Tag: borgerinddragelse
Kære kommunalpolitikere.
I har en svær opgave. I skal skabe udvikling og fremskridt i jeres kommuner. Men samtidigt er det jer, der skal passe på vores vigtigste kulturarv: bymiljøerne. Kan begge dele lade sig gøre samtidigt? Det ser ikke sådan ud. I Frankrig løste man det problem for næsten 60 år siden ved, at staten greb ind. Der findes titusindvis af fantastiske, uspolerede bymiljøer i Frankrig. I Danmark overlod man opgaven til det kommunale selvstyre. Vi har under 20 velbevarede byer tilbage. Det blev ikke folkeviljen, men pengemagten, der sejrede.
Arkitekturoprøret er et talerør for den (store) del af befolkningen, som er fortvivlet over utilpasset byggeri i ældre bykvarterer og kedeligt byggeri i nye byområder. Vi bekymrer os om bymiljøer, hvilket er noget andet end arkitektur. I de seneste 100 år har værdinormerne for god arkitektur har været ødelæggende for bymiljøerne. Den moderne arkitektur har været menneskefjendsk. 90% af bygningsmassen er opført efter Første Verdenskrig, men der er ikke skabt et eneste nyt bykvarter med atmosfære og liv, som de ældre kvarterer har. Samtidig har man med utilpasset nybyggeri gjort stor skade på de ældre bydele.
De gode bymiljøer giver tryghed, trivsel og mindre kriminalitet og de tiltrækker gode skatteborgere. Alligevel er der ikke blevet passet på dem. I de seneste 50 år er der sket store fremskridt for naturmiljøerne. Men for bymiljøerne er det gået støt tilbage. I har lyttet til naturelskerne. Vil I lytte til os?
Udvikling og tilbageskridt.
De ødelæggende nedrivninger i de gamle bykerner fører til det modsatte af udvikling og fremskridt. Man slår noget værdifuldt i stykker, man ødelægger sammenhæng og harmoni. Hvor mange byer har ikke en helt utilpasset og fejlplaceret bankbygning på deres torv? Nu bygges der højhuse overalt. Men de egner sig ikke til vores breddegrader, hvor solen står lavt. De kaster lange skygger, skaber vind (og støj) og gør gadeplanet øde. Og de slår sammenhængen i bybilledet i stykker.
Magt og indsigt skal gerne følges ad. For ikke så mange år siden besluttede man at lægge Skjern Å i en kanal. Det medførte en miljøkatastrofe, millioner var spildt, og det kostede milliarder at genoprette (en del af) skaderne. I Odense skar man byen midt over med et stort vejanlæg. Nu har man indset, at det var en fejl. Man handlede for at få udvikling og fremskridt. Men beslutningstagerne havde ikke overblik over, hvad de satte i gang. Tænker I nok over konsekvenserne ved at ødelægge et bymiljø?
Her følger vores nytårsønsker til jer:
- Stop nedrivninger.
Nedrivningerne bør stoppes. Ikke alene er de ødelæggende for bymiljøerne; de er et ressourcespild (jfr. en Rambøll-rapport fra oktober 2020). Det er uforeneligt med indsatsen for bæredygtighed. Hvor mange dage, uger eller måneder skal borgerne i Aarhus sortere affald for at opveje spildet ved de stedfundne og planlagte nedrivninger?
- Tidlig borgerinddragelse.
Vi ønsker tidlig borgerinddragelse – inden det er for sent, og med det formål at lytte til borgerne. Borgermøder bør ikke være skueprocesser (som dem, der fandt sted om BLOX i København og om Nyborg Slot) og heller ikke møder, hvor en stakkels kommunalt ansat står alene overfor 200 rasende borgere (som mødet om det nu opgivne højhus på Jagtvej i København).
- Bevarende lokalplaner.
Alle kommuner med gamle bykerner bør udarbejde bevarende lokalplaner. Ikke alene er det nødvendigt for kulturarven. Det vil også spare kommunen for en masse sager, hvor bygherrer eller developere har øjnet muligheder for at tjene penge på bymiljøets bekostning. Hvis det på forhånd er kendt, at bykernen er beskyttet, finder de andre muligheder. Og kulturarven skal ikke bringes i risiko, hver gang flertallet i kommunalbestyrelsen skifter (som det skete i København for 15 år siden, da 100 års praksis blev opgivet og der pludseligt blev åbnet for højhuse overalt med et resultat, at byens ’skyline’ med de mange tårne nu forsvinder). Københavns Kommune har nu besluttet at udarbejde lokalplaner for Indre By og Christianshavn. Tak for det.
- Ændring af fredningsloven.
Man skal kunne frede helheder, ikke kun enkelte bygninger. Det har været et ønske i mange år, men KL forhindrede, at det kom ind i fredningsloven i 2010. Det er helheder, der skaber et miljø. Der er også brug for at genindføre flere fredningsklasser, så man kan frede en facade og lade husejeren gøre, hvad han vil med det indvendige.
- Farvel til modernismen.
Noget tyder på, at modernismens tid nu – efter 100 år – endelig er ved at rinde ud. Intet varer evigt, og folkestemningen har længe været på vores side. Det nye er, at mange arkitekter i løbet af 2020 har erklæret sig enige i Arkitekturoprørets synspunkter. Man kan ikke se på et nybygget hus, om det ligger i Danmark eller i Kina. Men mange byer har stadig bevaret en egenart på trods af den medfart, de har været udsat for. Find tilbage til jeres egne rødder og bed bygherrer og arkitekter arbejde videre med dem. Tiden er allerede løbet fra de triste betonklodser, der overalt i landet er under opførelse nu. Lad os bygge rigtige byer igen.
Godt Nytår.
Jep Loft, formand
Arkitekturoprøret
HVAD KAN VI LÆRE AF SAGEN OM NYBORG SLOT?
Den 17/12-2020 gav Miljø- og Fødevareklagenævnet fire klagere medhold og kendte det store byggeri af et moderne formidlingscenter på Nyborg Slot ulovligt. Direktøren for Slots- og Kulturstyrelsen udtalte: ”Vi har netop haft et møde i styregruppen bag projektet, hvor vi har drøftet klagenævnets afgørelse. Vi tager naturligvis klagenævnets afgørelse til efterretning, og selvom det er en hård besked at få, så er vi samtidig utrolig stolte af de dele af projektet, vi allerede nu har fået gennemført. (…) Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad der skal ske herfra. Vi vil snarest muligt samle parterne bag projektet og drøfte, hvad der nu skal ske.”
Der var ingen beklagelse over styrelsens rolle i sagen, ingen fortrydelse. Man kunne næsten få det indtryk, at han gerne ville indbringe klagenævnets afgørelse for domstolene. Jeg havde gerne set, at direktøren havde vedkendt sig et ansvar for, at sagen kom så vidt.
Byggeprojektet kom for de fleste som en tyv om natten. Det blev reelt først offentligt kendt i 2016, da det var for sent at ændre noget. Arkitektkonkurrencen var gennemført, tegningerne lå klar, og pengene fra fondene var skaffet. Nyborg Kommune og Østfyns Museer var begejstrede. Kommunen havde givet nedrivningstilladelser. Og Slots- og Kulturstyrelsen var garant for projektet. Der ville blive dispenseret fra fredningen af voldanlægget. Det særlige Bygningssyn var blevet holdt i uvidenhed. Der havde ikke været noget debat om, hvorvidt der overhovedet skulle bygges et moderne formidlingscenter klos op ad det gamle slot. Det var et kup. De fleste kommuner ønsker borgerinddragelse. Men åbenbart ikke Nyborg.
Tilhængerne af projektet har peget på, at klagenævnets afgørelse var snæver, fire stemmer mod tre. Jeg gætter på, at det havde været fem mod to eller seks mod én, hvis klagen var blevet behandlet på et tidligt tidspunkt. Det har krævet mod at standse et projekt, der allerede var kommet så langt.
Styrelsens ansvarlige enhedschef fortsatte i pressen med at lovprise det ulovlige projekt. Til Politiken Byrummonitor sagde hun d. 18/12-2020: ”Der er blevet malet et billede af projektets nye bygninger, der ikke stemmer overens med det velafbalancerede projekt, der var blevet udviklet. Der har desværre været nogle stemmer, der sagde, at det her glas og stål er forfærdeligt. Det er jo ikke korrekt”. Hun angriber således nævnets afgørelse for at være baseret på et forkert grundlag.
En styrelse bør ikke bevæge sig ud på kanten af loven og anlægge kreative fortolkninger af fredningsbestemmelserne, såsom at ”kulturarven formidles bedst ved en moderne gendigtning af anlægget”. Styrelser skal bevæge sig på sikker grund. En fredning går primært ud på at bevare, beskytte og fremtidssikre, ikke på at formidle og gendigte. Man freder, fordi noget skal lades i fred. Men naturligvis skal bygningerne kunne have en hensigtsmæssig funktion.
Slots- og Kulturstyrelsen er havnet i en ydmygende position. Den har både været ejer, bygherre og dispenserende myndighed. Ikke overraskende godkendte den sit eget projekt og ophævede fredningen. Kunne man forestille sig andet? Selv om der er to forskellige afdelinger i styrelsen, har de jo samme direktør, og han havde godkendt, at man i flere år havde arbejdet på projektet. Det ville da se mærkeligt ud, hvis den ene afdeling i en styrelse brugte tusindvis af timer på et projekt, som den anden afdeling derefter erklærede ulovligt. Det var en umulig konstruktion, at styrelsen havde flere kasketter på. Hvis den vil agere bygherre, bør den holde sig inden for reglerne og ikke selv dispensere fra dem.
Styrelsen havde ikke benyttet sig af Det særlige Bygningssyn, som er rådgivende i fredningssager. Synet blev ikke involveret før vinderprojektet var kåret, og det blev kun rådspurgt om arkitektoniske detaljer. Måske havde det alligevel ikke gjort nogen forskel, for bygningssynets formand var arkitekten bag projektet, hvilket også må synes ejendommeligt. Efter sigende erklærede han sig inhabil, da projektet blev behandlet. Kunne man forestille sig, at synet ville underkende dets egen formand, mens han stod uden for døren?
Styrelsen er tilfreds med sin rolle som affredende myndighed. Enhedschefen udtalte ved samme lejlighed: ”Bymiljøer og bevaringsværdige bygninger skal ikke beskyttes af Slots- og Kulturstyrelsen, men af kommunerne. Det er derfor, der er gennemført affredninger, og det har ikke har noget med Nyborg Slot at gøre.” Et besynderligt ræsonnement. Fredning stiller en bygning under statens beskyttelse. Når styrelsen affreder bygningen, skifter den status til ’bevaringsværdig’ og overgår til den kommunale forvaltning. Mange kommuner har ikke problemer med at give nedrivningstilladelser for bevaringsværdige ejendomme. Det ser vi løbende. I Nyborg skyndte kommunen sig at give tilladelse til nedrivning af de to gamle huse i slotsgården. De forsvandt meget hurtigt, længe inden projektet var godkendt i styrelsen. Hvorfor hastede det sådan?
Styrelsen mener åbenbart, at den skal affrede for at flytte ansvaret til kommunerne, hvor det hører hjemme. Bymiljøer interesserer ikke styrelsen. Omkring 400 huse blevet affredet siden 2010 – med den begrundelse, at bygningerne ikke indeholder tilstrækkeligt med fredningsværdier eller ikke længere er, som de var, da de blev fredet.
Hvis f.x. vinduerne er blevet udskiftet, kan styrelsen beslutte, at huset ikke længere bør beskyttes af fredning. Det svarer til, at hvis en landmand ved en fejl har pløjet et hjørne af en gravhøj, ophæver man fredningen, så han også kan pløje resten væk.
Hvad har vi lært?
Kommuner bør involvere borgerne, inden det er for sent. Er der tale om sager af ikke kun lokal men national betydning, bør hele landet involveres. Og denne sag, der drejer sig om en kongeborg, vedrørte ikke bare Nyborgs borgere, men os alle sammen.
Styrelser skal ikke ’satse’ eller afprøve lovens grænser. De skal holde sig på sikker grund. De skal heller ikke have flere kasketter på og dispensere fra reglerne i deres egen sag.
Der bør laves nye regler for, hvornår man inddrager Det særlige Bygningssyn. I store sager som Nyborg Slot, bør det høres allerede i idéfasen. Og heller ikke dér bør man acceptere risiko for inhabilitet.
Realdania administrerer en formue, der er skabt af tusindvis af almindelige låntagere. Den bør ikke bruges på projekter, der gør utallige mennesker fortvivlede.
Kulturministeren bør overveje, om Slots- og Kulturstyrelsen beskæftiger sig med de rette opgaver. Den skal sikre fortidsmindernes fremtid, men ikke lave moderne gendigtninger og tivoliserende formidlingsprojekter. Og i stedet for at affrede, burde den arbejde for en ændring af fredningsloven, så den giver hjemmel til det, der virkelig er behov for: fredning af helheder og fredning af facader (svarende til B-fredning under en tidligere lov). Det er helt nødvendigt at genindføre systemet med flere fredningsklasser.
Endelig bør kulturministeren se på, hvordan kommunerne forvalter vores bygningskulturarv. Nogle få kommuner har gjort det godt. Men for flertallets vedkommende må man desværre konkludere, at kommunerne ikke prioriterer opgaven særligt højt. I modsætning til forvaltningen af naturmiljøerne er der ikke sket nogen forbedring af forvaltningen af bymiljøerne i de seneste 50 år. De fynske borgmestres negative reaktion på klagenævnets afgørelse illustrerer problemets omfang.
Nyborg Slot – Kulturministeren burde gribe ind
og her:
Klik på “BYVURDERINGER” i bjælken øverst for at se, hvordan kommunerne har forvaltet bevaringsopgaven.
Seneste kommentarer