Vi har et indlæg i Politiken Byrummonitor.
Dette er den oprindelige version:
“I et debatindlæg d. 28/1 opfordrede professor John Pløger til debat om ”stedets ånd”. Det kan vi kun bifalde. I al beskedenhed mener vi selv at have ført den debat i adskillige år, men John Pløger har ret deri, at næsten ingen fra byggebranchen har fundet anledning til at deltage. Debatten har været anført af os lægfolk.
Kampen for stedets ånd har været en kamp imod tidens ånd. Og tidens ånd har været præget af ”Modernismen” – den samlende betegnelse, som vi benytter for de forskellige stilarter, der har hersket i snart 100 år. Den er baseret på ideologi og holdninger, men desværre ikke på sund fornuft. Karakteristisk for Modernismen har været dens arrogance. Dens åndelige fader, Le Corbusier, skrev i sit Athen-charter fra 1933: “The practice of using styles of the past on aesthetic pretexts for new structures erected in historic areas has harmful consequences. Neither the continuation of such practices nor the introduction of such initiatives will be tolerated in any form”. Specielt hvad angår restaurering og genopbygning af historiske bygninger er denne tankegang er videreført i ICOMOS’ Venedig-charter fra 1964 og i ICOMOS’ og EUs retningslinjer fra 2018.
Arkitekten Kay Fisker skrev i 1947 om Funktionalismen, at den ”… var en udrensning. Den fejede hen over os som et uvejr, befriende og stimulerende. Og den var nødvendig. Men den væltede for meget. Arkitekturen blev steril, formerne for skematiske, det hele til tider umenneskeligt.” (Citat fra M. Gelfer-Jørgensens bog ”Kay Fiskers møbler”).
Det hjalp desværre ikke. Arkitektstanden har hårdnakket holdt fast i doktriner, som tiden er løbet fra. Konsekvensen har været triste betonforstæder og ødelæggelse af ældre bymiljøer. Professor Christoffer Harlang skriver i bogen ‘Arkitektursyn’ fra 2009: ”Trods de bedste intentioner har moderniteten i det 20. århundrede skyllet som en tsunami af ødelæggelse hen over klodens overflade og forvandlet naturforekomster, bystrukturer og kulturlandskaber til et kaos af identitetsløse forstadskvarterer…”
Det burde være en pligt for enhver arkitekt og bygherre at forstå ”stedet”, hvor der skal bygges. At vise hensyn, at efterleve de spilleregler, der gælder på stedet. Men ældre arkitekter kan berette, at man på studiet lærte at bygge sit eget hus uden at bekymre sig om omgivelserne. Og arkitekter synes at have sat en ære i at skille sig ud fra og dermed modarbejde det omgivende byrum. Moderne bankbygninger på gamle torve og ”infill”-byggerier i ældre husrækker har slået harmoni og sammenhæng i stykker. Tilbygninger til skoler, museer, hospitaler, rådhuse, kirker m.m. har som hovedregel skabt kontrast til de oprindelige bygninger. Begrebet ”bymiljø” synes at have været ukendt på arkitektuddannelserne.
At forstå ”ånden” på et sted må kræve en indsigt i de lokale beboeres tankegang og traditioner. Men det synes ikke at have bekymret arkitekterne. Byggebranchen har været uinteresseret i almindelige menneskers mening. Arkitekturoprøret er nu etableret i 34 lande, og takket være vores netværk har vi kendskab til snesevis af meningsmålinger fra udlandet. Alle peger i samme retning: flertallet foretrækker traditionelt byggeri frem for moderne. Arkitekturoprørets årlige afstemninger viser det samme.
Myndighederne bærer deres del af skylden for bymiljøernes triste tilstand. Fredningsloven tillader ikke fredning af områder, kun enkelte huse. Og en effektiv beskyttelse af vores kulturarv kræver, at man kan frede det ydre af et hus og lade ejeren indrette det indre, så huset fortsat kan fungere. Men desværre findes B-fredning ikke længere. I Frankrig har man med en enkelt lov fra 1962 beskyttet landets tusindvis af historiske bykerner, uden udgift for staten. Men Kulturministeriet i Danmark har intet gjort for at beskytte vores få fine bymiljøer. Og kommunerne tillader lystigt nedrivning af bevaringsværdige huse.
Arkitekter lægger ofte ansvar på bygherrerne. Men det er på tide, at arkitektskolerne vedkender sig fortidens fejl og melder sig ind i debatten. Uddannelsen bør skabe en større forståelse for stedets ånd.
Jep Loft”
Det nye Sølund ved Sortedamssøen.
Seneste kommentarer