COBEs triste forslag til Jernbanebyen

Arkitekturoprøret har dette indlæg i Weekendavisen:

“Tegnebordsprojekter.

Weekendavisen behandler i en stor artikel den 21/6 under overskriften ”Den uopnåelige by” problemet med de høje boligpriser i København. Der spørges, hvis skyld det er, hvorefter der redegøres for teorier om, at skurkene kan være boligspekulanter eller bagstræberiske borgere, som modsætter sig nybyggeri. Begge teorier afvises, og i stedet citeres en boligforsker, der peger på, at boligmarkedet er dysfunktionelt, fordi der er begrænset plads i de attraktive byer, og fordi folk ikke flytter så ofte, som de burde.

I Arkitekturoprøret har vi en anden forklaring: Boligpriserne er høje i Københavns Kommune, fordi de bedste bymiljøer findes der. Kommunens areal udgør ca. 20% af Storkøbenhavns areal. Hvis omegnskommunerne havde haft lige så hyggelige bykvarterer som f.eks Indre By eller brokvartererne, ville der ikke være noget særligt pres på boligmarkedet i København. Men det har de ikke. Det meste af omegnen har præg af forstadsbebyggelse. Der er uden tvivl fremragende boliger, men den ”moderne” eller ”modernistiske” byggestil, som har været dominerende de seneste 90 år, skaber ikke hyggelige og trygge byrum. Det vigtigste ved fast ejendom er som bekendt beliggenheden, og forstæderne er derfor som hovedregel mindre attraktive i sammenligning København.

Vi så gerne, at boligforskerne fandt svaret på den store gåde: Hvorfor bliver bygherrerne ved at bygge noget andet end det, som folk foretrækker? En meningsmåling foretaget af den norske statsradio NRK i november 2023 viser, at 87% foretrækker traditionelt byggeri frem for moderne. Ikke færre end 84.000 personer havde svaret.  Og vi kender til mange andre meningsmålinger, der alle peger i den retning. Det samme gør de afstemninger, som Arkitekturoprøret afholder i mange lande hvert år.

Bygherrerne ved jo godt, at de ville skabe større værdi for sig selv og bedre trivsel for beboerne, hvis de skabte god beliggenhedsværdi. Alligevel har de bygget det ene kedelige bykvarter efter det andet. Når udbyderne konsekvent tilbyder noget andet, end efterspørgslen tilsiger, kan man med rette kalde markedet for dysfunktionelt. Det ville aldrig kunne lade sig gøre i f.eks. bil-, møbel- eller tøjbranchen. Dér ville man gå fallit, hvis man ignorerede forbrugernes ønsker. Men i byggeriet har det kunnet lade sig gøre, fordi der har været mangel på boliger. I byer som Aarhus, Odense og Randers er der nu bygget så meget, at der er overskud af ledige boliger. Markedet kan begynde at fungere. Nye byområder kan ende som slum eller parallelsamfund.

Mønstret med attraktive bymidter og kedelige forstæder ses overalt i Europa. Men i udlandet er man begyndt at indse, hvor forfejlet forstadsbyggeriet har været. I alle lande omkring os ser man nu eksempler på helt nye bykvarterer i omegnskommuner, bygget i traditionel stil. Hvornår mon vi ser det første i Danmark? Intet tyder på, at det vil ske i en overskuelig fremtid. Alle de byudviklingsprojekter, som vi kender til, er deprimerende triste: Den kommende Mammutplads i Hjørring, havnebyggeriet i Sæby, Flodbyen i Randers, det planlagte nybyggeri på Torneværksvej i Rønne, en karré i det centrale Silkeborg, og nyt byggeri i Herlev. I København er der bygget trivielle huse langs hele havnen, på Grønttorvet, i Carlsbergbyen og flere andre steder. At prisen på en lejlighed på Marmormolen er høj, skyldes ikke det monotone byggeri, men beliggenheden ved vandet, tæt på det gamle Østerbro. De kommende byggerier på den nye ø ved Teglholmen, på Levantkajen og på Enghave Brygge Syd er alle idéforladte og uden liv. Værst af alt er Jernbanebyen, hvor en enestående mulighed for at skabe en rigtig by forspildes: De gamle huse, der overlever, er fine, men planen for det nye byggeri vil resultere i en endnu større fiasko end Ørestaden. Det vil vi fortryde de næste 100 år.

Hvorfor er Danmark så langt bag efter udlandet, når det drejer sig om byplaner og byggeri, der skaber rigtige, ”organiske” byer i stedet for atmosfæreløse tegnebordsprojekter? Kunne boligforskerne ikke undersøge det? Kan det skyldes, at indoktrineringen af modernistisk ideologi og den deraf følgende ensretning af arkitektstuderende på de danske skoler har været mere effektiv end i udlandet? Det triste forstadsbyggeri har skabt parallelsamfund, og sammenhængskraften i vores velfærdssamfund er kommet under pres. Arkitekturoprøret har længe søgt kontakt til skolerne i København og Aarhus, men de vil ikke tale med os. Vi sætter vores lid til de nye arkitektuddannelser i Aalborg og Kalundborg. Derfra kan fornyelsen måske komme.

Jep Loft, Formand for Arkitekturoprøret”