Arkitekturoprøret

Lad os bygge smukt igen

Tag: Le Corbusier

Stedets ånd vs. tidens ånd. Politiken Byrummonitor d. 14/2 – 2025.

14. februar 2025 / / 0 kommentarer

Vi har et indlæg i Politiken Byrummonitor.

Link til artiklen

Dette er den oprindelige version:

“I et debatindlæg d. 28/1 opfordrede professor John Pløger til debat om ”stedets ånd”. Det kan vi kun bifalde. I al beskedenhed mener vi selv at have ført den debat i adskillige år, men John Pløger har ret deri, at næsten ingen fra byggebranchen har fundet anledning til at deltage. Debatten har været anført af os lægfolk.

Kampen for stedets ånd har været en kamp imod tidens ånd. Og tidens ånd har været præget af ”Modernismen” – den samlende betegnelse, som vi benytter for de forskellige stilarter, der har hersket i snart 100 år. Den er baseret på ideologi og holdninger, men desværre ikke på sund fornuft. Karakteristisk for Modernismen har været dens arrogance. Dens åndelige fader, Le Corbusier, skrev i sit Athen-charter fra 1933: “The practice of using styles of the past on aesthetic pretexts for new structures erected in historic areas has harmful consequences.  Neither the continuation of such practices nor the introduction of such initiatives will be tolerated in any form”. Specielt hvad angår restaurering og genopbygning af historiske bygninger er denne tankegang er videreført i ICOMOS’ Venedig-charter fra 1964 og i ICOMOS’ og EUs retningslinjer fra 2018.

Arkitekten Kay Fisker skrev i 1947 om Funktionalismen, at den ”… var en udrensning. Den fejede hen over os som et uvejr, befriende og stimulerende. Og den var nødvendig. Men den væltede for meget. Arkitekturen blev steril, formerne for skematiske, det hele til tider umenneskeligt.” (Citat fra M. Gelfer-Jørgensens bog ”Kay Fiskers møbler”).

Det hjalp desværre ikke. Arkitektstanden har hårdnakket holdt fast i doktriner, som tiden er løbet fra. Konsekvensen har været triste betonforstæder og ødelæggelse af ældre bymiljøer. Professor Christoffer Harlang skriver i bogen ‘Arkitektursyn’ fra 2009: ”Trods de bedste intentioner har moderniteten i det 20. århundrede skyllet som en tsunami af ødelæggelse hen over klodens overflade og forvandlet naturforekomster, bystrukturer og kulturlandskaber til et kaos af identitetsløse forstadskvarterer…”

Det burde være en pligt for enhver arkitekt og bygherre at forstå ”stedet”, hvor der skal bygges. At vise hensyn, at efterleve de spilleregler, der gælder på stedet. Men ældre arkitekter kan berette, at man på studiet lærte at bygge sit eget hus uden at bekymre sig om omgivelserne. Og arkitekter synes at have sat en ære i at skille sig ud fra og dermed modarbejde det omgivende byrum. Moderne bankbygninger på gamle torve og ”infill”-byggerier i ældre husrækker har slået harmoni og sammenhæng i stykker. Tilbygninger til skoler, museer, hospitaler, rådhuse, kirker m.m. har som hovedregel skabt kontrast til de oprindelige bygninger. Begrebet ”bymiljø” synes at have været ukendt på arkitektuddannelserne.

At forstå ”ånden” på et sted må kræve en indsigt i de lokale beboeres tankegang og traditioner. Men det synes ikke at have bekymret arkitekterne. Byggebranchen har været uinteresseret i almindelige menneskers mening. Arkitekturoprøret er nu etableret i 34 lande, og takket være vores netværk har vi kendskab til snesevis af meningsmålinger fra udlandet. Alle peger i samme retning: flertallet foretrækker traditionelt byggeri frem for moderne. Arkitekturoprørets årlige afstemninger viser det samme.

Myndighederne bærer deres del af skylden for bymiljøernes triste tilstand. Fredningsloven tillader ikke fredning af områder, kun enkelte huse. Og en effektiv beskyttelse af vores kulturarv kræver, at man kan frede det ydre af et hus og lade ejeren indrette det indre, så huset fortsat kan fungere. Men desværre findes B-fredning ikke længere. I Frankrig har man med en enkelt lov fra 1962 beskyttet landets tusindvis af historiske bykerner, uden udgift for staten. Men Kulturministeriet i Danmark har intet gjort for at beskytte vores få fine bymiljøer. Og kommunerne tillader lystigt nedrivning af bevaringsværdige huse.

Arkitekter lægger ofte ansvar på bygherrerne. Men det er på tide, at arkitektskolerne vedkender sig fortidens fejl og melder sig ind i debatten. Uddannelsen bør skabe en større forståelse for stedets ånd.

Jep Loft”

FRI OS FRA MENINGSLØSE KOMMUNALE ARKITEKTURPOLITIKKER. Weekend Avisen 31/3-2021.

31. marts 2021 / / 0 kommentarer

 

Weekend Avisen bringer i denne uge en forkortet version af dette indlæg:

FRI OS FRA MENINGSLØSE KOMMUNALE ARKITEKTURPOLITIKKER

Der er snart kommunalvalg, og det er ved at gå op for en del kommunalpolitikere, at deres vælgere er utilfredse med det byggeri, der skyder op overalt. Borgerne er fortvivlede over nedrivninger i fine, ældre bymiljøer og efterfølgende ødelæggende, stedfremmedt nybyggeri. Og de er deprimerede over de mange nye, triste murstensghettoer, der kunne være blevet til attraktive bykvarterer. Arkitekturoprørets Facebookgruppe får hundredvis af nye medlemmer hver uge.

I Aarhus har rådmanden for teknik reageret på, at hans kommune i Arkitekturoprørets afstemning netop er blevet kåret som landets dårligste til bybevaring. Han peger på, at ansættelsen af en ny stadsarkitekt markerer et ønske om at styrke stadsarkitektembedets opgave i forhold til at forme den langsigtede udvikling af byens arkitektoniske udtryk frem for udviklingen af enkeltprojekter.

Det lyder fint, men erfaringen har vist, at det kommer der med stor sandsynlighed ikke ret meget ud af. Arkitekturpolitikker er tit noget akademisk-teoretisk snak med en masse fine ord, som ikke giver nogen konkret mening. Dertil kommer, at arkitekturpolitikker ofte bevidst ikke udmøntes i handling. København har en erklæret politik, hvorefter man vil bevare stedernes egenart; men kommunen har netop bygget et nyt hus i Nansensgade, som gør det stik modsatte. Den nye stadsarkitekt i Aarhus har allerede udtalt, at bæredygtighed har topprioritet; men kommunen nedriver løbende det ene bevaringsværdige hus efter det andet for at bygge nyt og større – et stort miljømæssigt ressourcespild, som lader hånt om klimasagen. Rådmanden siger ikke noget om, at den praksis skal ophøre.

Debatter om arkitektur fører lige så lidt med sig som debatter om moderne kunst. Fagfolkene har sikkert glæde af dem som intellektuelle øvelser, men for os andre har de beskeden værdi. Og de har i de seneste 100 år ikke ført til nogen brugbare resultater.

Derfor er der mere brug for en bymiljøpolitik. Ligesom der findes en naturmiljøpolitik. Vælgerne vil gerne have gode og trygge bymiljøer. Og det får de ikke, hvis byggeriet skal leve op til de gældende, menneskefjendske værdinormer for god arkitektur. I 100 år modernismen været dominerende, og det er den desværre stadig (men forhåbentlig ikke ret meget længere). Fagfolkene har for længst mistet forbindelsen til den brede befolkning. De har i årevis glædet sig over deres store arkitektur, men de har ikke skabt ét eneste rigtigt bymiljø.

Jeg har læst mange bøger om arkitekturhistorie med omtale af de store milepæle i de sidste 100 års arkitektur; men jeg har så godt som aldrig set en omtale af bygningernes tilpasning til de omkringliggende bykvarterer. Hver bygning bliver vurderet som et isoleret kunstværk. Det er en forfejlet tilgang. Det afgørende må være, om en nybygning bidrager til helheden og løfter kvaliteten af bymiljøet. Men hovedreglen for arkitekter synes i mange år at have været, at de ikke skulle indpasse nye huse efter omgivelserne – tværtimod har infill-byggeri og tilbygninger søgt at skabe mest mulig kontrast i både form og skala og dermed bevidst slået helheden og sammenhængen i stykker. Desuden lovpriser bøger om dansk arkitektur altid huse som Hornbækhus og Vestersøhus i København; men der er aldrig nogen, der bemærker, at hvis hele byen bestod af den slags kæmpestore byggerier, ville det være et mareridt; det ville være, som hvis der kun fandtes plantager og ingen naturskove. Og det er først i det seneste årti, at arkitekturhistorikerne (hårdt presset) har indrømmet, at Nationalbanken i København er fejlplaceret og derfor har gjort stor skade på bymiljøet.

Det er besynderligt, at arkitekturkritikken over hele verden i 100 år har manglet den afgørende dimension: at man bør indpasse et hus i en større helhed. Hvordan har det kunnet ske, at vi nu i 100 år har ødelagt ældre bymiljøer uden at kunne skabe nye? Hvorfor har ingen har kunnet gøre noget for at få det standset? Hvorfor har man ikke interesseret sig mere for helheder? Hvordan har den akademiske verden kunnet svigte så markant?  Hvad er der foregået på arkitektskolerne? Og hvorfor kan man ikke frede en helhed? Hvorfor kan man ikke frede facader alene?

Fra 1933 til langt inde i 1970’erne har arkitektstanden følt sig bundet af Le Corbusiers bastante Athen-charter. Og jeg er ikke bekendt med, at den nogen side på afgørende vis har brudt med det. Selvfølgelig kan alle se nu, at man ikke bør opdele byer i kvarterer med hver deres funktion. Men det arrogante påbud: “The practice of using styles of the past on aesthetic pretexts for new structures erected in historic areas has harmful consequences.  Neither the continuation of such practices nor the introduction of such initiatives will be tolerated in any form” påvirker sandsynligvis arkitekters tankesæt den dag i dag. Hvornår får de modet til at gøre sig fri? Det er da absurd at ville forbyde nye initiativer.

Men lad akademikere og fagfolk diskutere arkitektur. I kommunerne er der brug for at diskutere, hvordan vi bevarer og får nye gode bymiljøer. Her har fagfolkene i forvaltningerne ikke været til megen nytte. De har som deres fagfæller i byggebranchen været uden tilstrækkelig sans for sammenhæng, samlingspunkter, harmoni, atmosfære, liv, mangfoldighed, diversitet – alt det, der gør en by til en rigtig by. Resultaterne kan man se overalt. Men der er jo ikke så meget at diskutere. Alle kan se, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør: Det er de ældre bykvarterer, der har de mest attraktive bymiljøer.

Så kære kommunalpolitikere: Spar pengene til at udarbejde arkitekturpolitik. Lav en bymiljøpolitik i stedet for. Til det formål må I bede arkitekterne genopfinde en mere menneskevenlig, klassisk og traditionel byggestil og byplanlægning. Og lav bevarende lokalplaner for de ældre kvarterer. Det er ikke nostalgi. Det er nytænkning efter 100 års dødvande.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret.

Modernismen er menneskefjendsk. Berlingske d. 12/2-2021.

12. februar 2021 / / 0 kommentarer

 

Læs artiklen her.

Modernismen er menneskefjendsk

Tak til ”Københavnersnuden”, Holger Dahl, for den udmærkede artikel om Arkitekturoprøret d. 5.februar.  Han hilser vores tre igangværende afstemninger om godt og dårligt byggeri og om dårligste kommune til bybevaring velkommen, og han anerkender mange af vores synspunkter. Bl.a. er han 100 procent enig i vores utilfredshed med ødelæggelsen af bymiljøer. Han konstaterer – som vi også har gjort med glæde – at der synes at være en holdningsændring på vej; mange arkitekter står frem og støtter os. Og han skriver: ”Jeg vil meget gerne medgive, at modernismens sejrsgang gennem det 20. århundrede har haft nogle utilsigtede, men meget triste konsekvenser, og at megen såkaldt »moderne« arkitektur helt mangler kontakt med en basal fornemmelse for, hvordan almindelige mennesker gerne vil leve deres liv.”

Men han efterlyser imødekommenhed fra Arkitekturoprøret og skriver: ”Det ville være smukt, hvis oprørerne ville lave en liste over modernistiske bygninger, hvis kvaliteter de anerkender”. Det tror jeg, at vi skal afholde os fra (selv om der selvfølgelig kan peges på gode, ”moderne” bygninger). Vi er en folkebevægelse med over 6.000 medlemmer i Facebookgruppen, og der kommer for tiden hundredvis af nye medlemmer til hver uge. Der er ingen blandt os, der bestemmer, hvad der er godt eller dårligt, og der vil være mange forskellige meninger. Vi er bare enige om, at der må ske noget med byggeriet. Tiden er løbet fra modernismen. Den er menneskefjendsk, og dens værdinormer for god arkitektur skaber ikke gode bymiljøer. Vi er fortvivlede over ødelæggelserne af ældre bymiljøer og de atmosfæreløse nye bydele. Og vi er overbeviste om, at vores synspunkter deles af et flertal i befolkningen. Derfor er der brug for et folkeligt oprør (og derfor er vores navn slet ikke så dårligt).

Vi ser gerne, at arkitekterne går forrest og genopfinder en mere klassisk inspireret arkitektur. Det er ikke nostalgi, og det behøver ikke at blive til pastiche. En Fiat 500 eller en Morris Mini Cooper er ikke pastiche, men de repræsenterer et klassisk design. Det er ikke pastiche, når der produceres klassiske møbler.  Æstetik, godt håndværk og sund fornuft bør vende tilbage til arkitekturen. Vi ønsker et nyt ”charter” til afløsning af Le Corbusiers Athen-charter fra 1933, og vi vil invitere arkitektskolerne til at hjælpe os med at udarbejde det. Det er gode bymiljøer, vi ønsker.

Om tonen i debatten vil jeg mene, at den aldrig har været skinger i de to år, jeg har været formand. Vi har hele tiden søgt dialog – og har heldigvis opnået det. Vi ser lysere på fremtiden, end vi nogensinde tidligere har gjort.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret

 

 

Information d. 20/10-2015. Om kedsommeligheden og monotoniens fattigdom.

25. oktober 2020 / / 0 kommentarer

Hvorfor bygge noget, man ikke selv vil bo i?

Af Niels Barrett , arkitekt og lektor
De fleste moderne byggerier er ikke andet end monumenter over deres initiativtager og dennes arkitekt, mens det enkelte beboeroffer er ganske underordnet og intet har at skulle sige. Det er direkte skadeligt for demokratiet
Omkring 1930 ophørte man med at bygge by i København. Man byggede nok huse til samme brug som før, men de nye huse var formgivne og placerede, så de ikke dannede byrum. Man var ivrige efter at bygge, så boligerne kunne være så frit og grønt placerede som muligt, skræmt af de meget dårlige og usunde boliger, som fandtes i den alt for tætte gamle by. På samme tid var arkitekter og planlæggere optagede af den funktionalistiske idé om at optimere enkeltfunktionerne, hvorved disse kom til at dominere på bekostning af helheden. Ledende arkitekter som Le Corbusier tegnede utopiske byplaner bestående af punkthuse med stor indbyrdes afstand og med grønne områder imellem, og det i en sådan skala, at det heldigvis aldrig blev realiseret som illustreret.

Men det gik galt nok endda, og stort set alle større byer er nu omgivede af enorme vækstlag uden den rumlighed og diversitet, vi kalder for by. Disse vækstlag er ikke bæredygtige, fordi de ikke rummer attraktion for andre end dem, som netop bor eller arbejder i dem. De er ude af menneskelig skala og rensede for bymæssige rumligheder. Det nybyggede er altid besnærende med dets modernitet og tidssvarende installationer, men nyhedens tiltrækning forsvinder hurtigt, og siden lyser kedsommeligheden og monotoniens fattigdom ud af alle facader, mens øde, amorfe rum imellem bygningerne domineres af større vindhastigheder over græsplæner, som netop derfor kun benyttes i vindstille solskinsvejr. Der er simpelthen ikke rart.

Dertil kommer parcelhusområderne, som mest ligner jævne borgeres forsøg på at leve i en ophøjet isolation, sådan som adelens herregårde og lystslotte førhen tillod samfundets privilegerede klasse. Hele bebyggelsesmønsteret bærer præg af et ønske om at isolere sig trods den relative tæthed. Der er rare private haver, men der er intet at komme efter for andre end beboerne selv og deres gæster.

Anonymiserende virkning

Således ophørte vi at bygge by for i stedet at bygge kæmpe områder uden synderlig attraktion. Vi burde for længst have indset, at vi har mistet noget værdifuldt. Vi burde for længst være begyndt at bygge by igen. Ikke så tæt, så vi gentog fortidens synder med mørke baggårde og mangel på lys og grønt, men tæt nok til at skabe nærhed og liv. Parcelhusdrømmen kan godt realiseres i byhuse med en gadeside, der danner væg i et urbant rum sammen med nabohusene og bagtil har egen gårdhave eller en rar patio. Bygges der i tre-fire etager, vil det fylde mindre end det areal, storbyerne nu beslaglægger, og man vil få et miljø, som afbilder, at der faktisk er tale om et samfund og ikke bare en masse mennesker. Når huse danner rum sammen, viser de nemlig, at indbyggerne har fundet sammen og er bevidste om en rolle i samfundet.

Det var ikke tilfældet med de store karrébebyggelser, som gik umiddelbart forud for parkbebyggelsernes og parcelhusenes byopløsende indtog. Da karreer blev gjort til én eneste bygning, blev resultatet trist og kedeligt. Man kan opfatte det hele i et eneste blik, og så er der ikke mere at komme efter. Så store bygninger har en anonymiserende og uniformerende virkning på beboerne. Med al tydelighed vises det, at dette er et monument over en eneste initiativtager og dennes arkitekt, mens det enkelte beboeroffer er ganske underordnet og intet har at skulle sige. Det er direkte skadeligt for demokratiet.

Stop magtdemonstrationerne

I 2010 stod jeg i Amsterdam sammen med en gruppe arkitekter og betragtede en nybygget beboelsesbygning i storskala. Vi var ganske enige om at beundre en række raffinerede detaljer, men da jeg spurgte mine kolleger, om de selv ville bo der, var svaret afvisende. Så spurgte jeg, hvordan det kunne være, at arkitekter fortsatte med at bygge noget, de ikke selv ville bo i. Det fik jeg ikke noget svar på. Dog, lidt senere stod vi og iagttog en gade med lutter nybyggede, men helt individuelle familiebyhuse i 3-4 etager. Alle huse var professionelt formgivede og udførte, og da jeg spurgte, om man kunne tænke sig at bo her, var svaret uden tøven et ja!

Det, vi kalder by, er det byggede miljø, hvor husene i fællesskab danner gader og pladser, og hvor huse, der står ud som noget særligt, også rummer noget særligt. Når karreerne består af et eneste hus, fortæller de en uvedkommende historie om én eneste magtfuld initiativtager, og det resulterende miljø er tilsvarende kedeligt, mens den parcelopdelte karré har en helt anderledes attraktionskraft. Er man i tvivl om rigtigheden af denne påstand, kan man blot se sig omkring i København og se, hvor andre end beboerne selv søger hen i større tal.

En by er grundlæggende et sted, hvor mennesker vil noget sammen, og det bør vises, ved at den enkelte funktionelle enhed får et selvstændigt bygningsmæssigt udtryk. Magtdemonstrationerne, hvad enten de er byggeselskabernes eller investeringsselskabernes, bør ophøre, og den kommunale planlægning må understøtte dette. I stedet for at illustrere magtstrukturer bør det byggede miljø afbilde samfundet selv, med alle dets borgere i et berigende samspil, understøttende den demokratiske samtale.

 

Berlingske d. 20/7-2020. Naturmiljø og bymiljø.

20. juli 2020 / / 0 kommentarer

Arkitekturoprøret har leveret dagens kronik.

Af Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret

Man bliver så glad, når man læser om alt det gode, der gøres for at beskytte og pleje naturmiljøerne. Vi har længe passet på naturområderne, og vi har genoprettet skete skader – f.x. genslynget åer og genskabt søer. Økologisk landbrug vinder frem. Myndighederne har udfoldet store anstrengelser, og private fonde har i mange år købt jord op. Der er etableret nationalparker og geoparker, og der skal plantes nye ”folkeskove”. Vi får skovlandbrug og vand tilbage i landskabet. Og nu skal vi endda have naturnationalparker med mere vild og uberørt natur og store, vildtlevende dyr. Flere skove skal ophøre med kommerciel drift. Lutter gode nyheder for naturen. Måske vil der en dag gå skovelefanter frit rundt på en ø.

Alt det gør kontrasten til bymiljøbeskyttelsen mere iøjnefaldende. Der er ingen, der passer på vores bymiljøer. Tværtimod kommer der løbende nedrivninger og nybyggeri, som ødelægger sammenhæng og harmoni. Ingen genopretter de store skader, der er sket de seneste 60 år, og der er ikke skabt nye byområder med liv og atmosfære i de seneste 100 år.

Naturmiljø og bymiljø.

Naturmiljø og bymiljø er ellers to sider af samme sag. Vi befinder os godt i naturen og ligeledes i de gode bymiljøer. Byliv fremmer handel og turisme og påvirker vores livskvalitet. Vi føler os mere trygge i de ældre bydele end i moderne beton-boligområder. Der er mindre kriminalitet. De ældre bykvarterer repræsenterer tilmed vores vigtigste kulturarv. Og eftersom de fleste af os færdes i byerne til hverdag og ikke kommer i naturen nær så ofte, burde der gøres mindst lige så meget for at bevare de gode bymiljøer.

Miljøbeskyttelse reguleres i Planloven, hvis formål ifølge §1 stk 2 er, at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber. Men mens der er gjort virkelig meget for landskaber, er der intet gjort for bebyggelser og bymiljøer. Tværtimod er beskyttelsen af byerne blevet ringere i de år, loven har været gældende.

Det meste af, hvad der gælder for naturmiljøerne, gælder også for bymiljøerne: Fredning, beskyttelse, bevaring af diversitet og genopretning er lige relevant på begge områder. 95% af naturtyperne og 57% af arterne i Danmark er i tilbagegang. For både de ældre bykvarterer og de ældre hustyper er tilbagegangen 100%. Hver måned hører man om nye nedrivninger i ældre bydele over hele landet, og det nye, der bygges, slår som regel harmonien og sammenhængen i bymiljøerne i stykker. Naturen har heldigvis en evne til at regenerere, men de fine, gamle huse kommer aldrig tilbage. De nye folkeskove bliver næppe plantager med lange, lige rækker af grantræer; men de nye bykvarterer består af ensformige, firkantede kasser i byplaner, der er lagt med en lineal. Måske med en masse grønt, men uden byliv, uden diversitet, uden atmosfære.

Vi har et Miljøministerium, en Miljøstyrelse, en Naturstyrelse, et Kystdirektorat, et Miljø- og Naturklagenævn og miljøvejledere overalt i landet; alle passer de på naturen. Politikerne ved, at den grønne frø skal man ikke genere. Og vi har Danmarks Naturfredningsforening som vagthund. Men byerne er ubeskyttede. Slots- og Kulturstyrelsen gør mere skade end gavn.

Bymiljøernes deroute.

Kommunerne bestemmer i nedrivningssager. Men de er ikke indrettet til at forvalte kulturarv. Resultatet er let at få øje på: af Danmarks 76 gamle købstæder har kun de 19 passet godt på deres bykerne, heriblandt Ribe, Haderslev, Ebeltoft, Bogense, Ærøskøbing, Rudkøbing, Helsingør, Allinge og Svaneke. Et lignende antal har nærmest ødelagt deres kulturarv. Det gælder f.eks. Odense, Skive, Slagelse og Næstved. Resten lider under store skader. På Arkitekturoprørets hjemmeside, https://www.arkitekturoproeret.dk/, findes vurderinger af hver enkelt bys helbredstilstand. De er baseret på en optælling af i alt 862 mere eller mindre skadelige indgreb i bykernernes bymiljø.  Frankrig har mange hundrede gange flere gode bymiljøer, end vi har, og de står alle under statens beskyttelse. I Danmark bestemmer kommunerne suverænt. Der er ingen ankeinstans, intet klagenævn.

I mere end 100 tilfælde har banker skadet bymiljøet på torve og hovedstrøg med utilpasset nybyggeri (oftest fra 1960’erne). Særligt hensynsløs var Sparekassen Bikuben, som stod for 26 byggerier. Eksempler herpå kan ses såvel i ellers fine og velbevarede byer som Helsingør, Køge, Faaborg og Aabenraa som i hårdt medtagne byer som Roskilde (på Stændertorvet) og Holstebro.  I cirka 50 tilfælde har kommuner og de daværende amter gjort det samme (oftest i 1970’erne). Eksempler på ødelæggende rådhuse finder man bl.a. i Hjørring, Grenaa og Fredericia. Butikscentre og stormagasiner har ca. 70 betydelige ødelæggelser på samvittigheden. Som eksempler kan nævnes Magasin i København og Aarhus, Salling i Aalborg og Føtex i Odense. Og i de seneste 25 år er der på havne overalt i landet bygget fantasiløse boligblokke, der tager fra miljøet og intet giver tilbage; ikke engang Rudkøbings havn er gået fri. Det var en stor mulighed, der viste sig, da havnearealerne blev ledige, og den blev forspildt.

Hvorfor er der så stor forskel på omsorgen for naturmiljø og bymiljø?

Arkitekternes rolle.

Fagfolkene, der jo burde være bymiljøernes bedste venner, har været deres fjender. Biologer står vel normalt på naturmiljøernes side (og kunstnere har normalt kærlighed til og respekt for tidligere tiders værker). Men arkitekter, planlæggere, forvaltningspersoner og fagskribenter har ikke gjort noget for at forhindre nedrivninger, og de har set til med sindsro hvis ikke ligefrem med begejstring, når utilpassede nybygninger har invaderet og ødelagt fine, ældre bymiljøer. Oveni har man bygget kedelige og charmeforladte forstadskvarterer i stedet for at videreføre det, der virker så godt i de ældre bydele. Lægfolks fortvivlelse har intet indtryk gjort. Jeg kan ikke komme i tanker om noget andet fag, der har forvoldt så megen skade som arkitektfaget. Ej heller noget fag, der har i den grad har isoleret sig fra den almindelige, folkelige mening.

Dette paradoks skal muligvis søge sin forklaring i de omvæltninger, der fandt sted inden for mange kunstretninger i begyndelsen af 1900-tallet. Blandt andet ændredes billedkunsten radikalt. Marcel Duchamp udstillede i 1917 en urinal, som er gået over i kunsthistorien som et skelsættende mesterværk. Siden har avantgardistiske kunstværker gjort almindelige mennesker usikre; man vil jo nødigt fremstå som forstokket. Arkitekturen har oplevet en lignende udvikling. Le Corbusiers radikale tanker om moderne skyskraber-byer har påvirket arkitekter over hele verden. Herhjemme hånede og latterliggjorde Poul Henningsen nybyggeri, der ikke fremstod som moderne. Angsten for en sådan udskamning har sandsynligvis martret arkitektstanden lige siden. Uforstående lægfolk (som jeg selv) har gang på gang måttet se ødelæggende nybyggerier blive udråbt som strålende arkitektur, og næsten ingen fagfolk har turdet sige fra. PH har bundet dem på mund og hånd.

Myndighedernes svigt.

Derfor har myndighederne også svigtet. Det er jo fagfolk, der sidder i forvaltningerne. Der er ikke levet op til Planlovens §1 stk. 2. Vi har en fredningslov, der ikke kan det, der er brug for, nemlig at frede hele områder og at frede facader uden at frede det indvendige. Hvad nytter det, at et fint gammelt bindingsværkshus er fredet, når naboejendommen er af beton og glas? Selve fredningen er heller ikke meget værd, når man bare (som det er sket på Nyborg Slot) kan ophæve den, hvis den står i vejen. Og som om det ikke var nok, har lovens vigtigste anvendelse de seneste 10 år (i åben modstrid med lovens hensigt) været affredning af tidligere fredede ejendomme med den mærkværdige begrundelse, at de ikke længere har de kvaliteter, som de havde på fredningstidspunktet. På naturområdet ville det svare til, at en landmand fik lov at pløje en gravhøj helt væk, hvis han ved et ’uheld’ var kommet til at beskadige den lidt. Slots- og Kulturstyrelsen har ikke været bymiljøernes ven.

Kommunerne har ikke magtet opgaven som forvaltere af kulturarv. Kun få har udarbejdet bevarende lokalplaner for deres gamle bykerner. De fleste har vægtet hensynet til ’udvikling’ og ’fremskridt’ højere. Kommunernes Landsforening har et ansvar for, at områdefredning ikke kom med i den nye fredningslov fra 2010. I årene efter Anden Verdenskrig ødelagde man naturen med bl.a. dræning af vådområder og udreting af vandløb i udviklingens og fremskridtets hellige navn. Men man blev klogere. Det viste sig at blive katastrofale tilbageskridt. Det har byggeprojekterne også været. Mange af efterkrigstidens nybygninger i gamle bykerner anvendes i dag til andre formål end de oprindelige. Nogle står tomme som skamstøtter over de fejlslagne vækstplaner. Alle har de slået mere i stykker, end de har gavnet. En enkelt utilpasset bygning på et torv forringer værdien af alle de andre bygninger. Københavns Kommune fandt i 2015 på, at man ville være en by med ’kant’. Men ved den først givne lejlighed nedfilede man den smule kant, der var tilbage i form af Slagtergårdene på Vesterbro, og byggede trivielle boligblokke hen over hele det enestående område – på trods af massive folkelige protester.

Bygherrerne bør tænke nyt.

Bygherrerne bærer et stort ansvar. Banker, kommuner og forretninger har stået bag de største ødelæggelser. Egmont ødelagde Pilestrædekvarteret og vil nu nedrive Paladsteatret. Men hvorfor kan almindelige bygherrer ikke indse, at boliger med en god beliggenhed i et godt bymiljø er mere værd end boliger i et område med forstadspræg? Tænk, hvad der kunne være skabt af gode miljøer på alle landets havne. Det er ikke et spørgsmål om penge. Brokvartererne i København og Aarhus var billigt byggeri, men de er fulde af atmosfære. Det avancerede, men kedelige byggeri i Ørestaden har været dyrere, end mere klassisk funderet byggeri havde været.

Håb om politisk opmærksomhed?

Politikerne har endnu ikke fået øje på, at bymiljøsagen kan blive en folkesag på lige fod med naturmiljøsagen. Det kan man måske ikke bebrejde dem. Vi, der kæmper for sagen, har ikke formået at råbe højt nok. Vi har ikke haft et modstykke til Danmarks Naturfredningsforening. Arkitekturoprøret prøver nu efter fattig evne at spille en tilsvarende rolle, og vi får hundredvis af nye medlemmer i vores Facebookgruppe hver måned. Men vi har ikke det store apparat og de midler, som DN råder over. Heldigvis har vi fået megen støtte i pressen over hele landet. Vi tror, at bedre tider er på vej og ser frem til den dag, hvor bymiljøsagen opnår samme politiske bevågenhed, som naturmiljøsagen har. Den folkelige interesse er der allerede.

Om negativ social arv fra Le Corbusier og Poul Henningsen. Arkitekten.dk d. 18/6-2020.

18. juni 2020 / / 0 kommentarer

Se Arkitekturoprørets indlæg her.

ET INDSPARK FRA ARKITEKTUROPRØRET

Om negativ social arv fra Le Corbusier og Poul Henningsen

Af Jep Loft

I Arkitekturoprøret kritiserer vi to forhold: Dels at der er blevet bygget hensynsløst og brutalt i de gamle bykerner, og dels at de nyere bydele og forstæder savner det liv og den atmosfære, som de ældre bykvarterer har.

Vi forstår ikke, hvordan arkitektstanden i årtier kunne være passive vidner til, at harmonien i fine, gamle bymiljøer gang på gang blev slået i stykker af nedrivninger og utilpasset nybyggeri. Inden for andre kunstarter har man respekt for tidligere tiders stilarter, men arkitekter har insisteret på at bygge efter tidens mode; de synes at have savnet viljen til at værne om de gode bymiljøer.

Vi forstår heller ikke, hvorfor den enorme byggeaktivitet siden Første Verdenskrig ikke har skabt mere attraktive bykvarterer. Der er bygget gode boliger, men ikke gode byrum. Generelt er forstæderne kedeligere end bykernerne. Behøver det at være sådan?

Efter vores mening har fagfolkene – arkitekter, bygherrer, planlæggere, forvaltninger og fagskribenter – ikke alene fejlet; de har nægtet at lytte. De har levet i deres egen, lukkede verden uden at bekymre sig om lægfolks fortvivlelse. Fagfolk og lægfolk har været adskilt af en ”arkitekturkløft”. I utallige bøger og artikler om nyere tids arkitektur har fagfolk lovprist sig selv og hinanden for den fremragende arkitektur, som de seneste 100 år har præsteret.  Le Corbusier og Poul Henningsen har sat deres præg på holdningerne. Oftest er det den enkelte bygning, der beskrives; at nye bygninger har ødelagt harmonien i det omgivende bymiljø, omtales så godt som aldrig. Ej heller har fraværet af nye, gode bymiljøer fået den opmærksomhed, det fortjener. 

I de seneste år er der kommet en opblødning af fronterne. Flere og flere fagfolk står frem og deltager i kritikken. Det har bare ikke hjulpet. Næsten hver gang, man ser et nyt byggeprojekt, skuffes man. Mere af det samme. Store, firkantede klodser. Eller besynderlige geometriske figurer. Intet, der kan skabe et bymiljø. Byplaner lavet med lineal og passer uden nogen form for organisk præg. Ingen tilpasning efter omkringliggende ældre huse. Og man fortsætter med at rive ned i de ældre bykvarterer. Hvorfor kan nye tanker ikke slå igennem?

Det kan ikke skyldes pengemangel. Bygherrer burde nok kunne indse, at de ville tjene flere penge, hvis deres huse lå i et attraktivt bymiljø. Et mere klassisk funderet byggeri kan næppe være dyrere end det vartegnsbyggeri, der så ofte ses. Og brokvartererne har billigt byggeri, som er fuldt af atmosfære.

I Arkitekturoprøret er vi – med rette eller med urette – af den opfattelse, at det stadig er arven efter funktionalismen og modernismen, der fastlåser arkitektstanden. Nok kan fleste se, at Le Corbusiers idéer om byplanlægning var håbløse; at rive det centrale Paris ned for at bygge lange rækker af ens højhuse ville ingen drømme om i dag. Men han har alligevel sat sit præg på generationer af arkitekter. Hans Athen-charter fra 1933 indeholder følgende arrogante ordlyd: “The practice of using styles of the past on aesthetic pretexts for new structures erected in historic areas has harmful consequences.  Neither the continuation of such practices nor the introduction of such initiatives will be tolerated in any form”. Specielt hvad angår restaurering og genopbygning af historiske bygninger er denne tankegang er videreført i §9 i ICOMOS’ Venedig-charter fra 1964, og den optræder nu i absurd form i ICOMOS’ og EUs nye retningslinjer fra 2018, hvor §16 lyder ” When new parts/elements are necessary, a project shall use contemporary design adding new value and/or use while respecting the existing ones”.  Hvis midtertårnet på Kalundborg Kirke igen skulle styrte sammen, skal det åbenbart genopbygges i moderne stil.

I Danmark indtog Poul Henningsen den centrale rolle i arkitekturkritikken mellem de to verdenskrige. Han gik ind for harmoni og respekt for stedets ånd og var imod skyskrabere. Bl.a. derfor kaldte han Le Corbusier for en dilettant. Og han påstod ikke, at alt moderne var godt; men ligesom Le Corbusier hånede han nybyggeri, der ikke fremstod som moderne – eksempelvis det fine posthus på Trianglen i København. PH ønskede rationel arkitektur med socialt engagement og forsvarede de ’trøstesløse københavnske Lejekaserner’, fordi de var ”ærligt” byggeri, som svarede til den virkelighed, de dannede ramme om. Det lyder logisk, og tankegangen har sikkert sat sit præg på det betonbyggeri, der senere fulgte. Men den var jo helt gal: At fastholde de dårligst stillede i deres kår ved at give dem boliger, der understregede og udstillede deres situation. En opvækst i et trøstesløst bykvarter påvirker et menneske for livet.

Man skal ikke bygge ghettoer. Men det er jo det, man stadig gør. Til almennyttigt byggeri såvel som til velhavere. I god kvalitet og med en masse grønt, men uden byliv, uden atmosfære, uden diversitet, uden bymiljø.  

Og man gør det af angst for ikke at være moderne.

 

 

 

Henvisninger:

“The Athens Charter” Formulated by the Congrès International d’Architecture Moderne (CIAM) in 1933. Translated from the French by Anthony Eardley. From Le Corbusier’s The Athens Charter. Grossman.  New York, 1973.

“International Charter for the Conservation and Restoration of Monuments and Sites (The Venice Charter 1964)”. 2nd International Congress of Architects and Technicians of Historic Monuments, Venice, 1964. Adopted by ICOMOS in 1965.

ICOMOS International. “European quality principles for EU-funded interventions with potential impact upon cultural heritage”. ICOMOS International, Paris, 2019.

Neel Pørn: ”PHs Arkitekturkritik”. Arkitektens Forlag, København, 1994.

Opfordring til Arkitekturdebat. Politiken Byrum 2/9-2019.

2. november 2019 / / 0 kommentarer

Opfordring til Arkitekturdebat, Politiken Byrum 2/9-2019:

I Arkitekturoprøret forsøger vi at være talerør for de mange mennesker, der er frustrerede over moderne bygninger, som de finder grimme eller utilpassede. Vi prøver at styre uden om begrebet arkitektur og i stedet diskutere bymiljø. Naturmiljøsagen har nydt gavn af Danmarks Naturfredningsforenings store arbejde. Bymiljøsagen har ikke haft en tilsvarende forening. Den rolle søger vi nuat udfylde.

Vi konstaterer, at de fleste nybygninger i de gamle bykerner har skadet sammenhængen og harmonien i bymiljøerne, og at ingen af de mange nye bykvarterer har den atmosfære og det liv, man finder i de ældre bydele. Og vi stiller to basale spørgsmål: hvorfor arkitekter ikke kan indpasse nye huse efter stedets ånd i stedet for altid at bygge efter tidens mode, og hvorfor de ikke i planlægningen af nye bydele kan inkorporere det, der gør de gamle bydele attraktive.

I den senere tid har jeg haft adskillige samtaler med arkitekter, som – til min overraskelse – har erklæret sig enige i vores synspunkter langt hen ad vejen. Men hvad angår vores to spørgsmål, er et ofte fremført udsagn, at vi skyder på de forkerte: det er ikke arkitekternes skyld, men bygherrernes. Arkitekterne skal kæmpe for at få nye opgaver, og i nogle tilfælde gøres det ved at foreslå spektakulære ’kunstværker’, som tiltrækker opmærksomhed hos bygherrer. Hensynet til det omgivende bykvarter (og dermed til vores kulturarv) tæller ikke i denne sammenhæng. I andre tilfælde skal byggeriet være billigst muligt, der skal være mange standard-lejligheder, og der er ikke plads til diversitet i form af blandet bebyggelse med små butikker, erhverv, caféer og beboelse. Arkitekterne må levere, hvad markedskræfterne dikterer.

Vi må erkende, at arkitekter kan være i en klemt situation. Men man kunne godt have ønsket sig, at arkitekterne selv i højere grad havde påpeget de uheldige konsekvenser og havde gjort mere for at afværge de store skader, der er sket. Alt for ofte har arkitekter lovprist nybyggeri, som kun få andre – hvis overhovedet nogen – kan se det gode i.

Da prins Charles skrev bogen ’A Vision of Britain’ i 1989, var han opmærksom på det. Han skrev i forordet blandt andet: ”I am told I am being grossly unfair to the architectural profession by levelling my fire at the architects when, in fact, it was the planners, the developers, the local and national politicians who really were to blame. Why then, have I been levelling my fire at architects, in particular? It is because I believe that it was the architectural establishment, or a powerful group within it, which made the running in the 50s and 60s. It was they who set the agenda. They were extremely persuasive and they were very successful in their demonstration of the requirement for a ‘new’ architecture (…) It wasn’t the local councilors or the developers, who had read Le Corbusier and other apostles of modernism, and then persuaded reluctant architects to adopt ‘progressive’ ideas. (…) It was the ‘great architects’ of this period who convinced everyone that the world would be safe in their hands. Their descendants still retain prestige, and a kind of glamour among their peers (…)”.

Man kan vist nok konstatere, at den folkelige utilfredshed med moderne byggestil ikke er blevet mindre i de forgangne 30 år, og at de problemer, der påpeges i prinsens bog, kun er blevet større. Jeg har selv været aktiv i bybevaringssagen i hele den periode, og jeg må med beklagelse konstatere, at vi ingen vegne er kommet. Hvor naturmiljøsagen har haft en bemærkelsesværdig succes og nu spiller en afgørende politisk rolle, er bymiljøsagen stadig helt usynlig i det politiske liv. Det er endda gået den forkerte vej. Fredningsloven fungerer ikke, Slots- og Kulturstyrelsen ser det som sin opgave at affrede, amterne er forsvundet, kommunerne har fået enevældig magt, men har ikke magtet at forvalte kulturarven. Hver måned hører man om nye nedrivninger af værdifulde gamle huse, og hver gang kan man forudse, at det nye, der skal bygges, vil skade bymiljøet. Hvilken borgmester kan sige nej til store penge, der vil skabe ’udvikling’ og ’fremskridt’ (i øvrigt de samme hensyn, som lå til grund for udretningen af Skjern Å, som nu er blevet genslynget)?

Nu er spørgsmålet: Er tiden endelig kommet, hvor vi kan komme nærmere til at forstå hinanden? Kan vi enes om at gøre det bedre i fremtiden? Eller skal vi fortsat stå i to adskilte lejre? Her er mine forslag til, hvad arkitekter og vi ”oprørere” i fællesskab kunne gøre:

  1. Vi må sammen erkende fortidens fejl. Kulturarven i form af bymiljøer har lidt store tab efter 1945. Arkitektur kan ikke bedømmes isoleret fra omgivelserne. Langt de fleste nybygninger i gamle bykerner har gjort skade. At de anses for god arkitektur, er ikke nogen garanti for succes. Eksempelvis burde Nationalbanken ikke være bygget, hvor den ligger, den brutalistiske svømmehal i Kalundborg ej heller (og da slet ikke med et indgangsparti på den enestående kirkeplads). Den glæde, som tilhængere af moderne arkitektur måtte føle ved nye bygninger, kan ikke opveje den harme og sorg, som andre føler over det, der bliver ødelagt. De moderne byggerier kunne være placeret andre steder. Der bør vises mere hensyn og større forståelse for de mennesker, som gerne vil bevare.
  • Vi må også erkende, at de gamle bykvarterer har en attraktiv atmosfære, som de nye kvarterer savner. Samlingspunkter i form af torve og havne, karré-bebyggelse og med krogede gader, stræder, gyder, gårde m.m. bør genopfindes. Små huse giver mere liv end store (store huse kan med held fremstå som flere små set udefra).
  • Debatten om bymiljø skal være åben for alle. Vi er mange, som er blevet affejet p.g.a. manglende ’faglighed’, fordi vi ikke er arkitekter. Der har været en elitær debatform, som ikke har gavnet sagen – men den er heldigvis nu på retur. ’Newspeak’ bør undgås; ord som ’fortælling’, ’nedslag’, ’reference’, ’dialog’ o.s.v. er blevet anvendt til at legitimere utilpasset byggeri, uden at det giver mening. Det ødelægger en frugtbar dialog.
  • Arkitekter bør stå sammen om at udvise mod i form af nytænkning. Bygherrer og kommuner ønsker måske monumentale og moderne byggerier for at skille sig ud. Men vi har set så meget nu, at der ikke længere er nogen overraskelseseffekt i besynderlige geometriske former. Det gode bymiljø opstår, når mange forskellige huse indgår i en ”ensartet mangfoldighed”. Arkitekterne skal vise vejen og komme med forslag, der skaber bymiljøer. Hvis bygherrerne undres over det, skal arkitekterne forklare, at beliggenhed er vigtigt, og den skabes af byrum og samspil mellem huse – ikke af monumenter. Arkitekterne kan gøre bygherrerne klogere. Det er lægen, der bør anvise behandlingen; man kan ikke forvente, at patienten skal gøre det.
  • Byggeri, der ikke fremstår som moderne, betegnes ofte hånligt som ’pastiche’. Det bør ophøre med at være et skældsord. Stedets ånd er vigtig. På andre områder som tøj, mad, møbler og biler kan moden gå i retning af videreudvikling af tidligere tiders stilarter. Det bør også kunne ske i arkitekturen – og det er vel sket før. Navnlig bør det være legitimt at bygge i en stil og med materialer, som er karakteristisk for stedet og dets historie.
  • Politikerne må vækkes til handling. Jeg har mødt fem, der interesserer sig for sagen, og de kan ingen vegne komme i det politiske system. Frankrig har i mere end 50 år haft en lov, der beskytter alle historiske bykerner. Italien og det meste af Syd- og Centraleuropa passer på deres byer. Men i Skandinavien og i England står det sløjt til. Politikerne må bringes til at forstå, at bymiljø og naturmiljø er to sider af samme sag.

Det ville glæde mig, hvis repræsentanter for arkitektfaget ville indgå i en dialog om disse forslag.

Jep Loft

ARKITEKTSTUDERENDE: GØR OPRØR! Weekendavisen d. 23/11 – 2018.

2. november 2019 / / 0 kommentarer

Weekendavisen 23 nov 2018:

I Berlingske d 5. november påpeger professor Carsten Thau, at den nye type byudvikling med hvide bygninger i seks etager ved havneområder ikke består af særegne danske bygninger. Arkitekturen har mistet sin ’rodfæstethed’. Det gælder vel for meste nybyggeri: det kunne ligge hvor som helst i verden.

Jeg tror, der er brug for et studenteroprør på arkitektskolerne. I 1960’erne var de arkitektstuderende blandt de første til at gøre oprør. Nu er der endnu mere brug for et oprør end dengang. Siden Anden Verdenskrig er der bygget uendeligt mange grimme og kedelige bygninger. Der er også bygget enkelte flotte. Men det triste er, at selv smukke bygninger ofte har gjort skade på fine, gamle bymiljøer.  De nye huse har slået harmonien og sammenhængen i stykker. Og jeg kan ikke på øje på en eneste ny bydel, som har et miljø og en atmosfære, der kan sammenlignes med, hvad man finder i de gamle bykerner.

I alle europæiske byer er billedet det samme: man kan bevæge sig gennem kilometervis af forstæder, men først når man kommer ind til den centrale, gamle bykerne, bliver byen god at være i for den besøgende. Det er fint at bo i Tåstrup, Albertslund, Brøndby, Rødovre, Hvidovre, Husum, Brønshøj, Holte, Virum eller Gentofte; men det er ikke der, atmosfæren er. Hvorfor ikke? Det har ikke noget med penge at gøre. Der er heller ikke megen atmosfære i rigmandskvarteret Tuborg Nord, men der er fine bymiljøer på Vesterbro og Nørrebro, som oprindeligt var arbejderkvarterer.  Det er ikke bygherrernes fejl alene. De ville sikkert gerne have bygget attraktive bydele, som kunne retfærdiggøre højere boligpriser. Det handler nok mere om mangler i arkitektuddannelsen. Der er brug for at gøre op med den holdning, at arkitektur er kunst, og at en bygning skal bedømmes som en isoleret genstand. Der skal tænkes i helheder; de samlede bymiljøer er vigtigere end enkeltstående arkitektur.

I de gamle bykerner skal arkitekter lære at vise hensyn til omgivelserne, at indpasse nye bygninger efter den byggestil og ånd, der er på stedet, og ikke efter tidens mode. Angsten for pastiche skal manes i jorden. Man kan sagtens bygge et nyt hus i den fine, nyklassicistiske stil, som kendetegner de almindelige bygmesterhuse i det indre København, uden at det virker forlorent. C.F. Hansen er hovedarkitekten bag genopbygningen af København efter branden i 1795 og englændernes bombardement i 1807. Han byggede i en klassisk stil, som ikke havde med hans samtid at gøre. Den kan man godt indordne sig efter. Og man må holde sig til den skala, der er fremherskende på stedet. At bygge BLOX på det sted i København var helt hen i vejret. Huset lyser af disrespekt for omgivelserne. Det er nærmest infantilt i sit udtryk: Se mig! Her kommer jeg! Jeg vil blæse på alle andre!

I nye bydele skal arkitekterne lære af de gamle byer. En by skal have samlingspunkter, torve og pladser og gerne noget vand. Hvor er torvet på Lynetteholmen? Og i Aarhus Nordhavn? Det er svært at konstruere et torv, så man må finde et gammelt torv, der fungerer, og lære af det. Gaderne skal ikke være snorlige som i USA. Store huse med få døre lukker sig om sig selv (se bare på Nationalbanken).  De dræner byen for liv. En by skal ikke være et teoretisk eller kunstnerisk eksperiment.

De danske havne kunne være blevet gode bymiljøer, som man ser det på Bornholm og ved Middelhavet; men over hele landet er snesevis af havne er nu blevet bebygget med fantasiløse boligblokke, som intet har med en havn at gøre, og som tager fra omgivelserne uden at give noget tilbage. Arkitekterne anede tilsyneladende ikke, hvad de havde med at gøre.

På arkitektskolerne har man forbilleder som Frank Lloyd Wright og Le Corbusier. Smid dem ud. Deres idéer om fremtidens byer var teori uden forbindelse til den menneskelige dimension. På arkitektskolerne har man haft professorer, som selv byggede de værste rædsler. Gør op med dem. Læg deres lærebøger væk. På arkitektskolerne har man doceret, at arkitekter skal bygge deres eget værk, uden hensyn til omkringliggende huse, hvilket man kan se resultaterne af i næsten alle de danske købstæder. (Se på GodeByer.dk). Og man har doceret, at historicisme var af det onde, så man kunne roligt nedrive de gamle bykvarterer. Gør op med den hensynsløse holdning. Gå en tur i Strandgade på Christianshavn og se på den enestående, gamle husrække på østsiden og den ligeså enestående parade af nye rædsler på vestsiden; og gør holdt ved det tidligere arkitekturcenter, en nybygget rædsel, som arkitekterne da også allerede har forladt for at flytte til noget, der er værre, nemlig BLOX. Erkend fejlene. Og lær af dem.

Gå ind på Arkitekturoprøret på Facebook og se, hvad tusindvis af almindelige mennesker over hele Skandinavien mener om ødelæggelserne i deres byer. Lad være med at mene, at arkitekter er bedst til at have en kvalificeret mening om bymiljø. Hold op med al arkitektonisk newspeak; ord som ’dialog’, ’fortælling’ ’nedslag’, ’kant’, ’faglighed’ o.s.v. er uden reelt indhold – de kan bruges til at forsvare hvad som helst.

Respekt og ydmyghed er gode udgangspunkter, når der skal bygges nyt. Genskab forbindelsen til almindelige mennesker. Gør oprør!

Jep Loft

Medlem af Københavns Kommunes Lokaludvalg for Indre By.

© 2025 Arkitekturoprøret

Tema af Anders Noren — Op ↑