Palads Teatret på Axeltorv i København står til at skulle rives ned, og det har fået en gruppe på Facebook til at gløde.
Det gælder også Jep Loft, der er formand for den danske gren af Arkitekturoprøret – en forening, der kæmper for at bevare de gamle bykerner.
»Der er ingen logik i, at man gerne vil være i Indre By, og man så river Indre By ned.«
Palads Teatret blev grundlagt i 1912, og i 1989 blev det malet i pastelfarver af kunstneren Poul Gernes.
»Det er en særlig bygning, som alle kender, og mange har et forhold til. Den har sjæl og atmosfære og er med til at skabe et bymiljø på Axeltorv. River man den ned, slår man det i stykker.«
Nordisk Film Biografer ønsker at rive Palads Teatret ned og kunne tidligere på året offentliggøre en modeltegning af erstatningen – tegnet at Bjarke Ingels’ arkitektfirma, BIG.
Selv om byggeprojektet endnu ikke er godkendt og finansieret, er modstanden mod planerne vokset.
Facebook-gruppen Bevar Palads har over 12.000 følgere, og gruppens underskriftindsamling for bevarelse af den ikoniske bygning har langt over 7.000 underskrifter.
»De kunne bygge ude på Vestegnen ved en S-togsstation eller ved metrolinjen i Sydhavnen. Men det vil man ikke. For folk vil gerne en tur i byen. Når man har været i biografen, kan man gå rundt i gaderne bagefter og få en øl eller en kop kaffe, fordi der er atmosfære,« siger Jep Loft og fortsætter:
»Derfor vil de gerne have deres biograf netop der. Hvad gør de så? Så river de det ned, der er. De ødelægger det, de gerne vil være en del af.«
I udkastet til det nye byggeri vil der være restauranter, caféer og barer i stueetagen, mens biografsalene kommer til at ligge under jorden.
Bjarke Ingels har tidligere kaldt det ‘en forbrydelse mod københavnsk arkitekturhistorie’ at rive Palads ned.
Sådan kan den nye Palads-biograf komme til at se ud. Foto:…Vis mere
Til filmmediet Filmz har han senere forklaret, hvorfor han ikke længere synes det.
»Jeg vil sige, at hvis man river Palads ned uden at skabe et nyt hjemsted for dansk film, der er dansk film værdig, og et nyt byrum, der er København værdig, og med en eller anden form for markant by- og bygningsintegreret kunst af vor tids svar på Poul Gernes, så skal man dømmes til kun at se film på en iPhone uden at måtte gå i biografen,« sagde Bjarke Ingels til Filmz.
Vibeke Wolfsberg, der er kommerciel direktør hos Nordisk Film Biografer, har tidligere sagt til TV 2 Lorry, at man har brugt 70 millioner kroner på at vedligeholde Palads over en 10-årig periode, og at det kun vil blive dyrere.
Jep Loft svarer retoriker: Arkitekturoprøret er ikke skabt, så lægfolk kan lære at forstå fagfolk, men så fagfolk lærer at lytte til kritikken
Arkitekterne er begyndt at lytte til Arkitekturoprøret, oplever foreningens formand, Jep Loft. Men byplanlæggerne har stadig meget at lære af de seneste årtiers kritik af modernistiske byrum, skriver han i dette debatindlæg.
Tak til Marcello Morns for indlægget i Politiken Byrum 3. august. Vi er glade for, at han ikke længere betragter Arkitekturoprøret som en latterlig samling brokkehoveder, og at han anerkender behovet for og værdien af debatten på vores hjemmeside og på Facebook.
Han skriver:
»Når en byggeekspert gør sig forståelig for lægfolk, er ekspertens perspektiv også forståeligt. Ekspertens betragtninger kan blive til redskaber, som lægfolk kan benytte til at forstå, hvad der sker med byggeriet lige nu.«
Vores ønske er dog nok snarere det omvendte: At fagfolk begynder at lytte til kritik og lære af de mange fejl, der i årevis er begået – både i form af hensynsløst nybyggeri i gamle bydele og i form af kedeligt byggeri i nye bydele. Og ønsket er blevet opfyldt, for så vidt at mange arkitekter giver os ret i vores kritik.
Mon ikke vi kan blive enige om, at der er mere byliv og atmosfære i Københavns Indre By og i brokvartererne end i Ørestad?
Det, vi mangler at se, er, at der også sker noget med byggeriet: at byplanlæggerne begynder at lære af de ældre bykvarterers charme og lægger linealen væk; at arkitekterne tør gøre sig fri af de seneste 100 års angst for ikke at være moderne; at arkitektskolerne begynder at undervise i betydningen af helheder med sammenhæng og harmoni; at bygherrerne indser beliggenhedsværdien af huse, som indgår i et rigtigt bymiljø; at de kommunale forvaltninger følger med tiden og forlader tidligere tiders forfejlede praksis, og at politikerne begynder at interessere sig for den kulturarv, som de ældre bymiljøer repræsenterer.
Vi taler hellere om bymiljø end om arkitektur
Marcello Morns skriver videre:
»I sidste ende er smag subjektivt, og man kan ende med at diskutere sig til blods i forsøget på at nå en fælles opfattelse af skønhed. Det er ikke så vigtigt, at man er enige på det punkt.«
Det er nok rigtigt. Derfor taler vi hellere om bymiljø end om arkitektur. Og mon ikke vi kan blive enige om, at der er mere byliv og atmosfære i Københavns Indre By og i brokvartererne, end i Ørestad?
Det er vigtigt at nå til enighed på det punkt. Vi forspildte en enestående mulighed, da vi byggede kedelige, moderne boligblokke på havnearealer overalt i landet.
Tænk, hvad der kunne være skabt af havnemiljøer, hvis man havde prøvet at ramme stedernes ånd – selv om de var forskellige fra tidsånden. Det var der ingen, der turde. Ikke alene er byggerierne kedelige – de har gjort skade på det miljø, der var. De har taget fra omgivelserne og intet givet tilbage.
Arkitekturoprøret sigter højere end at være forum for debat. Vi håber at ændre på en forfejlet praksis, der har været fulgt i flere menneskealdre.
Om negativ social arv fra Le Corbusier og Poul Henningsen
Af Jep Loft
I Arkitekturoprøret kritiserer vi to forhold: Dels at der er blevet bygget hensynsløst og brutalt i de gamle bykerner, og dels at de nyere bydele og forstæder savner det liv og den atmosfære, som de ældre bykvarterer har.
Vi forstår ikke, hvordan arkitektstanden i årtier kunne være passive vidner til, at harmonien i fine, gamle bymiljøer gang på gang blev slået i stykker af nedrivninger og utilpasset nybyggeri. Inden for andre kunstarter har man respekt for tidligere tiders stilarter, men arkitekter har insisteret på at bygge efter tidens mode; de synes at have savnet viljen til at værne om de gode bymiljøer.
Vi forstår heller ikke, hvorfor den enorme byggeaktivitet siden Første Verdenskrig ikke har skabt mere attraktive bykvarterer. Der er bygget gode boliger, men ikke gode byrum. Generelt er forstæderne kedeligere end bykernerne. Behøver det at være sådan?
Efter vores mening har fagfolkene – arkitekter, bygherrer, planlæggere, forvaltninger og fagskribenter – ikke alene fejlet; de har nægtet at lytte. De har levet i deres egen, lukkede verden uden at bekymre sig om lægfolks fortvivlelse. Fagfolk og lægfolk har været adskilt af en ”arkitekturkløft”. I utallige bøger og artikler om nyere tids arkitektur har fagfolk lovprist sig selv og hinanden for den fremragende arkitektur, som de seneste 100 år har præsteret. Le Corbusier og Poul Henningsen har sat deres præg på holdningerne. Oftest er det den enkelte bygning, der beskrives; at nye bygninger har ødelagt harmonien i det omgivende bymiljø, omtales så godt som aldrig. Ej heller har fraværet af nye, gode bymiljøer fået den opmærksomhed, det fortjener.
I de seneste år er der kommet en opblødning af fronterne. Flere og flere fagfolk står frem og deltager i kritikken. Det har bare ikke hjulpet. Næsten hver gang, man ser et nyt byggeprojekt, skuffes man. Mere af det samme. Store, firkantede klodser. Eller besynderlige geometriske figurer. Intet, der kan skabe et bymiljø. Byplaner lavet med lineal og passer uden nogen form for organisk præg. Ingen tilpasning efter omkringliggende ældre huse. Og man fortsætter med at rive ned i de ældre bykvarterer. Hvorfor kan nye tanker ikke slå igennem?
Det kan ikke skyldes pengemangel. Bygherrer burde nok kunne indse, at de ville tjene flere penge, hvis deres huse lå i et attraktivt bymiljø. Et mere klassisk funderet byggeri kan næppe være dyrere end det vartegnsbyggeri, der så ofte ses. Og brokvartererne har billigt byggeri, som er fuldt af atmosfære.
I Arkitekturoprøret er vi – med rette eller med urette – af den opfattelse, at det stadig er arven efter funktionalismen og modernismen, der fastlåser arkitektstanden. Nok kan fleste se, at Le Corbusiers idéer om byplanlægning var håbløse; at rive det centrale Paris ned for at bygge lange rækker af ens højhuse ville ingen drømme om i dag. Men han har alligevel sat sit præg på generationer af arkitekter. Hans Athen-charter fra 1933 indeholder følgende arrogante ordlyd: “The practice of using styles of the past on aesthetic pretexts for new structures erected in historic areas has harmful consequences. Neither the continuation of such practices nor the introduction of such initiatives will be tolerated in any form”. Specielt hvad angår restaurering og genopbygning af historiske bygninger er denne tankegang er videreført i §9 i ICOMOS’ Venedig-charter fra 1964, og den optræder nu i absurd form i ICOMOS’ og EUs nye retningslinjer fra 2018, hvor §16 lyder ” When new parts/elements are necessary, a project shall use contemporary design adding new value and/or use while respecting the existing ones”. Hvis midtertårnet på Kalundborg Kirke igen skulle styrte sammen, skal det åbenbart genopbygges i moderne stil.
I Danmark indtog Poul Henningsen den centrale rolle i arkitekturkritikken mellem de to verdenskrige. Han gik ind for harmoni og respekt for stedets ånd og var imod skyskrabere. Bl.a. derfor kaldte han Le Corbusier for en dilettant. Og han påstod ikke, at alt moderne var godt; men ligesom Le Corbusier hånede han nybyggeri, der ikke fremstod som moderne – eksempelvis det fine posthus på Trianglen i København. PH ønskede rationel arkitektur med socialt engagement og forsvarede de ’trøstesløse københavnske Lejekaserner’, fordi de var ”ærligt” byggeri, som svarede til den virkelighed, de dannede ramme om. Det lyder logisk, og tankegangen har sikkert sat sit præg på det betonbyggeri, der senere fulgte. Men den var jo helt gal: At fastholde de dårligst stillede i deres kår ved at give dem boliger, der understregede og udstillede deres situation. En opvækst i et trøstesløst bykvarter påvirker et menneske for livet.
Man skal ikke bygge ghettoer. Men det er jo det, man stadig gør. Til almennyttigt byggeri såvel som til velhavere. I god kvalitet og med en masse grønt, men uden byliv, uden atmosfære, uden diversitet, uden bymiljø.
Og man gør det af angst for ikke at være moderne.
Henvisninger:
“The Athens Charter” Formulated by the Congrès International d’Architecture Moderne (CIAM) in 1933. Translated from the French by Anthony Eardley. From Le Corbusier’s The Athens Charter. Grossman. New York, 1973.
“International Charter for the Conservation and Restoration of Monuments and Sites (The Venice Charter 1964)”. 2nd International Congress of Architects and Technicians of Historic Monuments, Venice, 1964. Adopted by ICOMOS in 1965.
ICOMOS International. “European quality principles for EU-funded interventions with potential impact upon cultural heritage”. ICOMOS International, Paris, 2019.
Jep Loft svarer Lars Juel Thiis: Påstået arkitektonisk kvalitet har legitimeret utallige overgreb på ældre bydele
Den enkelte bygning kan muligvis have arkitektonisk kvalitet, men samtidig ødelægge bydelen omkring sig. For at komme det problem til livs, skal vi have bevarende lokalplaner og revidere fredningsloven, skriver Arkitekturoprørets formand, Jep Loft, i dette debatindlæg.
Arkitekt Lars Juel Thiis påpeger i et debatindlæg i Politiken Byrum 18. maj, at »nybyggeriet er blevet intetsigende, i værste fald ligegyldigt – i kontrast til de gamle bymidters historiefortællinger«, og at de nye byområder langs havnefronterne i landets købstæder eksemplificerer fadæserne.
De synspunkter deles til fulde af Arkitekturoprøret.
Men vi har længe kæmpet for bevarende lokalplaner som værn mod utilpasset nybyggeri i de ældre bydele, og vi har også foreslået mere detaljerede lokalplaner for nye områder – senest Kokkedal Stationsområde – for at undgå mere af det samme atmosfæreforladte forstadsbyggeri.
Heri er Lars Juel Thiis uenig. Han skriver:
»Nogle mener, at løsningen er lokalplaner, der i detaljer beskriver projektets standarder, men så har man misforstået planlovgivningen. Lokalplaner skal give bygherrerne muligheder, ikke kun begrænsninger. Lokalplaner skal danne rammer for udformningen på overordnede niveauer,« skriver Lars Juel Thiis og fortsætter:
»Men med myndighedsprojektet, der baner vejen for byggetilladelsen, kan kommunen insistere på kvaliteten. En byggetilladelse bør ikke gives, førend bygherren kan garantere projektets arkitektoniske kvalitet – og det er også på dette niveau, at et projekts byggeomkostninger fastlægges.«
Indfør bevarende lokalplaner
Kvalitet er et taknemmeligt begreb i den sammenhæng. Nationalbanken er vel kvalitet? Men bygningen har samtidig ødelagt en hel bydel.
Vil Lars Juel Thiis gerne se nye lignende projekter i Københavns Indre By? Forhåbentlig ikke; så langt er den almindelige forståelse for bymiljø vist nok kommet.
Kvalitet er et taknemmeligt begreb i den sammenhæng. Nationalbanken er vel kvalitet? Men bygningen har samtidig ødelagt en hel bydel
Jep Loft
Men hans eget byggeri på Nyborg Slot er vel også kvalitet, og alligevel er vi tusindvis, der er fortvivlede over tivoliseringen af det enestående og fredede slot.
Påstået arkitektonisk kvalitet har legitimeret utallige overgreb på ældre bydele. Pressens ultramoderne hus i fine, gamle Skindergade i København er blevet fredet. Det er sikkert et udmærket hus, men bare ikke på det sted.
At diskutere moderne arkitektur er som at diskutere moderne kunst. Vi bliver ikke enige, og det skal vi heller ikke være. Og det gør ikke noget, for det væsentlige for de fleste mennesker er gode bymiljøer, og det er noget helt andet.
Arkitekter har ikke haft øje for, hvad gode bymiljøer er; de har ødelagt gamle ved at slå sammenhæng og harmoni i stykker, og de har ikke kunnet levere nye
Jep Loft
Arkitekter har ikke haft øje for, hvad gode bymiljøer er; de har ødelagt gamle ved at slå sammenhæng og harmoni i stykker, og de har ikke kunnet levere nye. Derfor skal vi have bevarende lokalplaner. Og det får vi forhåbentlig også.
De (få) velbevarede provinsbyer har haft det længe, og nu vil København også lave lokalplaner, foreløbig for Indre By og Christianshavn.
Lad os oven i købet få en revision af fredningsloven, så man kan frede hele områder og frede facader uden at lægge bånd på anvendelsen af husenes indre.
DER VAR FULDT HUS PÅ KAYAK BAR D. 2/2 TIL ARKITEKTUROPRØRETS DEBAT MED TITLEN: KAN VI BYGGE BRO OVER ARKITEKTURKLØFTEN?
I BAGGRUNDEN AF BILLEDET SES DEBATPANELET, SOM BESTOD AF HOLGER DAHL FRA BERLINGSKE, CLAUS M. SMIDT, FORMAND FOR GAMLE BYGNINGERS BEVARING, JAKOB LANGE, FORMAND FOR FORENINGEN HOVEDSTADENS FORSKØNNELSE, KARSTEN IFVERSEN FRA POLITIKEN OG LARS AUTRUP, DIREKTØR FOR ARKITEKTFORENINGEN SAMT ORDSTYREREN, BENT LOHMANN, FORMAND FOR INDRE BY LOKALUDVALG. I FORGRUNDEN JEP LOFT.
På den ene side af Møntergade er husene fra 1700 og 1800-tallet. I et af dem har Byens Kro i en årrække skænket øl til københavnerne under de lave lofter. I en anden sælger blomsterbutikken Decó overdådige buketter.
Anderledes ser det ud på den modsatte side af gaden, hvor en hvid bygning fra 1960erne udgør hele husrækken. Flere lokaler står tomme bag glasfacaderne som kontrast til det leben, der udspiller sig på den anden side.
»Her har vi opskriften på, hvordan man ødelægger en by. Ingen butikker, intet liv. Hvis der åbnede en Byens Kro derinde, ville der sidde nul mennesker. Der gider folk ikke at være. På den anden side af gaden, hvor husene er gamle, er der til gengæld masser af liv og atmosfære.«
Jep Loft er netop gået på pension efter at have arbejdet som jurist hos blandt andre A.P. Møller. Det giver ham ekstra tid til det, der siden 1970erne har optaget en stor del af hans fritid: kampen for et smukkere København.
Senest er han blevet formand for Arkitekturoprøret – en forening, der startede i Sverige, men som for et par år siden fik en aflægger her i København. Det erklærede mål er at få arkitekterne til at tegne bygninger, som passer ind i det eksisterende historiske miljø, og – ikke mindst – at få politikerne til at forpligte bygherrer og arkitekter gennem bevarende lokalplaner. Ud over at bevare historiske bygninger, ønsker foreningen, at nybyggeri i højere grad passer ind i lokalmiljøet frem for at stå i kontrast til omgivelserne.
»Da jeg gik med i Arkitekturoprøret, var der allerede 3.000 medlemmer. Nu er vi i gang med at gøre det til en rigtig forening. Hidtil har vi kun haft en facebookside,« siger Jep Loft om foreningen, der har 40.000 medlemmer i Sverige, og som han håber bliver en hel bevægelse.
»Jeg tror på, at der er momentum i de her år. At mange tænker ligesom os. Der er ved at ske noget,« siger han.
»Nej-københavnerne«
Som medlem af Lokaludvalget Indre By er Jep Loft allerede en kendt stemme i debatten – det til trods for, at han selv bor i Gentofte. Fordi han er medlem og medstifter af Tivolis venner, har han en plads i lokalududvalget, som også tæller lokalpolitikere og beboere i Indre By.JEP LOFT, FORMAND FOR ARKITEKTUROPRØRET
»Det er som med moderne kunst. Man vil så nødig være dum, og man vil så gerne kunne se, at det moderne er noget særligt. Og når det så endda er en berømt arkitekt, er der mange, som ikke tør sige fra. Ingen vil beskyldes for at være en kustode eller gammeldags. For hvad nu, hvis det er fin arkitektur?«
Han var en af dem, der råbte højest, da planerne om at bygge et hoteltårn i den gamle have blev præsenteret i 2006.Artiklen fortsætter efter annoncen
»Vores by er flot, fordi den ikke har nogen skyskrabere, radiotårne og alt muligt skidt, som de har i eksempelvis London. Det vidste Norman Foster godt, da han tegnede den skyskraber. Vi gjorde et stort arbejde for at forhindre den. Borgerrepræsentationen tog sig sammen og sagde nej, fordi vi protesterede så kraftigt og havde fat i dem alle,« siger Jep Loft og understreger, at modstanderne fik tilnavnet »nej-københavnerne« under Klaus Bondam, som var Teknik- og miljøborgmester på daværende tidspunkt. Efterfølgende udtalte Bondam til Ritzau, at de politiske modstandere bevægede sig i en »museal andedam«.
Norman Foster foran en model af sit forslag til et hoteltårn i 2006. Det endte dog med at blive stemt ned og fik daværende teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam til at udtale til Ritzau, at modstanderne bevægede sig i en »museal andedam«.Foto: Bjarke Ørsted.
Netop den holdning vil Arkitekturoprøret gøre op med.
»Det er som med moderne kunst. Man vil så nødig være dum, og man vil så gerne kunne se, at det moderne er noget særligt. Og når det så endda er en berømt arkitekt, er der mange, som ikke tør sige fra. Ingen vil beskyldes for at være en kustode eller gammeldags. For hvad nu, hvis det er fin arkitektur?« spørger Jep Loft.JEP LOFT, FORMAND FOR ARKITEKTUROPRØRET
»Tag for eksempel den grønne frø på Amager Fælled. Frank Jensen var jo ved at miste sin borgmestertitel på grund af den frø, og projektet blev lagt i graven. Men bulldozerne kom stadig ind og fjernede Slagtergårdene på Vesterbro, selv om der var masser af modstand og stort fakkeloptog, som jeg selv deltog i. Politikerne var ligeglade.«
Et andet eksempel er Teaterfuglen. I 1996 vandt den norske arkitekt Sverre Fehn førstepladsen i konkurrencen om at bygge et nyt teaterhus til Det Kongelige Teater.
»Det skulle kapsles ind i glas, og nogle af de gamle huse skulle rives ned. Jeg tænkte: Det her bliver stygt. Lad os beholde Kongens Nytorv, som det er«.
Kongens Nytorvs Venner kaldtes gruppen, som han var medstifter af.
»Vi begyndte at indsamle indsigelser i forbindelse med, at der skulle laves en lokalplan. Der var faxmaskinen blevet opfundet, så i stedet for, at folk skulle skrive breve og sætte frimærker på, lavede vi en faxkupon med 16 grunde til, at det her ikke skulle blive til noget. Dem delte vi ud, og der kom næsten 2.000 indsigelser ind til kommunen. Det havde man ikke set før. Det var jo ikke en underskriftsindsamling, for folk havde sat kryds ved præcis det, de mente, man skulle undgå,« siger Jep Loft og tilføjer:
»Det var nu nok alligevel ikke det, der væltede forslaget i sidste ende.«
Sverre Fehns vinderprojekt til et nye skuespilhus ved Det Kgl. Teaters Nye Scene gav anledning til en voldsom debat. I november 1996 blev der opstillet en mock-up af bygningens facade mod Kongens Nytorv. Men borgerrepræsentationen endte med at sige nej til forslaget.Foto: NILS LUND PEDERSEN.
Ikke stærkere end svageste led
Vi er nået til Kultorvet, hvor Knud Højgaards hus fylder en god del af pladsen.
»Kultorvet er et rigtig flot torv, men så ligger der den der kasse. Kæden er jo ikke stærkere end det svageste led. Hvis du har fire vægge i din stue, og du tapetserer og maler på tre vægge, mens det fjerde tapet hænger i laser, så er det jo det, man lægger mærke til. Det samme sker, når man bygger et grimt hus på en ellers smuk plads,« siger Jep Loft og understreger, at nok har 1960erne og 70erne – og tildels 50erne – stået for de største katastrofer i dansk byudvikling med nedrivninger af arkitektoniske perler og sjælløst nybyggeri, men også i dag sker det, at ny arkitektur er med til at ødelægge bymiljøet.
Jep Loft mener, at Knud Højgaards hus på Kultorvet er et eksempel på arkitektur, der ikke passer ind i det eksisterende bymiljø. Huset blev opført i 1957. Københavns Hovedbibliotek lå her til 1993. Foto fra 1957: Vagn HansenFoto: Vagn Hansen.
Derfor ønsker Arkitekturoprøret bevarende lokalplaner for den gamle bykerne, som dikterer, at arkitekter skal bygge i den eksisterende stil. I dag tager man stilling fra sag til sag, og det betyder ifølge Jep Loft, at man risikerer, at ny arkitektur ødelægger et gammelt miljø. Han nævner Toldbodgade 13 som et eksempel. Her blev et hus renoveret for nogle år siden, og det blev blandt andet beklædt med aluminiumsskærme – en renovering, som ellers er blevet fremhævet som særligt vellykket af Dansk Arkitektur Center.
»Det er en en af de mest fantastiske karreér i Nordeuropa med Nyhavn fra 1600-tallet, Toldbodgade, Sankt Annæ Plads og Lille Strandstræde. Midt i det placerer de noget, som jeg ikke engang ved, om jeg skal kalde for et hus. Jeg vil kalde det en stålkonstruktion. Når man får lov at lave sådan noget i den mest ømtålelige karré, kan man få lov andre steder også. Der er ingen lokalplan, der beskytter det,« siger Jep Loft.
»Så sidder kommunen og siger: »Vi må tage den enkelte sag og se på den«. Det er det, jeg vil ændre. Så slipper vi for, at de kommer med deres snak om referencer og dialog. Det er helt sort. Det er som at høre skrædderne i »Kejsernes nye klæder«,« siger Jep Loft, som ofte er blevet mødt med skepsis, da han ikke er uddannet arkitekt. For er man så berettiget til at have en holdning?
»Jeg er ofte blevet spurgt: »Hvorfor siger du noget? Du er da ikke arkitekt. Det er os, der har fagligheden«. Arkitekterne har i det hele taget været meget arrogante, men det tror jeg ikke er tilfældet længere. Jeg tror, vi er kommet dertil, hvor de unge arkitekter godt kan se, at ikke alt, hvad de gamle gjorde, har været godt. Men der sidder stadig nogle i Københavns Kommunes administration, som hænger fast i en gammeldags 70er-tænkning. God arkitektur er ikke nogen garanti for et godt bymiljø. Se blot Nationalbanken. Byggeriet slog en smuk karré i stykker, og alt liv forsvandt,« siger Jep Loft som også gerne tager stilling til arkitektur uden for København K.
»Det, som gør mest ondt, er, når pladserne bliver ødelagt. Tag ud i Tuborg Nord. Alle de penge, der findes, var til rådighed. De dyreste grunde og Øresund. Gentofte kommune, kun rige mennesker. Ikke noget med at råbe op om pengemangel eller bygherrer, der ville have den billigste løsning. Vel ville de ej. Hvad har de derude? Intet. Punkthuse. Der er ikke noget hyggeligt,« siger han.
Den nye miljøkamp
Arkitekturoprøret får fem-ti nye medlemmer om dagen, fortæller Jep Loft, som sammenligner oprøret med miljøsagen i 70erne. »Der var det også folket, der sagde: »Nu vil vi ikke finde os i det mere«. Det startede med, at Øresund flød med lort, og Ekstra Bladet kaldte det »Pløresund«. Så fik det momentum, og man fik et miljøministerium og Naturstyrelsen og naturklagenævn. Planloven dækker også bymiljøer, bebyggelser og naturområder. Med hvad er der sket med bebyggelse og bymiljøer? Intet. Hvad er der sket på miljøområdet? En hel masse,« konstaterer Jep Loft.
»Tag for eksempel den grønne frø på Amager Fælled. Frank Jensen var jo ved at miste sin borgmestertitel på grund af den frø, og projektet blev lagt i graven. Men bulldozerne kom stadig ind og fjernede Slagtergårdene på Vesterbro, selv om der var masser af modstand og stort fakkeloptog, som jeg selv deltog i. Politikerne var ligeglade,« siger Jep Loft, som alligevel er optimistisk.
»Jeg tror, der er momentum nu,« siger han.
FAKTA
Jep Loft om tre københavnersager
Blox »Blox var et fejlskud. Der var kæmpe møde på Nationalmuseet, hvor der sad 297 og var imod og tre, der var for. Men det var kun de tre, der var for, som rigtig fik lov at sige noget. Det var en farce. »Lad nu idioterne blive borgerinddraget og lad dem vrøvle, og så gør vi alligevel det, vi har tænkt«. Jeg er sikker på, at Realdania fortryder byggeriet bitterligt«.
Slagtergårdene på Vesterbro »Det var et fantastisk bymiljø, som aldrig kan genopstå, med sine små gårde, skæve bygninger og værksteder. Hvis nogen havde sat det i stand, ville masser af rige mennesker gerne flytte ind i det. Det kan godt betale sig at sætte det gamle i stand.«
Holckenhus »At man stjæler nogle atelierer fra nogle kunstnere – det må de jo nok desværre finde sig i. De har været privilegerede med relativt lav husleje og for et areal. Men Holckenhus havde de her trapper og glas og fine detaljer, og så kommer uforstandige personer og fjerner det. Det er tonedøvt. Men jeg kan ikke forlange, at folk skal betale en lille husleje for en stor lejlighed.«
Seneste kommentarer