Lad os bygge smukt igen

Tag: bygningsfredning

HVAD KAN VI LÆRE AF SAGEN OM NYBORG SLOT? Kronik i Jyllandsposten d. 27/12 -2020.

 

HVAD KAN VI LÆRE AF SAGEN OM NYBORG SLOT?

Den 17/12-2020 gav Miljø- og Fødevareklagenævnet fire klagere medhold og kendte det store byggeri af et moderne formidlingscenter på Nyborg Slot ulovligt. Direktøren for Slots- og Kulturstyrelsen udtalte: ”Vi har netop haft et møde i styregruppen bag projektet, hvor vi har drøftet klagenævnets afgørelse. Vi tager naturligvis klagenævnets afgørelse til efterretning, og selvom det er en hård besked at få, så er vi samtidig utrolig stolte af de dele af projektet, vi allerede nu har fået gennemført. (…) Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad der skal ske herfra. Vi vil snarest muligt samle parterne bag projektet og drøfte, hvad der nu skal ske.”

Der var ingen beklagelse over styrelsens rolle i sagen, ingen fortrydelse. Man kunne næsten få det indtryk, at han gerne ville indbringe klagenævnets afgørelse for domstolene. Jeg havde gerne set, at direktøren havde vedkendt sig et ansvar for, at sagen kom så vidt.

Byggeprojektet kom for de fleste som en tyv om natten. Det blev reelt først offentligt kendt i 2016, da det var for sent at ændre noget. Arkitektkonkurrencen var gennemført, tegningerne lå klar, og pengene fra fondene var skaffet. Nyborg Kommune og Østfyns Museer var begejstrede. Kommunen havde givet nedrivningstilladelser. Og Slots- og Kulturstyrelsen var garant for projektet. Der ville blive dispenseret fra fredningen af voldanlægget. Det særlige Bygningssyn var blevet holdt i uvidenhed. Der havde ikke været noget debat om, hvorvidt der overhovedet skulle bygges et moderne formidlingscenter klos op ad det gamle slot. Det var et kup. De fleste kommuner ønsker borgerinddragelse. Men åbenbart ikke Nyborg.

Tilhængerne af projektet har peget på, at klagenævnets afgørelse var snæver, fire stemmer mod tre. Jeg gætter på, at det havde været fem mod to eller seks mod én, hvis klagen var blevet behandlet på et tidligt tidspunkt. Det har krævet mod at standse et projekt, der allerede var kommet så langt.

Styrelsens ansvarlige enhedschef fortsatte i pressen med at lovprise det ulovlige projekt. Til Politiken Byrummonitor sagde hun d. 18/12-2020: ”Der er blevet malet et billede af projektets nye bygninger, der ikke stemmer overens med det velafbalancerede projekt, der var blevet udviklet. Der har desværre været nogle stemmer, der sagde, at det her glas og stål er forfærdeligt. Det er jo ikke korrekt”. Hun angriber således nævnets afgørelse for at være baseret på et forkert grundlag.

En styrelse bør ikke bevæge sig ud på kanten af loven og anlægge kreative fortolkninger af fredningsbestemmelserne, såsom at ”kulturarven formidles bedst ved en moderne gendigtning af anlægget”. Styrelser skal bevæge sig på sikker grund. En fredning går primært ud på at bevare, beskytte og fremtidssikre, ikke på at formidle og gendigte. Man freder, fordi noget skal lades i fred. Men naturligvis skal bygningerne kunne have en hensigtsmæssig funktion.

Slots- og Kulturstyrelsen er havnet i en ydmygende position. Den har både været ejer, bygherre og dispenserende myndighed. Ikke overraskende godkendte den sit eget projekt og ophævede fredningen. Kunne man forestille sig andet? Selv om der er to forskellige afdelinger i styrelsen, har de jo samme direktør, og han havde godkendt, at man i flere år havde arbejdet på projektet. Det ville da se mærkeligt ud, hvis den ene afdeling i en styrelse brugte tusindvis af timer på et projekt, som den anden afdeling derefter erklærede ulovligt. Det var en umulig konstruktion, at styrelsen havde flere kasketter på. Hvis den vil agere bygherre, bør den holde sig inden for reglerne og ikke selv dispensere fra dem.

Styrelsen havde ikke benyttet sig af Det særlige Bygningssyn, som er rådgivende i fredningssager. Synet blev ikke involveret før vinderprojektet var kåret, og det blev kun rådspurgt om arkitektoniske detaljer. Måske havde det alligevel ikke gjort nogen forskel, for bygningssynets formand var arkitekten bag projektet, hvilket også må synes ejendommeligt. Efter sigende erklærede han sig inhabil, da projektet blev behandlet. Kunne man forestille sig, at synet ville underkende dets egen formand, mens han stod uden for døren?

Styrelsen er tilfreds med sin rolle som affredende myndighed. Enhedschefen udtalte ved samme lejlighed: ”Bymiljøer og bevaringsværdige bygninger skal ikke beskyttes af Slots- og Kulturstyrelsen, men af kommunerne. Det er derfor, der er gennemført affredninger, og det har ikke har noget med Nyborg Slot at gøre.” Et besynderligt ræsonnement. Fredning stiller en bygning under statens beskyttelse. Når styrelsen affreder bygningen, skifter den status til ’bevaringsværdig’ og overgår til den kommunale forvaltning. Mange kommuner har ikke problemer med at give nedrivningstilladelser for bevaringsværdige ejendomme. Det ser vi løbende. I Nyborg skyndte kommunen sig at give tilladelse til nedrivning af de to gamle huse i slotsgården. De forsvandt meget hurtigt, længe inden projektet var godkendt i styrelsen. Hvorfor hastede det sådan?

Styrelsen mener åbenbart, at den skal affrede for at flytte ansvaret til kommunerne, hvor det hører hjemme. Bymiljøer interesserer ikke styrelsen. Omkring 400 huse blevet affredet siden 2010 – med den begrundelse, at bygningerne ikke indeholder tilstrækkeligt med fredningsværdier eller ikke længere er, som de var, da de blev fredet.

Hvis f.x. vinduerne er blevet udskiftet, kan styrelsen beslutte, at huset ikke længere bør beskyttes af fredning. Det svarer til, at hvis en landmand ved en fejl har pløjet et hjørne af en gravhøj, ophæver man fredningen, så han også kan pløje resten væk.

 

Hvad har vi lært?

Kommuner bør involvere borgerne, inden det er for sent. Er der tale om sager af ikke kun lokal men national betydning, bør hele landet involveres. Og denne sag, der drejer sig om en kongeborg, vedrørte ikke bare Nyborgs borgere, men os alle sammen.

Styrelser skal ikke ’satse’ eller afprøve lovens grænser. De skal holde sig på sikker grund. De skal heller ikke have flere kasketter på og dispensere fra reglerne i deres egen sag.

Der bør laves nye regler for, hvornår man inddrager Det særlige Bygningssyn. I store sager som Nyborg Slot, bør det høres allerede i idéfasen. Og heller ikke dér bør man acceptere risiko for inhabilitet.

Realdania administrerer en formue, der er skabt af tusindvis af almindelige låntagere. Den bør ikke bruges på projekter, der gør utallige mennesker fortvivlede.

Kulturministeren bør overveje, om Slots- og Kulturstyrelsen beskæftiger sig med de rette opgaver. Den skal sikre fortidsmindernes fremtid, men ikke lave moderne gendigtninger og tivoliserende formidlingsprojekter. Og i stedet for at affrede, burde den arbejde for en ændring af fredningsloven, så den giver hjemmel til det, der virkelig er behov for: fredning af helheder og fredning af facader (svarende til B-fredning under en tidligere lov). Det er helt nødvendigt at genindføre systemet med flere fredningsklasser.

Endelig bør kulturministeren se på, hvordan kommunerne forvalter vores bygningskulturarv. Nogle få kommuner har gjort det godt. Men for flertallets vedkommende må man desværre konkludere, at kommunerne ikke prioriterer opgaven særligt højt. I modsætning til forvaltningen af naturmiljøerne er der ikke sket nogen forbedring af forvaltningen af bymiljøerne i de seneste 50 år. De fynske borgmestres negative reaktion på klagenævnets afgørelse illustrerer problemets omfang.

 

Læs også her:

Nyborg Slot – Kulturministeren burde gribe ind

og her:

Rundetårn skal revitaliseres.

Klik på “BYVURDERINGER” i bjælken øverst for at se, hvordan kommunerne har forvaltet bevaringsopgaven.

 

Berlingske d. 20/7-2020. Naturmiljø og bymiljø.

Arkitekturoprøret har leveret dagens kronik.

Af Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret

Man bliver så glad, når man læser om alt det gode, der gøres for at beskytte og pleje naturmiljøerne. Vi har længe passet på naturområderne, og vi har genoprettet skete skader – f.x. genslynget åer og genskabt søer. Økologisk landbrug vinder frem. Myndighederne har udfoldet store anstrengelser, og private fonde har i mange år købt jord op. Der er etableret nationalparker og geoparker, og der skal plantes nye ”folkeskove”. Vi får skovlandbrug og vand tilbage i landskabet. Og nu skal vi endda have naturnationalparker med mere vild og uberørt natur og store, vildtlevende dyr. Flere skove skal ophøre med kommerciel drift. Lutter gode nyheder for naturen. Måske vil der en dag gå skovelefanter frit rundt på en ø.

Alt det gør kontrasten til bymiljøbeskyttelsen mere iøjnefaldende. Der er ingen, der passer på vores bymiljøer. Tværtimod kommer der løbende nedrivninger og nybyggeri, som ødelægger sammenhæng og harmoni. Ingen genopretter de store skader, der er sket de seneste 60 år, og der er ikke skabt nye byområder med liv og atmosfære i de seneste 100 år.

Naturmiljø og bymiljø.

Naturmiljø og bymiljø er ellers to sider af samme sag. Vi befinder os godt i naturen og ligeledes i de gode bymiljøer. Byliv fremmer handel og turisme og påvirker vores livskvalitet. Vi føler os mere trygge i de ældre bydele end i moderne beton-boligområder. Der er mindre kriminalitet. De ældre bykvarterer repræsenterer tilmed vores vigtigste kulturarv. Og eftersom de fleste af os færdes i byerne til hverdag og ikke kommer i naturen nær så ofte, burde der gøres mindst lige så meget for at bevare de gode bymiljøer.

Miljøbeskyttelse reguleres i Planloven, hvis formål ifølge §1 stk 2 er, at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber. Men mens der er gjort virkelig meget for landskaber, er der intet gjort for bebyggelser og bymiljøer. Tværtimod er beskyttelsen af byerne blevet ringere i de år, loven har været gældende.

Det meste af, hvad der gælder for naturmiljøerne, gælder også for bymiljøerne: Fredning, beskyttelse, bevaring af diversitet og genopretning er lige relevant på begge områder. 95% af naturtyperne og 57% af arterne i Danmark er i tilbagegang. For både de ældre bykvarterer og de ældre hustyper er tilbagegangen 100%. Hver måned hører man om nye nedrivninger i ældre bydele over hele landet, og det nye, der bygges, slår som regel harmonien og sammenhængen i bymiljøerne i stykker. Naturen har heldigvis en evne til at regenerere, men de fine, gamle huse kommer aldrig tilbage. De nye folkeskove bliver næppe plantager med lange, lige rækker af grantræer; men de nye bykvarterer består af ensformige, firkantede kasser i byplaner, der er lagt med en lineal. Måske med en masse grønt, men uden byliv, uden diversitet, uden atmosfære.

Vi har et Miljøministerium, en Miljøstyrelse, en Naturstyrelse, et Kystdirektorat, et Miljø- og Naturklagenævn og miljøvejledere overalt i landet; alle passer de på naturen. Politikerne ved, at den grønne frø skal man ikke genere. Og vi har Danmarks Naturfredningsforening som vagthund. Men byerne er ubeskyttede. Slots- og Kulturstyrelsen gør mere skade end gavn.

Bymiljøernes deroute.

Kommunerne bestemmer i nedrivningssager. Men de er ikke indrettet til at forvalte kulturarv. Resultatet er let at få øje på: af Danmarks 76 gamle købstæder har kun de 19 passet godt på deres bykerne, heriblandt Ribe, Haderslev, Ebeltoft, Bogense, Ærøskøbing, Rudkøbing, Helsingør, Allinge og Svaneke. Et lignende antal har nærmest ødelagt deres kulturarv. Det gælder f.eks. Odense, Skive, Slagelse og Næstved. Resten lider under store skader. På Arkitekturoprørets hjemmeside, https://www.arkitekturoproeret.dk/, findes vurderinger af hver enkelt bys helbredstilstand. De er baseret på en optælling af i alt 862 mere eller mindre skadelige indgreb i bykernernes bymiljø.  Frankrig har mange hundrede gange flere gode bymiljøer, end vi har, og de står alle under statens beskyttelse. I Danmark bestemmer kommunerne suverænt. Der er ingen ankeinstans, intet klagenævn.

I mere end 100 tilfælde har banker skadet bymiljøet på torve og hovedstrøg med utilpasset nybyggeri (oftest fra 1960’erne). Særligt hensynsløs var Sparekassen Bikuben, som stod for 26 byggerier. Eksempler herpå kan ses såvel i ellers fine og velbevarede byer som Helsingør, Køge, Faaborg og Aabenraa som i hårdt medtagne byer som Roskilde (på Stændertorvet) og Holstebro.  I cirka 50 tilfælde har kommuner og de daværende amter gjort det samme (oftest i 1970’erne). Eksempler på ødelæggende rådhuse finder man bl.a. i Hjørring, Grenaa og Fredericia. Butikscentre og stormagasiner har ca. 70 betydelige ødelæggelser på samvittigheden. Som eksempler kan nævnes Magasin i København og Aarhus, Salling i Aalborg og Føtex i Odense. Og i de seneste 25 år er der på havne overalt i landet bygget fantasiløse boligblokke, der tager fra miljøet og intet giver tilbage; ikke engang Rudkøbings havn er gået fri. Det var en stor mulighed, der viste sig, da havnearealerne blev ledige, og den blev forspildt.

Hvorfor er der så stor forskel på omsorgen for naturmiljø og bymiljø?

Arkitekternes rolle.

Fagfolkene, der jo burde være bymiljøernes bedste venner, har været deres fjender. Biologer står vel normalt på naturmiljøernes side (og kunstnere har normalt kærlighed til og respekt for tidligere tiders værker). Men arkitekter, planlæggere, forvaltningspersoner og fagskribenter har ikke gjort noget for at forhindre nedrivninger, og de har set til med sindsro hvis ikke ligefrem med begejstring, når utilpassede nybygninger har invaderet og ødelagt fine, ældre bymiljøer. Oveni har man bygget kedelige og charmeforladte forstadskvarterer i stedet for at videreføre det, der virker så godt i de ældre bydele. Lægfolks fortvivlelse har intet indtryk gjort. Jeg kan ikke komme i tanker om noget andet fag, der har forvoldt så megen skade som arkitektfaget. Ej heller noget fag, der har i den grad har isoleret sig fra den almindelige, folkelige mening.

Dette paradoks skal muligvis søge sin forklaring i de omvæltninger, der fandt sted inden for mange kunstretninger i begyndelsen af 1900-tallet. Blandt andet ændredes billedkunsten radikalt. Marcel Duchamp udstillede i 1917 en urinal, som er gået over i kunsthistorien som et skelsættende mesterværk. Siden har avantgardistiske kunstværker gjort almindelige mennesker usikre; man vil jo nødigt fremstå som forstokket. Arkitekturen har oplevet en lignende udvikling. Le Corbusiers radikale tanker om moderne skyskraber-byer har påvirket arkitekter over hele verden. Herhjemme hånede og latterliggjorde Poul Henningsen nybyggeri, der ikke fremstod som moderne. Angsten for en sådan udskamning har sandsynligvis martret arkitektstanden lige siden. Uforstående lægfolk (som jeg selv) har gang på gang måttet se ødelæggende nybyggerier blive udråbt som strålende arkitektur, og næsten ingen fagfolk har turdet sige fra. PH har bundet dem på mund og hånd.

Myndighedernes svigt.

Derfor har myndighederne også svigtet. Det er jo fagfolk, der sidder i forvaltningerne. Der er ikke levet op til Planlovens §1 stk. 2. Vi har en fredningslov, der ikke kan det, der er brug for, nemlig at frede hele områder og at frede facader uden at frede det indvendige. Hvad nytter det, at et fint gammelt bindingsværkshus er fredet, når naboejendommen er af beton og glas? Selve fredningen er heller ikke meget værd, når man bare (som det er sket på Nyborg Slot) kan ophæve den, hvis den står i vejen. Og som om det ikke var nok, har lovens vigtigste anvendelse de seneste 10 år (i åben modstrid med lovens hensigt) været affredning af tidligere fredede ejendomme med den mærkværdige begrundelse, at de ikke længere har de kvaliteter, som de havde på fredningstidspunktet. På naturområdet ville det svare til, at en landmand fik lov at pløje en gravhøj helt væk, hvis han ved et ’uheld’ var kommet til at beskadige den lidt. Slots- og Kulturstyrelsen har ikke været bymiljøernes ven.

Kommunerne har ikke magtet opgaven som forvaltere af kulturarv. Kun få har udarbejdet bevarende lokalplaner for deres gamle bykerner. De fleste har vægtet hensynet til ’udvikling’ og ’fremskridt’ højere. Kommunernes Landsforening har et ansvar for, at områdefredning ikke kom med i den nye fredningslov fra 2010. I årene efter Anden Verdenskrig ødelagde man naturen med bl.a. dræning af vådområder og udreting af vandløb i udviklingens og fremskridtets hellige navn. Men man blev klogere. Det viste sig at blive katastrofale tilbageskridt. Det har byggeprojekterne også været. Mange af efterkrigstidens nybygninger i gamle bykerner anvendes i dag til andre formål end de oprindelige. Nogle står tomme som skamstøtter over de fejlslagne vækstplaner. Alle har de slået mere i stykker, end de har gavnet. En enkelt utilpasset bygning på et torv forringer værdien af alle de andre bygninger. Københavns Kommune fandt i 2015 på, at man ville være en by med ’kant’. Men ved den først givne lejlighed nedfilede man den smule kant, der var tilbage i form af Slagtergårdene på Vesterbro, og byggede trivielle boligblokke hen over hele det enestående område – på trods af massive folkelige protester.

Bygherrerne bør tænke nyt.

Bygherrerne bærer et stort ansvar. Banker, kommuner og forretninger har stået bag de største ødelæggelser. Egmont ødelagde Pilestrædekvarteret og vil nu nedrive Paladsteatret. Men hvorfor kan almindelige bygherrer ikke indse, at boliger med en god beliggenhed i et godt bymiljø er mere værd end boliger i et område med forstadspræg? Tænk, hvad der kunne være skabt af gode miljøer på alle landets havne. Det er ikke et spørgsmål om penge. Brokvartererne i København og Aarhus var billigt byggeri, men de er fulde af atmosfære. Det avancerede, men kedelige byggeri i Ørestaden har været dyrere, end mere klassisk funderet byggeri havde været.

Håb om politisk opmærksomhed?

Politikerne har endnu ikke fået øje på, at bymiljøsagen kan blive en folkesag på lige fod med naturmiljøsagen. Det kan man måske ikke bebrejde dem. Vi, der kæmper for sagen, har ikke formået at råbe højt nok. Vi har ikke haft et modstykke til Danmarks Naturfredningsforening. Arkitekturoprøret prøver nu efter fattig evne at spille en tilsvarende rolle, og vi får hundredvis af nye medlemmer i vores Facebookgruppe hver måned. Men vi har ikke det store apparat og de midler, som DN råder over. Heldigvis har vi fået megen støtte i pressen over hele landet. Vi tror, at bedre tider er på vej og ser frem til den dag, hvor bymiljøsagen opnår samme politiske bevågenhed, som naturmiljøsagen har. Den folkelige interesse er der allerede.

© 2024 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑