Jesper Pagh: København kunne lære af Aarhus – her er det åbenlyst, at developerne bestemmer

Mens man i København ikke kan gå uden for en dør uden at blive mindet om de fortræffeligheder, kommunen gerne vil have, at man føler sig inddraget i, har Aarhus fuld fokus på developerne som drivende kraft i byens udvikling – helt åbenlyst. Men begge steder handler det om penge, skriver Jesper Pagh i dette debatindlæg.

 

DEBAT30. OKT. 2020 KL. 00.00

 

JESPER PAGH

Adjunkt i byplanlægning, Institut for Mennesker og Teknologi, Roskilde Universitet

 

Den anden dag indviede ét af medlemmerne i Arkitekturoprørets facebookgruppe de øvrige medlemmer af gruppen i, hvad han netop havde erfaret: Byudvikling er et komplekst samspil mellem mange parter med forskellige og ofte modsatrettede interesser, og der findes folk derude – developere og deres investorer – der tjener penge på det.

Nu er det jo ikke ulovligt at tjene penge, og for de fleste, der beskæftiger sig professionelt med feltet, kommer det ikke som nogen overraskelse, at der skal privat kapital til for at drive byudviklingen frem.

Aarhus toner rent flag

Det gør det imidlertid for en stor del af arkitekturoprørerne, og det er da også tydeligt til borgermøder og i den offentlige debat om arkitektur og byudvikling i det hele taget, at selv meget engagerede borgere, repræsentanter for interesseorganisationer, professionelle debattører, ja selv politikere med afgørende indflydelse på beslutningerne, ofte fægter i blinde, når de forsøger at få overblik over, hvad der egentlig foregår, og hvordan de selv får indflydelse på byudviklingen.

Det er et grundlæggende problem, hvis vi ikke alle deltager i den demokratiske samtale på et oplyst grundlag. Derfor er det også fint og godt, at Aarhus’ bystrategiske chef, i et interview her på siden 20. oktober hverken taler om borgerinddragelse, byplanlægning eller bæredygtighed, men gør det tydeligt, at fremtidens Aarhus først og fremmes skal udvikles i samarbejde med developerne.

Det gør det nemmere at forstå, for hvis skyld Aarhus Ø skal være »et godt sted at bo, arbejde og ikke mindst at besøge«, som hun siger i interviewet.

Der bliver ikke udskiftet en pære i en gadelygte uden at kommunens kommunikationsafdeling lancerer en SoMe-kampagne om, at trafikken lige nu er omdirigeret, fordi man er ved at gøre byen grønnere

Som borger i Danmarks eneste storby, København, skal man lægge ører til ikke så lidt gas om byens udvikling og planlægning.

Der bliver ikke udskiftet en pære i en gadelygte, uden at kommunens kommunikationsafdeling lancerer en SoMe-kampagne om, at trafikken lige nu er omdirigeret, fordi man er ved at gøre byen grønnere og bedre, så flere kan blive talt, mens de går mere og bliver lidt længere i verdens første klimakvarter i verdens bedste CO2-neutrale og most liveable cykelby med plads til alle – en verdensby med ansvar, hvor vi bader i havnen og er sammen om byen og lokal afledning af regnvand og trafiksanering af Indre By, hvor blomsten af forstædernes ungdom udlever deres drømme i en sø af tis og opkast tirsdag til lørdag.

Politikere tager æren for rent havnevand

Politikere står i kø for at tage æren for, at kommunale embedsmænd med stålsat vedholdenhed sørgede for, at havnen blev ren nok til, at man i dag kan bade i den, og for at den kollektive transport i årtier har været så elendig, at de fleste har vænnet sig til, at det (også på grund af istidens fordelagtige behandling af det landskab, byen er bygget på) er langt hurtigere og sikrere at komme frem på cykel.

50-årsplaner for byens fremtid bliver lanceret med tegninger af en strand på et sted, hvor der aldrig vil kunne etableres en strand

50-årsplaner for byens fremtid bliver lanceret med tegninger af en strand på et sted, hvor der aldrig vil kunne etableres en strand, marineret i bingo-urbanistiske køkkenbordsargumenter om, at det er nødvendigt at anlægge en by på størrelse med Hillerød på dét sted i kommunen, der vil være allermest udsat for verdenshavenes stigende vandstand, for at etablere to kilometer kystsikring af resten af byen, at boligpriserne vil begynde at falde, fordi man fastholder og styrker de dynamikker, der i de seneste 20 år har fået dem til at stige, og at man er nødt til at etablere Østlig Ringvej.

En eufemisme for den havnetunnel, der for mange har været et hedt ønske i årtier – for at kunne komme til lufthavnen uden at skulle ind over Kongens Nytorv (fordi det tilsyneladende er for svært for billister nordfra at se det skilt på Lyngbymotorvejen, der med et ikon af en flyvemaskine viser af til lufthavnen ad Motorring 3 udenom byen).

De valfarter til workshops og møder

Planchef, stadsarkitekt og øvrige embedsmænd valfarter til workshops og møder, og det for at give borgerne en oplevelse af at blive både hørt og set og inddraget i vores fælles fremtid. Og man kan dårligt åbne lokalavisen Politiken uden at finde et indlæg fra en lokalpolitiker, der er i gang med at legitimere ét eller andet nyt projekt eller en ny, spændende proces.

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, man levede i en basisdemokratisk udgave af The Truman Show.

I Aarhus er det hverken borgmesteren, rådmanden eller udvalgsformanden, planchefen eller stadsarkitekten, der går forrest med visioner om omdannelsen af de bynære havnearealer, der – siden man droppede bolle-Å’et for bedre at kunne markedsføre byen internationalt – er blevet kaldt Aarhus Ø.

Byplan er aflyst til fordel for forretningsplan

I stedet er det den bystrategiske chef, der uden omsvøb og tilsyneladende med en vis stolthed aflyser byplanen til fordel for forretningsplanen.

I stedet for langsigtede masterplaner er der behov for »et byudviklingsværktøj, som i højere grad kan samtænke den fysiske planlægning med de overordnede strategier og visioner og sikre, at økonomien også på den lange bane holder«, fortæller den jurauddannede bystrategiske chef og opridser dermed på en dybt selvmodsigende og lidt kedelig, embedsmandsagtig måde ret præcist, hvad langsigtede masterplaner er.

Men i Aarhus arbejder man i stedet med »det multifaglige byudviklingsredskab ’udviklingsplaner’ udviklet af Realdania«, fortæller hun – tilsyneladende til fordel for alle mulige mærkelige redskaber, der løbende bliver udviklet i rådgivernes praksis og rundt omkring på landets forsknings- og uddannelsesinstitutioner.

»Kravene til den gode by er foranderlige over tid«, fortæller den bystrategiske chef, og det er der ikke noget nyt i. Det er der heller ikke i troen på, at den bedste måde at sikre, at samfundsskabte værdier som kommunalt ejet jord på lang sigt udvikles til gavn for det fælles bedste, er ved at sælge den til højestbydende.

Det var sådan, de københavnske brokvarterer for snart 150 år siden udviklede sig fra attraktivt beliggende friarealer til slum på stort set ingen tid, så det er ikke første gang, man prøver det – forskellen er bare, at dengang havde man hverken lovgivning eller planværktøjer til at forhindre det.

Det har vi nu – af samme årsag – og byplanlægningens faghistorie er én lang fortælling om at forsøge at »undgå gamle fejl«, som den bytrategiske chef angiver som baggrund for den hårdtpumpede investordrevne byudvikling, man i Aarhus har valgt som én af måderne til at realisere den neoliberale bypolitik, der må være flertal for på byens smukke rådhus.

Der venter rolige år for stadsarkitekt

Som borger i Aarhus kan man gå roligt i seng forvisset om, at der ikke er nogen, der forsøger at foregøgle én, at det for eksempel handler om at arbejde for klimasikring eller bæredygtig omstilling, eller at man nu skal spilde en masse tid på at blive inddraget i alt muligt, der alligevel bare kører videre, uanset hvad man gør.

Og den kommende (eller blivende) stadsarkitekt kan se frem til nogle rolige år på posten som ’fri fugl’, som de kalder det i smilets by, når en centralt placeret embedsmand hverken har ledelsesansvar eller beslutningskompetence; for bortset fra at flakse rundt på stækkede vinger i sit bur, som TV-2 synger i den gamle sang, kan der ikke være meget tilbage for vedkommende at beskæftige sig med.

Udover selvfølgelig at undgå at flyve i vejen for developerne, når de skal til møde med den bystrategiske chef.