Arkitekturoprøret

Lad os bygge smukt igen

Side 27 af 36

Villabyerne d. 10/12-2020. HENSYNSLØST SKOLEBYGGERI.

10. december 2020 / / 0 kommentarer

HENSYNSLØST SKOLEBYGGERI.

 

Hver gang, jeg kører ad Gersonsvej forbi min gamle skole, Øregaard, ærgrer jeg mig over den nyeste tilbygning. Idéen med den må have været at bygge noget, der passer så dårligt til den enestående gamle skolebygning, som overhovedet muligt. Jeg forestiller mig, at gamle elever fra Ordrup Gymnasium og Tårbæk Skole må have lignende følelser, når de ser de utilpassede tilbygninger, som disse to skoler er blevet belastet med. Noget er gået galt på arkitektskolerne.

Når vi i Arkitekturoprøret kritiserer hensynsløst nybyggeri i gamle bydele og kedeligt byggeri i nye bykvarterer, bliver vi mødt med forståelse – også fra arkitekter. Men samtidig gøres det gældende, at skylden ligger hos developere, bygherrer, planlæggere og de kommunale forvaltninger. I de tre nævnte tilfælde må det dog vist være arkitekterne, der bærer ansvaret.

Det er nu 100 år siden, at modernismen fik sit gennembrud i arkitekturen. Bykvarterer fra før Første Verdenskrig har liv og atmosfære, mens de mange forstæder, der er bygget senere, som hovedregel er atmosfæreforladte. Modernismen har hærget i gamle bykvarterer og slået harmoni og sammenhæng i stykker. Den smed hårdt erhvervet lærdom og erfaring ud med  badevandet og insisterede på at genopfinde arkitekturen. Det gik galt.

Lad os håbe, at modernismens tid snart er omme, så den sunde fornuft igen kan vinde frem. At infantilt ”Her-kommer-jeg-byggeri” går af mode, og hensynsfuld byggeskik genindføres. Det gælder om at ramme stedets ånd; tidsånden er flygtig, og tiden er løbet fra modernismen.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret

 

 

Brev til stadsarkitekten i Aarhus. Aarhus Stiftstidende d. 30/11-2020.

30. november 2020 / / 4 kommentarer

Link til artiklen.

 

DEBAT

Åbent brev til ny stadsarkitekt: Der er brug for en stadsmiljø-vogter

“Kommunalpolitikere tænker på alt muligt andet. De tænker ikke på, at bymiljøerne er afgørende for vores trivsel og derfor skal beskyttes lige så godt som naturmiljøerne. De tror måske fejlagtigt, at det fremmer “udvikling og fremskridt”, hver gang gamle huse nedrives for at give plads for moderne byggeri”, skriver Jep Loft. ‘

Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

30 nov. 2020 kl. 08:16

Jep Loft, Gentofte, formand for Arkitekturoprøret

DEBAT: Kære Anne Mette Boye, tillykke med jobbet som stadsarkitekt i Aarhus. Der er brug for en stærk stadsarkitekt. Eller snarere en stadsmiljø-vogter.

Arkitektur kan man diskutere til dommedag. Man bliver nok aldrig enig, og det er heller ikke vigtigt. Det vigtige er et hyggeligt, menneskevenligt, atmosfærefyldt og livligt bymiljø, og det er noget andet end arkitektur (Nationalbanken i København anses for stor arkitektur, men den har ødelagt et helt bykvarter, som nu er mennesketomt).

Bymiljøet har det skidt i Aarhus. Generelt er vi i Arkitekturoprøret af den opfattelse, at kommunerne har svært ved at magte opgaven som den myndighed, der skal beskytte vores bymiljøer og derved varetage vores vigtigste kulturarv.

Kommunalpolitikere tænker på alt muligt andet. De tænker ikke på, at bymiljøerne er afgørende for vores trivsel og derfor skal beskyttes lige så godt som naturmiljøerne. De tror måske fejlagtigt, at det fremmer “udvikling og fremskridt”, hver gang gamle huse nedrives for at give plads for moderne byggeri.

Og Aarhus er nok lige for tiden den værste by i Danmark, hvad nedrivninger angår. Sagen om ejendommen Jomsborg er bare den seneste af en længere række. For få uger siden var det en husrække i Nørre Allé, der forsvandt.

I Arkitekturoprørets facebookgruppe var der i oktober et indlæg om developeres (byudviklere, red.) virke i Aarhus. Der stod: “Developeren møder selv op og får en rolig snak med forvaltningen. Han vil næsten altid gå derfra med en god fornemmelse af mulighederne og om der forhold, der skal tages hensyn til. Om stemningen på rådhuset og på det politiske niveau. Hvis projektet er lovende, kan han gå videre med at finde aktørerne til projektet. Det gælder bygherrer, arkitekt- og byggefirma. Andre aktører følger med som eksisterende samarbejdspartnere til de nævnte. (…) Forretning og en umættelig sult efter nye aktiviteter lokalt har forrang. Hensyn til byrum, arkitektur og lokalområdets interesser kommer i betragtning, så længe det ikke truer tilgangen af nye byggeprojekter. (…) En arkitekt eller arkitektfirma, der ikke accepterer spillet, bliver slet ikke inviteret med. Det kvalificerede modspil til økonomitænkning kan nærmest kun komme et sted fra – fra politikerne. I sjældne tilfælde offentligheden. Problemet er, at politikerne først kommer med for sent til at gøre noget ved det. Offentligheden er endnu dårligere stillet og er helt afhængig af en kritisk lokalpresse. Typisk optræder developeren ikke så ofte i pressen som ansvarlig”.

Det kan jo forklare de triste kendsgerninger. Projekter for projekternes skyld – ikke, fordi de er nødvendige.

Derimod vil det være modigt, hvis du tør være med til at gøre op med en fejlslagen byplanlægning og sørge for, at der i fremtiden bliver passet bedre på Aarhus. Held og lykke i jobbet.

Der mangler bevarende lokalplaner, som kan bremse developerne. Her kan du gøre noget.

I Arkitekturoprøret har vi længe været overbeviste om, at vores holdninger har gehør i den brede befolkning. Debatten har vist, at der også i byggebranchen (og endda blandt arkitekter) er sket en holdningsændring.

Din forgænger som stadsarkitekt, Stephen Willacy, var vel nok også enig med os i meget, men han har desværre skrevet: “Arkitekturen skal også kunne indgå et kvalificeret modspil i forhold til et sted og tolke og afspejle tidens trends og turde gå imod den almene opinion. Det er her, der kræves mandsmod”.

Vi synes, at resultaterne af denne holdning har været så dårlige, at der bør tænkes på en ny og mere hensynsfuld måde. Vi kan ikke se, hvorfor man skal blive ved at gå imod den brede befolknings ønsker – de fleste kommuner ønsker jo mere borgerinddragelse. Og vi finder det ikke specielt modigt; der er det, som alle i branchen har gjort i snart 100 år – med store ødelæggelser til følge.

Derimod vil det være modigt, hvis du tør være med til at gøre op med en fejlslagen byplanlægning og sørge for, at der i fremtiden bliver passet bedre på Aarhus. Held og lykke i jobbet.

 

Aarhus Stiftstidende d. 23/11 – 2020. Bevar Jomsborg.

23. november 2020 / / 0 kommentarer

 

https://stiften.dk/artikel/bevar-det-gamle-bymilj%C3%B8-er-aarhus-grebet-af-nedrivningstrang

Bevar det gamle bymiljø: Er Aarhus grebet af nedrivningstrang?

Alle landets kommuner lægger planer for, hvordan de kan blive mere grønne. Genbrug og minimalt ressourcespild er højt prioriteret. Men intet sted er ressourcespildet større, end når man nedriver en fungerende bygning og bygger en helt ny. Og i Aarhus synes der at være stor nedrivningstrang.

Den sidste gamle husrække i Nørre Allé er i gang med at blive jævnet med jorden. Nu forlyder det, at etageejendommen “Jomsborg” ved Europaplads 6 er i fare for at blive revet ned, hvis byrådet godkender forslaget til lokalplan. Bygningen er opført i nationalromantisk stil og tegnet af arkitekten Thorkel Møller. Det bør ikke ske.

Ligeledes forlyder det, at den karakteristiske hjørnebygning på Vesterbrogade 2 skal nedrives. Der synes at tegne sig et mønster. Frederiksgade, som var næsten helt bevaret, har fået en et stort, trist kontorhus på hjørnet over for Ridehuset og flere helt utilpassede nybygninger længere mod nord i gaden. Jægergårdsgade har ligeledes fået sin bekomst med nyt, utilpasset byggeri. Det forekommer planløst, at man ødelægger de fine bymiljøer.

Aarhus har udnævnt tidligere borgmester Bernhard Jensen til ”Alle tiders aarhusianer”. Har byrådet glemt hvorfor? Borgmesteren afværgede et gadegennembrud, der ville have ødelagt Midtbyen. Men nu river man lystigt ned.

Hvis Aarhus Kommune vil tænke på klimaet, genbruger man de fine, gamle bygninger.

 

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret

Arkitekturoprørets idéer til Jernbanebyen

11. november 2020 / / 4 kommentarer

Idékatalog indsendt af Arkitekturoprørets arbejdsgruppe.

 

Jernbanebyen skal bryde med mange års fejlagtig praksis i byggebranchen.

 

Siden Første Verdenskrig er man holdt op med at bygge egentlige byer. I stedet er der bygget forstadskvarterer, villakvarterer, industrikvarterer m.m. Det omfattende byggeri efter Anden Verdenskrig har på afgørende punkter fejlet. Der er ikke skabt gode bymiljøer med værdi for andre end dem, der bruger husene. Ørestaden og byggerierne på havnene i hele Danmark (og særligt i København) er nedslående beviser herpå. De gode bymiljøer findes i de gamle bykerner og i de nyere kvarterer, der blev bygget før Første Verdenskrig, herunder brokvartererne, inklusive kvarteret omkring Sønder Boulevard nord for Jernbanebyen.

 

Der er for os ikke længere nogen tvivl om, at byggebranchen og den almindelige befolkning har stået langt fra hinanden. Der er i samfundet en udbredt fortvivlelse over det kedelige nybyggeri og de skadelige nedrivninger, der er sket i de ældre bykerner. (Se her).  Men lægfolkene er ikke blevet hørt. Fagfolk har ment sig hævet over kritik. Byggebranchen synes at have mistet forbindelsen til befolkningens flertal. Dette er ved at forandre sig nu. Der lyttes til vores kritik, og mange arkitekter erklærer sig enige i den. Men endnu har det ikke sat sig spor i byggeriet. Lad Jernbanefolkene lægge det første spor.

 

Arkitekter er uddannede til at bygge store huse, eller ’særlige’ huse – enten til særlige formål eller til særlige bygherrer. De har ikke lært at bygge almindelige, mindre huse, der indgår i en større, harmonisk sammenhæng og derved skaber liv, tryghed og atmosfære. Boligbyggeriet har været tegnet for bygherrerne, ikke for beboerne. Det har kunnet fortsætte i flere menneskealdre, fordi de boligsøgende ikke har et frit forbrugsvalg. Man må tage det, der findes på det sted, hvor man gerne vil bo.

 

Et lignende misforhold mellem kvaliteten af det udbudte og det, som køberne ønsker, ville ikke kunne opstå i f.x. bilbranchen eller møbelbranchen. Her vil markedskræfterne gøre sig gældende, og derfor er biler og møbler med klassisk design i høj kurs. Hvis BLOX eller Østerport II havde været biler, var de aldrig blevet produceret; ingen fabrikant ville bruge milliarder på at provokere og genere sine kunder (og BLOX er da også blevet en gigantisk økonomisk fiasko). Boligbyggeriet har været moderne blot for at være moderne, og dermed er det ikke blevet menneskevenligt. Ofte er tiden hurtigt løbet fra det. Det er ikke de ældre kvarterer, men derimod den nyere betonblokke, der er blevet gammeldags. Vi ser nu relativt nye boligblokke blive revet ned. Måske har der været en angst blandt arkitekter for ikke at være moderne. Konsekvensen har været dårligere trivsel og ringere livskvalitet for millioner af mennesker. De ghetto-fremmende byplaner har ydermere avlet kriminalitet.

 

Med rette eller med urette føler Arkitekturoprøret sig på bedre bølgelængde med de kommende brugere af Jernbanebyen end fagfolkene i byggebranchen. Vi er ikke i tvivl om, at vores forslag vil give husene en højere beliggenhedsværdi (og dermed en større værdi for bygherren) end traditionelt, moderne byggeri i en byplan, der er lagt efter en lineal. Vi ønsker med Jernbanebyen at gøre op den fejlslagne byggepraksis. Her er en enestående chance for at skabe et egentligt bykvarter midt inde i byen. En sådan kommer ikke igen. Derfor må fejltagelserne, som man ser i næsten alle nye bykvarterer (for eksempel på Teglholmen lige syd for Jernbanebyen), ikke gentages.

 

Vi lægger hovedvægten på bymiljøet – ikke på arkitekturen. Store huse som Hornbækhus og Vestersøhus berømmes som fin arkitektur. Men for bymiljøet er den slags byggeri dræbende. Det skaber ingen byrum. Det samme gælder punkthuse som Blidahpark. Og hvis byplanen lægges efter en lineal, kan der heller ikke skabes en egentlig by med atmosfære. Selv attraktive områder som Kartoffelrækkerne og Brumleby er områder for de få udvalgte. Det er ikke bykvarterer for os alle.

 

Vi forventer, at Jernbanebyen med dens fine bymiljøer ved kanalen og på de små torve vil tiltrække beboere fra Teglholmen og andre omkringliggende kvarterer og dermed give noget – ikke bare til dens egne beboere, brugere og besøgende turister, men til hele nabolaget. Dette kan i nogen (om end mindre) grad også siges om Sluseholmen, men derudover har det desværre været hovedreglen, at nybyggeri tager fra omgivelserne uden at give noget tilbage. Det gælder ikke kun i København; det ses i udbredt grad på havneområder overalt i landet.

 

 

Grundidéer for Jernbanebyen:

 

  1. Den skal være en by i byen – ikke et forstadskvarter
  2. Alle de gode bygninger skal bevares
  3. Byen skal være et trygt og hyggeligt sted med liv og atmosfære
  4. Byplanen skal have et organisk præg og ikke fremstå som planlagt efter en lineal
  5. Der skal være husrækker og karréer
  6. Parcellerne skal fremstå som små (selv om der bag forskellige facader kan være ét stort hus).
  7. Der skal ikke være højhuse, punkthuse eller boligblokke
  8. Der skal ikke være huse af glas eller stål (men gerne af beton, hvis det males og fremstår som et pudset hus)
  9. Der skal ikke være store huse (bortset fra dem, der bevares)
  10. Der skal være mange samlingspunkter, fx torve og en kanalkaj
  11. Der skal være bymæssige gaderum og grønne gårdrum
  12. Det skal være let at komme ud af husene (en dør i hver parcel)
  13. Døre og vinduer skal være opretstående huller i mur
  14. Husene skal signalere, at de ligger i København – gerne i en klassisk stil (inspireret af Jernbanebyens gule huse, Københavns indre by eller brokvartererne)
  15. Husene skal være forskellige (og gerne i forskellige farver), men indgå i en harmonisk helhed

 

 

Specifikke idéer til byplanen:

  1. En grøn jordvold langs Vasbygade danner sammen med den existerende banevold en vold omkring byen, der skærmer for støj, fungerer som et grønt område og skaber tryghed. På volden kan der anlægges en sti, ligesom der var på byens gamle volde.
  2. Metro-anlægget overdækkes, og der bygges hen over de opståede bakker.
  3. I det sydøstlige hjørne forlænges to kanaler til at mødes. Der opstår en havnebrygge med sol.
  4. Der anlægges en trappe på bakkeskråningen – ”Den danske Trappe”.
  5. Der bygges lange husrækker, bestående af mange, mindre, forskellige huse langs jordvoldene for at skabe vægge, der giver hyggelige og trygge byrum
  6. Parkering kunne bl.a. ske uden for jordvolden langs Vasbygade. Man kunne grave en parkeringskælder ned i jordvolden.
  7. Der skabes bl.a. torve ved kanalen, ved den fine ’accissebod’ ved gangtunnelen under banen i det nordvestlige hjørne og ved tårnet i den nordlige del af byen.

Berlingske d. 1/11 – 2020. Om to hoteller.

1. november 2020 / / 0 kommentarer

 

Ordet »kasse«bruges ofte som et skældsord i arkitekturdebatten, men der er stor forskel på kasser. Det handler, som altid, om sammenhæng og formgivning.

 

Holger Dahl htda@berlingske.dk

 

Et af de mest almindelige skældsord, når arkitekturdebatten raser, er »kasse« – nogle gange »modernistisk kasse«, »glaskasse« eller måske endda »glas-og-stålkasse«. Som regel går den rasende debattør ikke længere – som om selve begrebet »kasse« var skældsord nok.

Alle ting indgår i sammenhænge, der har indflydelse på, hvordan de »er«. En farve alene kan for eksempel ikke være pæn eller grim. Det giver ingen mening at sige »den farve kan jeg ikke lide«, for ingen farver eksisterer uden kontekst. Og enhver farve kan bruges godt eller dårligt. Ligesom ethvert krydderi og enhver arkitektonisk form.

Og der er forskel på kasser. Ligesom med farverne er kassen ikke grim i sig selv – det afhænger af mange ting, men mest af alt af proportioner, detaljering og kontekst.

 

En god og en dårlig kasse

Et eksempel på to helt sammenlignelige kasser med en kæmpestor kvalitetsforskel er to af københavns hoteller: Arne Jacobsens SAS

Royal Hotel over for Hovedbanegården og Ejnar Graae og Bent Severins Radisson Blu på Amager Boulevard.

SAS Royal-hotellet er fra 1960 og Radisson Blu er fra 1973. Det første er knap halvfjerds meter højt, det andet er hele 86, men det er ikke de 16 meter, der gør forskellen.

Arne Jacobsens SAS Royal hotel er i sig selv et gedigent stykke kopiarbejde – eller en »hommage«, hvis man skal sige det pænt. Det værk, Jacobsen låner så ubeskedent fra, er Gordon Bundshafts Lever House fra 1952.

Lever House står i New York, og da den blev færdig, var den byens kun anden modernistiske kassebygning. Den vakte opsigt med det samme af en række grunde, men først og fremmest fordi den så åbenlyst udstillede det arkitektoniske greb curtain wall.

En curtain wall er præcis det, navnet siger: En mur, der egentlig bare er et stift gardin. Indtil begyndelsen af det 21. århundrede var alle høje bygninger primært båret af deres facade.

Nogle gange var det nødvendigt at støtte

bygningens struktur med de såkaldte stræbepiller: De høje ribben, man for eksempel ser på Notre Dame i Paris. I begyndelsen af det 20. århundrede blev betonen udviklet, og med den udvikling kom ideen, at en bygnings konstruktive system kunne være en serie dæk, båret af søjler inde i bygningen, og at facaden dermed blot kunne være det, man med et moderne udtryk kalder en klimaskærm.

De første curtain-walls dukkede op i Chicago i begyndelsen af det 20. århundrede. Her i Danmark var det stjernearkitekten Anton Rosen, der introducerede ideen. Hans Savoy Hotel på Vesterbrogade 34, hvor Dreyers Fond nu bor, var Danmarks første curtain wall.

Efter Anden Verdenskrig udviklede konceptet sig yderligere, og først med FN-bygningen og senere med Lever House blev New York stedet, hvor arkitekterne kunne vise deres nyeste kunster.

Æstetisk er curtain-væggens store attraktion dens lethed. Ved at lave en facade, der var sprød som en sukkerknipling, kunne arkitek

terne pludselig ophæve tyngedekraften, og naturligvis tænkte enhver arkitekt, der så Bundshafts mesterværk på Park Avenue i New York: »Sådan én vil jeg også lave«.

 

En følsom modernist

Arne Jacobsen var hele sit liv en hyperæstetisk formgiver og en meget vågen observatør af udenlandske strømninger, så det er klart, at det var ham, der blev »gardin-væggens« største mester i Danmark. Han øvede sig med rådhuset i Rødovre, der stod færdigt i 1955, og foldede så konceptet ud med forundringsfremkaldende elegance i SAS Royal-hotellet.

Her midt i København står den elegante blok og får alt andet til at se, netop, klodset ud. Den tynde hud virker næsten naturstridig og får hele »kassen« til at stå som en sprød krystal.

Den enkle klods er proportioneret helt klassisk efter det gyldne snit, og med det går man sjældent galt i byen, selv om hverken geometriske dogmer eller den mekaniske gentagelse af grundproportioner som sådan er garanter for noget som helst. Når det handler om at skabe mesterværker, er det kun arkitektens evner og overskud, der betyder noget.

Facadepanelerne i hotellet minder meget om dem, Jacobsen udviklede til Rødovre Rådhus, og med deres modul på 60 centimeter er de faktisk styrende for al proportionering i hele hotellet – både rum, forbindelser og indretning.

SAS Royal Hotel blev født som et gesamtkunstwerk, hvor Arne Jacobsen folder hele paletten ud: Arkitektur, møbler, indretning, glas og bestik i restauranten, alt blev designet af Jacobsen, og alt var overlegent velproportioneret og elegant –og måske ikke så praktisk.

I dag står (på nær et enkelt sentimentalt værelse) kun det ydre tilbage, som det var tænkt, men hotellet er stadig for enhver, der kommer forbi, et vidnesbyrd om designeren Arne Jacobsen. En meget stor bygning, der er formgivet med en omhu og proportionssans, man normalt kun ofrer møbler.

 

Bygbarhed i stedet for lethed

Til forskel fra Jacobsens overordnede program, der handlede om at vise venlig, vægtløs, sprød lethed, handler den anden kasse, vi snakker om her, udelukkende om praktisk bygbarhed.

Radisson Blu er også bare en kasse, og som Jacobsens hotel er kassen her sandsynligvis også primært båret inde i konstruktionen – bærende facader bruges stort set ikke længere i dansk arkitektur.

Men Radisson-kassen er ikke proportioneret med nogen form for omhu. Det er ikke tilfældigt, at dets ene ophavsmand, Ejner Graae, som oven i købet som ung mand arbejdede på Arne Jacobsens tegnestue, mest er kendt for shoppingcentre som for eksempel Rosengårdscentret i Odense.

 

Radisson Blu ligner præcis et shoppingcenter på højkant, hvor eneste styrende princip har været den mest effektive metode, hvorpå man kunne stille betonmoduler oven på hinanden. »The society for putting things on top of other things« som det hed i en Monty Python-sketch i min barndom. Og det er netop humlen: Arkitektur er så uendeligt meget mere end at sætte ting oven på hinanden.

Ud over de to kassers iboende kvaliteter er det også vigtigt at se på, hvordan de to bygninger forholder sig til den sammenhæng, de indgår i. Jacobsens Royal hotel står som sit forbillede i New York på en lav plint, der formidler overgangen fra den lodrette tårnskala til byens lavere og mere horisontale bevægelsesmønstre.

Samtidig formår bygningen med sin meget fine detaljering at tilpasse sig Københavns øvrige størrelser. Selv om bygningen er moderne, hører den til her, forstår man, mens Radisson Blu-hotellet gør sig umage for at vise, at det ikke hører til nogen steder.

Når man stiller en så markant, høj bygning op som et solitært element i forbindelse med en by, så skylder man både byen og dens borgere at give dem noget skønhed og ikke bare en banal og ligegyldig kasse, der er lemfældigt formgivet og proportioneret.

 

Jeg vil derfor foreslå ethvert medlem af Arkitekturoprøret og ethver interesseret menneske i øvrigt til at besøge de to hoteller og til at lægge mærke til den enorme forskel, der er på de to kasser. Det er præcis denne forskel, arkitektur handler om. Det er denne forskel, der gør noget arkitektur til kunst og noget andet til tidsspilde, og det er den pæne udgave af denne forskel, vi skal have meget mere af i hele landet.

 

 

Politiken Byrummonitor d. 30/10 – 2020. Om byplanlægning.

30. oktober 2020 / / 0 kommentarer

 

Jesper Pagh: København kunne lære af Aarhus – her er det åbenlyst, at developerne bestemmer

Mens man i København ikke kan gå uden for en dør uden at blive mindet om de fortræffeligheder, kommunen gerne vil have, at man føler sig inddraget i, har Aarhus fuld fokus på developerne som drivende kraft i byens udvikling – helt åbenlyst. Men begge steder handler det om penge, skriver Jesper Pagh i dette debatindlæg.

 

DEBAT30. OKT. 2020 KL. 00.00

 

JESPER PAGH

Adjunkt i byplanlægning, Institut for Mennesker og Teknologi, Roskilde Universitet

 

Den anden dag indviede ét af medlemmerne i Arkitekturoprørets facebookgruppe de øvrige medlemmer af gruppen i, hvad han netop havde erfaret: Byudvikling er et komplekst samspil mellem mange parter med forskellige og ofte modsatrettede interesser, og der findes folk derude – developere og deres investorer – der tjener penge på det.

Nu er det jo ikke ulovligt at tjene penge, og for de fleste, der beskæftiger sig professionelt med feltet, kommer det ikke som nogen overraskelse, at der skal privat kapital til for at drive byudviklingen frem.

Aarhus toner rent flag

Det gør det imidlertid for en stor del af arkitekturoprørerne, og det er da også tydeligt til borgermøder og i den offentlige debat om arkitektur og byudvikling i det hele taget, at selv meget engagerede borgere, repræsentanter for interesseorganisationer, professionelle debattører, ja selv politikere med afgørende indflydelse på beslutningerne, ofte fægter i blinde, når de forsøger at få overblik over, hvad der egentlig foregår, og hvordan de selv får indflydelse på byudviklingen.

Det er et grundlæggende problem, hvis vi ikke alle deltager i den demokratiske samtale på et oplyst grundlag. Derfor er det også fint og godt, at Aarhus’ bystrategiske chef, i et interview her på siden 20. oktober hverken taler om borgerinddragelse, byplanlægning eller bæredygtighed, men gør det tydeligt, at fremtidens Aarhus først og fremmes skal udvikles i samarbejde med developerne.

Det gør det nemmere at forstå, for hvis skyld Aarhus Ø skal være »et godt sted at bo, arbejde og ikke mindst at besøge«, som hun siger i interviewet.

Der bliver ikke udskiftet en pære i en gadelygte uden at kommunens kommunikationsafdeling lancerer en SoMe-kampagne om, at trafikken lige nu er omdirigeret, fordi man er ved at gøre byen grønnere

Som borger i Danmarks eneste storby, København, skal man lægge ører til ikke så lidt gas om byens udvikling og planlægning.

Der bliver ikke udskiftet en pære i en gadelygte, uden at kommunens kommunikationsafdeling lancerer en SoMe-kampagne om, at trafikken lige nu er omdirigeret, fordi man er ved at gøre byen grønnere og bedre, så flere kan blive talt, mens de går mere og bliver lidt længere i verdens første klimakvarter i verdens bedste CO2-neutrale og most liveable cykelby med plads til alle – en verdensby med ansvar, hvor vi bader i havnen og er sammen om byen og lokal afledning af regnvand og trafiksanering af Indre By, hvor blomsten af forstædernes ungdom udlever deres drømme i en sø af tis og opkast tirsdag til lørdag.

Politikere tager æren for rent havnevand

Politikere står i kø for at tage æren for, at kommunale embedsmænd med stålsat vedholdenhed sørgede for, at havnen blev ren nok til, at man i dag kan bade i den, og for at den kollektive transport i årtier har været så elendig, at de fleste har vænnet sig til, at det (også på grund af istidens fordelagtige behandling af det landskab, byen er bygget på) er langt hurtigere og sikrere at komme frem på cykel.

50-årsplaner for byens fremtid bliver lanceret med tegninger af en strand på et sted, hvor der aldrig vil kunne etableres en strand

50-årsplaner for byens fremtid bliver lanceret med tegninger af en strand på et sted, hvor der aldrig vil kunne etableres en strand, marineret i bingo-urbanistiske køkkenbordsargumenter om, at det er nødvendigt at anlægge en by på størrelse med Hillerød på dét sted i kommunen, der vil være allermest udsat for verdenshavenes stigende vandstand, for at etablere to kilometer kystsikring af resten af byen, at boligpriserne vil begynde at falde, fordi man fastholder og styrker de dynamikker, der i de seneste 20 år har fået dem til at stige, og at man er nødt til at etablere Østlig Ringvej.

En eufemisme for den havnetunnel, der for mange har været et hedt ønske i årtier – for at kunne komme til lufthavnen uden at skulle ind over Kongens Nytorv (fordi det tilsyneladende er for svært for billister nordfra at se det skilt på Lyngbymotorvejen, der med et ikon af en flyvemaskine viser af til lufthavnen ad Motorring 3 udenom byen).

De valfarter til workshops og møder

Planchef, stadsarkitekt og øvrige embedsmænd valfarter til workshops og møder, og det for at give borgerne en oplevelse af at blive både hørt og set og inddraget i vores fælles fremtid. Og man kan dårligt åbne lokalavisen Politiken uden at finde et indlæg fra en lokalpolitiker, der er i gang med at legitimere ét eller andet nyt projekt eller en ny, spændende proces.

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, man levede i en basisdemokratisk udgave af The Truman Show.

I Aarhus er det hverken borgmesteren, rådmanden eller udvalgsformanden, planchefen eller stadsarkitekten, der går forrest med visioner om omdannelsen af de bynære havnearealer, der – siden man droppede bolle-Å’et for bedre at kunne markedsføre byen internationalt – er blevet kaldt Aarhus Ø.

Byplan er aflyst til fordel for forretningsplan

I stedet er det den bystrategiske chef, der uden omsvøb og tilsyneladende med en vis stolthed aflyser byplanen til fordel for forretningsplanen.

I stedet for langsigtede masterplaner er der behov for »et byudviklingsværktøj, som i højere grad kan samtænke den fysiske planlægning med de overordnede strategier og visioner og sikre, at økonomien også på den lange bane holder«, fortæller den jurauddannede bystrategiske chef og opridser dermed på en dybt selvmodsigende og lidt kedelig, embedsmandsagtig måde ret præcist, hvad langsigtede masterplaner er.

Men i Aarhus arbejder man i stedet med »det multifaglige byudviklingsredskab ’udviklingsplaner’ udviklet af Realdania«, fortæller hun – tilsyneladende til fordel for alle mulige mærkelige redskaber, der løbende bliver udviklet i rådgivernes praksis og rundt omkring på landets forsknings- og uddannelsesinstitutioner.

»Kravene til den gode by er foranderlige over tid«, fortæller den bystrategiske chef, og det er der ikke noget nyt i. Det er der heller ikke i troen på, at den bedste måde at sikre, at samfundsskabte værdier som kommunalt ejet jord på lang sigt udvikles til gavn for det fælles bedste, er ved at sælge den til højestbydende.

Det var sådan, de københavnske brokvarterer for snart 150 år siden udviklede sig fra attraktivt beliggende friarealer til slum på stort set ingen tid, så det er ikke første gang, man prøver det – forskellen er bare, at dengang havde man hverken lovgivning eller planværktøjer til at forhindre det.

Det har vi nu – af samme årsag – og byplanlægningens faghistorie er én lang fortælling om at forsøge at »undgå gamle fejl«, som den bytrategiske chef angiver som baggrund for den hårdtpumpede investordrevne byudvikling, man i Aarhus har valgt som én af måderne til at realisere den neoliberale bypolitik, der må være flertal for på byens smukke rådhus.

Der venter rolige år for stadsarkitekt

Som borger i Aarhus kan man gå roligt i seng forvisset om, at der ikke er nogen, der forsøger at foregøgle én, at det for eksempel handler om at arbejde for klimasikring eller bæredygtig omstilling, eller at man nu skal spilde en masse tid på at blive inddraget i alt muligt, der alligevel bare kører videre, uanset hvad man gør.

Og den kommende (eller blivende) stadsarkitekt kan se frem til nogle rolige år på posten som ’fri fugl’, som de kalder det i smilets by, når en centralt placeret embedsmand hverken har ledelsesansvar eller beslutningskompetence; for bortset fra at flakse rundt på stækkede vinger i sit bur, som TV-2 synger i den gamle sang, kan der ikke være meget tilbage for vedkommende at beskæftige sig med.

Udover selvfølgelig at undgå at flyve i vejen for developerne, når de skal til møde med den bystrategiske chef.

 

Politiken Byrummonitor d. 26/10 – 2020. Vores svar i debatten.

26. oktober 2020 / / 0 kommentarer

 

Jep Loft får det sidste ord: PH’s latterliggørelse af umoderne nybyggeri sidder stadig som angst i arkitektstanden

Vi er kritikere, men ikke nødvendigvis modstandere af moderne arkitektur, skriver Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret, i det foreløbigt sidste indspark i debatserien om moderne arkitektur. Til hans store glæde har serien bekræftet ham i, at mange i branchen er enige i kritikken.

DEBAT

26. OKT. 2020 KL. 04.00

JEP LOFT

Formand, Arkitekturoprøret

Byrummonitor har iværksat debatserien ’Er der behov for et oprør?’ med det afsæt, at Arkitekturoprøret er opstået som »en højtråbende fløj i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur«.

Ja, vi har ønsket at råbe byggebranchen op. For at skabe dialog og for at være talerør for almindelige mennesker, som i årevis er blevet mødt med overbærende – hvis ikke ligefrem hånlige – kommentarer, når de fortvivlet har protesteret mod nybyggeri. Vi hilser denne debat velkommen og mener, at byggebranchen selv burde have sat den i gang for mange år siden.

Det var også et ønske om udvikling, der lå bag den katastrofale udretning af Skjern Å

Vi er kritikere, men ikke nødvendigvis modstandere. Vi ønsker bedre byrum og bedre bymiljøer og taler nødigt om arkitektur. Men vejen til at nå vores mål er blandt andet en mere menneskevenlig og klassisk form for (moderne) arkitektur. Den modernistiske byggestil har ikke været en succes.

Det har været glædeligt at få bekræftet, at mange i branchen i så høj grad er enige med os. Måske har debatten vist en tendens til, at personer, der føler sig uafhængige, tør stå frem, mens ansatte på større tegnestuer eller i en kommune i højere grad hænger fast i vanetænkning?

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

 

Vil du bidrage til debatten? Skriv til debat.byrummonitor@pol.dk.

Til Søren Nielsen: Økonomerne kan ikke hjælpe

Om ansvaret for det dårlige byggeri skrev arkitekt Søren Nielsen fra Tegnestuen Vandkunsten:

»Der er alt for mange penge i ejendom. Som om løsningen ligger hos arkitekterne! Økonomerne må i arbejde.«

Vi tror ikke, at økonomerne kan gøre så meget. Men det er rigtigt, at arkitekterne har tegnet boligbyggeriet for developere, investorer og bygherrer, ikke for beboerne. Det har kunnet fortsætte i flere menneskealdre, fordi de boligsøgende ikke har et frit forbrugsvalg. Man må tage det, der findes på det sted, hvor man gerne vil bo.

Et lignende misforhold mellem kvaliteten af det udbudte og det, som køberne ønsker, ville ikke kunne opstå i for eksempel bilbranchen eller møbelbranchen. Her vil markedskræfterne gøre sig gældende, og derfor er biler og møbler med klassisk design i høj kurs.

Hvis Blox havde været en bil

Hvis Blox eller Østerport II havde været biler, var de aldrig blevet produceret; ingen fabrikant ville bruge milliarder på at provokere og genere sine kunder (og Blox er da også blevet en gigantisk økonomisk fiasko). Men markedskræfterne har ikke kunnet straffe byggebranchen for dens manglende lydhørhed.

Vejen til at nå vores mål er blandt andet en mere menneskevenlig og klassisk form for (moderne) arkitektur

Boligbyggeriet har (som andet byggeri) skullet fremstå som moderne, og dermed er det ikke blevet menneskevenligt. Ofte er tiden hurtigt løbet fra det. Det er ikke de ældre kvarterer, men derimod de nyere boligområder, der er blevet overhalet af udviklingen. Vi ser nu relativt nye boligblokke blive revet ned.

Til Stephen Willacy: Aarhus’ storbydrømme er gået amok

Stadsarkitekt i Aarhus Stephen Willacy mener, at vi skal passe på, at vores kærlighed til byen ikke kvæler udviklingen. Vi vil snarere mene, at man skal passe på, at udviklingen ikke kvæler byerne (ligesom den har kvalt naturen).

Det er så lille et areal, der rummer de gode bymiljøer. Men det værner man ikke om (og slet ikke i Aarhus). Og det er så enormt et areal, der er blevet bebygget med atmosfæreløst nybyggeri i de seneste 60 år.

I Aarhus er storbydrømmene næsten gået amok med byggeriet langs havnen og på Aarhus Ø. Stadsarkitektens frygt er helt ubegrundet. Der er i den grad brug for bevarende lokalplaner, der kan beskytte kulturarven mod tilfældige og kortsigtede beslutninger i forvaltning og bystyre (måske efter pres fra developere og investorer).

Til Kristian Kristiansen: Vi retter ikke kun skytset mod arkitekterne

Til tidligere lektor på DTU Kristian Kristiansen skal det nævnes, at Arkitekturoprøret ikke retter skytset mod arkitekterne alene; vi mener, at hele byggebranchen har et kollektivt ansvar for den fejlslagne udvikling.

Vi har kritiseret byplanlæggere for deres livløse og atmosfæreløse byplaner, lagt efter passer og lineal og uden samlingspunkter. Vi har kritiseret bygherrer for ikke at kunne se, at de kunne tjene flere penge, hvis de skabte beliggenhedsværdi; tværtimod har de forringet værdien af de værdifulde områder, de har haft rådighed over.

Vi har kritiseret arkitektskolerne for ikke at lære arkitektstuderende at vise hensyn og have respekt for sammenhæng, helhed og harmoni. Og vi har kritiseret forvaltninger og politikere for at tro, at nedrivninger og ødelæggende nybyggeri fører til ’udvikling’.

Vi har gjort det i artikler, i debatter og ved direkte henvendelser til branchens aktører, herunder kommuner. Fælles for dem alle har i årevis været, at de har følt sig hævet over kritik. Nu er der endelig håb om dialog.

Til Torben Østergaard: Vi ønsker ikke forlorent nybyggeri, men tidløs klassicisme

Arkitekt Torben Østergaard fra 3XN skrev:

»Imidlertid virker ideen om, at man kan gribe tilbage og genindføre historiske byggemåder lidt til at insistere på at genindføre hesten som transportmiddel. Selv om det kunne være festligt i en periode, vil det på sigt alligevel nok føles lidt sært.«

Det er ikke de ældre kvarterer, men derimod de nyere boligområder, der er blevet overhalet af udviklingen

Arkitekturoprøret ønsker ikke forlorent nybyggeri i nederlandsk renæssance-stil. Men vi så gerne, at arkitekter for eksempel videreførte den elegante, enkle, tidløse, danske klassicisme.

Den internationalt anerkendte, engelske arkitekturhistoriker Giles Worsley skriver i bogen ’Klassicisme i København’:

»At vandre gennem Københavns gader er at opleve en af de største glæder i Europa. (…) Der er intet af det skryderi, der kendetegner samtidens London eller Paris.«

Var det ikke noget at bygge videre på? Ville det ikke være mere ægte end at hente de nyeste ideer fra internettet eller amerikanske arkitekturtidsskrifter? Når bilbranchen kan tage klassiske modeller frem og skabe nye, elegante og tidssvarende modeller, burde byggebranchen også kunne finde ud af noget tilsvarende.

PH-angst

Torben Østergaards bemærkning om hesten som transportmiddel følger traditionen fra Poul Henningsens arkitekturkritik. PH latterliggjorde nybyggeri, der ikke fremstod som moderne. Om posthuset på Trianglen i København skrev han i 1927:

»Forestillingen fortsætter om Hjørnet langs Øster Allé, hvori det forundes Én at stikke sit Brev mellem fire velskabte joniske Søjler. Hverken Trappetrinene eller Revnen tillader dog at korrespondere med de til Stilen svarende Stentavler.«

Det er min personlige teori, at angsten for en sådan udskamning har martret arkitektstanden lige siden.

Byer kan sagtens overleve uden butikker

Torben Østergaard ser internethandel som en større trussel mod velfungerende bymiljøer end nedrivninger og utilpasset nybyggeri. Det er vi uenige i.

Det er trist med butiksdøden, men de gode bymiljøer vil overleve i fin stil. Der fandtes slet ingen butikker før engang i 1800-tallet. Tomme butikker vil blive ombygget til attraktive boliger, og vi vil få torvehandlen tilbage.

Hvis der er et godt bymiljø, kommer der også liv i gaden.

Det er trist med butiksdøden, men de gode bymiljøer vil overleve i fin stil

Værre bliver det for de byer, der ikke har passet på deres bymiljø. For en 1960’er-butiksrække som Egmonts i Møntergade i København er det svært at se noget håb. Og de byer, der har ødelagt deres bykerner ved at give dem forstadspræg, vil opleve forslumning, utryghed og måske stigende kriminalitet. De gode skatteborgere vil flygte.

Det er den ’udvikling’, man får, når man ødelægger de gamle bykerner.

Til Johnny Svendborg: Ja, vi skal have bedre lokalplaner

Vi er helt enige i formand for Arkitektforeningen Johnny Svendborgs konklusion: Der skal laves bedre lokalplaner. Bevarende lokalplaner for de gamle bykvarterer og planer med bymiljø og atmosfære for de nye. Og kommunerne skal tage dem alvorligt og ikke dispensere, når en bygherre eller en developer ønsker det.

Gode bymiljøer er mange penge værd, og et misforstået hensyn til fremskridt og udvikling har sat store værdier over styr. Kommunerne bør forstå, at de samme hensyn gør sig gældende for bymiljø som for naturmiljø.

Det var også et ønske om udvikling, der lå bag den katastrofale udretning af Skjern Å.

 

Information d. 20/10-2015. Om kedsommeligheden og monotoniens fattigdom.

25. oktober 2020 / / 0 kommentarer

Hvorfor bygge noget, man ikke selv vil bo i?

Af Niels Barrett , arkitekt og lektor
De fleste moderne byggerier er ikke andet end monumenter over deres initiativtager og dennes arkitekt, mens det enkelte beboeroffer er ganske underordnet og intet har at skulle sige. Det er direkte skadeligt for demokratiet
Omkring 1930 ophørte man med at bygge by i København. Man byggede nok huse til samme brug som før, men de nye huse var formgivne og placerede, så de ikke dannede byrum. Man var ivrige efter at bygge, så boligerne kunne være så frit og grønt placerede som muligt, skræmt af de meget dårlige og usunde boliger, som fandtes i den alt for tætte gamle by. På samme tid var arkitekter og planlæggere optagede af den funktionalistiske idé om at optimere enkeltfunktionerne, hvorved disse kom til at dominere på bekostning af helheden. Ledende arkitekter som Le Corbusier tegnede utopiske byplaner bestående af punkthuse med stor indbyrdes afstand og med grønne områder imellem, og det i en sådan skala, at det heldigvis aldrig blev realiseret som illustreret.

Men det gik galt nok endda, og stort set alle større byer er nu omgivede af enorme vækstlag uden den rumlighed og diversitet, vi kalder for by. Disse vækstlag er ikke bæredygtige, fordi de ikke rummer attraktion for andre end dem, som netop bor eller arbejder i dem. De er ude af menneskelig skala og rensede for bymæssige rumligheder. Det nybyggede er altid besnærende med dets modernitet og tidssvarende installationer, men nyhedens tiltrækning forsvinder hurtigt, og siden lyser kedsommeligheden og monotoniens fattigdom ud af alle facader, mens øde, amorfe rum imellem bygningerne domineres af større vindhastigheder over græsplæner, som netop derfor kun benyttes i vindstille solskinsvejr. Der er simpelthen ikke rart.

Dertil kommer parcelhusområderne, som mest ligner jævne borgeres forsøg på at leve i en ophøjet isolation, sådan som adelens herregårde og lystslotte førhen tillod samfundets privilegerede klasse. Hele bebyggelsesmønsteret bærer præg af et ønske om at isolere sig trods den relative tæthed. Der er rare private haver, men der er intet at komme efter for andre end beboerne selv og deres gæster.

Anonymiserende virkning

Således ophørte vi at bygge by for i stedet at bygge kæmpe områder uden synderlig attraktion. Vi burde for længst have indset, at vi har mistet noget værdifuldt. Vi burde for længst være begyndt at bygge by igen. Ikke så tæt, så vi gentog fortidens synder med mørke baggårde og mangel på lys og grønt, men tæt nok til at skabe nærhed og liv. Parcelhusdrømmen kan godt realiseres i byhuse med en gadeside, der danner væg i et urbant rum sammen med nabohusene og bagtil har egen gårdhave eller en rar patio. Bygges der i tre-fire etager, vil det fylde mindre end det areal, storbyerne nu beslaglægger, og man vil få et miljø, som afbilder, at der faktisk er tale om et samfund og ikke bare en masse mennesker. Når huse danner rum sammen, viser de nemlig, at indbyggerne har fundet sammen og er bevidste om en rolle i samfundet.

Det var ikke tilfældet med de store karrébebyggelser, som gik umiddelbart forud for parkbebyggelsernes og parcelhusenes byopløsende indtog. Da karreer blev gjort til én eneste bygning, blev resultatet trist og kedeligt. Man kan opfatte det hele i et eneste blik, og så er der ikke mere at komme efter. Så store bygninger har en anonymiserende og uniformerende virkning på beboerne. Med al tydelighed vises det, at dette er et monument over en eneste initiativtager og dennes arkitekt, mens det enkelte beboeroffer er ganske underordnet og intet har at skulle sige. Det er direkte skadeligt for demokratiet.

Stop magtdemonstrationerne

I 2010 stod jeg i Amsterdam sammen med en gruppe arkitekter og betragtede en nybygget beboelsesbygning i storskala. Vi var ganske enige om at beundre en række raffinerede detaljer, men da jeg spurgte mine kolleger, om de selv ville bo der, var svaret afvisende. Så spurgte jeg, hvordan det kunne være, at arkitekter fortsatte med at bygge noget, de ikke selv ville bo i. Det fik jeg ikke noget svar på. Dog, lidt senere stod vi og iagttog en gade med lutter nybyggede, men helt individuelle familiebyhuse i 3-4 etager. Alle huse var professionelt formgivede og udførte, og da jeg spurgte, om man kunne tænke sig at bo her, var svaret uden tøven et ja!

Det, vi kalder by, er det byggede miljø, hvor husene i fællesskab danner gader og pladser, og hvor huse, der står ud som noget særligt, også rummer noget særligt. Når karreerne består af et eneste hus, fortæller de en uvedkommende historie om én eneste magtfuld initiativtager, og det resulterende miljø er tilsvarende kedeligt, mens den parcelopdelte karré har en helt anderledes attraktionskraft. Er man i tvivl om rigtigheden af denne påstand, kan man blot se sig omkring i København og se, hvor andre end beboerne selv søger hen i større tal.

En by er grundlæggende et sted, hvor mennesker vil noget sammen, og det bør vises, ved at den enkelte funktionelle enhed får et selvstændigt bygningsmæssigt udtryk. Magtdemonstrationerne, hvad enten de er byggeselskabernes eller investeringsselskabernes, bør ophøre, og den kommunale planlægning må understøtte dette. I stedet for at illustrere magtstrukturer bør det byggede miljø afbilde samfundet selv, med alle dets borgere i et berigende samspil, understøttende den demokratiske samtale.

 

Arkitekter, der hyldede funktionalismen, tog fejl. Politiken Byrummonitor d. 16/10-2020.

16. oktober 2020 / / 0 kommentarer

Debat: Jeg var en af de mange arkitekter, der hyldede funktionalismen. Men vi tog fejl

Vi er ved at sætte den europæiske by over styr med en funktionalistisk arkitektur, der har mistet grebet og forholdet til sine omgivelser, skriver arkitekt Carsten Lykke Graversen i dette afsnit af debatserien om moderne arkitektur.

DEBAT  16. OKT. 2020 KL. 04.00

CARSTEN LYKKE GRAVERSEN

Arkitekt, cand.arch.

Når man ser tilbage, er det bedst, at man gør det med det formål i virkeligheden at kunne se længere frem.

Er det sådan, det er med udviklingen i vores byer og for den sags skyld i de fleste storbyer i verden?

Modernismen var et opgør med det byggeri der havde understøttet de store sundheds- og sociale problemer, der jo egentlig opstod af helt andre årsager end byggeriet.

Modernismen blev i 1950’erne og 1960’erne brugt – måske misbrugt – til at løse de store nye sociale problemer, der opstod i kølvandet på Anden Verdenskrig. Stor befolkningstilvækst og hastig udvikling i byerne med stor tilflytning fra land til by som følge.

Men mange syntes, at de nye bymiljøer i udkanten af de historiske bykerner havde en skala og en struktur, der var helt anderledes end det, der gennem århundreder havde eksisteret i de gamle byer.

I 1970’erne og 1980’erne opstod der en række arkitekturretninger, der satte sig op imod det. Rationalisterne Aldo Rossi og Mathias Ungers var nogle af dem: De satte sig for at tage udgangspunkt i den oprindelige europæiske by.

Vi var nogle, der dengang reagerede mod det og søgte ’det gode i funktionalismen’. Verden udviklede sig lige så meget som i begyndelsen af århundredet, og svaret var ikke et retrospektivt, konservativt byggeri bygget efter de gamle historiske dyder.

Nej, svaret var en ’ny’ modernisme, der repræsenterede et samfund med en voksende digital udvikling, mange nye medier og teknologier samt et hastigt voksende globalt miljø. Altså så vi på hightech, konstruktivisme og meget andet. Vi hyldede Kraftwerk og Kliché.

Men havde vi ret? Nu står vi jo midt i det.

Nej, nu tror jeg ikke mere, vi havde ret.

Tja, så er det, vi må se tilbage for bedre at kunne se fremad.

Det, vi ofte ser, er store, monstrøse, modernistiske værker, der totalt mister grebet, konceptet og forholdet til stedet. Se bare det moderne London og Frankfurt

Rigtig mange stjernearkitekter, også danske, er blevet medlemmer af arkitekturens globale fællesskab.

De bygger over hele verden, de bygger i de gamle byer, de bygger i bjerge og i landskabet. De bygger moderne – højt og effektivt ’digitalt’ byggeri. De bygger det over hele kloden.

Det, vi ofte ser, er store, monstrøse, modernistiske værker, der totalt mister grebet, konceptet og forholdet til stedet. Se bare det moderne London og Frankfurt.

Vi er ved at sætte den europæiske by over styr

En af dem, der holder skansen mod denne udvikling, er den schweizisk-tyske arkitekt Max Dudler. Jeg baserer derfor grundlæggende mine argumenter på Dudlers synspunkter og arkitektur.

Vores byer er dannet af byens huse. Deres proportioner, deres udtryk, deres farver, deres materialer og deres struktur. De danner væggene i gaderne, på pladserne, i gyderne og i parkerne,

De danner et historisk fundament, vi har levet med i århundreder. Folk fra hele verden strømmer (før pandemien) til de europæiske byer, fordi de kan noget, som byer i andre dele af verden sjældent kan.

Det kan vi sætte over styr ved at fokusere på modernitet og eget udtryk fremfor koncepter og harmoni.

Det opløste rum betyder ofte, at vi ikke føler os trygge

Kontrasten mellem urbanitet og landskab er grundlæggende. Huset står imod landskabet, det er dybt indskrevet i europæisk kultur.

Byen udgør udgangspunktet i en dialektisk dialog mellem landskab og by, hus og by, rum og flade, offentlig og privat. Derved udgør den en væsentlig del af vores virkelighedsopfattelse. Det hierarki, der derved opstår, udgør den by, som vi kender og har levet med i århundreder.

En opløsning af det urbane rum i et teknofikseret bylandskab, som vi ser det i mange arkitekters projektforslag for tiden, vil ødelægge kontrasten mellem bygninger og landskab og derefter føre til opløsningen af det urbane rum og den urbane selvopfattelse – og endelig fører det til opløsningen af byen, som vi kender den.

Det opløste rum betyder ofte, at vi ikke føler os trygge. Især når skalaen brydes, og der bygges kæmpe monumenter i højden. Hierarkiet opløses, og vi kommer let til at føle os uvelkomne.

Det er den største fare for vores byer.

Arkitekter, se op!

Hvis alt er muligt, og enhver arkitekt altid vil være lidt mere speciel, sker det let. Omvendt bør arkitekter se på, hvad byen historisk har bragt, og hvordan den kan videreføres.

Ellers kommer vort bylandskab let til at bestå af placeringsfrie bygninger, der kan bygges hvor som helst.

Blob, blob, blob, det syder i vores byer, og resultatet bliver let vanskeligt tilgængeligt og uidentificerbart.

En opløsning af det urbane rum i et teknofixeret bylandskab, som vi ser det i mange arkitekters projektforslag for tiden, vil ødelægge kontrasten mellem bygninger og landskab

Arkitektur griber dybt ind i vores hverdag. Det er et enkelt aspekt, der er meget forsømt – af arkitekter, men også af brugere. Individuelle aspekter betragtes ofte som absolutte. Så det fører til vanvittige vrangforestillinger om byliv, der baserer sig på den begivenhedsarkitektur, vi ser vokse frem.

Om man vil, mangler vi virkelig en bygningskultur, der forstår helheden i byen og befolkningen i den og med det kvalitetsliv, der kan være og opstå i den.

Disse synspunkter kommer let til at lyde, som om de kommer fra en repræsentant for en gammel generation, der lider af techforskrækkelse og udviklingsangst.

Men egentlig er formålet at byde op til dans. En dans hvor man lytter til musikken, ser hinanden i øjnene, hilser på hinanden i respekt og sammen med de andre dansere skaber en helstøbt fælles oplevelse i stedet for bare at se ned på ens egne fødder og koncentrere sig om egne trin.

Politiken Byrummonitor d. 8/10 – 2020. Lokale arkitekturpolitiker kan højne kvaliteten.

8. oktober 2020 / / 0 kommentarer

Johnny Svendborg:

Politikerne har afgørende indflydelse på kvaliteten af byernes udvikling – brug den

Selvom arkitektonisk kvalitet er svær at sætte på formel, kan vi næsten altid blive enige om skønheden i for eksempel det historiske bycenter. Hvis vi kan tale om, hvad denne enighed baserer sig på, bliver det nemmere at passe på og udvikle byen, skriver Johnny Svendborg i dette debatindlæg.

 

DEBAT  8. OKT. 2020 KL. 04.00

JOHNNY SVENDBORG

Formand for Akademisk Arkitektforening

Med jævne mellemrum protesterer borgere over nedrivning af betydningsfulde kulturmiljøer eller nye byggerier, der i deres øjne skæmmer byen eller gaden. Når Arkitekturoprøret råber op, peger de typisk på arkitekterne som den store synder bag ensformigt og utilpasset byggeri.

Men der er mange aktører involveret i byggeriet, som alle har betydning for det endelige resultat. Og mange flere politikere burde anvende deres muligheder for at udøve indflydelse med en tydelig arkitekturpolitik.

Vi fornemmer arkitekturen gennem alle vores sanser, og den påvirker vores følelser. Her spiller forhold som skala og proportioner, udformning og detaljer, materialer og stoflighed ind. Derudover spiller det sociale og funktionelle ind i forhold til, hvordan vi oplever arkitekturen, og hvordan vi bruger den. Det, vi kalder skønheden i arkitekturen, er et mangefacetteret begreb, og langt mere end smagsdommeri og æstetik.

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

Arkitekturen påvirker os forskelligt afhængigt af erfaringer og kulturelle præferencer. Men det, de fleste holder af ved den klassiske arkitektur, er det velkendte samt den detaljering og stoflighed, der kendetegner tidligere tiders arkitektur og byggeskik. Det, der typisk kritiseres ved den modernistiske og moderne arkitektur, er manglen på sanseindtryk – manglen på æstetik – hvilket hænger sammen med, at moderne arkitektur ofte er langt mere nøgternt og stramt i sit udtryk.

Dertil er nutidens byggematerialer ofte maskinfremstillede, og det betyder, at de hverken fremstår eller patinerer på samme, smukke måde, som for eksempel håndstrøgne mursten og gamle trævinduer.

Nye områder og byggerier skal have tid til at vokse til

Når det kommer til kvaliteten af hele områder af byggerier, så fremstår ældre bymiljøer ofte mere homogene, hvilket i høj grad skyldes, at beplantningen i områderne er vokset til over længere tid end de nye byområder, der ofte kritiseres, før de har set skyggen af et træ.

Det grønne har således ofte stor betydning for, at et område fremstår mere sammenhængende, og for at vi føler os godt tilpas. Og det er ikke altid en fordel, når nye områder indeholder alverdens forskelligheder.

Ganske ofte kan det faktisk være vigtigere med indlevet hierarki og sammenhæng, samt ikke mindst kvalitet i materiale, stoflighed og detalje. Utzons Kingohuse Cobe og Vilhelm Lauritzen Arkitekters Krøyers Plads er gode eksempler på nyere sammenhænge af kvalitative miljøer.

Særligt når der bygges nyt i et eksisterende område, kritiseres det moderne byggeri ofte for at skille sig ud, snarere end at tilpasse sig, og for dermed at skæmme det samlede indtryk af et område. Og vi kan alle undres, når det sker og spørge: Hvor – og hvorfor – gik det galt?

Men svaret er ikke så enøjet som facebookgruppen Arkitekturoprøret ofte giver udtryk for. Langt hen ad vejen handler det om, at vores byggede miljø bliver til på baggrund af mange forskellige interesser.

De private aktører, der bidrager til at udvikle byen, er primært optaget af investeringen i deres egen matrikel, og de har ikke nødvendigvis forståelse for eller fokus på sammenhængen i og kvaliteten af det lokale bymiljø. Hvilket desværre ofte medfører skrabede arkitektoniske løsninger og mere eller mindre standardiserede projekter, der genbruges over hele Danmark.

Lokale arkitekturpolitiker kan højne kvaliteten

Men kommunerne kan stille krav om noget andet og mere. Det er politikernes interesse og ansvar at være med til at sikre byens og kommunens samlede kvalitet, både i form af bevarelse af kulturarven og udvikling af nye bygninger og byrum, der kan stå i flere hundrede år.

Lokalplanen er ét af de redskaber. Desværre er der mange eksempler på, at lokalplanen ikke er nok til at sikre, at det, der bygges, passer ind i omgivelserne og bidrager positivt til det samlede indtryk.

De gængse planredskaber bør derfor understøttes af en arkitekturpolitik og en forvaltning, der kan sikre at alle de aktører, der bidrager til at udvikle byen, kender til kommunens retningslinjer og kvalitetskrav.

I de kommuner, hvor de har succes med at føre arkitekturpolitik, skyldes det en kombination af høj politisk prioritet og de rette arkitektfaglige kompetencer

I de kommuner, hvor de har succes med at føre arkitekturpolitik, skyldes det en kombination af høj politisk prioritering og de rette arkitektfaglige kompetencer. Og ikke mindst at borgerne har været med til at insistere på arkitektonisk og bymæssig kvalitet.

For arkitekturpolitik handler ikke om at agere smagsdommere. Arkitekturpolitik er et dialogredskab, som kommunen kan bruge til at udstikke retningslinjer for både bygherrer, udviklere og deres rådgivere – og for de forvaltninger, der er involveret i byens fysiske udvikling.

Arkitektonisk kvalitet er svær at sætte på formel. Men alligevel kan vi næsten altid blive enige om skønheden i det historiske bycenter, et ældre villakvarter eller et smukt landskab. Hvis vi sammen kan blive bedre til at analysere og tale om, hvad denne enighed baserer sig på, bliver det nemmere både at passe på, men også at udvikle byen med hensyn til de eksisterende kvaliteter.

Det bliver nemmere at bevare og udvikle skønheden i arkitekturen – og nemmere for politikerne at tage ansvar.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2025 Arkitekturoprøret

Tema af Anders Noren — Op ↑