er således allerede gennemført til en pris af cirka 100 millioner kroner.
Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad der skal ske nu, men styrelsen vil snarest muligt samle parterne bag projektet og drøfte sagen.
Byrummonitor har torsdag forsøgt at få en kommentar fra kulturminister Joy Mogensen (S), men det er ved redaktionens slutning ikke lykkedes.
Nyborg Slot skal suppleres med et stort, nyt ’formidlingscenter’, som sikkert er fin arkitektur, men som helt bevidst ikke passer til den oprindelige bygning. Det er et indgreb, som fuldstændigt vil ændre den oplevelse, man får, når man besøger slottet. Og det kan ikke gøres om. Der er sikkert mange, som vil være glade for de faciliteter, som det nye hus kommer til at rumme. Men kan det opveje det tab, som vi andre vil føle, når det enestående sted forvandles så radikalt?
Hvorfor har der ikke været mere debat om byggeprojektet? Hvis det havde drejet sig om at ødelægge et stykke oprindelig natur, ville der have været stor debat, og Danmarks Naturfredningsforening ville sandsynligvis have iværksat en kampagne. Hvis en truet dyreart ville lide overlast, ville kampen have gode chancer for succes. Men nu er det et enestående bymiljø, der forandres totalt og helt mister sin karakter af middelalderborg. Og selv om middelalderborge er en truet art i Danmark, har ingen gjort noget. Vi savner et sidestykke til Naturfredningsforeningen på bymiljøområdet. Det findes desværre ikke.
H. C. Andersen var fynbo. Den lille dreng i Kejserens Nye Klæder var sikkert fynbo. Han turde sige fra. Han turde sige parnasset midt imod. Hvorfor er I tavse? Synes I virkelig alle sammen, at det er en god idé at bygge i glas og stål i en middelalderborggård? Er der virkelig ingen af jer, der føler som jeg? Tænk på de stakkels skagboer, som har måttet se deres fine bymiljø omkring Skagens Museum blive ødelagt af en stor, helt fremmedartet kasse; de havde heller ingen forudgående debat. Mange blev taget på sengen, da det var for sent at gøre noget. Det bør ikke ske igen i Nyborg. Skriv læserbreve til avisen! Lad jeres politikere høre, hvad I mener!
Hvorfor kan vi ikke passe på vores gamle bymiljøer i Danmark? På Fyn har Odense og Svendborg lidt megen skade, og Nyborg har også meget utilpasset nybyggeri i den gamle bykerne. Anderledes forholder det sig med Bogense, Middelfart, Assens, Faaborg, Kerteminde, Rudkøbing, Ærøskøbing og Marstal. I Frankrig og Italien passes der virkeligt godt på de gamle bykerner, og turisterne strømmer til af samme grund. De kommer ikke for at opleve moderne huse med formidling, cafeteria, toilet, butik og turistkontor. I Danmark har vi kun en meget lille brøkdel af, hvad man har dér, men vi river fortsat ned i bykernerne og slår bymiljøerne i stykker. Ingen love beskytter dem.
Nogle vil mene, at dette handler om smag og behag, at det ene synspunkt kan være lige så godt som det andet. Men sådan forholder det sig ikke. Det nye hus vil ødelægge oplevelsen for modstanderne af byggeriet. Fraværet af det nye hus vil ikke i tilsvarende grad ødelægge noget for tilhængerne; de kan få deres hus et andet sted, bare ikke i borggården – eller de kunne måske få et andet, bedre tilpasset hus. Nogle kan lide moderne kunst, andre kan lide guldaldermalerier. Sådan vil det altid være. Men det ene ødelægger ikke det andet. Tilhængerne af moderne kunst lader de gamle billeder være i fred. Anderledes er det, når man bygger utilpasset nyt i et gammelt bymiljø. Det nye hus slår harmonien i stykker. Byg nyt i nye bydele, skab nye bydele med miljø. Det er svært – se på Nyborg Havn. Så lad være at ødelægge de gamle.
Hvorfor har det været vigtigt, at det nye hus skal adskille sig helt fra det gamle Nyborg Slot? Hvorfor er det så frygteligt, hvis man passer sig ind efter omgivelserne? Som samfundsborgere er vi vant til at rette ind efter omgivelserne. Vi tilpasser vores påklædning og vores opførsel efter det selskab, vi er i. Enkelte gør måske ikke, men det er kun sjovt til en vis grænse; i længden bliver det trættende. Det nye hus bliver helt moderne, i pagt med tidens ånd. Men tidsånden ændrer sig, og en dag vil det virke gammeldags på den forkerte måde. Se hvor galt det er gået på Malmøhus. Man bør respektere stedets ånd.
I Grækenland restaurerer man de gamle templer og søger at genrejse væltede søjler præcis, som de var. Hvorfor bygger man ikke et stort hus af glas, stål og beton midt på Akropolis? Fordi turisterne ville flygte. De vil opleve området så tæt på det, det engang var. Det samme gælder for Nyborg Slot.
Mange fremhæver Koldinghus som et godt eksempel på byggeri i en gammel kongeborg. Jeg gør ikke. Jeg havde hellere set, at man havde afdæmpet signalerne om, at der var tale om nyt byggeri. Men uanset hvad man mener om genopbygningen af Koldinghus, så er den langt mere hensynsfuld end byggeriet på Nyborg Slot.
Det er sidste chance, hvis dette skal undgås. Den eneste vej er protester fra borgerne. Det må starte på Fyn. Formidlingscentre er der mange af; men vi har kun ét Nyborg Slot.
Københavnersnuden, Holger Dahl, omtalte 9. december Arkitekturoprørets virke bl.a. med ordene: »Arkitekturoprøret hader pr. automatik al arkitektur, der er bygget siden 1920, så det bliver til meget raseri …« Det er en forfejlet beskrivelse.
Vores Facebookgruppe har over 5.000 medlemmer, og der kommer 100-200 nye til hver måned. Vi repræsenterer derfor cirka lige så mange forskellige meninger, og vi er ikke specielt rasende. Men vi er nok fælles om at være fortvivlede over de store skader, som moderne byggeri har forvoldt i ældre bykvarterer gennem de seneste 100 år, ligesom vi er bedrøvede over, at der ikke er skabt nye bykvarterer med samme liv og atmosfære, som de ældre kvarterer har. (Mig bekendt deler Holger Dahl skuffelsen over de mange nye, kedelige bykvarterer). Byggebranchen og de lokale myndigheder har fejlet. Aldrig er der blevet bygget så meget og skabt så lidt af blivende værdi.
I al den tid har arkitekturdebatten været domineret af fagfolk, som har lovprist sig selv og hinanden og vist meget beskeden interesse for lægfolks kritik. Fagfolkene har levet i deres egen, lukkede verden. Arkitekturoprøret er talerør for den (meget store) del af befolkningen, som ikke er kommet til orde. Vi mener, at tiden er løbet fra modernismen og ønsker mere hensynsfuldt og menneskevenligt byggeri.
Besynderlig er Holger Dahls anbefaling om, at vi begynder at beskæftige os med sammenhænge. Vi har dårligt gjort andet. Fra starten har vi sagt, at vi ønskede at undgå diskussioner om arkitektur eller om, hvad der er pænt eller grimt; det er bedre bymiljøer, der er vores mærkesag. Vi har gang på gang påpeget arkitektstandens manglende forståelse for omgivelserne. Eksempler herpå er så godt som alle tilbygninger til museer og skoler, alle de utilpassede infill-huse og de store byggerier helt ude af skala i de gamle bykerner. På vores blog kan man finde ca. 100 avisartikler og TV-indslag, der dokumenterer disse synspunkter.
Så vores opfordring til Holger Dahl er: Kom med ind i kampen! Vi har brug for dig. Der skal tænkes nyt. Det handler ikke om nostalgi. Efter 100 år med modernismen er det tid til forandring.
Seneste kommentarer