Lad os bygge smukt igen

Tag: Kay Fisker

Stedets ånd vs. tidens ånd. Politiken Byrummonitor d. 14/2 – 2025.

Vi har et indlæg i Politiken Byrummonitor.

Link til artiklen

Dette er den oprindelige version:

“I et debatindlæg d. 28/1 opfordrede professor John Pløger til debat om ”stedets ånd”. Det kan vi kun bifalde. I al beskedenhed mener vi selv at have ført den debat i adskillige år, men John Pløger har ret deri, at næsten ingen fra byggebranchen har fundet anledning til at deltage. Debatten har været anført af os lægfolk.

Kampen for stedets ånd har været en kamp imod tidens ånd. Og tidens ånd har været præget af ”Modernismen” – den samlende betegnelse, som vi benytter for de forskellige stilarter, der har hersket i snart 100 år. Den er baseret på ideologi og holdninger, men desværre ikke på sund fornuft. Karakteristisk for Modernismen har været dens arrogance. Dens åndelige fader, Le Corbusier, skrev i sit Athen-charter fra 1933: “The practice of using styles of the past on aesthetic pretexts for new structures erected in historic areas has harmful consequences.  Neither the continuation of such practices nor the introduction of such initiatives will be tolerated in any form”. Specielt hvad angår restaurering og genopbygning af historiske bygninger er denne tankegang er videreført i ICOMOS’ Venedig-charter fra 1964 og i ICOMOS’ og EUs retningslinjer fra 2018.

Arkitekten Kay Fisker skrev i 1947 om Funktionalismen, at den ”… var en udrensning. Den fejede hen over os som et uvejr, befriende og stimulerende. Og den var nødvendig. Men den væltede for meget. Arkitekturen blev steril, formerne for skematiske, det hele til tider umenneskeligt.” (Citat fra M. Gelfer-Jørgensens bog ”Kay Fiskers møbler”).

Det hjalp desværre ikke. Arkitektstanden har hårdnakket holdt fast i doktriner, som tiden er løbet fra. Konsekvensen har været triste betonforstæder og ødelæggelse af ældre bymiljøer. Professor Christoffer Harlang skriver i bogen ‘Arkitektursyn’ fra 2009: ”Trods de bedste intentioner har moderniteten i det 20. århundrede skyllet som en tsunami af ødelæggelse hen over klodens overflade og forvandlet naturforekomster, bystrukturer og kulturlandskaber til et kaos af identitetsløse forstadskvarterer…”

Det burde være en pligt for enhver arkitekt og bygherre at forstå ”stedet”, hvor der skal bygges. At vise hensyn, at efterleve de spilleregler, der gælder på stedet. Men ældre arkitekter kan berette, at man på studiet lærte at bygge sit eget hus uden at bekymre sig om omgivelserne. Og arkitekter synes at have sat en ære i at skille sig ud fra og dermed modarbejde det omgivende byrum. Moderne bankbygninger på gamle torve og ”infill”-byggerier i ældre husrækker har slået harmoni og sammenhæng i stykker. Tilbygninger til skoler, museer, hospitaler, rådhuse, kirker m.m. har som hovedregel skabt kontrast til de oprindelige bygninger. Begrebet ”bymiljø” synes at have været ukendt på arkitektuddannelserne.

At forstå ”ånden” på et sted må kræve en indsigt i de lokale beboeres tankegang og traditioner. Men det synes ikke at have bekymret arkitekterne. Byggebranchen har været uinteresseret i almindelige menneskers mening. Arkitekturoprøret er nu etableret i 34 lande, og takket være vores netværk har vi kendskab til snesevis af meningsmålinger fra udlandet. Alle peger i samme retning: flertallet foretrækker traditionelt byggeri frem for moderne. Arkitekturoprørets årlige afstemninger viser det samme.

Myndighederne bærer deres del af skylden for bymiljøernes triste tilstand. Fredningsloven tillader ikke fredning af områder, kun enkelte huse. Og en effektiv beskyttelse af vores kulturarv kræver, at man kan frede det ydre af et hus og lade ejeren indrette det indre, så huset fortsat kan fungere. Men desværre findes B-fredning ikke længere. I Frankrig har man med en enkelt lov fra 1962 beskyttet landets tusindvis af historiske bykerner, uden udgift for staten. Men Kulturministeriet i Danmark har intet gjort for at beskytte vores få fine bymiljøer. Og kommunerne tillader lystigt nedrivning af bevaringsværdige huse.

Arkitekter lægger ofte ansvar på bygherrerne. Men det er på tide, at arkitektskolerne vedkender sig fortidens fejl og melder sig ind i debatten. Uddannelsen bør skabe en større forståelse for stedets ånd.

Jep Loft”

Holger Dahl lovpriser Vestersøhus. Vi er uenige. Berlingske d. 26/7 – 2023.

  Det nye Sølund ved Sortedamssøen.

Vi har dette indlæg i Berlingske:

“Holger Dahl udnævnte i en artikel den 18/7 facaden på det kæmpestore Vestersøhus i Vester Søgade til en af Københavns bedste. Det er vi uenige i. Vestersøhus er utvivlsomt stor, modernistisk arkitektur. Og det er sikkert et godt sted at bo. Men Holger Dahl forsømmer ligesom andre, der har lovprist dette hus, at overveje, hvad der ville ske, hvis alle de andre husrækker langs søerne lignede Vestersøhus. Det ville jo være et mareridt af ensformighed. Derimod ville det være fortrinligt, hvis alle husrækkerne ud til de tre søer lignede husrækken med Irmahønen eller husrækkerne på begge sider af Søtorvet. De består af forskellige huse, der sammen indgår i en harmonisk enhed. De giver liv og atmosfære. Det gør Vestersøhus ikke.

Holger Dahl fremhæver en række detaljer i den 300 meter lange facade, som får den til hele tiden at ”folde sig ud”. Og det er vel netop arkitektens tilgang – og én af årsagerne til, at arkitekturen i snart 100 år ikke har skabt gode bymiljøer. Arkitekterne har manglet sans for eller været uinteresserede i den større sammenhæng i bybilledet. De har betragtet hvert enkelt byggeri som et kunstværk, der skal hvile i sig selv. Denne tilgang har gjort stor skade i de ældre bykvarterer, og den har ikke leveret nye bydele, som kan måle sig med de ældre. Derimod har den skabt triste forstadsbebyggelser.

I den modsatte ende af søerne skal snart ”Det nye Sølund” opføres. Planen viser et deprimerende kasse-byggeri uden indpasning i de smukke omgivelser. Ikke alene bliver det et trist og uskønt byggeri. Det vil også slå harmonien i en fin husrække i stykker og dermed tilføre byen negativ værdi.

Men tiden er forhåbentlig ved at løbe fra den modernistiske byggestil. I andre europæiske lande er både myndigheder og bygherrer begyndt at lytte til befolkningernes ønsker. Der opføres nu nye bydele i klassisk, traditionel byggestil. Før eller siden når denne udvikling vel også til Danmark. Det skal helst gå hurtigt, hvis vi skal nå at ændre på byggeriet af Det nye Sølund. Men en artikel som Holger Dahls kan desværre medvirke til at forsinke udviklingen.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret.”

 

 

© 2025 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑