Arkitekturoprøret

Lad os bygge smukt igen

Side 4 af 36

Problemet ligger ikke i Gentofte. Berlingske d. 1/6 – 2024.

    Øregaard Gymnasium i Gentofte.

Vi har dette indlæg i Berlingske:

“I Berlingske den 27. maj omtales en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der viser, at indkomstudviklingen i Gentofte er højere end i andre kommuner. Man konkluderer, at vi bevæger os væk fra hinanden og kommer til at bo i et mere opdelt samfund. Vi mister samhørighed med andre befolkningsgrupper.

Problemet med opdeling og parallelsamfund er væsentligt. Det vokser, og det er skræmmende. Men i så høj grad at fokusere på Gentofte Kommune (som i øvrigt sender 62% af sine skatteindtægter videre til andre kommuner) er uhensigtsmæssigt. Problemet opstår, fordi befolkningens flertal foretrækker at bo der, hvor de gode bymiljøer findes. Og det kan der ikke laves om på. Ligesom folk med mange penge køber dyre biler, vælger de også at bo godt. De ønsker hyggelige og trygge omgivelser. Og de fravælger atmosfæreløse forstadskvarterer. Dem er der bygget hundredvis af gennem de seneste mange årtier, men der er kun få i Gentofte.

Så problemet ligger ikke i Gentofte. Det ligger i alle de kommuner, der har bygget (og desværre bliver ved med at bygge) ”moderne” ensformige, kasseformede boligblokke. Meningsmålinger fra de andre nordiske lande viser, at et stort flertal foretrækker byggeri i traditionel stil, og ejendomspriserne beviser, at det samme gælder i Danmark.

Vejen frem er at bygge nye boligkvarterer i traditionel stil i forstæderne, hvor grundpriserne er lave. Det gør man nu i mange andre europæiske lande. På den måde kan der skabes billige boliger, som er attraktive for alle indkomstgrupper, så befolkningen blandes. Og når der er bygget tilstrækkeligt mange, vil presset mod de gode, ældre byområder aftage, med faldende boligpriser til følge. Kunne Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ikke forske i den samfundsgavnlige effekt heraf?

 

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret”

 

Dokumentation:

Befolkningsflertallet foretrækker klassisk frem for modernistisk byggeri. – Arkitekturoprøret (arkitekturoproeret.dk)

Nye bykvarterer i traditionel eller klassisk stil. – Arkitekturoprøret (arkitekturoproeret.dk)

 

Logikken mangler. Politiken d. 11/3 -2024.

   

Før og efter saneringen i Adelgade/Borgergade (Helsingørgade).

Politiken har bragt dette indlæg:

“Andreas Kønig skrev d. 27/2 her i Politiken, at vi alle er bange for forandring. ”Riv nu Palads og alt det andet gamle lort ned” var hans opfordring. Han indrømmede, at han ikke selv kan lide moderne byggeri. Men alligevel mener han, at det er nødvendigt at ødelægge det bestående for at skabe fremskridt.

Hans artikel illustrerer noget centralt i arkitekturdebatten: Fraværet af logik. Hans eneste argument er den ubegrundede påstand, at nedrivning fører til fremskridt. Erfaringen viser det modsatte, men det synes ikke at bekymre. Der er næppe mange, der vil påstå, at de store nedrivninger i Adelgade/Borgergade, Pilestræde/Landemærket eller den sorte firkant på Nørrebro har ført til fremskridt. De har skabt tristesse, hvor der før var et levende bymiljø.

Så hvorfor har Andreas Kønig så travlt med at rive ned? Modviljen mod moderne byggeri deles utvivlsomt af et flertal i befolkningen. I Arkitekturoprøret afholder vi årlige afstemninger om bedste og dårligste byggerier. Der er aldrig tvivl om, at det moderne byggeri er upopulært. I forbindelse med den norske afstemning, lavede NRK (som svarer til DR) en meningsmåling. 84.000 personer svarede. 87% foretrak traditionelt byggeri frem for moderne.

Måske skulle vi vente med at rive alt det gamle lort ned, indtil arkitekterne har fundet ud af at bygge noget, som folk kan lide.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret.”

Det er slut med den maskuline arkitektur. Berlingske d. 7/3 – 2024.

   Fra Folkemødet i 2016.

Vi har dette indlæg i Berlingske:

Ane Cortzen beskrev her i avisen den 2. marts det typiske billede af en arkitekt: en mand i sin bedste alder, klædt i sort, almægtig og alvidende. Skaber af dominerende, maskuline bygninger. Det er sikkert en præcis beskrivelse.

Men jeg har et andet billede i min erindring: På Folkemødet på Bornholm i 2016 deltog jeg i en paneldebat sammen med tre kvindelige arkitekter. Det var viljestærke damer, der ikke stod tilbage for deres mandlige kollegaer. En af dem var Ane Cortzen. Jeg fremførte som min opfattelse, at diskussionen om god eller dårlig arkitektur rammer forbi det væsentlige: at vi skal skabe gode bymiljøer. Som argumentation pegede jeg på, at Nationalbanken i København er blevet anset for stor arkitektur, men den har drænet en hel karré for liv og ødelagt det fine bymiljø, der førhen var.

Det faldt ikke i god jord. Alle tre kvindelige arkitekter irettesatte mig i så skarpe vendinger, at ordstyreren fandt det nødvendigt at komme mig til undsætning for at skabe lidt balance i debatten.

Nu skriver Ane Cortzen, at det er slut med den maskuline arkitektur, fordi den ikke er bæredygtig. Det kan alle vist tilslutte sig. De almægtige og alvidende mænds tid er forbi. Men hvad med de stærke kvinder? Tør man håbe på en større forståelse for væsentligheden af bymiljøet?

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret.

   

Nationalbanken før og nu

 

Berlingskes omtale af Arkitekturoprørets afstemninger i 2024.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2025 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑