Lad os bygge smukt igen

Tag: Europa Nostras liste

Nyborg Kommune er nomineret til afstemningen om den myndighed, der har skadet bybevaringen mest i 2024

Motivering.

Byrådet i Nyborg har vedtaget en ambitiøs klimamålsætning for Nyborg Kommune: i 2030 skal udledning af klimagasser reduceres med 70% i forhold til 1990, og i 2040 skal Nyborg Kommune være klimaneutral. Samtidig er det målet at kommunen skal være robust over for fremtidens klimaforandringer. Men ét er ord, noget andet handling. Nedrivning af bevaringsværdige bygninger er et stort ressourcespild – udover at det er ødelæggende for kulturarven. Men det generer ikke byrådet.

 

Sølyst.

    Foto: Den lille grønne avis.

Byrådet har besluttet at nedrive det bevaringsværdige Sølyst.

 

Nyborg Slot

Dette kommer i forlængelse af kommunens lyn-nedrivning af de to bevaringsværdige bygninger på slotspladsen. De fandt sted så snart planen for det nye formidlingscenter forelå, længe inden projektet var godkendt. Og det blev som bekendt kendt ulovligt af et klagenævn. Se nærmere her:

HVAD KAN VI LÆRE AF SAGEN OM NYBORG SLOT? Kronik i Jyllandsposten d. 27/12 -2020. – Arkitekturoprøret

 

Særloven

Intet kunne imidlertid standse kommunen. Efter kraftig lobby-virksomhed, fik man et flertal i Folketinget til at vedtage en særlov, som under den falske varebetegnelse ”anlægslov” annullerede klagenævnets afgørelse:

Arkitekturoprøret indsender høringssvar om Nyborg Slot til Kulturministeriet. – Arkitekturoprøret

Nyborg Slot står nu øverst på Europa Nostras liste over de bygninger, der er indstillet til “7 Most Endangered Sites”.

Tivoliseringen af Nyborg Slot kan få vidtrækkende konsekvenser. Fremover må byggeslystne kommuner og museumsfolk forventes at kræve tilladelse til byggeri på fredede fortidsminder i medfør af den nye lovgivning. Se f.x. her:

Læserbrev i Berlingske 7/6-2018. Rundetårn trænger til revitalisering. – Arkitekturoprøret

Farvel til H.C. Andersens Hus. POV d 16/8 – 2021 – Arkitekturoprøret

 

 

 

 

 

 

Kulturministeriet er nomineret til afstemningen om den myndighed, der har skadet bybevaringen mest i 2024.

    Kulturministeriet

Motivering:

Kulturministeriet har ikke varetaget Danmarks kulturarv på betryggende vis. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt  retter sin opmærksomhed mod højskoler, cykelkultur, pølsevogne og hygge i stedet for at værne om vores byer og bygninger,

 

Bygningsfredningsloven.

Kulturministeriet har ansvaret for lovgivningen om fredning og om bevaringsværdige huse. Det har i årevis været tydeligt, at dette to-strengede system ikke fungerer.

    Fredet hus i Randers

Bygningsfredningsloven tillader ikke, at man freder hele områder, og det er der brug for. Et enkelt fredet hus, der har en nabo af glas og stål, kan virke som en anakronisme. Det er harmoniske helheder, der skaber et godt bymiljø. Man kan desværre heller ikke frede det ydre af et hus uden også at frede det indre, fordi systemet med A- og B-fredninger blev ophævet i 1979. En fredning vanskeliggør derfor, at huset kan bruges til nutidige formål. Derfor forfalder mange fredede huse og ender med at blive revet ned – selv om loven siger, at ejeren eller brugeren af en fredet bygning skal holde den i forsvarlig stand. Ministeriet gør meget lidt for at håndhæve den bestemmelse. I stedet ”affreder” ministeriet huse, når de ikke længere lever op til lovens krav.

    Nedrevet hus i København

De bevaringsværdige bygninger står under kommunal beskyttelse, men mange kommuner magter ikke den opgave. De forstår ikke systemet. Værst har det været i Aarhus, hvor der er blevet nedrevet 60 bygninger med SAVE-bevaringsværdi 1-4 i perioden 2016-2022. Ikke engang Københavns Kommune, der har 2.500 ansatte i Teknik- og Miljøforvaltningen, har forstået systemet. Ligesom i Aarhus har politikerne i København begrundet en nedrivningstilladelse for et bevaringsværdigt hus med, at det ikke var fredet.

Alle betydende foreninger på området rettede en samlet henvendelse til ministeren om dette problem i 2023.

Arkitekturoprøret kritiserer minister. Berlingske d 25/8 -2023. – Arkitekturoprøret

Men der kom intet svar. Nu er der nedsat en ekspertgruppe, der skal se på fredning. Men ingen af foreningerne blev inviteret til at deltage. Vi har kun at håbe, at der bliver lyttet til kritikken.

 

Dette er, hvad dansk byplanlægning kan præstere.

Ny Arkitekturpolitik

Ministeriet har også nedsat en ekspertgruppe, der skal formulere en ny arkitekturpolitik. Igen har ministeriet undladt at invitere kritikere af den siden 2014 gældende arkitekturpolitik. Gruppen har så vidt vides ingen fortalere for de synspunkter, som Arkitekturoprøret står for, og som sandsynligvis deles af et flertal i befolkningen. Det udspil fra gruppen, der foreligger, behandler ikke det væsentligste problem: det triste, modernistiske forstadsbyggeri.

Den ny arkitekturpolitik: Vi frygter en ny fiasko. Politiken Byrummonitor d. 2/8 – 2024. – Arkitekturoprøret

 

    Formidlingscenter

Nyborg Slot

Ministeriets håndtering af byggeriet på Nyborg Slot udviklede sig til en forvaltningsretlig skandale. I stedet for at beskytte dette fortidsminde, har man nedrevet to bevaringsværdige bygninger for at bygge et moderne formidlingscenter på selve anlægget. I årevis arbejdede Slots- og Kulturstyrelsen på et projekt, som var åbenlyst ulovligt. Departementet foretog sig intet. Styrelsen endte med at godkende sit eget ulovlige projekt. Da projektet ikke overraskende blev kendt ulovligt af et klagenævn, fandt departementet på at udforme en særlov, som under den falske varebetegnelse ”anlægslov” annullerede klagenævnets afgørelse og dermed forbrød sig mod princippet om magtadskillelse i Grundlovens §3. Et forfatningsretligt lavpunkt. Da ministeren var i samråd med Kulturudvalget, var han i tvivl om, hvorvidt en lovændring fra 2022 allerede havde lovliggjort projektet. Særloven skulle så bare sikre, at det kunne gennemføres hurtigt, bl.a. ved at afskære klageadgang. Det betyder, at der er åbent for tivolisering af alle fortidsminder. Man kan frygte, at ministeriet ikke har overblik over, hvad det har forvildet sig ud i. Som i så mange andre ministerier og styrelser synes det faglige niveau at være forringet. Vægten lægges vist nu på ”ministerbetjening” og spin.

Nyborg Slot står nu øverst på Europa Nostras liste over de bygninger, der er indstillet til “7 Most Endangered Sites”.

HVAD KAN VI LÆRE AF SAGEN OM NYBORG SLOT? Kronik i Jyllandsposten d. 27/12 -2020. – Arkitekturoprøret

 

© 2025 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑