Tag: egmont
Københavns Kommune er nomineret til afstemningen om den myndighed, der har skadet bybevaringen mest i 2023.
Begrundelsen er, at kommunen ikke har levet op til sit ansvar for at forvalte vores vigtigste kulturarv: de enestående bymiljøer. Ingen dansk kommune har en større arv at forvalte. Derfor har kommunen også et særligt ansvar. Udviklingen har vist, at den ikke magter sin opgave.
Kommuneplan 2019 bestemte, at der skulle udarbejdes lokalplaner for Indre By og Christianshavn. Men intet er sket. Forvaltningen er været helt uinteresseret i konstruktive forslag fra Indre By Lokaludvalg, hvorefter bymiljøerne kunne beskyttes uden væsentlig arbejdsindsats. Teknik- og Miljøforvaltningen har 2.500 medarbejdere og et budget på 2,6 mia. kr. Men den har ikke kunnet finde ressourcer til at udarbejde lokalplaner, som mange små kommuner for længst har gjort.
Så længe der ikke er lokalplaner, vil developpere og bygherrer komme med nye idéer til nedrivninger. Forvaltningen skal så i stedet bruge sine ressourcer på en strøm af nedrivningssager for bevaringsværdige bygninger:
Jagtvej 171 er nedrevet. ATP er bygherre. Så meget for deres grønne bæredygtighedsprofil.
Esplanaden 30 er nedrevet. Hotel Guldsmeden skulle bruge pladsen.
Bredgade 74 A nedrives p.g.a. fejl i forvaltningens sagsbehandling. Dansk Design Muesum står for nedrivningen.
Forvaltningen anbefalede nedrivning af frygt for, at Kommunen ellers kunne blive tvunget til at købe huset. Havde man gjort sig den ulejlighed at spørge ejerne, ville man have fået det svar, at de aldrig ville sælge. Sagen viste, at hverken forvaltning eller politikere har forstået systemet med fredede og bevaringsværdige bygninger. Se nærmere her:
Kulbanevej 32 nedrives.
Paladsteatret skal nedrives.
Den seneste nedrivningssag er Paladsteatret, som skal erstattes af et meget stort kontorhus. Egmont og Nordisk Film fortsætter med at vandalisere København, som om de ikke allerede har gjort skade nok i Pilestræde, Landemærket og Møntergade. Da kommunen iværksatte en afstemning om “Byens Sjæl”, vandt Palads stort. Man omdefinerede så kriterierne til, at bevaringsværdige huse ikke måtte deltage. Logikken er svær at få øje på. Planen om at bevare byens sjæl er nu faldet til jorden.
Forvaltningen er desuden kommet med skiftende og uholdbare begrundelser for at afvise forslag til bybevaring fra Indre By Lokaludvalg. Bl.a har det vist sig, at den ikke selv forstod retsvirkningerne af kommuneplanen i forhold til lokalplaner. I mere end et halvt år har lokaludvalget bedt om er møde med en af de tre direktører i Teknik- og Miljøforvaltningen. Men ingen har ikke kunnet afse tid.
Al snak om bæredygtighed i kommunen klinger hult, for nedrivning er et enormt ressourcespild. Borgmesteren synes at være ude af trit med sin forvaltning: Københavnerborgmester vil forbyde nedrivning: Bevaring bør altid være udgangspunktet (msn.com)
Det nye Sølund. Bygherre er KAB.
Den fine husrække langs Sortedamssøen (med bl.a. “Irmahønen”) skal nu ødelægges af trivielt kassebyggeri i form af Det nye Sølund. På intet tidspunkt faldt det kommunen ind at lave en lokalplan, der krævede hensyntagen til det eksisterende bymiljø.
“Perlerækken” i Jernbanebyen.
Hvis kommunens lokalplan for Jernbanebyen baseres på det foreliggende vinderprojekt, skabes et nyt trivielt forstadskvarter, hvor et enestående bymiljø kunne været opstået.
Der er mange huse, jeg helst var foruden.
Hvis jeg skulle rive noget ned, skulle det være dér, hvor der er en mulighed for at genskabe det gode bymiljø i vores gamle købstæder.
Det mener jeg, at man kunne gøre særligt effektivt ved at rive de mange bankbygninger ned, der er skudt op med den første store velstandsstigning i 1960’erne.
Ofte havde bankerne haft en fin bygning fra anden halvdel af 1800-tallet som hovedkontor, beliggende centralt på byens torv eller hovedgade. Men den var ikke fin nok længere, og i stedet lod de opføre et utilpasset hus i modernistisk stil, som var ødelæggende for sammenhængen og harmonien på det mest sårbare sted i byen.
Eksempler er der nok af – jeg kan pege på langt over hundrede bygninger, men må jeg kun vælge en, vælger jeg Stændertorvet 5 i Roskilde.
Det er to sammenbyggede huse, som modarbejder bymiljøet på et ellers meget fint og særpræget torv. Men jeg går ikke ind for nedrivning. Det er et stort ressourcespild og skadeligt for klimaet. Jeg ønsker bare, at man ombygger husene med anderledes vinduer og facadeudtryk, og for det enes vedkommende et nyt tag, så de passer til omgivelserne. Det ville være til gavn for hele byen.
Det er sammenhæng og harmoni, der skaber gode byrum. Forestiller man sig Gråbrødre Torv eller Piazza Navona i Rom med et enkelt hus helt i glas, ville det jo være fuldstændig ødelæggende. Men det kommer aldrig til at ske på Piazza Navona, for italienerne er langt bedre end danskerne til at passe på deres byer.
Tænk, hvis man kunne reparere de værste skader på vores bymiljøer såsom Egmonts kontorhuse i Pilestræde, Landemærket og Møntergade i København, Salling i Aalborg, Magasin i Aarhus eller rådhusene i Hjørring og Grenaa.
Eller Nationalbanken, der har vist sig at være byggeri i dårlig kvalitet. Den skal sættes i stand for 2 milliarder kroner, og mon ikke beløbet ender med at blive det dobbelte? Herholdts fine Nationalbank var sikkert byggeri i højere kvalitet, men den får vi heller aldrig igen.
Jeg forslår en kampagne for bygenopretning, ligesom vi genopretter naturen. Vi genopretter åer, genskaber søer og voldområder og lader skove og plantager falde tilbage til naturlig skov, fordi vi gerne vil have diversitet og liv.
Lad os gøre det samme med vores byer, og lad os starte der, hvor vi for færrest penge kan gøre mest muligt gavn, eller rette mest muligt skade op, og der er alle de der bankbygninger rundt om på byens torve et oplagt sted at begynde.
Man behøver ikke at rive ned, bare ombygge i stedets ånd. Det sker mange steder i Europa nu.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret
Vi har indgivet dette på Københavns Kommunes “Bliv Hørt”-portal
“Arkitekturoprøret ønsker at værne om kulturarven og bymiljøet. Derfor er vi imod nedrivning eller brutal ombygning af Palads.
Egmont/Nordisk Film taler om, at der år for år sælges færre biografbilletter, og bruger det som begrundelse for ønsket om nedrivning. Hvis planen realiseres, bliver det et stort kontorhus med biografer i kælderen. Det er sandsynligvis kontorhuset, der skal tjene pengene hjem til Egmont. Det har man erfaring med fra Pilestræde og Landemærket, som Egmont ødelagde i 1970’erne for at bygge kontorhuse til udlejning. At et nyt hus skulle føre til salg af flere biografbilletter, er jo langt fra sikkert. Hvis billetsalget på Det Kgl. Teater svigter, river man næppe huset ned af den grund. Det virker, som om svigtende billetsalg bare er en dårlig undskyldning.
Egmont/Nordisk Film har forsømt at gøre noget ved bygningen i mange år. Engang var den åben med udeservering mod Axeltorv. Det skabte et godt bymiljø på torvet, som kunne tiltrække publikum. Det bør man skabe igen. Det kan meget vel være dårlig ledelse, der har ført til det nedadgående billetsalg. Hvad har man gjort for at vende kurven? Ikke meget, der er synligt for offentligheden. Nye biografer vil alligevel være teknologisk forældede om 20 år. Teknisk forældelse er ikke et argument for at rive bygningen ned.
Nye biografsale kan bygges under jorden på Axeltorv. Egmont/Nordisk Film påstår, at Københavns Kommune forlanger et mageskifte, så kommunen får noget af Palads-grunden til gengæld for jord under torvet. Det lyder ikke troværdigt. I så fald ville den del af bygningen jo skulle nedrives, og så var der intet vundet. At kommunen skulle stille sig i vejen for den løsning ville være helt urimeligt.
Ej heller lyder det troværdigt, at kommunen skulle forlange en for høj pris for jorden under Axeltorv. Hvis konsekvensen bliver, at Egmont/Nordisk Film i stedet river bygningen ned, tjener kommunen jo ingenting. Kommunen har udtalt, at man er nødt til at kræve markedspris for jorden. Hvordan skulle man kunne fastlægge en markedspris? Det eneste relevante sammenligningsgrundlag er jorden under Dantes Plads. Den solgte kommunen for 2 mio kr.
Hvis Egmont/Nordisk Film ønsker større sale, kunne en alternativ løsning være at vælge at satse enten på ungdommen eller på det mere modne publikum og så reducere antallet af sale fra 12 til 6.
Københavns Kommune har en klimapolitik. Det strider mod den at nedrive bygninger i stedet for at renovere dem. Indre By har et fint bymiljø. De ældre huse skal ikke nedrives. Hvis man er utilfreds med sit hus, kan man sælge det og bygge et nyt et andet sted.
Denne sag er endnu et bevis på, at det haster med bevarende lokalplaner for Indre By, som det er vedtaget i Kommuneplanen. De ville spare kommunen for meget arbejde. Man kunne hurtigt afvise ansøgninger som denne. De ressourcer, der bruges på denne sag, kunne bruges til at lave lokalplanerne.”
Man kan indsende høringssvar indtil d 22/6 her.
Lad Palads være i fred
Arkitektur
JEP LOFT,FORMAND FOR ARKITEKTUROPRØRET
»HVER GENERATION skal turde udskifte arkitektur«, skriver Jørgen Huno Rasmussen 21.5. Det må man give ham ret i; der er megen arkitektur, der bør udskiftes, nemlig det triste byggeri fra 1960’erne og fremefter. Men desværre er det ikke det, han tænker på. Han vil rive Palads-teatret ned. Og han beklager, at man ikke fik revet Dahlerups flotte pakhus på Langelinie ned.
Der er en fortvivlende trang hos bygherrer og arkitekter til at rive ældre bygninger ned. Deres tanke må jo være, at husene ligger på et attraktivt sted, hvor det vil være godt at bygge noget andet. Men stedet er jo netop attraktivt, fordi det ligger i et gammelt byområde med atmosfære og liv. Når der kommer nye huse, ødelægger man bymiljøet.
Det svarer til, at man fælder træerne i en skov for at skaffe plads til besøgende skovgæster.
Det ville være dejligt, hvis vores generation kunne skabe nye bydele, som er lige så spændende som de gamle. Bygmestrene i 1700- og 1800-tallet byggede Københavns indre by og brokvartererne samt Frederiksberg. Det gjorde de godt. Det er der, folk helst vil bo, og derfor er huslejerne så høje. Det nyklassicistiske København er i verdensklasse – stilfærdigt og elegant byggeri til almindelige mennesker, helt uden skryden. 1900-tallets bygherrer skabte forstæderne på Vestegnen, og 2000-tallets har bygget Ørestad og de nye havnekvarterer. De har været knap så heldige med at skabe gode bymiljøer.
Af den grund kunne man godt ønske sig lidt mere ydmyghed hos vor tids bygherrer og arkitekter. De har i årevis revet gamle huse ned og erstattet dem med nye – med store ødelæggelser til følge. Hvorfor ødelægge det, der fungerer bedst? Kunne de ikke koncentrere sig om selv at levere varen i form af nye bydele med atmosfære? Skulle de ikke holde en pause og først finde ud af, hvad der gør de nye bydele kedeligere end de gamle?
Jørgen Huno Rasmussen citerer Jørn Utzon; men Utzon talte kun om at nedrive tidligere generationers ordinære industribyggeri. Palads-teatret er alt andet end ordinært. Sådan en bygning får vi aldrig igen. Hvis ejerne ikke længere kan bruge bygningen, kan de sælge den til nogen, der kan. Det er jo ikke behovet for en ny biograf, der ligger bag deres byggeprojekt, så der er primært tale om et spekulationsbyggeri.
Egmont ødelagde Pilestræde og Landemærket ved at bygge store kedelige huse, som de ikke selv havde brug for. Forinden havde de revet halvdelen af Møntergade ned og erstattet de gamle huse med én kæmpestor klods, der indeholder en moderne butiksarkade. Den står i dag gabende tom, mens de gamle forretninger på den anden side af gaden er fulde af liv.
Egmont har trampet rundt i Pilestræde-kvarteret som en elefant i en glasbutik. Kunne de ikke træde lidt mere varsomt på Axeltorv? Lad Palads være i fred.
På den ene side af Møntergade er husene fra 1700 og 1800-tallet. I et af dem har Byens Kro i en årrække skænket øl til københavnerne under de lave lofter. I en anden sælger blomsterbutikken Decó overdådige buketter.
Anderledes ser det ud på den modsatte side af gaden, hvor en hvid bygning fra 1960erne udgør hele husrækken. Flere lokaler står tomme bag glasfacaderne som kontrast til det leben, der udspiller sig på den anden side.
»Her har vi opskriften på, hvordan man ødelægger en by. Ingen butikker, intet liv. Hvis der åbnede en Byens Kro derinde, ville der sidde nul mennesker. Der gider folk ikke at være. På den anden side af gaden, hvor husene er gamle, er der til gengæld masser af liv og atmosfære.«
Jep Loft er netop gået på pension efter at have arbejdet som jurist hos blandt andre A.P. Møller. Det giver ham ekstra tid til det, der siden 1970erne har optaget en stor del af hans fritid: kampen for et smukkere København.
Senest er han blevet formand for Arkitekturoprøret – en forening, der startede i Sverige, men som for et par år siden fik en aflægger her i København. Det erklærede mål er at få arkitekterne til at tegne bygninger, som passer ind i det eksisterende historiske miljø, og – ikke mindst – at få politikerne til at forpligte bygherrer og arkitekter gennem bevarende lokalplaner. Ud over at bevare historiske bygninger, ønsker foreningen, at nybyggeri i højere grad passer ind i lokalmiljøet frem for at stå i kontrast til omgivelserne.
»Da jeg gik med i Arkitekturoprøret, var der allerede 3.000 medlemmer. Nu er vi i gang med at gøre det til en rigtig forening. Hidtil har vi kun haft en facebookside,« siger Jep Loft om foreningen, der har 40.000 medlemmer i Sverige, og som han håber bliver en hel bevægelse.
»Jeg tror på, at der er momentum i de her år. At mange tænker ligesom os. Der er ved at ske noget,« siger han.
»Nej-københavnerne«
Som medlem af Lokaludvalget Indre By er Jep Loft allerede en kendt stemme i debatten – det til trods for, at han selv bor i Gentofte. Fordi han er medlem og medstifter af Tivolis venner, har han en plads i lokalududvalget, som også tæller lokalpolitikere og beboere i Indre By.JEP LOFT, FORMAND FOR ARKITEKTUROPRØRET
»Det er som med moderne kunst. Man vil så nødig være dum, og man vil så gerne kunne se, at det moderne er noget særligt. Og når det så endda er en berømt arkitekt, er der mange, som ikke tør sige fra. Ingen vil beskyldes for at være en kustode eller gammeldags. For hvad nu, hvis det er fin arkitektur?«
Han var en af dem, der råbte højest, da planerne om at bygge et hoteltårn i den gamle have blev præsenteret i 2006.Artiklen fortsætter efter annoncen
»Vores by er flot, fordi den ikke har nogen skyskrabere, radiotårne og alt muligt skidt, som de har i eksempelvis London. Det vidste Norman Foster godt, da han tegnede den skyskraber. Vi gjorde et stort arbejde for at forhindre den. Borgerrepræsentationen tog sig sammen og sagde nej, fordi vi protesterede så kraftigt og havde fat i dem alle,« siger Jep Loft og understreger, at modstanderne fik tilnavnet »nej-københavnerne« under Klaus Bondam, som var Teknik- og miljøborgmester på daværende tidspunkt. Efterfølgende udtalte Bondam til Ritzau, at de politiske modstandere bevægede sig i en »museal andedam«.
Netop den holdning vil Arkitekturoprøret gøre op med.
»Det er som med moderne kunst. Man vil så nødig være dum, og man vil så gerne kunne se, at det moderne er noget særligt. Og når det så endda er en berømt arkitekt, er der mange, som ikke tør sige fra. Ingen vil beskyldes for at være en kustode eller gammeldags. For hvad nu, hvis det er fin arkitektur?« spørger Jep Loft.JEP LOFT, FORMAND FOR ARKITEKTUROPRØRET
»Tag for eksempel den grønne frø på Amager Fælled. Frank Jensen var jo ved at miste sin borgmestertitel på grund af den frø, og projektet blev lagt i graven. Men bulldozerne kom stadig ind og fjernede Slagtergårdene på Vesterbro, selv om der var masser af modstand og stort fakkeloptog, som jeg selv deltog i. Politikerne var ligeglade.«
Et andet eksempel er Teaterfuglen. I 1996 vandt den norske arkitekt Sverre Fehn førstepladsen i konkurrencen om at bygge et nyt teaterhus til Det Kongelige Teater.
»Det skulle kapsles ind i glas, og nogle af de gamle huse skulle rives ned. Jeg tænkte: Det her bliver stygt. Lad os beholde Kongens Nytorv, som det er«.
Kongens Nytorvs Venner kaldtes gruppen, som han var medstifter af.
»Vi begyndte at indsamle indsigelser i forbindelse med, at der skulle laves en lokalplan. Der var faxmaskinen blevet opfundet, så i stedet for, at folk skulle skrive breve og sætte frimærker på, lavede vi en faxkupon med 16 grunde til, at det her ikke skulle blive til noget. Dem delte vi ud, og der kom næsten 2.000 indsigelser ind til kommunen. Det havde man ikke set før. Det var jo ikke en underskriftsindsamling, for folk havde sat kryds ved præcis det, de mente, man skulle undgå,« siger Jep Loft og tilføjer:
»Det var nu nok alligevel ikke det, der væltede forslaget i sidste ende.«
Ikke stærkere end svageste led
Vi er nået til Kultorvet, hvor Knud Højgaards hus fylder en god del af pladsen.
»Kultorvet er et rigtig flot torv, men så ligger der den der kasse. Kæden er jo ikke stærkere end det svageste led. Hvis du har fire vægge i din stue, og du tapetserer og maler på tre vægge, mens det fjerde tapet hænger i laser, så er det jo det, man lægger mærke til. Det samme sker, når man bygger et grimt hus på en ellers smuk plads,« siger Jep Loft og understreger, at nok har 1960erne og 70erne – og tildels 50erne – stået for de største katastrofer i dansk byudvikling med nedrivninger af arkitektoniske perler og sjælløst nybyggeri, men også i dag sker det, at ny arkitektur er med til at ødelægge bymiljøet.
Derfor ønsker Arkitekturoprøret bevarende lokalplaner for den gamle bykerne, som dikterer, at arkitekter skal bygge i den eksisterende stil. I dag tager man stilling fra sag til sag, og det betyder ifølge Jep Loft, at man risikerer, at ny arkitektur ødelægger et gammelt miljø. Han nævner Toldbodgade 13 som et eksempel. Her blev et hus renoveret for nogle år siden, og det blev blandt andet beklædt med aluminiumsskærme – en renovering, som ellers er blevet fremhævet som særligt vellykket af Dansk Arkitektur Center.
»Det er en en af de mest fantastiske karreér i Nordeuropa med Nyhavn fra 1600-tallet, Toldbodgade, Sankt Annæ Plads og Lille Strandstræde. Midt i det placerer de noget, som jeg ikke engang ved, om jeg skal kalde for et hus. Jeg vil kalde det en stålkonstruktion. Når man får lov at lave sådan noget i den mest ømtålelige karré, kan man få lov andre steder også. Der er ingen lokalplan, der beskytter det,« siger Jep Loft.
»Så sidder kommunen og siger: »Vi må tage den enkelte sag og se på den«. Det er det, jeg vil ændre. Så slipper vi for, at de kommer med deres snak om referencer og dialog. Det er helt sort. Det er som at høre skrædderne i »Kejsernes nye klæder«,« siger Jep Loft, som ofte er blevet mødt med skepsis, da han ikke er uddannet arkitekt. For er man så berettiget til at have en holdning?
»Jeg er ofte blevet spurgt: »Hvorfor siger du noget? Du er da ikke arkitekt. Det er os, der har fagligheden«. Arkitekterne har i det hele taget været meget arrogante, men det tror jeg ikke er tilfældet længere. Jeg tror, vi er kommet dertil, hvor de unge arkitekter godt kan se, at ikke alt, hvad de gamle gjorde, har været godt. Men der sidder stadig nogle i Københavns Kommunes administration, som hænger fast i en gammeldags 70er-tænkning. God arkitektur er ikke nogen garanti for et godt bymiljø. Se blot Nationalbanken. Byggeriet slog en smuk karré i stykker, og alt liv forsvandt,« siger Jep Loft som også gerne tager stilling til arkitektur uden for København K.
»Det, som gør mest ondt, er, når pladserne bliver ødelagt. Tag ud i Tuborg Nord. Alle de penge, der findes, var til rådighed. De dyreste grunde og Øresund. Gentofte kommune, kun rige mennesker. Ikke noget med at råbe op om pengemangel eller bygherrer, der ville have den billigste løsning. Vel ville de ej. Hvad har de derude? Intet. Punkthuse. Der er ikke noget hyggeligt,« siger han.
Den nye miljøkamp
Arkitekturoprøret får fem-ti nye medlemmer om dagen, fortæller Jep Loft, som sammenligner oprøret med miljøsagen i 70erne.
»Der var det også folket, der sagde: »Nu vil vi ikke finde os i det mere«. Det startede med, at Øresund flød med lort, og Ekstra Bladet kaldte det »Pløresund«. Så fik det momentum, og man fik et miljøministerium og Naturstyrelsen og naturklagenævn. Planloven dækker også bymiljøer, bebyggelser og naturområder. Med hvad er der sket med bebyggelse og bymiljøer? Intet. Hvad er der sket på miljøområdet? En hel masse,« konstaterer Jep Loft.
»Tag for eksempel den grønne frø på Amager Fælled. Frank Jensen var jo ved at miste sin borgmestertitel på grund af den frø, og projektet blev lagt i graven. Men bulldozerne kom stadig ind og fjernede Slagtergårdene på Vesterbro, selv om der var masser af modstand og stort fakkeloptog, som jeg selv deltog i. Politikerne var ligeglade,« siger Jep Loft, som alligevel er optimistisk.
»Jeg tror, der er momentum nu,« siger han.
FAKTA
Jep Loft om tre københavnersager
Blox
»Blox var et fejlskud. Der var kæmpe møde på Nationalmuseet, hvor der sad 297 og var imod og tre, der var for. Men det var kun de tre, der var for, som rigtig fik lov at sige noget. Det var en farce. »Lad nu idioterne blive borgerinddraget og lad dem vrøvle, og så gør vi alligevel det, vi har tænkt«. Jeg er sikker på, at Realdania fortryder byggeriet bitterligt«.
Slagtergårdene på Vesterbro
»Det var et fantastisk bymiljø, som aldrig kan genopstå, med sine små gårde, skæve bygninger og værksteder. Hvis nogen havde sat det i stand, ville masser af rige mennesker gerne flytte ind i det. Det kan godt betale sig at sætte det gamle i stand.«
Holckenhus
»At man stjæler nogle atelierer fra nogle kunstnere – det må de jo nok desværre finde sig i. De har været privilegerede med relativt lav husleje og for et areal. Men Holckenhus havde de her trapper og glas og fine detaljer, og så kommer uforstandige personer og fjerner det. Det er tonedøvt. Men jeg kan ikke forlange, at folk skal betale en lille husleje for en stor lejlighed.«
DE VÆRSTE ØDELÆGGELSER AF DANSKE BYMILJØER.
De danske bymiljøer er vores væsentligste kulturarv. De findes primært i de 76 middelalderkøbstæder. De har atmosfære og liv, som ikke findes i nye bydele. Men vi passer ikke på dem. I modsætning til naturmiljøerne er bymiljøerne ikke beskyttede. Kun få kommuner har lavet bevarende lokalplaner, og derfor er der sket store ødelæggelser under betegnelser som ’udvikling’ og ’fremskridt’. Der har været tale om det modsatte.
Her følger en oversigt over ti af de største og mest ødelæggende indgreb i de gamle bymiljøer. Den er baseret på besøg i alle landets købstæder og besigtigelse af alle bygninger i deres gamle bykerner. Skaderne er opgjort efter kriterier, som vedrører, hvor skadeligt byggeriet er for sammenhængen og harmonien i bymiljøet, hvor værdifulde de nedrevne bygninger var, og tidspunktet for nedrivningen (jo nyere, jo værre). Der er ikke tale om en vurdering af arkitektur. Se nærmere på GodeByer.dk.
Den tidligere Planstyrelse udarbejdede et antal kommuneatlas over bevaringsværdige bygninger, baseret på deres arkitektoniske, kulturhistoriske og miljømæssige værdi, samt deres originalitet og tilstand. I modsætning til kommuneatlasserne drejer denne oversigt sig om de bygninger, der gør skade på bymiljøerne. Et anonymt hus kan være værdifuldt i en sammenhæng, mens et hus med høj arkitektonisk værdi og originalitet kan være fejlplaceret. Af de ovenfor nævnte fem kriterier indgår de fire således ikke her; den bymiljømæssige værdi er derimod helt central.
De store ødelæggelser skyldes gadegennembrud, saneringer, bankbyggerier, kommunale byggerier og butikskæder. Et trist kapitel er det fantasiløse byggeri på havne overalt i landet, men her er der mere tale om forspildte chancer end om ødelæggelse af noget bestående.
NR 10: MAGASIN, IMMERVAD/LILLE TORV, AARHUS
Denne bygning ligger som en knytnæve i ansigtet på den gamle Midtby i Aarhus. Den er et eksempel på hensynsløst byggeri, og en erindring om, hvor galt det var tæt på at gå for Aarhus. Byrådet havde i 1960’erne planlagt, at der skulle føres en motorgade gennem Midtbyen fra Immervad til Nørreport. 155 ejendomme skulle nedrives. I sidste øjeblik fik en ung aktivist henledt borgmesterens opmærksomhed på katastrofens omfang. Han lyttede til hende og fik afværget planen.
NR 9: BREMERHOLM/HOLMENS KANAL, KØBENHAVN
Gadegennembruddet i Bremerholm i 1930’erne er et af de helt store indgreb i Københavns Middelalderby. Østsiden domineres af Magasin (som tidligere havde ødelagt Lille Kongensgade) og af Danske Banks glashuse.
På vestsiden ligger bl.a. Overformynderiet. Ved siden af det blev to karréer i det ellers næsten intakte Mayonnaisekvarter ved Nikolaj Kirke i 1960 bulldozet til fordel for et trist kontorbyggeri. Hummergade, der løb parallelt med Laxegade, forsvandt helt. Sammen med Nationalbanken dominerer disse bygninger nu Holmens Kanal. Alle tre huse lukker sig om sig selv og dræner gaderne for liv.
NR 8: BLOX, KØBENHAVN
Der var mange protester, da Realdania annoncerede planerne om dette nybyggeri. Ingen kan påstå, at bygherren ikke var advaret mod det, der i dag står som en fiasko – æstetisk, funktionelt og økonomisk. Huset synes at ville provokere og skille sig mest muligt ud fra omgivelserne. At det ligger i en middelalderbykærne, er der ikke taget hensyn til. Det kunne lige så godt ligge i Rotterdams havn eller en forstad til Los Angeles.
NR 7: RÅDHUSET, SPRINGVANDSPLADSEN 5, HJØRRING
Kommuner er skyld i meget uheldigt nybyggeri. I Hjørring er det gået helt galt. Byens naturlige centrum ved Søndergade/Springvandspladsen/Strømgade er nedrevet, og et voldsomt og utilpasset rådhusbyggeri dominerer nu. Søndergade har fået et kedeligt forstadspræg. Man bør gå varsomt frem i middelalderbykerner, specielt når der er tale om en mindre by. Hele Hjørring by er forandret som følge af dette byggeri.
NR 6: RÅDHUSET, TORVET 3, GRENAA
Kommunalreformen i 1970 medførte meget nybyggeri, som gjorde skade i de gamle købstæder. I alt er der ca. 50 utilpassede kommunale bygninger i de gamle bykerner. Det værste eksempel er nok rådhuset i Grenaa. Den trekantede karré mellem Mogensgade og Nørregade udgjorde en væsentlig del af middelalderbyen. Den er nu erstattet af et kedeligt 70’er-byggeri. Man må spørge sig selv, hvorfor kommunalpolitikerne gerne ville lægge deres nye rådhus i den gamle bydel, når de nu alligevel valgte at rive den ned.
NR 5: NYTORV/SLOTSGADE, AALBORG
Man skulle tro, at Nytorv i Aalborg blev bombet under krigen. De store butikker ligner noget, man normalt ville placere på en mark uden for en by. I hele landet er der ca. 70 ødelæggelser, der skyldes butikskæder.
NR 4: ADELGADE/BORGERGADE, KØBENHAVN
Københavns byhistorie er præget af brandene i 1728 og 1795 samt englændernes bombardement i 1807. Kun få områder gik fri, og blandt dem var Adelgade/Borgerdage-kvarteret det største. Saneringen skete i 1950’erne, og den repræsenterer nok det største kulturtab i Danmark efter 1945. Vel var ejendommene i dårlig stand, men det var de fleste andre gamle huse også. I dag må vi være lykkelige for dem, der undgik sanering.
NR 3: BUDOLFI PLADS/ ALGADE 41-51, AALBORG
De fleste af landets ti domkirkepladser fremstår som sammenhængende og harmoniske. Her skiller Aalborg sig uheldigt ud. Ikke alene er der lige op ad Budolfi Kirke bygget en bankbygning, der ligner et parkeringshus; kommunen har kastet salt i såret ved at premiere byggeriet. Banker er skyld i ca. 150 overgreb mod bymiljøet i middelalderbykernerne, og desværre ofte dér, hvor det gør mest ondt: på torvene.
NR 2: THOMAS B. THRIGESGADE, ODENSE
Odense har ikke magtet at værne om sin store kulturarv. Thomas B. Thrigesgade skar bykernen over i to halvdele og efterlod kvarteret ved H.C.Andersens hus som en isoleret ø. Man indså fejlen, nedlagde gaden og påbegyndte et stort nybyggeri. Men byens hovedakse er ikke blevet genskabt, og det moderne byggeri slår middelalderbyens sammenhæng i stykker.
NR 1: PILESTRÆDE/LANDEMÆRKET, KØBENHAVN
Gutenberghus/Egmont har ødelagt hele den store karré Vognmagergade/ Møntergade/Pilestræde/Landemærket. Vognmagergade kom først allerede i 1935, Møntergade fulgte i 1962-65. Helt urimelige var nedrivningerne i Pilestræde og Landemærket, der skete så sent som i 1971-73; bygherren havde ikke brug for bygningerne, idet de har været lejet ud lige siden, de blev bygget. Ved samme lejlighed blev også den anden side af Pilestræde nedrevet, og gadens forløb blev flyttet. Resultatet blev ikke alene et goldt og utilpasset byggeri, som erstattede et livligt bykvarter. Det alt for store hus kan ses helt op til Frue Plads, og dermed har hele det enestående Latinerkvarter lidt skade.
KONKLUSION
Af denne triste liste drager jeg den konklusion, at forvaltningen af vores vigtigste kulturarv ikke ligger trygt hos kommunerne. Som det er i dag, har de enevældig magt i sager om nedrivninger. Kommunalpolitikere er ikke valgt på grund af deres indsigt i eller interesse for kulturarven. Og der er ingen appelinstans, som der er i naturmiljøsager. Der er brug for lovgivning, der giver bymiljøer samme beskyttelse som naturmiljøer.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret på Facebook
Seneste kommentarer