Fra Folkemødet i 2016.

Vi har dette indlæg i Berlingske:

Ane Cortzen beskrev her i avisen den 2. marts det typiske billede af en arkitekt: en mand i sin bedste alder, klædt i sort, almægtig og alvidende. Skaber af dominerende, maskuline bygninger. Det er sikkert en præcis beskrivelse.

Men jeg har et andet billede i min erindring: På Folkemødet på Bornholm i 2016 deltog jeg i en paneldebat sammen med tre kvindelige arkitekter. Det var viljestærke damer, der ikke stod tilbage for deres mandlige kollegaer. En af dem var Ane Cortzen. Jeg fremførte som min opfattelse, at diskussionen om god eller dårlig arkitektur rammer forbi det væsentlige: at vi skal skabe gode bymiljøer. Som argumentation pegede jeg på, at Nationalbanken i København er blevet anset for stor arkitektur, men den har drænet en hel karré for liv og ødelagt det fine bymiljø, der førhen var.

Det faldt ikke i god jord. Alle tre kvindelige arkitekter irettesatte mig i så skarpe vendinger, at ordstyreren fandt det nødvendigt at komme mig til undsætning for at skabe lidt balance i debatten.

Nu skriver Ane Cortzen, at det er slut med den maskuline arkitektur, fordi den ikke er bæredygtig. Det kan alle vist tilslutte sig. De almægtige og alvidende mænds tid er forbi. Men hvad med de stærke kvinder? Tør man håbe på en større forståelse for væsentligheden af bymiljøet?

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret.

   

Nationalbanken før og nu

 

Berlingskes omtale af Arkitekturoprørets afstemninger i 2024.