På den ene side af Møntergade er husene fra 1700 og 1800-tallet. I et af dem har Byens Kro i en årrække skænket øl til københavnerne under de lave lofter. I en anden sælger blomsterbutikken Decó overdådige buketter.

Anderledes ser det ud på den modsatte side af gaden, hvor en hvid bygning fra 1960erne udgør hele husrækken. Flere lokaler står tomme bag glasfacaderne som kontrast til det leben, der udspiller sig på den anden side.

»Her har vi opskriften på, hvordan man ødelægger en by. Ingen butikker, intet liv. Hvis der åbnede en Byens Kro derinde, ville der sidde nul mennesker. Der gider folk ikke at være. På den anden side af gaden, hvor husene er gamle, er der til gengæld masser af liv og atmosfære.«

Jep Loft er netop gået på pension efter at have arbejdet som jurist hos blandt andre A.P. Møller. Det giver ham ekstra tid til det, der siden 1970erne har optaget en stor del af hans fritid: kampen for et smukkere København.

Senest er han blevet formand for Arkitekturoprøret – en forening, der startede i Sverige, men som for et par år siden fik en aflægger her i København. Det erklærede mål er at få arkitekterne til at tegne bygninger, som passer ind i det eksisterende historiske miljø, og – ikke mindst – at få politikerne til at forpligte bygherrer og arkitekter gennem bevarende lokalplaner. Ud over at bevare historiske bygninger, ønsker foreningen, at nybyggeri i højere grad passer ind i lokalmiljøet frem for at stå i kontrast til omgivelserne.

»Da jeg gik med i Arkitekturoprøret, var der allerede 3.000 medlemmer. Nu er vi i gang med at gøre det til en rigtig forening. Hidtil har vi kun haft en facebookside,« siger Jep Loft om foreningen, der har 40.000 medlemmer i Sverige, og som han håber bliver en hel bevægelse.

»Jeg tror på, at der er momentum i de her år. At mange tænker ligesom os. Der er ved at ske noget,« siger han.

»Nej-københavnerne«

Som medlem af Lokaludvalget Indre By er Jep Loft allerede en kendt stemme i debatten – det til trods for, at han selv bor i Gentofte. Fordi han er medlem og medstifter af Tivolis venner, har han en plads i lokalududvalget, som også tæller lokalpolitikere og beboere i Indre By.JEP LOFT, FORMAND FOR ARKITEKTUROPRØRET

»Det er som med moderne kunst. Man vil så nødig være dum, og man vil så gerne kunne se, at det moderne er noget særligt. Og når det så endda er en berømt arkitekt, er der mange, som ikke tør sige fra. Ingen vil beskyldes for at være en kustode eller gammeldags. For hvad nu, hvis det er fin arkitektur?«

---

Han var en af dem, der råbte højest, da planerne om at bygge et hoteltårn i den gamle have blev præsenteret i 2006.Artiklen fortsætter efter annoncen

»Vores by er flot, fordi den ikke har nogen skyskrabere, radiotårne og alt muligt skidt, som de har i eksempelvis London. Det vidste Norman Foster godt, da han tegnede den skyskraber. Vi gjorde et stort arbejde for at forhindre den. Borgerrepræsentationen tog sig sammen og sagde nej, fordi vi protesterede så kraftigt og havde fat i dem alle,« siger Jep Loft og understreger, at modstanderne fik tilnavnet »nej-københavnerne« under Klaus Bondam, som var Teknik- og miljøborgmester på daværende tidspunkt. Efterfølgende udtalte Bondam til Ritzau, at de politiske modstandere bevægede sig i en »museal andedam«.

Netop den holdning vil Arkitekturoprøret gøre op med.

»Det er som med moderne kunst. Man vil så nødig være dum, og man vil så gerne kunne se, at det moderne er noget særligt. Og når det så endda er en berømt arkitekt, er der mange, som ikke tør sige fra. Ingen vil beskyldes for at være en kustode eller gammeldags. For hvad nu, hvis det er fin arkitektur?« spørger Jep Loft.JEP LOFT, FORMAND FOR ARKITEKTUROPRØRET

»Tag for eksempel den grønne frø på Amager Fælled. Frank Jensen var jo ved at miste sin borgmestertitel på grund af den frø, og projektet blev lagt i graven. Men bulldozerne kom stadig ind og fjernede Slagtergårdene på Vesterbro, selv om der var masser af modstand og stort fakkeloptog, som jeg selv deltog i. Politikerne var ligeglade.«

---

Et andet eksempel er Teaterfuglen. I 1996 vandt den norske arkitekt Sverre Fehn førstepladsen i konkurrencen om at bygge et nyt teaterhus til Det Kongelige Teater.

»Det skulle kapsles ind i glas, og nogle af de gamle huse skulle rives ned. Jeg tænkte: Det her bliver stygt. Lad os beholde Kongens Nytorv, som det er«.

Kongens Nytorvs Venner kaldtes gruppen, som han var medstifter af.

»Vi begyndte at indsamle indsigelser i forbindelse med, at der skulle laves en lokalplan. Der var faxmaskinen blevet opfundet, så i stedet for, at folk skulle skrive breve og sætte frimærker på, lavede vi en faxkupon med 16 grunde til, at det her ikke skulle blive til noget. Dem delte vi ud, og der kom næsten 2.000 indsigelser ind til kommunen. Det havde man ikke set før. Det var jo ikke en underskriftsindsamling, for folk havde sat kryds ved præcis det, de mente, man skulle undgå,« siger Jep Loft og tilføjer:

»Det var nu nok alligevel ikke det, der væltede forslaget i sidste ende.«

Ikke stærkere end svageste led

Vi er nået til Kultorvet, hvor Knud Højgaards hus fylder en god del af pladsen.

»Kultorvet er et rigtig flot torv, men så  ligger der den der kasse. Kæden er jo ikke stærkere end det svageste led. Hvis du har fire vægge i din stue, og du tapetserer og maler på tre vægge, mens det fjerde tapet hænger i laser, så er det jo det, man lægger mærke til. Det samme sker, når man bygger et grimt hus på en ellers smuk plads,« siger Jep Loft og understreger, at nok har 1960erne og 70erne – og tildels 50erne – stået for de største katastrofer i dansk byudvikling med nedrivninger af arkitektoniske perler og sjælløst nybyggeri, men også i dag sker det, at ny arkitektur er med til at ødelægge bymiljøet.

Derfor ønsker Arkitekturoprøret bevarende lokalplaner for den gamle bykerne, som dikterer, at arkitekter skal bygge i den eksisterende stil. I dag tager man stilling fra sag til sag, og det betyder ifølge Jep Loft, at man risikerer, at ny arkitektur ødelægger et gammelt miljø. Han nævner Toldbodgade 13 som et eksempel. Her blev et hus renoveret for nogle år siden, og det blev blandt andet beklædt med aluminiumsskærme – en renovering, som ellers er blevet fremhævet som særligt vellykket af Dansk Arkitektur Center.

»Det er en en af de mest fantastiske karreér i Nordeuropa med Nyhavn fra 1600-tallet, Toldbodgade, Sankt Annæ Plads og Lille Strandstræde. Midt i det placerer de noget, som jeg ikke engang ved, om jeg skal kalde for et hus. Jeg vil kalde det en stålkonstruktion. Når man får lov at lave sådan noget i den mest ømtålelige karré, kan man få lov andre steder også. Der er ingen lokalplan, der beskytter det,« siger Jep Loft.

»Så sidder kommunen og siger: »Vi må tage den enkelte sag og se på den«. Det er det, jeg vil ændre. Så slipper vi for, at de kommer med deres snak om referencer og dialog. Det er helt sort. Det er som at høre skrædderne i »Kejsernes nye klæder«,« siger Jep Loft, som ofte er blevet mødt med skepsis, da han ikke er uddannet arkitekt. For er man så berettiget til at have en holdning?

»Jeg er ofte blevet spurgt: »Hvorfor siger du noget? Du er da ikke arkitekt. Det er os, der har fagligheden«. Arkitekterne har i det hele taget været meget arrogante, men det tror jeg ikke er tilfældet længere. Jeg tror, vi er kommet dertil, hvor de unge arkitekter godt kan se, at ikke alt, hvad de gamle gjorde, har været godt. Men der sidder stadig nogle i Københavns Kommunes administration, som hænger fast i en gammeldags 70er-tænkning. God arkitektur er ikke nogen garanti for et godt bymiljø. Se blot Nationalbanken. Byggeriet slog en smuk karré i stykker, og alt liv forsvandt,« siger Jep Loft som også gerne tager stilling til arkitektur uden for København K.

»Det, som gør mest ondt, er, når pladserne bliver ødelagt. Tag ud i Tuborg Nord. Alle de penge, der findes, var til rådighed. De dyreste grunde og Øresund. Gentofte kommune, kun rige mennesker. Ikke noget med at råbe op om pengemangel eller bygherrer, der ville have den billigste løsning. Vel ville de ej. Hvad har de derude? Intet. Punkthuse. Der er ikke noget hyggeligt,« siger han.

Den nye miljøkamp

Arkitekturoprøret får fem-ti nye medlemmer om dagen, fortæller Jep Loft, som sammenligner oprøret med miljøsagen i 70erne.
»Der var det også folket, der sagde: »Nu vil vi ikke finde os i det mere«. Det startede med, at Øresund flød med lort, og Ekstra Bladet kaldte det »Pløresund«. Så fik det momentum, og man fik et miljøministerium og Naturstyrelsen og naturklagenævn. Planloven dækker også bymiljøer, bebyggelser og naturområder. Med hvad er der sket med bebyggelse og bymiljøer? Intet. Hvad er der sket på miljøområdet? En hel masse,« konstaterer Jep Loft.

»Tag for eksempel den grønne frø på Amager Fælled. Frank Jensen var jo ved at miste sin borgmestertitel på grund af den frø, og projektet blev lagt i graven. Men bulldozerne kom stadig ind og fjernede Slagtergårdene på Vesterbro, selv om der var masser af modstand og stort fakkeloptog, som jeg selv deltog i. Politikerne var ligeglade,« siger Jep Loft, som alligevel er optimistisk.

»Jeg tror, der er momentum nu,« siger han.

FAKTA

Jep Loft om tre københavnersager

---

Blox
»Blox var et fejlskud. Der var kæmpe møde på Nationalmuseet, hvor der sad 297 og var imod og tre, der var for. Men det var kun de tre, der var for, som rigtig fik lov at sige noget. Det var en farce. »Lad nu idioterne blive borgerinddraget og lad dem vrøvle, og så gør vi alligevel det, vi har tænkt«. Jeg er sikker på, at Realdania fortryder byggeriet bitterligt«.

Slagtergårdene på Vesterbro
»Det var et fantastisk bymiljø, som aldrig kan genopstå, med sine små gårde, skæve bygninger og værksteder. Hvis nogen havde sat det i stand, ville masser af rige mennesker gerne flytte ind i det. Det kan godt betale sig at sætte det gamle i stand.«

Holckenhus
»At man stjæler nogle atelierer fra nogle kunstnere – det må de jo nok desværre finde sig i. De har været privilegerede med relativt lav husleje og for et areal. Men Holckenhus havde de her trapper og glas og fine detaljer, og så kommer uforstandige personer og fjerner det. Det er tonedøvt. Men jeg kan ikke forlange, at folk skal betale en lille husleje for en stor lejlighed.«