Lad os bygge smukt igen

Tag: arkitekturkritik

Politiken Byrummonitor d. 14/1-2021. Tiden er løbet fra modernismen.

Jep Loft: Arkitekter skræmmes af ord som ‘pastiche’ og ‘nostalgi’, og det skæmmer bybilledet

Det har været et fast princip blandt folk i byggebranchen, at man skal bygge huse, der er deres egen tid bevidst. Alt andet er blevet anset som forlorent. Og derfor er vi ikke kommet videre. Derfor har vi bebygget Teglholmen og alle de andre nyere kvarterer så idéforladt.

Jeg sidder med to billeder.

Det ene er fra det klassicistiske København. Det viser huse, der blev bygget i en periode, hvor Danmark var fattigere end nogensinde før eller siden. København var blevet sønderbombet af englænderne, som ovenikøbet havde stjålet byens vigtigste arbejdsplads, flåden. Staten var gået bankerot.

Det andet er et billede af byggeri fra vores egen tid, nu hvor Danmark er rigere end nogensinde. Det er fra havnen i Horsens, men det kunne være fra snesevis af andre steder, hvor byggeri er under opførelse

Mon ikke de fleste vil være enige i, at noget er gået galt? Men i flere menneskealdre har vi set på deprimerende trist nybyggeri, uden at nogen har gjort noget effektivt for at få det standset. Arkitekturkritikken har svigtet.

Tabersag at forsvare bagudskuende nybyggeri

Hvordan har det kunnet ske?

Sandsynligvis fordi alle bliver skræmt, når de hører ord som ’nostalgi’, ’pastiche’, ’romantik’ og lignende. Det har været en tabersag at forsvare nybyggeri i en stil fra en tidligere tidsalder – selv om de fleste kan se, at bykvartererne fra før Første Verdenskrig har langt mere liv og atmosfære end de kedelige forstadskvarterer, som er blevet bygget de seneste 100 år.

Arkitekturdebatten har været elitær

Arkitekturdebatten har været elitær. Blandt fagfolk har der ikke været megen lydhørhed over for kritik fra lægfolk. Men det væsentlige er ikke spørgsmålet om god eller dårlig arkitektur. Det væsentlige er vores bymiljøer. Dem har kun få talt om. De seneste 100 års værdinormer for god arkitektur har været ødelæggende for bymiljøerne.

Det har været et fast princip blandt folk i byggebranchen, at man skal bygge huse, der er deres egen tid bevidst. Alt andet er blevet anset som forlorent. Og derfor er vi ikke kommet videre. Derfor har vi bebygget Teglholmen og alle de andre nyere kvarterer så idéforladt.

Arkitekturoprøret kæmper mod uret

Men løsningen er ikke at bygge i en svunden tids stil. Løsningen er at ændre vores egen tids byggestil til noget bedre. Der er en stigende erkendelse af, at tiden er løbet fra modernismen. Den er umenneskelig og hensynsløs, og den skaber dårlige bymiljøer. Men alligevel er vi ikke kommet fri af den. Man har vænnet sig til, at nye huse ikke skaber gode bymiljøer, og at de slår de gamle bymiljøer i stykker, når der rives ned for at bygge nyt.

Ingen har haft mod eller evne til at skabe det afgørende brud. Men selvfølgelig kommer det. Før eller siden. Intet varer evigt. Tragedien er, at modernismen nu har domineret i 100 år, og i den tid er 90 procent af alle eksisterende bygninger opført.

Man kan ikke se på billedet fra Horsens om husene ligger i Danmark eller i Kina

I Arkitekturoprøret kæmper vi mod uret. For hver måned, der går, ødelægges uerstattelige værdier som følge af nedrivninger, og chancer forspildes i form af nye, kedelige bykvarterer, som kunne være blevet fantastiske. Som på havnene – ikke bare Københavns, men også på alle de mange andre, hvor nybyggeri har forringet havnemiljøet.

Danmark eller Kina?

Der skal tænkes nyt. Og det nye må nødvendigvis indebære et opgør med modernismen. Indtil for 100 år siden var arkitekturen baseret på århundreders erfaring, håndværksmæssig kunnen, æstetisk sans og sund fornuft. Meget af det bør igen komme til sin ret. Men på en ny måde.

Ligesom bilbranchen genopfinder sig selv og introducerer nye og bedre modeller baseret på klassisk design. Man kan let se forskel på en Fiat og en Morris. Nu, såvel som for 60 år siden. De har hver især bevaret deres særpræg.

Man kan næppe være i tvivl om, at det første af de to ovenstående billeder er fra Danmark. Vi havde dengang en dansk byggetradition. Men man kan ikke se på billedet fra Horsens, om husene ligger i Danmark eller i Kina.

I Arkitekturoprøret føler vi os overbeviste om, at et flertal i befolkningen deler vores fortvivlelse. Og vi er som sagt ikke i tvivl om, at der kommer bedre tider.

Danmark har det held, at det klassicistiske byggeri fra første halvdel af 1800-tallet (som vist på det første billede) er noget af det smukkeste i verden. Det er enkelt og elegant, og der er intet forlorent eller opstyltet ved det.

Man kan ikke forestille sig noget bedre grundlag at arbejde videre på. Det er bare om at komme i gang.

Politiken Byrum d. 13/8-2020. Fagfolk bør lære at lytte til kritikken.

 

Arkitekturoprøret har et indlæg i Politiken Byrum i dag. Læs det her.

Jep Loft svarer retoriker: Arkitekturoprøret er ikke skabt, så lægfolk kan lære at forstå fagfolk, men så fagfolk lærer at lytte til kritikken

Arkitekterne er begyndt at lytte til Arkitekturoprøret, oplever foreningens formand, Jep Loft. Men byplanlæggerne har stadig meget at lære af de seneste årtiers kritik af modernistiske byrum, skriver han i dette debatindlæg.

DEBAT

Tak til Marcello Morns for indlægget i Politiken Byrum 3. august. Vi er glade for, at han ikke længere betragter Arkitekturoprøret som en latterlig samling brokkehoveder, og at han anerkender behovet for og værdien af debatten på vores hjemmeside og på Facebook.

Han skriver:

»Når en byggeekspert gør sig forståelig for lægfolk, er ekspertens perspektiv også forståeligt. Ekspertens betragtninger kan blive til redskaber, som lægfolk kan benytte til at forstå, hvad der sker med byggeriet lige nu.«

Vores ønske er dog nok snarere det omvendte: At fagfolk begynder at lytte til kritik og lære af de mange fejl, der i årevis er begået – både i form af hensynsløst nybyggeri i gamle bydele og i form af kedeligt byggeri i nye bydele. Og ønsket er blevet opfyldt, for så vidt at mange arkitekter giver os ret i vores kritik.

Mon ikke vi kan blive enige om, at der er mere byliv og atmosfære i Københavns Indre By og i brokvartererne end i Ørestad?

Det, vi mangler at se, er, at der også sker noget med byggeriet: at byplanlæggerne begynder at lære af de ældre bykvarterers charme og lægger linealen væk; at arkitekterne tør gøre sig fri af de seneste 100 års angst for ikke at være moderne; at arkitektskolerne begynder at undervise i betydningen af helheder med sammenhæng og harmoni; at bygherrerne indser beliggenhedsværdien af huse, som indgår i et rigtigt bymiljø; at de kommunale forvaltninger følger med tiden og forlader tidligere tiders forfejlede praksis, og at politikerne begynder at interessere sig for den kulturarv, som de ældre bymiljøer repræsenterer.

Vi taler hellere om bymiljø end om arkitektur

Marcello Morns skriver videre:

»I sidste ende er smag subjektivt, og man kan ende med at diskutere sig til blods i forsøget på at nå en fælles opfattelse af skønhed. Det er ikke så vigtigt, at man er enige på det punkt.«

Det er nok rigtigt. Derfor taler vi hellere om bymiljø end om arkitektur. Og mon ikke vi kan blive enige om, at der er mere byliv og atmosfære i Københavns Indre By og i brokvartererne, end i Ørestad?

Det er vigtigt at nå til enighed på det punkt. Vi forspildte en enestående mulighed, da vi byggede kedelige, moderne boligblokke på havnearealer overalt i landet.

Tænk, hvad der kunne være skabt af havnemiljøer, hvis man havde prøvet at ramme stedernes ånd – selv om de var forskellige fra tidsånden. Det var der ingen, der turde. Ikke alene er byggerierne kedelige – de har gjort skade på det miljø, der var. De har taget fra omgivelserne og intet givet tilbage.

Arkitekturoprøret sigter højere end at være forum for debat. Vi håber at ændre på en forfejlet praksis, der har været fulgt i flere menneskealdre.

© 2024 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑